Er absolut ikke pylret omkring mine dyr.
Nu har jeg kun oplevet en enkelt hund blive alvorligt syg, med livmoderbetædelse, og der valgte vi aflivning.
Siden har det været en prioritering at have en sygeforsikring på hunden, en udgift der er til at overse i budgettet modsat hvis noget tilkommer hunden noget, selvrisikoen er til at leve med.
hundens tilstand skal være drastisk forandret, eller være vedholdene /tiltagende dårlig førend jeg søger dyrelæge, eller have synlige tegn på sygdom naturligvis. Jeg tænker at hunden kan småskrante som vi mennesker indimellem, og at det er noget der kan gå i sig selv inden for et par dage. Så længe den vil spise og særligt drikke.
marsvin har vi, der har ikke været noget endnu, men selvom de er hyggelige, så er det ikke nogen dyr jeg er videre sentimental omkring, - det er bare dyr! jeg kommer ikke til at bruge i hundrevis af kroner ved dyrelægen hvis de skranter. Så må de aflives.
Høns har vi, og dem er jeg endnu mere usentimental omkring, det er i mine øjne et nyttedyr, de lægger æg og de kan spises. De er virkelig hyggelige og sjove at have gående, og de har da noget personlighed, men det påvirker mig ikke i en grad såjeg bliver "pjevset"
I de tilfælde vi har haft høns der er blevet syge, der har vi aflivet dem selv. Jeg er med i en hønsegruppe på fb, og bliver ofte forundret over folks tilgang til deres høns og hvordan de håndterer det hvis hønsene bliver syge. De er mere pylrede om hønsene end jeg er med mine børn