Når man ikke bryder sig om småbørn

[Luffegås]

Jeg har det nok også lidt omvendt, har altid været fascineret af udviklingen fra spæd til større barn og overvejede engang at blive sundhedsplejerske. Men større børn skræmmer mig, det føles som om alt kan gå galt med dem, og ethvert forsøg man gør kan være forkert, eller også er man bare ikke fantastisk sjov for dem. Min kæreste har en nevø der ikke engang hilser på mig, fordi jeg engang skulle passe ham og hans lillebror og jeg kommenterede hvergang han gik ud i haven for at tisse, selvom det var aften, koldt og mørkt. Tilgengæld er broren og jeg som pot i pande, men kan godt mærke han også er ved at blive stor nu.

Der er mange ting der ikke lyder tiltallende. Søvnmønster man ikke engang vil byde et torturoffer, og magtesløshed, og ømme bryster. Der er intet ved de værste sider af at blive mor der lyder tiltalende.. Men tilgengæld siger de der er igennem det, det går SÅ stærkt, og det hele er glemt i de gode øjeblikke man aldrig får igen

Jeg finde renorm tryghed i at sådan en dame som Dronning Margrethe har indrømmet hun aldrig har været en fantastisk småbørnsmor, at hun ikke helt har anet hvad hun skulle stille op med småbørn, men se hvordan hendes sønner alligevel elsker hende, og ikke mindst hendes børnebørn når de bliver lidt større. Det er for mig en trøst at man ikke KAN blive den bedste mor i verden. Det kan man ikke. Man kan blive sit barns mor, og ikke sammenligne sig med andre.

[Sorenspige]

Inden jeg selv fik børn, syntes jeg, babyer var søde og nuttede, mens børn i 2-6 års alderen var lidt larmende og ikke så tiltalende .

Det har så vist sig, at jeg ikke er særlig god til spædbarns-og babyperioden. Til gengæld er det kun blevet sjovere og skønnere fra 10-12 måneder. Der er det ikke kun hårdt arbejde længere.

[Luffegås]

Jeg tror det er noget vrøvl det er helt normalt og jeg synes det er hovedløst at overveje børn alvorligt under de betingelser.

Faktisk forstår jeg ikke helt at man overhovedet har det som en mulighed og jeg tænker det må skyldes at det ikke helt er sevet ind hvad det egentlig betyder at have børn,for at satse på det muligvis måske forhåbentlig forholder sig anderledes hvis det nu er ens eget barn forekommer mig aldeles uansvarligt.

Man anskaffer sig jo heller ikke alt muligt andet velvidende at man egentlig ikke gider det i håbet om at man vil synes om det når det ankommer.

Der er ingen der glæder sig til at skulle ud med en hund 3-4 gange om dagen for at den skal tisse i regn-torden og snevejr, (og det er jo bare EFTER den er blevet renlig!) at den bider alt du har i stykker, og at du ikke bare kan rejse som det passer dig.. Alligevel er kælehunde meget populært.. Det er godt vi ikke alle føler vi skal være 100% klar til alt, for ellers var fødselstallet noget lavere i Danmark. Vi er skræmte over begrænsninger og indskrænkninger, men det er kun fordi vi ligeså meget er vanemennesker, der er skræmte over forandringer, og skræmte over, hvad nu hvis vi er dårlige til det. Nogen ting er altså okay ikke at være fuldstændig klar på, og så må man sige "jeg nøjes med et barn, og jeg skal nok gøre alt hvad jeg kan for mit barn, men det skal ikke have søskende".

[Minionine]

Jeg tror det er noget vrøvl det er helt normalt og jeg synes det er hovedløst at overveje børn alvorligt under de betingelser.

Faktisk forstår jeg ikke helt at man overhovedet har det som en mulighed og jeg tænker det må skyldes at det ikke helt er sevet ind hvad det egentlig betyder at have børn,for at satse på det muligvis måske forhåbentlig forholder sig anderledes hvis det nu er ens eget barn forekommer mig aldeles uansvarligt.

Man anskaffer sig jo heller ikke alt muligt andet velvidende at man egentlig ikke gider det i håbet om at man vil synes om det når det ankommer.

Der er ingen der glæder sig til at skulle ud med en hund 3-4 gange om dagen for at den skal tisse i regn-torden og snevejr, (og det er jo bare EFTER den er blevet renlig!) at den bider alt du har i stykker, og at du ikke bare kan rejse som det passer dig.. Alligevel er kælehunde meget populært.. Det er godt vi ikke alle føler vi skal være 100% klar til alt, for ellers var fødselstallet noget lavere i Danmark. Vi er skræmte over begrænsninger og indskrænkninger, men det er kun fordi vi ligeså meget er vanemennesker, der er skræmte over forandringer, og skræmte over, hvad nu hvis vi er dårlige til det. Nogen ting er altså okay ikke at være fuldstændig klar på, og så må man sige "jeg nøjes med et barn, og jeg skal nok gøre alt hvad jeg kan for mit barn, men det skal ikke have søskende".

Enig, og jeg synes også man skal tænke lidt længere end bare her og nu. Hvordan ser man sig selv som gammel? Ønsker man børn og børnebørn der besøger en, og en familie at være sammen med. Småbørnperioden er uendeligt kort i forhold til hvad der kommer efter.

Personligt elsker jeg babyperioden og har mest af alt lyst til at bede min 9 måneder gamle datter om at lige sætte voksefarten ned Samtidig er det utroligt sjovt og interessant at se hende udvikle sig dag for dag.

[Luffegås]

Der er ingen der glæder sig til at skulle ud med en hund 3-4 gange om dagen for at den skal tisse i regn-torden og snevejr, (og det er jo bare EFTER den er blevet renlig!) at den bider alt du har i stykker, og at du ikke bare kan rejse som det passer dig.. Alligevel er kælehunde meget populært.. Det er godt vi ikke alle føler vi skal være 100% klar til alt, for ellers var fødselstallet noget lavere i Danmark. Vi er skræmte over begrænsninger og indskrænkninger, men det er kun fordi vi ligeså meget er vanemennesker, der er skræmte over forandringer, og skræmte over, hvad nu hvis vi er dårlige til det. Nogen ting er altså okay ikke at være fuldstændig klar på, og så må man sige "jeg nøjes med et barn, og jeg skal nok gøre alt hvad jeg kan for mit barn, men det skal ikke have søskende".

Enig, og jeg synes også man skal tænke lidt længere end bare her og nu. Hvordan ser man sig selv som gammel? Ønsker man børn og børnebørn der besøger en, og en familie at være sammen med. Småbørnperioden er uendeligt kort i forhold til hvad der kommer efter.

Personligt elsker jeg babyperioden og har mest af alt lyst til at bede min 9 måneder gamle datter om at lige sætte voksefarten ned Samtidig er det utroligt sjovt og interessant at se hende udvikle sig dag for dag.

JEG skal have børnebørn! Sådan er det! Masser af dem, jeg glæder mig sindsygt, selvfølgelig må mine ufødte børn gerne få uddannelser og leve deres eget liv, når de bliver 18 er de ikke "mine" mere, men uuh jeg ikke håber de venter til de er langt over 30 med at få børn Også derfor jeg har taget beslutningen om at lade al angst ligge, og så prøve at få børn nu, jeg bliver 29 snart, og vil gerne nå at være en nogenlunde ung bedstemor.

Som en af mine søde venner på 60 siger, "havde jeg vidst at børnebørn var så sjove havde jeg fået dem først".

[Minionine]

Der er ingen der glæder sig til at skulle ud med en hund 3-4 gange om dagen for at den skal tisse i regn-torden og snevejr, (og det er jo bare EFTER den er blevet renlig!) at den bider alt du har i stykker, og at du ikke bare kan rejse som det passer dig.. Alligevel er kælehunde meget populært.. Det er godt vi ikke alle føler vi skal være 100% klar til alt, for ellers var fødselstallet noget lavere i Danmark. Vi er skræmte over begrænsninger og indskrænkninger, men det er kun fordi vi ligeså meget er vanemennesker, der er skræmte over forandringer, og skræmte over, hvad nu hvis vi er dårlige til det. Nogen ting er altså okay ikke at være fuldstændig klar på, og så må man sige "jeg nøjes med et barn, og jeg skal nok gøre alt hvad jeg kan for mit barn, men det skal ikke have søskende".

Enig, og jeg synes også man skal tænke lidt længere end bare her og nu. Hvordan ser man sig selv som gammel? Ønsker man børn og børnebørn der besøger en, og en familie at være sammen med. Småbørnperioden er uendeligt kort i forhold til hvad der kommer efter.

Personligt elsker jeg babyperioden og har mest af alt lyst til at bede min 9 måneder gamle datter om at lige sætte voksefarten ned Samtidig er det utroligt sjovt og interessant at se hende udvikle sig dag for dag.

JEG skal have børnebørn! Sådan er det! Masser af dem, jeg glæder mig sindsygt, selvfølgelig må mine ufødte børn gerne få uddannelser og leve deres eget liv, når de bliver 18 er de ikke "mine" mere, men uuh jeg ikke håber de venter til de er langt over 30 med at få børn Også derfor jeg har taget beslutningen om at lade al angst ligge, og så prøve at få børn nu, jeg bliver 29 snart, og vil gerne nå at være en nogenlunde ung bedstemor.

Som en af mine søde venner på 60 siger, "havde jeg vidst at børnebørn var så sjove havde jeg fået dem først".

Jeg håber dælme heller ikke at min datter (og fremtidige barn/børn) venter alt for længe med at få børn selv (eller gru, slet ikke vælger at få børn ) Min mor og far er blevet bedsteforældre for første gang nu jeg fik min datter, og det er ubeskriveligt hvor meget glæde de har af hende. Det er SÅ fantastisk at være vidne til Heldigvis fik de mig i meget en ung alder, så de er stadig unge og friske bedsteforældre, selvom jeg nåede at runde de 30

[27årig]

Tak for svar!

Der er ikke fordi jeg hader babyer eller småbørn, de er vildt nuttede, det er mere at jeg er bedre til skolealderen og op. Men det er også liiidt løgn -tumlinger elsker mig.

Mine forældre, og stort set alle andre der har børn i min omgangskreds faktisk, har fortalt mig at man altså aldrig bliver helt klar til børn, og at det er meget bedre at springe ud i det, hvis man vil det og er klar til at priotere barnet, end at udskyde og udskyde. Det er jeg helt sikkert, og jeg er meeeeeega skruk

Heldigvis har jeg verdens bedste mand, som elsker småbørn og babyer.

Jeg læste et andet sted her på debatten, at der var en der skrev, at det altså var helt okay at have "aldre", som man synes er mere trælse end andre. Debattøren, som skrev, havde det som jeg -babyer var nuttede, men stadig dødens pølse. Alligevel elsker hun sit eget barn utroligt højt.

[Anne Droid]

Tak for svar!

Der er ikke fordi jeg hader babyer eller småbørn, de er vildt nuttede, det er mere at jeg er bedre til skolealderen og op. Men det er også liiidt løgn -tumlinger elsker mig.

Mine forældre, og stort set alle andre der har børn i min omgangskreds faktisk, har fortalt mig at man altså aldrig bliver helt klar til børn, og at det er meget bedre at springe ud i det, hvis man vil det og er klar til at priotere barnet, end at udskyde og udskyde. Det er jeg helt sikkert, og jeg er meeeeeega skruk

Heldigvis har jeg verdens bedste mand, som elsker småbørn og babyer.

Jeg læste et andet sted her på debatten, at der var en der skrev, at det altså var helt okay at have "aldre", som man synes er mere trælse end andre. Debattøren, som skrev, havde det som jeg -babyer var nuttede, men stadig dødens pølse. Alligevel elsker hun sit eget barn utroligt højt.

Det helt fantastiske ved børn (ens egne), er at de er allermest dejlige lige nu. Uanset alder.

Jeg har aldrig rigtig forestillet mig at jeg skulle have børn og havde absolut ingen erfaring med dem da jeg blev mor. Jeg havde ikke engang skiftet en ble. Da jeg var gravid, var vi til hygge hos nogle venner og jeg fik en baby puttet i armene. Jeg så helt forskrækket ud og vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved den. Men altså, så svært var det heller ikke at skulle lære det hele. Det sker heldigvis gradvist alt det man skal kunne.

[DenSkarpeLaks]

Jeg har det meget som dig, TS. Og det på trods af at jeg har to børn.

Jeg syntes virkelig, virkelig ikke at småbørnstiden var sjov med nogen af dem, heller ikke selvom de var nok så meget mine egne. Jeg syntes ikke at alt hvad de foretog sig var interessant. Jeg elskede dem fra day one, men syntes stadig det var gabende kedsommeligt at skovle babymos i munden på dem dag ud og dag ind, at læse bøger om at koen siger muh og at bruge ufattelige mængder tid på lort, snot og savl...

Jeg har valgt at se på småbørnstiden som en slags værnepligt - en sur tid man må igennem for at komme til det sjove. Jeg ville gerne have store børn og voksne børn og en dag have børnebørn, og så måtte jeg tage graviditet og fødsel og småbørnstiden med. Heldigvis er det ganske få år ud af hele ens liv at man har små børn, så selvom barselsdagene kan føles endeløse er der lys for enden af tunnelen. Og børn fra 5-6 år og op - de er sgu det hele værd!

[ajnaM]

Jeg har det meget som dig, TS. Og det på trods af at jeg har to børn.

Jeg syntes virkelig, virkelig ikke at småbørnstiden var sjov med nogen af dem, heller ikke selvom de var nok så meget mine egne. Jeg syntes ikke at alt hvad de foretog sig var interessant. Jeg elskede dem fra day one, men syntes stadig det var gabende kedsommeligt at skovle babymos i munden på dem dag ud og dag ind, at læse bøger om at koen siger muh og at bruge ufattelige mængder tid på lort, snot og savl...

Jeg har valgt at se på småbørnstiden som en slags værnepligt - en sur tid man må igennem for at komme til det sjove. Jeg ville gerne have store børn og voksne børn og en dag have børnebørn, og så måtte jeg tage graviditet og fødsel og småbørnstiden med. Heldigvis er det ganske få år ud af hele ens liv at man har små børn, så selvom barselsdagene kan føles endeløse er der lys for enden af tunnelen. Og børn fra 5-6 år og op - de er sgu det hele værd!

Og så er det i øvrigt utroligt, så meget tidsperspektiv, børn giver. Jeg tog forleden mig selv i at fortælle en nybagt mor-veninde, at "Det kan godt være, det tager et år eller to, men to år er jo ingenting!" Det var hun ikke helt enig i.

[Kakro05]

Jeg har ALDRIG brudt mig om børn, men jeg ELSKER min egen unge og overvejer endda en til. Jeg synes det første 6 mdr var MEGA hårde (jeg havde muligvis også en efterfødselsreaktion) og nu bliver det bare bedre og bedre. Der er stadig udfordringer, men jeg er bare bedre til de udfordringer der nu, hvor han er 19 mdr, frem for da han var 4 mdr.

Man bliver aldrig klar til børn (jeg gør ihvertfald ikke), men jeg ville ikke undvære ham for alt i verden. Han er min lille stædige unge,