Debatten

Fik og fik er i første omgang vist for meget sagt, den flyttede bare ind hos os og blev.

Det var min ukrainske nabos kat, som dagligt kom til os på besøg og blev længere og længere tid ad gangen, da den begyndte at blive her om natten, spurgte min nabokone, om vi ikke ville beholde ham, da hun mente, han hellere ville være hos os end hos hende, hun har i forvejen 6 katte og var blevet opmærksom på, at det var alt for uroligt for den kat, der forsvandt ind til os.

Vi sagde gladeligt ja tak til at beholde katten, det er forøvrigt en Maine Coon.

Tråden her hører til i kældedyrsfora

Jeg har ikke kat. Men min svigerfar har en gård med to katte. Jeg fik ham overbevist om, at når kattene bor på hans høloft, så er de altså hans, selvom de selv er flyttet ind. Der blev sat en fælde op og så blev de vaccineret, fik kur og blev neutraliseret. De er vilde og gider ikke mennesker, men nu sørger svigerfar for, at der stilles lidt kattemad ved bagdøren (så det er kattene og ikke rotter, som spiser det) og at der holdes øje med dem, samt at de får vacciner osv.

Han har nu gang i at lave en kattehule der kan stå på loftet, så de holder varmen vinteren over.
Så de er luksus-vildkatte.

Vi fik dem fra en af min lillebrors kollegaer som havde ikke mindre end 29 katte. Deres betragtning var nemlig at de hellere ville beholde kattene selv end at afsætte dem til nogen mennesker de ikke synes havde den rigtige indstilling til kattehold. Og når man konsekvent ikke neutraliserer sine hunkatte, ja så bliver det alligevel til nogle stykker. Også selvom man egentlig kommer af med de fleste fra et kuld..

Det er 12 år siden og selvom de er verdens sødeste og sjoveste katteluffer, og en helt integreret del af familien, så er det absolut sidste gang jeg anskaffer mig killinger som ikke er ordentlig socialiserede. Og det kan jeg se nu at vores ikke var. F.eks. bryder de sig ikke om at blive løftet eller båret. Som i "kan virkelig ikke lide". De kunne ikke drømme om at kradse eller bide. Men man behøver ikke at være dyrepsykolog for at se at de synes det er virkelig ubehageligt. Til gengæld så blotter de begge gerne bugen ved en hver lejlighed hvor der er hænder i farvandet. F.eks. kalder vi af og til vores hankat for Diller-Blotter-katten da han er fuldstændig hæmningsløs i sin flashen af de mere "private dele"....Var han et menneske så ville han for længst være blevet arresteret for uanstændig opførsel, blufærdighedskrænkelse og en hel række andre forhold i den dur.

vibbsen skrev:Vi fik dem fra en af min lillebrors kollegaer som havde ikke mindre end 29 katte. Deres betragtning var nemlig at de hellere ville beholde kattene selv end at afsætte dem til nogen mennesker de ikke synes havde den rigtige indstilling til kattehold. Og når man konsekvent ikke neutraliserer sine hunkatte, ja så bliver det alligevel til nogle stykker. Også selvom man egentlig kommer af med de fleste fra et kuld..

Det er 12 år siden og selvom de er verdens sødeste og sjoveste katteluffer, og en helt integreret del af familien, så er det absolut sidste gang jeg anskaffer mig killinger som ikke er ordentlig socialiserede. Og det kan jeg se nu at vores ikke var. F.eks. bryder de sig ikke om at blive løftet eller båret. Som i "kan virkelig ikke lide". De kunne ikke drømme om at kradse eller bide. Men man behøver ikke at være dyrepsykolog for at se at de synes det er virkelig ubehageligt. Til gengæld så blotter de begge gerne bugen ved en hver lejlighed hvor der er hænder i farvandet. F.eks. kalder vi af og til vores hankat for Diller-Blotter-katten da han er fuldstændig hæmningsløs i sin flashen af de mere "private dele"....Var han et menneske så ville han for længst være blevet arresteret for uanstændig opførsel, blufærdighedskrænkelse og en hel række andre forhold i den dur.

Med 29 katte og hunkatte, der uhæmmet får lov at få killinger, så er det ikke så mærkeligt, at killingerne ikke er socialiserede. Den slags mennesker burde ikke have lov at holde katte, for det der er ikke i kattenes tarv. Når vi har killinger, så har vi dem i hænder flere gange HVER dag, og de bliver vænnet til at blive holdt på mærkelige måder og blev pillet ved overalt. Det er faktisk et stort arbejde at have killinger, hvis de skal blive til velsocialiserede katte.

PaleSeptember skrev:

vibbsen skrev:Vi fik dem fra en af min lillebrors kollegaer som havde ikke mindre end 29 katte. Deres betragtning var nemlig at de hellere ville beholde kattene selv end at afsætte dem til nogen mennesker de ikke synes havde den rigtige indstilling til kattehold. Og når man konsekvent ikke neutraliserer sine hunkatte, ja så bliver det alligevel til nogle stykker. Også selvom man egentlig kommer af med de fleste fra et kuld..

Det er 12 år siden og selvom de er verdens sødeste og sjoveste katteluffer, og en helt integreret del af familien, så er det absolut sidste gang jeg anskaffer mig killinger som ikke er ordentlig socialiserede. Og det kan jeg se nu at vores ikke var. F.eks. bryder de sig ikke om at blive løftet eller båret. Som i "kan virkelig ikke lide". De kunne ikke drømme om at kradse eller bide. Men man behøver ikke at være dyrepsykolog for at se at de synes det er virkelig ubehageligt. Til gengæld så blotter de begge gerne bugen ved en hver lejlighed hvor der er hænder i farvandet. F.eks. kalder vi af og til vores hankat for Diller-Blotter-katten da han er fuldstændig hæmningsløs i sin flashen af de mere "private dele"....Var han et menneske så ville han for længst være blevet arresteret for uanstændig opførsel, blufærdighedskrænkelse og en hel række andre forhold i den dur.

Med 29 katte og hunkatte, der uhæmmet får lov at få killinger, så er det ikke så mærkeligt, at killingerne ikke er socialiserede. Den slags mennesker burde ikke have lov at holde katte, for det der er ikke i kattenes tarv. Når vi har killinger, så har vi dem i hænder flere gange HVER dag, og de bliver vænnet til at blive holdt på mærkelige måder og blev pillet ved overalt. Det er faktisk et stort arbejde at have killinger, hvis de skal blive til velsocialiserede katte.

Vi er fuldstændig enige....Og når jeg ser på vores katte idag, så er det som de ikke kunne lide nøjagtig det samme som de heller ikke kunne lide som killinger. Og det er gået op for mig at lige præcis socialisering af killinger er ekstremt vigtigt allerede fra starten. Og den del bliver forsømt når man har så mange katte..

Og havde jeg vidst det jeg ved idag, så var jeg taget derfra uden killinger. Jeg elsker mine katteluffer over alt på jorden. Men næste gang så vil jeg have katte som har været betydeligt mere i hænder end de var. Vi elsker at gå på katteudstilling og se på alle de smukke racekatte der findes, og dette er ofte et smerteligt minde om hvad vi lige præcis ikke selv har. Katte som gerne vil håndteres og som synes at det er rart. Sidste gang vi var afsted fik jeg stukket en ragdoll i armene. Som omgående lagde sig til at snorke på min arm Det ville vores ALDRIG gøre. De HADER at blive taget op.

Interessant nok så har samtlige dyrlæger som har haft dem i hænderne rost dem for at være virkelig rolige og afbalancerede katte som er nemme at håndterer. Og det er også rigtigt. De har ALDRIG bidt eller kradset. De kunne ikke drømme om at gøre vores datter noget. Men kælekatte de er de altså ikke.

Min veninde har lige fået endnu en kat fra internat. En kat på lige godt et år, der allerede havde fået sit første kuld killinger, som skulle sælges på dba som "racekatte uden stamtavle / stueopdræt, og som ejeren ville avle flere killinger på, selv om hun var svækket og underernæret af den tidlige drægtighed.

Killingerne var lette at afsætte, men den "voksne" kat ville ingen have, selv om hun er ung og er faldet godt til i de nye rammer.

vibbsen skrev:
Vi er fuldstændig enige....Og når jeg ser på vores katte idag, så er det som de ikke kunne lide nøjagtig det samme som de heller ikke kunne lide som killinger. Og det er gået op for mig at lige præcis socialisering af killinger er ekstremt vigtigt allerede fra starten. Og den del bliver forsømt når man har så mange katte..

Og havde jeg vidst det jeg ved idag, så var jeg taget derfra uden killinger. Jeg elsker mine katteluffer over alt på jorden. Men næste gang så vil jeg have katte som har været betydeligt mere i hænder end de var. Vi elsker at gå på katteudstilling og se på alle de smukke racekatte der findes, og dette er ofte et smerteligt minde om hvad vi lige præcis ikke selv har. Katte som gerne vil håndteres og som synes at det er rart. Sidste gang vi var afsted fik jeg stukket en ragdoll i armene. Som omgående lagde sig til at snorke på min arm Det ville vores ALDRIG gøre. De HADER at blive taget op.

Interessant nok så har samtlige dyrlæger som har haft dem i hænderne rost dem for at være virkelig rolige og afbalancerede katte som er nemme at håndterer. Og det er også rigtigt. De har ALDRIG bidt eller kradset. De kunne ikke drømme om at gøre vores datter noget. Men kælekatte de er de altså ikke.

Men nu har jeg 3 british shorthair, og sådan nogle vil altså heller ikke bæres på. De gør ikke noget, de bryder sig bare ikke om det. Uanset hvor meget de har været i hænder og hvor godt de er socialiserede. Det står sågar i racebeskrivelsen at briter ikke bryder sig om at blive båret på.

Vi har haft vores katte siden de var 4 uger og båret/løftet dem og kysset og nullet dem hver eneste dag og her 1,5 år efter bryder de sig altså stadig ikke om at blive båret. Tror faktisk det er meget normalt for mange katte.

JoyNips skrev:

vibbsen skrev:
Vi er fuldstændig enige....Og når jeg ser på vores katte idag, så er det som de ikke kunne lide nøjagtig det samme som de heller ikke kunne lide som killinger. Og det er gået op for mig at lige præcis socialisering af killinger er ekstremt vigtigt allerede fra starten. Og den del bliver forsømt når man har så mange katte..

Og havde jeg vidst det jeg ved idag, så var jeg taget derfra uden killinger. Jeg elsker mine katteluffer over alt på jorden. Men næste gang så vil jeg have katte som har været betydeligt mere i hænder end de var. Vi elsker at gå på katteudstilling og se på alle de smukke racekatte der findes, og dette er ofte et smerteligt minde om hvad vi lige præcis ikke selv har. Katte som gerne vil håndteres og som synes at det er rart. Sidste gang vi var afsted fik jeg stukket en ragdoll i armene. Som omgående lagde sig til at snorke på min arm Det ville vores ALDRIG gøre. De HADER at blive taget op.

Interessant nok så har samtlige dyrlæger som har haft dem i hænderne rost dem for at være virkelig rolige og afbalancerede katte som er nemme at håndterer. Og det er også rigtigt. De har ALDRIG bidt eller kradset. De kunne ikke drømme om at gøre vores datter noget. Men kælekatte de er de altså ikke.

Men nu har jeg 3 british shorthair, og sådan nogle vil altså heller ikke bæres på. De gør ikke noget, de bryder sig bare ikke om det. Uanset hvor meget de har været i hænder og hvor godt de er socialiserede. Det står sågar i racebeskrivelsen at briter ikke bryder sig om at blive båret på.

Vores bliver sådan helt panikslagne og spræller og stritter med alle 4 ben, og det er først på deres gamle dage at de f.eks. har fået lyst til at ligge i skødet af os eller komme og putte i sengen (nu gør de gladeligt begge dele, dog helst når det er en smule ubelejligt...Man er vel en kat) Min veninde var her den anden aften, og hun blev nærmest invaderet af vores hunkat, som på sine ældre dage har fået den opfattelse at gæster ene og alene er noget vi bringer til huse for at hun kan kravle op til dem og lægge sig til at spinne. Min veninde var ved at dø af grin. For som hun sagde. Den slags var jo totalt utænkelig før i tiden.