Vores kræsenpind.

[Evapeva]

Jeg tror ikke det er psykisk, men det er med udgangspunkt i, at det lyder ret meget som mig som barn. Ifølge min mor åd jeg alt som helt lille, men fra omkring 3-4 års alderen satte min kræsenhed ind og den har fulgt mig lige siden. Jeg er lidt mindre kræsen i dag end for 10 år siden, men der er stadig rigtig mange ting jeg ikke spiser.

Jeg synes som flere andre, at I skal lade være med at gøre et stort nummer ud af det, træk på skulderen og sig "nå". Det er jo ikke nogen katastrofe og han trives jo udmærket lyder det til.

Noget helt andet er den enorme opmærksomhed man som kræsen møder fra andre. Hver eneste gang jeg skal spise hos andre skal jeg høre om min kræsenhed. Og jeg forlanger altså på ingen måde særbehandling. Så sent som for nogle uger siden var jeg til aftensmad hos min farbror og tante, og her spiste jeg kød og brød. Det smagte dejligt, jeg blev mæt og så skulle man jo tro, at alle var glade, men nej - jeg skulle igen høre om, at jeg da også er så kræsen og at det da var en kedelig aftensmad jeg endte med at få. Nej, for mig er det ikke kedeligt, jeg holder af enkel mad.

Egentlig vil jeg bare sige med ovenstående, at omgivelserne også kan give kræsenhed for meget opmærksomhed, og det er faktisk megatrælst at høre på.

Det gør han, trives altså. Tror sådan set, du har ret. Men når du fortæller om eksemplet med at spise kød og brød, så håber jeg alligevel inderligt, at han ikke forbliver på den kombi - uden andre fødevarer - fremover.

Håber det er ok, jeg spørger i en tråd om emnet: Spiser du grønt, eller tager du kosttilskud for at sikre dig, at du er dækket ind af vitaminer/mineraler?

Forstår godt, du og Sunshine ikke orker at blive punket for kræsenhed. Og at netop denne fremgangsmåde ikke gør noget godt. Men når det er ens eget barn, forsøger man selvfølgelig at præge det i retning af mere alsidig kost. Det kan jo gøres på tusind måder, og jeg vil ikke presse ham overhovedet. Men omvendt gider jeg heller ikke, at han lader det fylde/gør det "interessant" ved middagsbordet i al fremtid. Det ER bare ikke med positivt fortegn, når man nævner det, man ikke kan lide. Særligt ikke, hvis det står på bordet og nogen har brugt tid på at forberede det. Det er sikkert åndssvagt, men det føles nemlig som et lillebitte mikroslag (selvfølgelig i bagatelgruppen, men alligevel), altså som en kritik af den tilberedte mad, kan du følge mig?

Som barn ville jeg helst ikke røre ost, ærter, majs og champignon. Jeg kunne (kan) simpelthen ikke klare konsistensen eller smagen af en kogt champignon i en gryderet, hvilke min mor lavede mange varianter af. Og da var barn i 1980'erne (født i 1983), så var opdragelsen nok mere oldschool. Man SKULLE spise op, og man kan i virkeligheden argumentere for, at børn ikke har styr på, hvor meget de kan spise, når de øser op. Det var forfærdeligt at sidde dér alene ved middagsbordet indtil kl. 21, nogle gange endda i længere tid, fordi man ikke måtte forlade bordet, før man havde spist op. Sådan skal det ALDRIG være for mine børn!!!

[Evapeva]

Forresten, nogle af de ting vi har ændret, som har rykket det lidt er:

Når hun kommer hjem er det ingen servering ud over det der er tilbage i madpakken (og der er altid noget - typisk frugt eller rugbrød, som vi ved hun kan lide), er det ikke godt nok, er hun ikke sulten nok. Det tog lidt tid at acceptere, men nu går det fint (den duer dog nok ikke, når der er madordning i hans børnehave).
Det havde den bonus at den reducerede lidt madspild oveni

En gang om ugen spiser vi rester fra ugen der gik/rugbrød, der må hun vælge om hun vil have rugbrød/rester eller havregrød, som er livretten, før det spurgte hun efter havregrød hver eneste aften og det har gjort det lidt nemmere fordi vi kan henvise til at hun kan få havregrød på onsdag.

Og efter vi har indført 'man skal smage', er hun faktisk blevet mere 'modig' i forhold til at smage.På det seneste har hun smagt på både gulerødder og blommer - og det er altså store sager
I øvrigt er det bare en lillebitte bid, man skal smage, og man har altid er glas mælk eller vand indenfor rækkevidde til at skylle ned med (og det er altså ikke noget helt nyt og anderledes mad, vi stiller krav om, bare ganske almindeligt hverdagsmad, serverer vi noget vi med garanti ved, hun ikke kan lide, får hun et andet alternativ).

Vi reducerer også hendes væskeindtag ved aftensmaden, da hun ellers drikker sig mæt. Hvis mælkekartonen eller vandkaraflen er indenfor hendes rækkevidde fylder hun selv glasset HELT op og drikker det hele, og så er der ikke meget plads til mad i maven.

På fb er der en madpakkegruppe og en 'Sjov med mad - mest til børn'. dem ved jeg ikke om du kender? Der er jævnligt opslag med kræsne børn. Jeg har set folk derinde der stikker diverse grønt ud som hjerter og stjerner eller laver sjove dyr/ansigter, lidt a la det godtnavn beskriver, måske du kan finde inspiration der.

Super gode råd, Bøtte.

Jeg kender godt de to grupper. Er med i sjov med mad, men er blevet smidt ud af madpakkegruppen, fordi vi var en flok, der debatterede sund kost i en madpakke, og jeg havde tilsyneladende en upopulær holdning.

Edit: Jeg opførte mig altså ikke nazi, eller noget. En kvinde ville provokere og lagde en madpakke ud udelukkende med usunde madvarer. To stykker toast med henholdsvis pålægschokolade og en skive marcipan (ps: wtf?). En spegepølsemad (på en hvid bolle, mener jeg) og en juice. Punktum. Hun skrev et eller andet åndssvagt a la "se min datters SUNDE madpakke". Og efter lidt diskussion frem og tilbage dissekerede jeg madpakken del for del for at fortælle hende, at der ingen sund næring var i den, så om ikke hun snød sin datter mere end alle os, der skulle blive så forargede. Resultat: Ud med mig.

[fisken80]

Jeg tror ikke det er psykisk, men det er med udgangspunkt i, at det lyder ret meget som mig som barn. Ifølge min mor åd jeg alt som helt lille, men fra omkring 3-4 års alderen satte min kræsenhed ind og den har fulgt mig lige siden. Jeg er lidt mindre kræsen i dag end for 10 år siden, men der er stadig rigtig mange ting jeg ikke spiser.

Jeg synes som flere andre, at I skal lade være med at gøre et stort nummer ud af det, træk på skulderen og sig "nå". Det er jo ikke nogen katastrofe og han trives jo udmærket lyder det til.

Noget helt andet er den enorme opmærksomhed man som kræsen møder fra andre. Hver eneste gang jeg skal spise hos andre skal jeg høre om min kræsenhed. Og jeg forlanger altså på ingen måde særbehandling. Så sent som for nogle uger siden var jeg til aftensmad hos min farbror og tante, og her spiste jeg kød og brød. Det smagte dejligt, jeg blev mæt og så skulle man jo tro, at alle var glade, men nej - jeg skulle igen høre om, at jeg da også er så kræsen og at det da var en kedelig aftensmad jeg endte med at få. Nej, for mig er det ikke kedeligt, jeg holder af enkel mad.

Egentlig vil jeg bare sige med ovenstående, at omgivelserne også kan give kræsenhed for meget opmærksomhed, og det er faktisk megatrælst at høre på.

Det gør han, trives altså. Tror sådan set, du har ret. Men når du fortæller om eksemplet med at spise kød og brød, så håber jeg alligevel inderligt, at han ikke forbliver på den kombi - uden andre fødevarer - fremover.

Håber det er ok, jeg spørger i en tråd om emnet: Spiser du grønt, eller tager du kosttilskud for at sikre dig, at du er dækket ind af vitaminer/mineraler?

Forstår godt, du og Sunshine ikke orker at blive punket for kræsenhed. Og at netop denne fremgangsmåde ikke gør noget godt. Men når det er ens eget barn, forsøger man selvfølgelig at præge det i retning af mere alsidig kost. Det kan jo gøres på tusind måder, og jeg vil ikke presse ham overhovedet. Men omvendt gider jeg heller ikke, at han lader det fylde/gør det "interessant" ved middagsbordet i al fremtid. Det ER bare ikke med positivt fortegn, når man nævner det, man ikke kan lide. Særligt ikke, hvis det står på bordet og nogen har brugt tid på at forberede det. Det er sikkert åndssvagt, men det føles nemlig som et lillebitte mikroslag (selvfølgelig i bagatelgruppen, men alligevel), altså som en kritik af den tilberedte mad, kan du følge mig?

Som barn ville jeg helst ikke røre ost, ærter, majs og champignon. Jeg kunne (kan) simpelthen ikke klare konsistensen eller smagen af en kogt champignon i en gryderet, hvilke min mor lavede mange varianter af. Og da var barn i 1980'erne (født i 1983), så var opdragelsen nok mere oldschool. Man SKULLE spise op, og man kan i virkeligheden argumentere for, at børn ikke har styr på, hvor meget de kan spise, når de øser op. Det var forfærdeligt at sidde dér alene ved middagsbordet indtil kl. 21, nogle gange endda i længere tid, fordi man ikke måtte forlade bordet, før man havde spist op. Sådan skal det ALDRIG være for mine børn!!!

Haha, jeg kan godt se det kunne læses som om jeg aldrig rører grønt, men bare rolig det gør jeg skam. Jeg kan lide mange slags grønt, men der er også meget jeg ikke bryder mig om, og desværre blandes disse ting ofte sammen i en salat, der så også lige vendes i en tyk dressing som jeg heller ikke spiser, og så spiser jeg det ikke.
I det tilfælde jeg skriver om var det netop tilfældet. Der var en tomatsalat og jeg kan ikke få tomater ned og så var der en ellers fin salat men den var vendt i en tyk dressing. Altså måtte jeg holde mig til brød og kød.
Det er igen det med, at jeg foretrækker tingene enkle, jeg bryder mig virkelig ikke om at for meget er blandet sammen, men det gør andre og det er fint, så spiser jeg det bare ikke.

[Evapeva]

Haha, jeg kan godt se det kunne læses som om jeg aldrig rører grønt, men bare rolig det gør jeg skam. Jeg kan lide mange slags grønt, men der er også meget jeg ikke bryder mig om, og desværre blandes disse ting ofte sammen i en salat, der så også lige vendes i en tyk dressing som jeg heller ikke spiser, og så spiser jeg det ikke.
I det tilfælde jeg skriver om var det netop tilfældet. Der var en tomatsalat og jeg kan ikke få tomater ned og så var der en ellers fin salat men den var vendt i en tyk dressing. Altså måtte jeg holde mig til brød og kød.
Det er igen det med, at jeg foretrækker tingene enkle, jeg bryder mig virkelig ikke om at for meget er blandet sammen, men det gør andre og det er fint, så spiser jeg det bare ikke.

Det kan jeg sagtens følge, og det er jo muligt at efterleve uden at gå for meget på kompromis.

Her kommer så et grelt tilfælde på én, hvis kræsenhed er ud over det sædvanlige.
Vi havde inviteret et vennepar - min gamle veninde og hendes nye kæreste. Hun havde godt sagt, at han var kræsen, så vi lavede madpandekager med alverdens fyld, der manglede virkelig intet. Selvfølgelig opdelt, så man selv kunne bygge sin egen pandekage. Han tog et kig på bordet, og sagde "hvad er nummeret til pizzariaet?" Jeg fandt nogle ovnkartofler og pølser i fryseren og lavede til ham i stedet, og han spiste med største velbehag. Flabet nok, ikke? Gode manerer har aldrig været hans stærke side, men han er efterhånden ved at komme efter det her 9 år senere.

[Filipai]

Som helt lille var jeg altædende, og da jeg så ramte din søns alder stoppede det. Og det var vitterligt ikke for at være på tværs, at jeg ikke kunne spise rugbrødsmader, men det vendte sig virkeligt i mig. Jeg var kræsen op igennem en del af min teenagetid, og folk skulle altid kommentere det, men det er knap så nemt at indtage mad, når man føler det hele er ved at ryge op igen.

Idag har jeg (i form at mit studie, hvor jeg blev tilbudt forsøg i sensorik) fundet ud af, at jeg åbenbart er en af dem med utroligt mange smagsløg, og især bitre ting reagerer jeg på, derfor har jeg virkeligt skulle lære at spise mange ting, og det er bare nemmere som voksen at kunne kontrollere det, og lære at indtage ting.
Idag er der få ting jeg ikke spiser, nogle ting spiser jeg kun hvis de er enten varmede eller rå, og hvis konsistenserne er rigtige, men det er de færreste der tror på det, når jeg fortæller at jeg som barn spise så få ting.

Så selvom det er træls nu, kan det altså gå over. Mine forældre grejede forøvrigt problemet med massere af gnavegrønt jeg kunne lide, og så altid en ting på bordet de vidste jeg kunne spise. Og så en vitamin pille. Og så var der ellers bare ikke fokus på min kræsenhed.

[fisken80]

Haha, jeg kan godt se det kunne læses som om jeg aldrig rører grønt, men bare rolig det gør jeg skam. Jeg kan lide mange slags grønt, men der er også meget jeg ikke bryder mig om, og desværre blandes disse ting ofte sammen i en salat, der så også lige vendes i en tyk dressing som jeg heller ikke spiser, og så spiser jeg det ikke.
I det tilfælde jeg skriver om var det netop tilfældet. Der var en tomatsalat og jeg kan ikke få tomater ned og så var der en ellers fin salat men den var vendt i en tyk dressing. Altså måtte jeg holde mig til brød og kød.
Det er igen det med, at jeg foretrækker tingene enkle, jeg bryder mig virkelig ikke om at for meget er blandet sammen, men det gør andre og det er fint, så spiser jeg det bare ikke.

Det kan jeg sagtens følge, og det er jo muligt at efterleve uden at gå for meget på kompromis.

Her kommer så et grelt tilfælde på én, hvis kræsenhed er ud over det sædvanlige.
Vi havde inviteret et vennepar - min gamle veninde og hendes nye kæreste. Hun havde godt sagt, at han var kræsen, så vi lavede madpandekager med alverdens fyld, der manglede virkelig intet. Selvfølgelig opdelt, så man selv kunne bygge sin egen pandekage. Han tog et kig på bordet, og sagde "hvad er nummeret til pizzariaet?" Jeg fandt nogle ovnkartofler og pølser i fryseren og lavede til ham i stedet, og han spiste med største velbehag. Flabet nok, ikke? Gode manerer har aldrig været hans stærke side, men han er efterhånden ved at komme efter det her 9 år senere.

Det er grelt. Som du beskriver det havde det ikke været noget problem for mig med den mad, netop fordi jeg så selv kunne blande det jeg ønskede.

[fisken80]

Som helt lille var jeg altædende, og da jeg så ramte din søns alder stoppede det. Og det var vitterligt ikke for at være på tværs, at jeg ikke kunne spise rugbrødsmader, men det vendte sig virkeligt i mig. Jeg var kræsen op igennem en del af min teenagetid, og folk skulle altid kommentere det, men det er knap så nemt at indtage mad, når man føler det hele er ved at ryge op igen.

Idag har jeg (i form at mit studie, hvor jeg blev tilbudt forsøg i sensorik) fundet ud af, at jeg åbenbart er en af dem med utroligt mange smagsløg, og især bitre ting reagerer jeg på, derfor har jeg virkeligt skulle lære at spise mange ting, og det er bare nemmere som voksen at kunne kontrollere det, og lære at indtage ting.
Idag er der få ting jeg ikke spiser, nogle ting spiser jeg kun hvis de er enten varmede eller rå, og hvis konsistenserne er rigtige, men det er de færreste der tror på det, når jeg fortæller at jeg som barn spise så få ting.

Så selvom det er træls nu, kan det altså gå over. Mine forældre grejede forøvrigt problemet med massere af gnavegrønt jeg kunne lide, og så altid en ting på bordet de vidste jeg kunne spise. Og så en vitamin pille. Og så var der ellers bare ikke fokus på min kræsenhed.

Jeg ville ønske min forældre havde gjort det samme, men jeg er, som mange andre, opvokset med devisen "man spiser hvad der er på bordet...". Og på bordet var der altid kogte kartofler. Og jeg kan virkelig ikke lide kogte kartofler. Men salat var ikke rigtig opfundet dengang så jeg måtte spise de fordømte kartofler hver dag, og i dag rører jeg dem ikke med en ildtang. (Jeg måtte ikke nøjes med at spise kød, det var heller ikke noget man brugte dengang og jeg er faktisk glad på nutidens børns vegne, fordi det virker som om de ikke bliver tvunget til at indtage mad de ikke kan lide.)

[Akehurst2]

Her kommer så et grelt tilfælde på én, hvis kræsenhed er ud over det sædvanlige.
Vi havde inviteret et vennepar - min gamle veninde og hendes nye kæreste. Hun havde godt sagt, at han var kræsen, så vi lavede madpandekager med alverdens fyld, der manglede virkelig intet. Selvfølgelig opdelt, så man selv kunne bygge sin egen pandekage. Han tog et kig på bordet, og sagde "hvad er nummeret til pizzariaet?" Jeg fandt nogle ovnkartofler og pølser i fryseren og lavede til ham i stedet, og han spiste med største velbehag. Flabet nok, ikke? Gode manerer har aldrig været hans stærke side, men han er efterhånden ved at komme efter det her 9 år senere.

Nøj, hvor er du sød!

Jeg havde godt nok ikke disket op med andet mad til en, der var så flabet. Er faktisk lidt imponeret over, at ud ikke bare smed ham ud.

[vibbsen]

Her kommer så et grelt tilfælde på én, hvis kræsenhed er ud over det sædvanlige.
Vi havde inviteret et vennepar - min gamle veninde og hendes nye kæreste. Hun havde godt sagt, at han var kræsen, så vi lavede madpandekager med alverdens fyld, der manglede virkelig intet. Selvfølgelig opdelt, så man selv kunne bygge sin egen pandekage. Han tog et kig på bordet, og sagde "hvad er nummeret til pizzariaet?" Jeg fandt nogle ovnkartofler og pølser i fryseren og lavede til ham i stedet, og han spiste med største velbehag. Flabet nok, ikke? Gode manerer har aldrig været hans stærke side, men han er efterhånden ved at komme efter det her 9 år senere.

Nøj, hvor er du sød!

Jeg havde godt nok ikke disket op med andet mad til en, der var så flabet. Er faktisk lidt imponeret over, at ud ikke bare smed ham ud.

Enig. Fair nok at man er kræsen. Det kan jeg leve med. Men ektremt dårlige manerer hos voksne (Hvilket jeg håber vi taler om i dette tilfælde da det ellers vil være et virkelig skummelt forhold ). Dem har jeg absolut ingen tolerance overfor. Jeg havde meddelt at jeg ikke kendte til nummeret til pizzariaet og spurgt om vi skulle sætte os til bords

[Akehurst2]

Enig. Fair nok at man er kræsen. Det kan jeg leve med. Men ektremt dårlige manerer hos voksne (Hvilket jeg håber vi taler om i dette tilfælde da det ellers vil være et virkelig skummelt forhold ). Dem har jeg absolut ingen tolerance overfor. Jeg havde meddelt at jeg ikke kendte til nummeret til pizzariaet og spurgt om vi skulle sætte os til bords

Kan huske, da min mand og jeg havde serveret dessert for en flok af venners unger: Flere slags hjemmelavet is (med børnevenlig smag som chokolade, vanilje m.v.), hjemmebagt chokoladekage og friske bær, fint arrangeret, og en 7-årig pige følte sig kaldet til at komme ind i spisestuen, hvor de voksne sad, og højt bekendtgøre, at "ingen af børnene kunne lide desserten overhovedet".

Der tænkte jeg godt nok, at så kan I fandme blive fri en anden gang. Og at hendes forældre måske lige skulle skride ind med en henstilling til at tale ordentligt til folk, der gider servere is og kage for en.

Sorry Evapeva, for afsporing af tråd. Kom bare lige til at tænke på det, da jeg læste om din venindes kæreste.

[Hunkat]

Nu taler jeg som en der ikke har børn men altså... ud over at min første tanke var at du ikke skal forklare ham alt muligt for 57. gang, så bare sig 'nå' og tal om noget andet.

Dog synes jeg faktisk at det er helt rimeligt at du gør ham det klart at det er uartigt at sidde højlydt og proklamere hvor ulækker maden er hvis andre har lavet den til en/betalt den for en. For det er uhøfligt og hvis han gør det hjemme hos sine venner, så bliver han nok ikke inviteret igen.


Da jeg var barn havde mine forældre den regel at vi måtte vælge en ting vi ikke ville spise og så var vi fritaget for den ene ting. Men det indebar tilgengæld et ja-tak til alt andet. Jeg husker det som at det virkede meget godt (selvom min mor var virkelig træt af at jeg valgte løg )

[Fru Sunshine]

Jeg har også mange smagsløg, og døjer med bittert. Og så er jeg sensitiv i munden, hvilket betyder, at jeg også har problemer med visse konsistenser.
Og så er jeg mor til min egen kræsenpind.

Hun spiser ikke kødpålæg, æg, pasta, ris, ost og diverse grøntsager og har aldrig gjort det. Jeg har aldrig gjort det til et fokuspunkt, men ladet hende få noget, hun kunne lide, om det så bare var en leverpostejmad.
Hun bliver aldrig altædende, for hun er også udstyret med mange smagsløg og følsom mund.

Og så er der dem, der nu mener, at det er min kræsenhed, der har påvirket hende, men det tror jeg ikke på, for vores store dreng er næsten altædende og har altid været det.

[Madam Pomfrey]

har vist fået læst alle dine indlæg Eva, og vil gerne byde ind med følgende.

- "det kan jeg ikke lide" - "fint, så lad være med at spise det"
Det virker glimrende herhjemme, og selvom "det kan jeg ikke lide" bliver gentaget flere gange er svaret det samme, uden at der ellers løftes et øjebryn, eller bare et "okay"
Ellers bruges misundelsesretorikken, "ej hvor er det heldigt, så er der flere til mig, far og lillebror, fedt!!" og italesæt det yderligt, "her Farmand, du må få en hakkebøf mere, for A ville ikke have en" - hvis der ikke er tale om decideret kræsenhed, som i virkeligt ikke kan lide, så går den rent ind hos en på 4½ år!

- spørg ind til hvorfor, sådan virkeligt grundigt.
Både for måske at få et svar, men bestemt lige så meget for at få barnet til helt reelt at overveje hvorfor det faktisk ikke kan lide, eller ikke har lyst til denne ting. Og hvis ikke barnet selv kan komme med nogle ting, så spørg konkret "er det smagen" "er det fordi det knaser" "er det farven" osv.

- tricket med "du må ihvertfald ikke få/spise/tage" kan også virke rigtig fint, men måske han er så stor at han alligevel lurer hvad der ligger bag, og ikke lader sig narre.

- når nu det fylder forholdsvis meget i jeres spisesituationer, så prøv at portions-anrette hver især inden i sætter jer til bords. Lad tingene blive på køkkenbordet, og lav hver sin tallerken. Så har i taget "jeg kan ikke lide" delen inden i rammer bordet.

- at hjælpe til med madlavning skaber også nysgerrighed og lyst til at smage og spise, - men det tænker jeg i nok allerede har været ude i??
og så det at være medbestemmende ifht. den mad der skal serveres, være med til at handles osv. Hvis i får kørt en rytme ind hvor i flere gange ugentligt kan få noget han kan lide, og som alle har lyst til at spise, så får i jo skabt nogle positive mad-situationer

[Evapeva]

Her kommer så et grelt tilfælde på én, hvis kræsenhed er ud over det sædvanlige.
Vi havde inviteret et vennepar - min gamle veninde og hendes nye kæreste. Hun havde godt sagt, at han var kræsen, så vi lavede madpandekager med alverdens fyld, der manglede virkelig intet. Selvfølgelig opdelt, så man selv kunne bygge sin egen pandekage. Han tog et kig på bordet, og sagde "hvad er nummeret til pizzariaet?" Jeg fandt nogle ovnkartofler og pølser i fryseren og lavede til ham i stedet, og han spiste med største velbehag. Flabet nok, ikke? Gode manerer har aldrig været hans stærke side, men han er efterhånden ved at komme efter det her 9 år senere.

Nøj, hvor er du sød!

Jeg havde godt nok ikke disket op med andet mad til en, der var så flabet. Er faktisk lidt imponeret over, at ud ikke bare smed ham ud.

Enig. Fair nok at man er kræsen. Det kan jeg leve med. Men ektremt dårlige manerer hos voksne (Hvilket jeg håber vi taler om i dette tilfælde da det ellers vil være et virkelig skummelt forhold ). Dem har jeg absolut ingen tolerance overfor. Jeg havde meddelt at jeg ikke kendte til nummeret til pizzariaet og spurgt om vi skulle sætte os til bords

Haha - han ER sådan. Eller var. Vi har lææænge ventet på bedring i retning af almindelig pli hos ham - og han er sgu vokset med opgaven inden for de sidste par år, sådan at vi nu kan holde ham ud uden at sidde bilen på vej hjem og himle op over ham! Til gengæld er han skidegod med børn, og når vi er samlet fire voksne og fire børn, så er han eminent til at passe på ungerne, mens vi andre drikker kaffe. Hahahaha. Noget kan han da bruges til.

[Evapeva]

har vist fået læst alle dine indlæg Eva, og vil gerne byde ind med følgende.

- "det kan jeg ikke lide" - "fint, så lad være med at spise det"
Det virker glimrende herhjemme, og selvom "det kan jeg ikke lide" bliver gentaget flere gange er svaret det samme, uden at der ellers løftes et øjebryn, eller bare et "okay"
Ellers bruges misundelsesretorikken, "ej hvor er det heldigt, så er der flere til mig, far og lillebror, fedt!!" og italesæt det yderligt, "her Farmand, du må få en hakkebøf mere, for A ville ikke have en" - hvis der ikke er tale om decideret kræsenhed, som i virkeligt ikke kan lide, så går den rent ind hos en på 4½ år!

- spørg ind til hvorfor, sådan virkeligt grundigt.
Både for måske at få et svar, men bestemt lige så meget for at få barnet til helt reelt at overveje hvorfor det faktisk ikke kan lide, eller ikke har lyst til denne ting. Og hvis ikke barnet selv kan komme med nogle ting, så spørg konkret "er det smagen" "er det fordi det knaser" "er det farven" osv.

- tricket med "du må ihvertfald ikke få/spise/tage" kan også virke rigtig fint, men måske han er så stor at han alligevel lurer hvad der ligger bag, og ikke lader sig narre.

- når nu det fylder forholdsvis meget i jeres spisesituationer, så prøv at portions-anrette hver især inden i sætter jer til bords. Lad tingene blive på køkkenbordet, og lav hver sin tallerken. Så har i taget "jeg kan ikke lide" delen inden i rammer bordet.

- at hjælpe til med madlavning skaber også nysgerrighed og lyst til at smage og spise, - men det tænker jeg i nok allerede har været ude i??
og så det at være medbestemmende ifht. den mad der skal serveres, være med til at handles osv. Hvis i får kørt en rytme ind hvor i flere gange ugentligt kan få noget han kan lide, og som alle har lyst til at spise, så får i jo skabt nogle positive mad-situationer

Mega gode råd - tak