Det er meget forskelligt, synes jeg. Der er helt sikkert grundlæggende kulturelle forskelle, men der er jo altså masser af mennesker som adopterer deres lokale kultur når de flytter, fordi det bare giver mening. Så så simpelt er det jo ikke.
Jeg rejser meget og oplever at danske børn og teenagere kan fylde utrolig meget i landskabet på rejser fordi en del forældre har den tilgang at børn også har ret til at være med, og andre mennesker skal rumme dem som de er, for man kan ikke gøre noget ved det hvis børn opfører sig træls. Der er nok også et vist ferieelement indblandet - nu har de fri, de gider ikke opdrage, og de skal ikke stå til ansvar overfor fremmede i lufthavne etc. "Det er jo bare børn" har jeg hørt VIRKELIG mange gange - også når grænsen for acceptabel opførsel er overskredet x100.
Jeg er helt med på at børn også skal være med og at de har ret til at eksistere ligesom alle andre, men jeg mener så ikke at de har ret til at eksistere på en måde som kompromitterer andre menneskers evne til at være med. Hvis man ikke kan være i kirken, på restauranten eller museet for skrigeri og løben rundt, så er der KUN plads til børnene - ikke til alle.
Sjovt nok oplever jeg oftest i Danmark at børn og unge er virkelig søde og dejlige, men det handler nok også om at man mest omgås mennesker som er ligesom én selv, så jeg er nok mere tilbøjelig til at have venner med en indstilling til børn som matcher min. Echo chamber og alt det der. Og på ferie lægger man alligevel også kun mærke til dem som er trælse, så det er jo ikke nødvendigvis et særligt repræsentativt billede på virkeligheden. Men det er dog noget jeg har bidt mærke i ved flere lejligheder.
Her i UK, eller dvs. London som nok er en verden for sig, oplever jeg at børn ikke rigtig er tænkt ind i byplanlægning, arbejdsliv og generel samfundsstruktur. Børn er ikke velkomne og inkluderes ikke på samme måde som i DK. Folk græmmes når der kommer børn ind i toget. Der er ingen prioritet i busser - man må kun have sammenklappelige vogne med, og de skal pakkes sammen og barnet skal stå, bæres eller sidde på skødet.
Samtidig er der en udpræget stranger danger, så folk er bange for andre voksne, og man risikerer at blive beskyldt for diverse hvis man taler med andre menneskers børn. Det er nok en del af grunden til at folk er skeptiske overfor at inkludere børn i det hele taget. De lærer ikke rigtig at omgås andre voksne.
Det er i det hele taget lidt pinligt hvis børn larmer/fylder her, så forældre vil hellere have dem derhjemme end tage dem med til ting, eller hyre en babysitter.
Det er måske også en by-ting, men jeg oplever også at de er lidt upraktiske og ikke "kan" tage børnene med, sådan rent logistisk - fx kan man da ikke tage ud hvis det regner, og børnene kan da ikke lege i haven for hvad nu hvis, og nej de må virkelig ikke hjælpe i køkkenet for hvad nu hvis de skærer sig...
Det er helt klart en ting der kører for danske forældre og børn; man lader dem lære ting selv, prøve praktiske færdigheder af og pakker ikke ind i vat. Danske børn klatrer i træer, ejer gummistøvler og klipper julepynt. Sådan nogle helt basale ting er der masser af børn og unge som slet ikke får lov til at prøve - og det er bestemt ikke kun i London det er tilfældet. Jeg har mødt det i mange lande. Det er lidt skræmmende hvor clueless de kan være som store teenagere fordi de bare aldrig har gjort noget selv.
Jeg har hørt det samme i stort set alle lande jeg har rejst og arbejdet; danske unge er generelt godt klædt på, er praktisk begavede og det man på engelsk vil kalde "capable".
Så er der jo også det modsatte af de overbeskyttende kulturer; i visse afrikanske kulturer er det normen at børn klarer sig selv fra de mere eller mindre kan stå på benene, så der er ingen kære mor, ingen kram, ingen historier, intet opsyn og ikke noget flæberi fra de er 2-3 år. Det tror jeg til gengæld heller ikke er godt for noget.