At sige op - uden er nyt job på hånden. Anyone?

[Little_Woman]

Jeg er i den situation, at jeg pt. er meget lidt begejstret over min arbejdsplads. Ikke selve funktionen, men informationsniveauet, ledelsen og den tone der er overfor medarbejderne. Jeg har, siden jeg kom tilbage på barsel, været på nedsat tid. Nu har jeg netop fået lov til at beholde det til og med juni 2022, trods ønske og semi-lovning om permanent deltid på endnu færre timer end nu. Herefter er det umiddelbart fuldtid. Og det ønsker jeg ikke. Slet ikke.

Jeg er fristet til at sige op. Simpelthen. Jeg har været der i 10 år, er vellidt og fagligt stærk, men al min gnist er forsvundet for at lægge døgnets bedste timer dér.

Der er ikke stor arbejdsløshed på mit område, men pt er der ikke en deltidsstilling som er relevant at søge i forhold til transport. Dog overvejer jeg at træde ind på et nabofelt, det pædagogiske område, og så er der pludselig mange muligheder i daginstitutionerne. Jeg har både netværk og kompetencer der kan aktiveres dér.

Men.. har du gjort det, sagt op uden at have andet? Del, please - jeg er helt ude og slå terninger om mit liv, føler jeg.

[Purple Haze]

Ja. (Dog ikke helt med min gode vilje).
Det tog mig under en måned at finde noget andet.
Men det var da stressende og usikkert indtil jeg fandt det andet.

[Æble]

Har du råd til det i så mange måneder du forventer at være ledig + en buffer?

Er det svært at få job i din branche? Du vil altid have er hul i CVet som skal forklares.

Ville du kunne blive “på lavt blus”, lavest mulige indsats og mental distancering mens du søger andet?

[Lulu]

Ja. Jeg sagde mit arbejde op for 3,5 år siden.
Jeg begyndte at vise stress symptomer og vidste at med den chef blev det ikke bedre.
Jeg havde søgt lidt stillinger Ca et halvt års tid inden jeg sagde op, men det gav ikke pote.
2 mdr efter jeg sagde op fik jeg det job jeg stadig har.
Det var den bedste arbejdsmæssige beslutning jeg har taget.

Du får 3 ugers karantæne af a-kassen ift. Dagpenge, hvis du ikke finder noget i din opsigelsesperiode. Vi havde sikret os at vi havde pengene til den manglende indtægt. Det var det eneste der var.

[catnip]

Nogen gange når man bare dertil hvor man bør veje sit helbred/sanity/lykke højere end jobsikkerhed. Hvis I har råd til det, ville jeg bare gøre det.

[Mangoness]

Ja, fik stress symptomer og besluttede at sige op, fordi jeg godt kunne se, at det ikke kunne ændre sig på den pågældende arbejdsplads. Jeg er kun glad for at have sagt op (stress symptomerne forsvandt, så snart jeg stoppede), og jeg havde tænkt over det i mere end et halvt år.

Jeg fandt et midlertidigt arbejde (jeg var heldig at få det, efter jeg sagde op men før opsigelsesperioden var færdig), så jeg ikke gik ledig.

[JoyNips]

Min kæreste har gjort det 2 gange. Første gang fik han nemt job, anden gang var det sværere fordi han havde været konstitueret leder i et år og derfor søgte stillinger med ledelsesansvar hvor han blev valgt fra på for kort erfaring. Han måtte derfor gå et skridt ned hvilket har skabt lidt issues fordi han er en lidt “besværlig” medarbejder pga sin ledelseserfaring (og manglende evne til bare at klappe hælene sammen og parere ordre… )

[EmoJanice]

Jeg ville ikke turde det. Chefer kommer og går. Stemningen kan skifte. Jeg vil diskret afsøge muligheden og så sige op når jeg har et eller andet at tjene pengene på og det vil være temmelig ligegyldigt hvad jeg skulle beskæftige mig med. Måske noget ufaglært arbejde i et supermarkedet kunne være en løsning så du kunne samle tankerne?

[sigge]

Kan din økonomi i yderste konsekvens bære en periode på dagpenge (og karantænen fra A-kassen)? Jeg har selv bedt om at blive sagt op i prøveperioden fra et job, som slet ikke fungerede. Der endte med at gå 6 måneder, før jeg fik et nyt job, og i den periode fik jeg lidt økonomisk hjælp af mine forældre for at komme igennem.
Det lyder til gengæld til, at du har lettere ved at finde et forholdsvis relevant job, som også giver god indtægt, end jeg havde i min branche på det tidspunkt.

Jeg fandt i øvrigt en måde at forklare min afsked med firmaet, som jeg ikke tror, har ligget mig til last ifm. jobsamtaler. Det skal du måske også lige gøre klart med dig selv, inden du evt. tager springet.

[Straniera]

Ja, det har jeg gjort. Som en fuck-finger til chefen, og jeg fortryder det ikke. Jeg var på dagpenge i et par måneder, nød friheden og fandt derefter et nyt og bedre job.

[Sofakartoflen]

Jeg tror ikke, du kommer til at være ledig, hvis du søger job som pædagog. Du kan starte som vikar, mens du venter på den stilling, du vil have.

Du vil være en bonus i institutionen, fordi du har særlige kvalifikationer, og det er jo helt tosset, som der mangler pædagoger.

[Fynerfin82]

Jeg har gjort det 3 gange. Først i starten af min karriere i 2008 og igen 2 gange i 2018 og det er uden tvivl en af de bedste beslutninger i mit liv. Det føltes helt fantastisk, at selv tage styringen og sige fra overfor, hvad jeg synes var, dårlig behandling af medarbejdere.

Jeg sagde op med 3 måneders varsel, for at give mig selv lidt tid til at begynde at søge nyt. Jeg søgte de jobs jeg fandt interessante, men intet derudover. Første gang fik jeg nyt job med det samme og nåede aldrig at være arbejdsløs.

Anden gang var det godkendt af a-kassen, at mine vilkår blev væsentligt ændret og derfor fik jeg ikke karantæne. Jeg startede med et supplerende kursus for at give mig selv flere muligheder og var derfor kortvarigt på SU. Jeg nåede vist at være på dagpenge i 3 uger. Herefter fik jeg, hvad jeg troede var drømmejobbet, men det vidste sig at chefen slet ikke levede op til det lovede og jeg sagde op i prøvetiden (igen uden karantæne, da chefen bevægede sig lidt rigeligt på kant med loven). Denne gang var jeg ledig i 5 uger inden jeg startede i mit nuværende job.

Det er selvfølgelig ikke sjovt at være på dagpenge og skulle rende til diverse møder i jobcenteret og a-kassen, men for mig blev det 100 % opvejet af den gode følelse af at have sagt fra.

Jeg har i øvrigt kun mødt forståelse og kæmpe ros fra omgivelserne for at træffe den beslutning. Det har ikke været en hindring i forhold til at få nyt job.

[LaMariposa]

Hvis det kan hænge sammen økonomisk, så synes jeg, du skal gøre det.

Har aldrig gjort det, men jeg burde have gjort det i mit tidligere job, som var ved at køre mig helt i sænk af flere omgange. Min chef i samme job sagde faktisk op uden at have noget andet, fordi jobbet ikke var hans psykiske helbred værd. Han fandt et andet job efter et par måneder.

[Little_Woman]

Jeg læser med, og sætter stor pris på erfaringerne!

Der er ikke arbejdsløshed på mit felt, dog er der jo nogle stillinger jeg ikke kan/vil søge pga. mit ubøjelige krav om nedsat tid. Men med min uddannelse og erfaring vil jeg mene at jeg står ret stærkt, selv om vi skulle være flere ansøgere.

Jeg har specialistviden om børn, sprog og udvikling, som jeg uden at blinke ville bruge i en børnehave fx, hvis ikke jeg kan få job som audiologopæd, som nu. Det ville selvfølgelig være en kursændring, men ikke en irrelevant ting at få mere erfaring fra det felt jeg er ude at vejlede i dagligt. A la en praktik.

Jeg har råd til en periode som ledig. Ikke for evigt, men det ville ikke vælte mig af pinden med en periode som enten lavtlønnet eller på dagpenge.

Lige nu er jeg vred, ked af det og skuffet, både over udsigten til fuld tid, men især over det elendige ledelseslag, der udviser omend ikke foragt, så ligegyldighed overfor medarbejderne. Jeg tror jeg prøver at sluge kamelen pt, spørge mig for i mit pædagogiske netværk og holde ørene åbne. Hvis der byder sig et alternativ er jeg skredet, der er 0 loyalitet herfra længere.

Men det klør i fingrene efter at sende dem en stor, fed fuckfinger af en opsigelse - jeg tror desværre bare de er dybt ligeglade.

[Little_Woman]

Og så åbner jeg snakken igen i maj måned - kan de fortsat tilbyde mig deltid, eller vil de ikke, fra 1.7.?