Er det ok at sygemelde sig fra job pga. kærestesorger?

[Akehurst2]

Så hvis Frk W pludselig, ud af det blå, i morgen tidlig kl. 7.00 meddelte, at hun ikke gad mere, ikke elskede dig mere, ikke havde elsket dig et stykke tid og i øvrigt havde fundet en anden og at hun flyttede samme morgen, så ville du bare møde på arbejde kl 9 som om intet var hændt, Wizzze? Knokle igennem og så tænke på det, når du kom hjem? Jeg spørger af ren nysgerrighed og for at få en reflektion over, hvad det gør ved et menneske, at et langvarigt liv sammen, med fælles bolig og fremtidsplaner, tryghed og tro på kærligheden og det fælles liv, pludselig ikke er der længere. Hvor virkeligheden skal omkalibreres på et splitsekund.

Betegnelsen kærestesorger har klang af noget useriøst, et letbenet forhold som dem man havde, da man var teenager, som måske lige varede et par måneder. I realiteten kan tabet af en partner dog være en tragedie, som sætter et menneskes liv på den anden ende, praktisk og følelsesmæssigt. Vi ved jo alle, at der er mange forskellige typer brud, ligesom forhold er forskellige og mennesker er det, og jeg synes det er åbenlyst absurd at afgøre, at intet brud og ingen situation kan være så slem, at det kan legitimere en sygemelding mens man forholder sig til chokket. Det er en nedvurdering af en normal, legitim følelsesmæssig reaktion på tabet af noget meget fundamentalt for vores trivsel: kærligheden, og med den tilliden, tiltroen, fællesskabet, drømmene, fremtiden.

Folk reagerer jo forskelligt på kriser.

Jeg oplevede ret mange, der ikke forstod at jeg kun holdt fri en enkelt dag, da min far var død om søndagen og var tilbage på kontoret fuld tid fra om tirsdagen, ligesom de blev meget overraskede over at han faktisk havde været alvorligt syg og gående mod døende den sidste måned, hvor jeg jo også havde været på arbejde som altid. Men for mig var det bare rarere at holde fast i det i mit liv, der fungerede normalt og skabte struktur og rutiner - jeg havde ikke lyst til at sidde derhjemme og være ked af det. Jeg ville bare have at mit liv fortsatte.

Jeg er sådan set helt enig i, at det kan være helt rimeligt og fuldt forståeligt med fravær som følge af et brud og jeg ville aldrig se skævt til nogen, der havde brug for det. Det betyder bare ikke, at alle har brug for det.

Naturligvis ikke. Jeg ser ingen skrive, at det gælder for alle?

Du lød bare meget anklagende i forhold til wizzzes påstand om, at han snarere ville arbejde mere end mindre ved et brud - og så ville jeg bare komme med min oplevelse af, at det sådan set godt kan være tilfældet at nogen gerne arbejder sig gennem kriser.

[DenBruneMunk]

men der er immervæk mange praktiske ting at forholde sig til når den ene skal flytte og projekt delebarn skal op at køre.

De praktiske ting, skal vel ikke foregå under sygdom, så er det da pjækkeri? Hvis en familie flytter til hus, anden by eller andet, og tiden ikke er nok, så må man tage noget ferie. Jeg kan slet ikke se praktiske forhold være en årsag til sygemelding.

Nu havde jeg heller ikke meldt mig syg, men arbejdet hjemme.
Men hvis det er akut og skal foregå her og nu med flytning osv kan man blive nødt til det, alt imens man måske er i choktilstand. Det synes jeg overhoved ikke kan sammenlignes med en planlagt flytning i hus eller til anden by.

Nu har jeg været igennem død og sygdom, og kender godt til de følelser som ved siden af ens praktiske forhold, stadig er svære at komme igennem.

Har man kræfterne til at overskue praktiske sager, så må jo i sagens kerne være velgående nok til at overskue nogle arbejdsopgaver. Personligt tog jeg ikke fri eller meldte mig syg ved død, eneste var en firmabetalt fridag som gives ved begravelser.
Jeg arbejder så også hjemme, og kunne bearbejde disse forhold sideløbende med praktiske og arbejdsmæssige forhold.

Var jeg nede, så var der heller ingen praktiske forhold som blev kigget på, udover jeg spurgte om hjælp fra andre til det.

Tror bare vi ser og føler forskelligt for dette, og her mener jeg er man stærk nok til de praktiske sager, så er man stærk nok til arbejde.

Jeg vil mene, der godt kan være forskel.
De fleste praktiske ting i forbindelse med samlivsophør kan sagtens klares stortudende ... hvorimod jeg har svært ved at se for mig, at man som fægselsbetjent i Herstedvester eller skolelærer i 1. klasse kan udføre sit job stortudende.

Og så er debatten jo igang, for ingen ved hvordan et individ gør noget under X forhold, og det kan vi så nok slet ikke debattere udover give udtryk for ens personlige holdning som igen andre føler andet for.

[tron]

Svare må jo være det afhænger af situationen. Sygemelding betyder at man ikke er i stand til at varetage sit job, så det afhænger jo af hvor psykisk påvirket vedkommende er, ligesom andre psykiske situationer.

Hvis ens barn bliver dræbt i trafikken, så kan jeg godt forestille mig at man er ude af stand til at agere professionelt i nogle dage imens man bearbejder sin sorg. Derfor kan det ikke udelukkes af nogle reagere på samme måde i andre situationer.

Så det må vel altid være op til en konkret vurdering i den enkelte sag, sagt på en anden måde, kan man få en lægeerklæring eller ikke.

[LadyFox]

men der er immervæk mange praktiske ting at forholde sig til når den ene skal flytte og projekt delebarn skal op at køre.

De praktiske ting, skal vel ikke foregå under sygdom, så er det da pjækkeri? Hvis en familie flytter til hus, anden by eller andet, og tiden ikke er nok, så må man tage noget ferie. Jeg kan slet ikke se praktiske forhold være en årsag til sygemelding.

Nu havde jeg heller ikke meldt mig syg, men arbejdet hjemme.
Men hvis det er akut og skal foregå her og nu med flytning osv kan man blive nødt til det, alt imens man måske er i choktilstand. Det synes jeg overhoved ikke kan sammenlignes med en planlagt flytning i hus eller til anden by.

Nu har jeg været igennem død og sygdom, og kender godt til de følelser som ved siden af ens praktiske forhold, stadig er svære at komme igennem.

Har man kræfterne til at overskue praktiske sager, så må jo i sagens kerne være velgående nok til at overskue nogle arbejdsopgaver. Personligt tog jeg ikke fri eller meldte mig syg ved død, eneste var en firmabetalt fridag som gives ved begravelser.
Jeg arbejder så også hjemme, og kunne bearbejde disse forhold sideløbende med praktiske og arbejdsmæssige forhold.

Var jeg nede, så var der heller ingen praktiske forhold som blev kigget på, udover jeg spurgte om hjælp fra andre til det.

Tror bare vi ser og føler forskelligt for dette, og her mener jeg er man stærk nok til de praktiske sager, så er man stærk nok til arbejde.

Forskellen på arbejde og akutopståede praktiske forhold er at nogengange har man bare ikke noget valg omkring om man er stærk nok til at overskue det praktiske. Jeg kender mennesker der ud af det blå er blevet smidt ud af kæresten pr. Omgående, folk der er flygtet på krisecenter fra en voldelig kæreste og i de situationer tror jeg egentlig ikke de har følt sig stærke nok, virkeligheden har jo bare været at de ikke rigtig har kunne gøre andet end at få styr på det praktiske før ting så som at arbejde eller at slikke sine sår.

[LaScrooge]

Så hvis Frk W pludselig, ud af det blå, i morgen tidlig kl. 7.00 meddelte, at hun ikke gad mere, ikke elskede dig mere, ikke havde elsket dig et stykke tid og i øvrigt havde fundet en anden og at hun flyttede samme morgen, så ville du bare møde på arbejde kl 9 som om intet var hændt, Wizzze? Knokle igennem og så tænke på det, når du kom hjem? Jeg spørger af ren nysgerrighed og for at få en reflektion over, hvad det gør ved et menneske, at et langvarigt liv sammen, med fælles bolig og fremtidsplaner, tryghed og tro på kærligheden og det fælles liv, pludselig ikke er der længere. Hvor virkeligheden skal omkalibreres på et splitsekund.

Betegnelsen kærestesorger har klang af noget useriøst, et letbenet forhold som dem man havde, da man var teenager, som måske lige varede et par måneder. I realiteten kan tabet af en partner dog være en tragedie, som sætter et menneskes liv på den anden ende, praktisk og følelsesmæssigt. Vi ved jo alle, at der er mange forskellige typer brud, ligesom forhold er forskellige og mennesker er det, og jeg synes det er åbenlyst absurd at afgøre, at intet brud og ingen situation kan være så slem, at det kan legitimere en sygemelding mens man forholder sig til chokket. Det er en nedvurdering af en normal, legitim følelsesmæssig reaktion på tabet af noget meget fundamentalt for vores trivsel: kærligheden, og med den tilliden, tiltroen, fællesskabet, drømmene, fremtiden.

Folk reagerer jo forskelligt på kriser.

Jeg oplevede ret mange, der ikke forstod at jeg kun holdt fri en enkelt dag, da min far var død om søndagen og var tilbage på kontoret fuld tid fra om tirsdagen, ligesom de blev meget overraskede over at han faktisk havde været alvorligt syg og gående mod døende den sidste måned, hvor jeg jo også havde været på arbejde som altid. Men for mig var det bare rarere at holde fast i det i mit liv, der fungerede normalt og skabte struktur og rutiner - jeg havde ikke lyst til at sidde derhjemme og være ked af det. Jeg ville bare have at mit liv fortsatte.

Jeg er sådan set helt enig i, at det kan være helt rimeligt og fuldt forståeligt med fravær som følge af et brud og jeg ville aldrig se skævt til nogen, der havde brug for det. Det betyder bare ikke, at alle har brug for det.

Naturligvis ikke. Jeg ser ingen skrive, at det gælder for alle?

Du lød bare meget anklagende i forhold til wizzzes påstand om, at han snarere ville arbejde mere end mindre ved et brud - og så ville jeg bare komme med min oplevelse af, at det sådan set godt kan være tilfældet at nogen gerne arbejder sig gennem kriser.

Jeg undrede mig over Wizzzes udmelding, som lød noget unuanceret og ikke havde klang af, at han rigtig havde reflekteret over spørgsmålet og hvordan det egentlig ville se ud, hvis det skete for ham. Det er den korteste vej til empatisk indlevelse, hvorfor jeg appellerer ved at tegne billedet og beder ham forestille sig det.

Hele mit indlæg handler om, at det KAN være en tragedie, som for nogen betyder, at de må tage fri fra arbejde, måske som en sygemelding, hvis de ikke har andre muligheder (fx afspadsering eller ferie). Men folk er i sandhed forskellige og skal vi ud i det anekdotiske, havde jeg fx en bekendt, hvis kæreste døde pludselig, fuldstændig uden forvarsel og uden at have været syg, en mand hun havde boet sammen med i 4 år, om lørdagen. Om mandagen var hun tilbage på arbejdet.

[Wizzze]

Så hvis Frk W pludselig, ud af det blå, i morgen tidlig kl. 7.00 meddelte, at hun ikke gad mere, ikke elskede dig mere, ikke havde elsket dig et stykke tid og i øvrigt havde fundet en anden og at hun flyttede samme morgen, så ville du bare møde på arbejde kl 9 som om intet var hændt, Wizzze? Knokle igennem og så tænke på det, når du kom hjem? Jeg spørger af ren nysgerrighed og for at få en reflektion over, hvad det gør ved et menneske, at et langvarigt liv sammen, med fælles bolig og fremtidsplaner, tryghed og tro på kærligheden og det fælles liv, pludselig ikke er der længere. Hvor virkeligheden skal omkalibreres på et splitsekund.

Betegnelsen kærestesorger har klang af noget useriøst, et letbenet forhold som dem man havde, da man var teenager, som måske lige varede et par måneder. I realiteten kan tabet af en partner dog være en tragedie, som sætter et menneskes liv på den anden ende, praktisk og følelsesmæssigt. Vi ved jo alle, at der er mange forskellige typer brud, ligesom forhold er forskellige og mennesker er det, og jeg synes det er åbenlyst absurd at afgøre, at intet brud og ingen situation kan være så slem, at det kan legitimere en sygemelding mens man forholder sig til chokket. Det er en nedvurdering af en normal, legitim følelsesmæssig reaktion på tabet af noget meget fundamentalt for vores trivsel: kærligheden, og med den tilliden, tiltroen, fællesskabet, drømmene, fremtiden.

Det er et godt spørgsmål, og jeg har ikke et svar, og jeg håber ikke jeg finder ud af det. Men jeg mistænker at jeg nok ville “flygte” fra problemet, om det så ville være ind i job, ind i et computerspil, ud i naturen, lang køretur eller noget andet ved jeg ikke. Nu er jeg så også priviligeret med et job hvor jeg selv tilrettelægger arbejdstiden, så er ikke tvunget til at møde klokken dut og stemple ind med et smil på og servicere patienter, elever eller andre. Så en luksus i en situation som den beskrevne.

[DenBruneMunk]

Jeg synes det er vildt, folk mener, det er ok.

Det er den slags, man har ferie-fridage til. Ens arbejdsgiver skal altså ikke betale for den slags - men bør bestemt give en rum til at blive hjemme.

Enig, og det er vel der forskellen er, og derfor er man klar nok til praktiske ting, så er man klar nok til at bede om fri i forhold til det praktiske sammen med sorgen som skal bearbejdes, og det er altså ikke en sygdom men bare et krav og vilkår som er svære at bøje men man tager en eller flere fridage, det må de fleste kunne forstå.

[Ado]

Jeg synes det er vildt, folk mener, det er ok.

Det er den slags, man har ferie-fridage til. Ens arbejdsgiver skal altså ikke betale for den slags - men bør bestemt give en rum til at blive hjemme.

Men når arbejdsgiveren betaler for sygedage, der skyldes stress (som ikke nødvendigvis) er arbejdsrelateret, hvorfor så ikke kærestesorg? Stress kan udløses af mentale belastninger på hjemmefronten, hvor er forskellen?

[JoyNips]

Jeg synes det er vildt, folk mener, det er ok.

Det er den slags, man har ferie-fridage til. Ens arbejdsgiver skal altså ikke betale for den slags - men bør bestemt give en rum til at blive hjemme.

Men hvis ens kæreste nu blev kørt ned og døde, måtte man så holde fri? Og hvorfor er det anderledes at miste sin kæreste på den ene end på den anden måde?

[catnip]

Så hvis Frk W pludselig, ud af det blå, i morgen tidlig kl. 7.00 meddelte, at hun ikke gad mere, ikke elskede dig mere, ikke havde elsket dig et stykke tid og i øvrigt havde fundet en anden og at hun flyttede samme morgen, så ville du bare møde på arbejde kl 9 som om intet var hændt, Wizzze? Knokle igennem og så tænke på det, når du kom hjem? Jeg spørger af ren nysgerrighed og for at få en reflektion over, hvad det gør ved et menneske, at et langvarigt liv sammen, med fælles bolig og fremtidsplaner, tryghed og tro på kærligheden og det fælles liv, pludselig ikke er der længere. Hvor virkeligheden skal omkalibreres på et splitsekund.

Betegnelsen kærestesorger har klang af noget useriøst, et letbenet forhold som dem man havde, da man var teenager, som måske lige varede et par måneder. I realiteten kan tabet af en partner dog være en tragedie, som sætter et menneskes liv på den anden ende, praktisk og følelsesmæssigt. Vi ved jo alle, at der er mange forskellige typer brud, ligesom forhold er forskellige og mennesker er det, og jeg synes det er åbenlyst absurd at afgøre, at intet brud og ingen situation kan være så slem, at det kan legitimere en sygemelding mens man forholder sig til chokket. Det er en nedvurdering af en normal, legitim følelsesmæssig reaktion på tabet af noget meget fundamentalt for vores trivsel: kærligheden, og med den tilliden, tiltroen, fællesskabet, drømmene, fremtiden.

This. Hvis min mand forlod mig i morgen, ville jeg være så lammet af sorg og chok, at jeg ikke ville være i stand til noget som helst, ej heller tænke rationelt, i et godt stykke tid. Som Joynips nævner, så ville sorgen ganske givet kunne sammenlignes med at han døde, for uanset hvad, så ville jeg jo have mistet ham, vores fælles fremtid, drømme osv.

[LaScrooge]

Jeg synes det er vildt, folk mener, det er ok.

Det er den slags, man har ferie-fridage til. Ens arbejdsgiver skal altså ikke betale for den slags - men bør bestemt give en rum til at blive hjemme.

Okay, så det er helt fint hvis man tager selvbetalte fridage?

Lad os så forestille os, at vi har en person, som ikke har råd til at miste indtægten. De tager derfor på arbejdet, men kan ingenting, faktisk sidder de ude på toilettet og græder, - hvis de da ikke sidder i kassen og kæmper mod gråden, mens de forsøger at ekspedere kunder. De er ikke rigtig i stand til at udføre deres arbejde. Men de er der. Er det en mere fordelagtig situation for arbejdsgiveren? Eller vil du sende en sørgende person hjem med besked om, at de må tage fri for egen regning, når de har det for dårligt til at arbejde? Det lyder som en scene fra Damernes Magasin i Matador. Og ikke som noget, der finder sted på en moderne arbejdsplads, hvor man trods alt har forståelse for, at ansatte også er privatpersoner og at livet foregår hele tiden - det er ikke noget, man lægger fra sig bare fordi man træder ind af døren på sin arbejdsplads.

[Jedi]

men der er immervæk mange praktiske ting at forholde sig til når den ene skal flytte og projekt delebarn skal op at køre.

De praktiske ting, skal vel ikke foregå under sygdom, så er det da pjækkeri? Hvis en familie flytter til hus, anden by eller andet, og tiden ikke er nok, så må man tage noget ferie. Jeg kan slet ikke se praktiske forhold være en årsag til sygemelding.

Nu havde jeg heller ikke meldt mig syg, men arbejdet hjemme.
Men hvis det er akut og skal foregå her og nu med flytning osv kan man blive nødt til det, alt imens man måske er i choktilstand. Det synes jeg overhoved ikke kan sammenlignes med en planlagt flytning i hus eller til anden by.

Nu har jeg været igennem død og sygdom, og kender godt til de følelser som ved siden af ens praktiske forhold, stadig er svære at komme igennem.

Har man kræfterne til at overskue praktiske sager, så må jo i sagens kerne være velgående nok til at overskue nogle arbejdsopgaver. Personligt tog jeg ikke fri eller meldte mig syg ved død, eneste var en firmabetalt fridag som gives ved begravelser.
Jeg arbejder så også hjemme, og kunne bearbejde disse forhold sideløbende med praktiske og arbejdsmæssige forhold.

Var jeg nede, så var der heller ingen praktiske forhold som blev kigget på, udover jeg spurgte om hjælp fra andre til det.

Tror bare vi ser og føler forskelligt for dette, og her mener jeg er man stærk nok til de praktiske sager, så er man stærk nok til arbejde.

Jeg vil mene, der godt kan være forskel.
De fleste praktiske ting i forbindelse med samlivsophør kan sagtens klares stortudende ... hvorimod jeg har svært ved at se for mig, at man som fægselsbetjent i Herstedvester eller skolelærer i 1. klasse kan udføre sit job stortudende.

Jeg synes, det er noget, som hører ind under "fri uden løn".

[Santa]

Så vidt jeg ved, så kategoriserer man dødsfald (i familien, nær omgangskreds), livstruende sygdom (igen i familien eller hos en selv), traumatiserende hændelser (vold, voldtægt, ulykke, terrorangreb etc) og skilsmisse som "større livskriser".
Og det er normalt at reagerere på disse ting samt at have brug for et par dage til at komme igennem det første chok.

I dag, hvor så mange danskere lever sammen uden at være gift, så er det for mange fuldstændig det samme som skilsmisse, når kæresten går fra en eller omvendt.
Vi har været kærester i 20 år, og boet sammen i lige så mange. Jeg kan garantere at uanset hvor stor enighed vi måtte skilles i, så ville den beslutning påvirke os begge så meget, at vi ikke ville kunne varetage vores arbejde i et par dage.
Hvis min chef ikke gav snor til det, så skulle jeg ikke arbejde der længere. Og hvis mine kolleger så skævt til det, så var de godt nok nogen uempatiske r*vhuller.


Disclaimer: jeg taler ikke om kærestesorg efter et 5-ugers forhold mellem to 16-årige, vel? Eller et job som flaskedreng i netto.

[Stitch]

Jeg synes det er meget individuelt. Vi reagere alle forskelligt på kærestesorger og selv på individuelt plan er to brud ikke ens. Derudover så er der jo også stor forskel på hvad vi arbejder med, nogle jobs kræver bare mere psykisk overskud end andre - jeg vil f.eks. Helst at piloter, kirurger og folk der har arbejde med våben bliver hjemme hvis de føler sig i dyb krise.

Lige præcis hvad jeg skulle til at skrive.

Da min eks gik fra mig, gik jeg helt ned. Kunne hverken spise eller sove. Kunne knap trække vejret. Gik på arbejde, men blev sendt hjem af chefen, som godt kunne se at jeg ikke var et fungerende menneske.

Jeg kan så arbejde hjemmefra og det gjorde jeg bare i stedet.

[TomKah]

Har man ret til frihed med læn hvis ens ægtefælle eller barn dør? Jeg tror det faktisk ikke. Man har ret til at holde fri til begravelsen men resten er så vidt jeg ved selvbetalt. Min mand brugte det meste af sin ferie i 17 på sin fars død.

Alt nogle arbejdsgivere har råd til at være large er fint, men jeg synes man bør betale selv.