Jeres børns fodboldklub. Fungerer den godt?

[HerErJeg]

Jeg ved snart ikke om jeg skal grine eller græde. Nu har vi haft luftet tanken omkring den meget faste fordeling på A og B hold, og der slet ikke er en gulerod at kæmpe for, fordi det altid er de samme der er 'de gode'.
Ikke overraskende var det jo slet ikke meningen og det skulle man nok være mere OBS på, og det tror jeg faktisk også træneren mener.
MEN - Så i dag til træning kommer jeg 20 minutter før det slutter, og kan bare se, at A holds spillerne træner alene, dvs 5-6 stykker. Så er der en stor gruppe på 13 som træner almindelige teknisk træning. Problemet er bare, at ud af den store gruppe kan der sagtens findes en 3-4 stykker som er fuldt på højde med A-holdet og kunne være med på deres hold.
Dels bliver jeg skuffet over at det er så knivskarpt adskilt, dels udstilles det endnu mere, at det kun er rigtig få som er 'elite', resten skal træne som blandet tumlingehold. Der kunne lige så godt være pigtråd imellem.
Næste gang vil jeg være og se en hel træning, så får jeg fuldt syn for sagen, men indtil nu kunne jeg ikke lide hvad jeg så.
Jeg kan høre fra min søn, at der i skolen generelt ikke tales særligt pænt om dem der er på B-holdet, det er simpelthen hen forfærdeligt hvis det skal til at være et succeskriterie i sig selv.
Jeg fornemmer en meget usund klubkultur...

[milisa]

Det er sgu trist altså.

[ajnaM]

Denne tråd er grunden til, at jeg aldrig håber, nogen af mine drenge får lyst til at spille fodbold. Den der konkurrencementalitet om noget så dumt som at løbe efter en bold, det synes jeg simpelthen er noget af det mest tomhjernede. Og når det så ikke engang handler om en faglig vurdering af børnenes evner, men også sådan lidt under-bordet-snak om, hvem der kender hvem og sådan, så bliver det decideret ubehageligt.

Jeg ville personligt prøve at se, om jeg kunne hjælpe barnet med at finde et andet sted, en anden sport eller noget andet at gå op i - og hvis ikke, ville jeg virkelig gøre en dyd ud af at vise og fortælle mit barn, at de der idealer ikke er de reelt vigtige i livet.

[fisken80]

Denne tråd er grunden til, at jeg aldrig håber, nogen af mine drenge får lyst til at spille fodbold. Den der konkurrencementalitet om noget så dumt som at løbe efter en bold, det synes jeg simpelthen er noget af det mest tomhjernede. Og når det så ikke engang handler om en faglig vurdering af børnenes evner, men også sådan lidt under-bordet-snak om, hvem der kender hvem og sådan, så bliver det decideret ubehageligt.

Jeg ville personligt prøve at se, om jeg kunne hjælpe barnet med at finde et andet sted, en anden sport eller noget andet at gå op i - og hvis ikke, ville jeg virkelig gøre en dyd ud af at vise og fortælle mit barn, at de der idealer ikke er de reelt vigtige i livet.

Heldigvis er det ikke sådan alle steder. I den klub hvor min bror spillede hele sin barndom var problemet kun til stede på voksenholdene, aldrig i ungdoms og børneafdelingen. Her var der tværtimod et superfint sammenhold, hvor der også var plads til dem, der primært brugte spilletid på at studere blomster eller kigge på skyerne. Der var ikke noget der hed 1. Og 2. Hold og alle fik spilletid inhver kamp.

[HerErJeg]

Denne tråd er grunden til, at jeg aldrig håber, nogen af mine drenge får lyst til at spille fodbold. Den der konkurrencementalitet om noget så dumt som at løbe efter en bold, det synes jeg simpelthen er noget af det mest tomhjernede. Og når det så ikke engang handler om en faglig vurdering af børnenes evner, men også sådan lidt under-bordet-snak om, hvem der kender hvem og sådan, så bliver det decideret ubehageligt.

Jeg ville personligt prøve at se, om jeg kunne hjælpe barnet med at finde et andet sted, en anden sport eller noget andet at gå op i - og hvis ikke, ville jeg virkelig gøre en dyd ud af at vise og fortælle mit barn, at de der idealer ikke er de reelt vigtige i livet.

Heldigvis er det ikke sådan alle steder. I den klub hvor min bror spillede hele sin barndom var problemet kun til stede på voksenholdene, aldrig i ungdoms og børneafdelingen. Her var der tværtimod et superfint sammenhold, hvor der også var plads til dem, der primært brugte spilletid på at studere blomster eller kigge på skyerne. Der var ikke noget der hed 1. Og 2. Hold og alle fik spilletid inhver kamp.

Jeg må indrømme at jeg er meget tilbageholdende med at foreslå en anden klub. Jeg er bange for at venskaber i skolen til dels kun eksisterer FORDI man går til fodbold og man mødes på den måde.
Jeg har aldrig selv været en fodbolddreng, og jeg vil næsten påstå, at selv i dag som grandvoksen er det noget man bliver målt og vejet på. Til træning hvis der er forældre til stede, så er det en lille sammentømret gruppe, hvor man ikke rigtig lukkes ind. Jeg føler mig forkert, det er mig der skal opsøge kontakten, den kommer ikke af sig selv. Til sidste træning var jeg den første på banen, så jeg stod og så lidt træningskamp. Langsomt stimler den her 5 mands gruppe sammen og stiller sig 10 m. væk, men ikke en eneste tager lige en kontakt. Vores børn har trods alt spillet i 5 år, og vi har ser hinanden så mange gange på banen. Jeg har bare ikke fodbold og de der relationer i bagagen.
Alt det der er også med til at jeg tænker på, hvad min søn risikerer hvis fodbold ikke længere er sagen.

[ajnaM]

Jeg må indrømme at jeg er meget tilbageholdende med at foreslå en anden klub. Jeg er bange for at venskaber i skolen til dels kun eksisterer FORDI man går til fodbold og man mødes på den måde.
Jeg har aldrig selv været en fodbolddreng, og jeg vil næsten påstå, at selv i dag som grandvoksen er det noget man bliver målt og vejet på. Til træning hvis der er forældre til stede, så er det en lille sammentømret gruppe, hvor man ikke rigtig lukkes ind. Jeg føler mig forkert, det er mig der skal opsøge kontakten, den kommer ikke af sig selv. Til sidste træning var jeg den første på banen, så jeg stod og så lidt træningskamp. Langsomt stimler den her 5 mands gruppe sammen og stiller sig 10 m. væk, men ikke en eneste tager lige en kontakt. Vores børn har trods alt spillet i 5 år, og vi har ser hinanden så mange gange på banen. Jeg har bare ikke fodbold og de der relationer i bagagen.
Alt det der er også med til at jeg tænker på, hvad min søn risikerer hvis fodbold ikke længere er sagen.

Hvordan er det i skolen? Måske man kan involvere dem?

Jeg kender flere lærere, der har snakket om fodbold som et problem, når ALLE drengene spiller, og der så måske er en, der ikke er fodboldinteresseret og ender uden for gruppen. Men det er jo noget, skolen må forholde sig til - prøve at give børnene nogle relationer på tværs, måske på tværs af klasser, og også opfordre til andre fællesskaber og interesser.


Jeg forstår dig i øvrigt så godt, og min kæreste også. Ingen af os har nogensinde spillet fodbold, og vi ville begge falde totalt igennem i sådan en setting som den, du nævner.

[ajnaM]

I øvrigt må det da heller ikke være særligt fedt som barn, hvis man føler, man kun har sine venner, fordi man går til en sport, man måske egentlig ikke rigtig føler sig vildt godt tilpas i.

Især ikke hvis det hele i virkeligheden handler om at komme til at være sammen med nogle 'seje drenge på a-holdet'. Det tænker jeg virkelig ikke er nogle særligt fede værdier at tage med fra sin sport.

[HerErJeg]

Jeg må indrømme at jeg er meget tilbageholdende med at foreslå en anden klub. Jeg er bange for at venskaber i skolen til dels kun eksisterer FORDI man går til fodbold og man mødes på den måde.
Jeg har aldrig selv været en fodbolddreng, og jeg vil næsten påstå, at selv i dag som grandvoksen er det noget man bliver målt og vejet på. Til træning hvis der er forældre til stede, så er det en lille sammentømret gruppe, hvor man ikke rigtig lukkes ind. Jeg føler mig forkert, det er mig der skal opsøge kontakten, den kommer ikke af sig selv. Til sidste træning var jeg den første på banen, så jeg stod og så lidt træningskamp. Langsomt stimler den her 5 mands gruppe sammen og stiller sig 10 m. væk, men ikke en eneste tager lige en kontakt. Vores børn har trods alt spillet i 5 år, og vi har ser hinanden så mange gange på banen. Jeg har bare ikke fodbold og de der relationer i bagagen.
Alt det der er også med til at jeg tænker på, hvad min søn risikerer hvis fodbold ikke længere er sagen.

Hvordan er det i skolen? Måske man kan involvere dem?

Jeg kender flere lærere, der har snakket om fodbold som et problem, når ALLE drengene spiller, og der så måske er en, der ikke er fodboldinteresseret og ender uden for gruppen. Men det er jo noget, skolen må forholde sig til - prøve at give børnene nogle relationer på tværs, måske på tværs af klasser, og også opfordre til andre fællesskaber og interesser.


Jeg forstår dig i øvrigt så godt, og min kæreste også. Ingen af os har nogensinde spillet fodbold, og vi ville begge falde totalt igennem i sådan en setting som den, du nævner.

Jeg tror skolen har rigeligt at se til med uregerlige unger i klassen, så det er næppe noget de magter at rumme også. Drengene er jo slet ikke bevist om at det er den vej det går, det er jo i voksne ulidelige bagspejl, at nogle ting tegner sig meget tydeligt.
Som det er nu, så er han da heldigvis overvejende glad for at gå til fodbold, men jeg begynder at tænke mere og mere på dette forlorne setup. Jeg irriteres over, hvis man virkelig kun gider dem der er som en selv, men alt tyder på det. Her til sidste træning var der en grinen og skvaldren, der blev hygget igennem i gruppen, det gør det bare ikke i orden, at man lukker øjnene for andre og ikke en gang gider komme hen og sige hej.

[HerErJeg]

I øvrigt må det da heller ikke være særligt fedt som barn, hvis man føler, man kun har sine venner, fordi man går til en sport, man måske egentlig ikke rigtig føler sig vildt godt tilpas i.

Især ikke hvis det hele i virkeligheden handler om at komme til at være sammen med nogle 'seje drenge på a-holdet'. Det tænker jeg virkelig ikke er nogle særligt fede værdier at tage med fra sin sport.

Det handler ikke om at være med de seje drenge på A-holdet, men det er følelsen af aldrig at blive god nok, uanset hvilke talenter der kan hives frem på banen.