At være den sidste til at hente sit barn

[ajnaM]

I dag er det ekstremt svært at få stress og belastningsreaktion godkendt som arbejdsskade. Hvis det ikke var sådan, tvivler jeg faktisk på, at politikerne ville være så klare i spyttet, for så ville det ikke kun være et spørgsmål om tabte indtægter for statskassen, men også om en række udgifter.
Det er ligeledes mit indtryk, at mange af dem, der fx. går på selvbetalt orlov i en periode, gør det som alternativ til lange sygemeldinger med chikane fra arbejdspladsen efterfulgt af fyring. Det var også mit ræsonnement i sin tid. Jeg skulle bare væk-væk-væk, selv om det mest retfærdige helt bestemt havde været, at kommunen, som jeg var ansat hos, havde fået lov til at punge ud.

Jeg synes i det hele taget sjældent, at man hører om folk, der af ren lyst går på orlov eller deltid. Det er ofte et valg på baggrund af udbrændthed.

Synes du?

Jeg kender fra mit arbejde utroligt mange eksempler som det, du fortæller. Jeg tror helt uden tvivl, at det er gældende i store dele af den offentlige sektor. Der er ganske enkelt ikke tid til at gøre arbejdet ordentligt, og alt for mange knækker nakken på deres arbejde. Jeg er helt enig i den del.

Men ser jeg på min egen omgangskreds af akademikere med gode lønninger og små børn, så er der rætti, rætti mange, der enten er gået på deltid eller ønsker at gå ned i tid - nogle ønsker helt at stoppe med at arbejde. De vil gerne være mere sammen med deres børn, og de mangler grundlæggende ikke penge. Samtidig sparer alle op til tidlig pension.

Det er begge to reelle problematikker i mine øjne. Og de skal nok gribes noget forskelligt an. Men INGEN af problemerne løses ved Kaare Dybvads retorik.

[primle]

Ja.

Når det er sagt, så ser jeg mange på deltid, der ikke vil kunne klare fuldtid. Deltid er ikke altid et valg. Så vil de mennesker blot overgå til passiv forsørgelse, hvis de tvinges op i tid.

Og så gør det da attraktivt at arbejde fuldtid fx i ældrepleje og sygehus. Mange steder er arbejdsmiljøet kørt totalt i bund, der er ingen flextid, der er ingen arbejde hjemmefra, der er ingen personalegoder og der arbejdes på skæve tidspunkter (24/7 - i øvrigt at få passet børn af det offentlige udenfor man/fre kl. 7-17 er dertil meget meget vanskeligt).

Jeg tror slet ikke, at vi har ramt bunden i de "klassiske" velfærdsstat områder. De er simpelthen områder, som ansatte flygter fra. Og politikerne virker totalt tonedøve.

Jeg er helt enig! Og jeg er i øvrigt kæmpe fortaler for at investere i velfærd - jeg tror, vi kunne meget mere end i dag, hvis vi ikke lettede skatten, men øgede den, til fordel for kvalitet i daginstitutioner, skoler, ældrepleje og sundhedsvæsen. Jeg tror helt grundlæggende på, at Danmark skal profilere sig på velfærden, og at vores lige, frie og trygge samfund kan tiltrække arbejdskraft og på den måde bidrage til væksten.

Nå, men når det er sagt, så er mine kommentarer her i tråden mere på den 'nye bevægelse', hvor flere og flere gerne vil arbejde mindre. Og ikke så meget på den haltende velfærd og de offentligt ansattes elendige arbejdsvilkår, der gør, at de ikke kan holde til at arbejde fuld tid - det er nærmere konsekvensen af 'bevægelsen.

Jeg ser rigtig mange, også i min egen akademiker-omgangskreds, der gerne vil arbejde mindre. Sådan lidt Maj My Humaidan-segmentet, der bruger opsparingen på at flytte til Ærø. Samtidig planlægger stort set alle, jeg kender, med at spare op til at kunne gå på pension tidligt. Og det hænger bare ikke sammen, hvis man gerne vil have et velfærdssamfund.

Igen: Der bliver ikke hverken råd eller hænder til, at store dele af det kreative segment går på deltid, men trækker fuldt på velfærdssamfundet.

Jeg ved ikke noget om, om der er råd til det. Du siger det meget absolut, så du har sikkert undersøgt det.

Men hvis det virkelig kommer til at rive tæppet væk. At nogen tager disse valg, hvad kan man så gøre? Du kan vel ikke gøre det forbudt at arbejde deltid? Eller flytte til en ø?

Alt det her true true og løfte pegefingre virker ikke en dyt. Lav det om, lav det bedre! SÅ kan det være, at nogen ændrer holdning.

Vi er som mennesker ikke villige til at ofre vores eget eller vores børns helbred for det her.

[ajnaM]

Ja.

Når det er sagt, så ser jeg mange på deltid, der ikke vil kunne klare fuldtid. Deltid er ikke altid et valg. Så vil de mennesker blot overgå til passiv forsørgelse, hvis de tvinges op i tid.

Og så gør det da attraktivt at arbejde fuldtid fx i ældrepleje og sygehus. Mange steder er arbejdsmiljøet kørt totalt i bund, der er ingen flextid, der er ingen arbejde hjemmefra, der er ingen personalegoder og der arbejdes på skæve tidspunkter (24/7 - i øvrigt at få passet børn af det offentlige udenfor man/fre kl. 7-17 er dertil meget meget vanskeligt).

Jeg tror slet ikke, at vi har ramt bunden i de "klassiske" velfærdsstat områder. De er simpelthen områder, som ansatte flygter fra. Og politikerne virker totalt tonedøve.

Jeg er helt enig! Og jeg er i øvrigt kæmpe fortaler for at investere i velfærd - jeg tror, vi kunne meget mere end i dag, hvis vi ikke lettede skatten, men øgede den, til fordel for kvalitet i daginstitutioner, skoler, ældrepleje og sundhedsvæsen. Jeg tror helt grundlæggende på, at Danmark skal profilere sig på velfærden, og at vores lige, frie og trygge samfund kan tiltrække arbejdskraft og på den måde bidrage til væksten.

Nå, men når det er sagt, så er mine kommentarer her i tråden mere på den 'nye bevægelse', hvor flere og flere gerne vil arbejde mindre. Og ikke så meget på den haltende velfærd og de offentligt ansattes elendige arbejdsvilkår, der gør, at de ikke kan holde til at arbejde fuld tid - det er nærmere konsekvensen af 'bevægelsen.

Jeg ser rigtig mange, også i min egen akademiker-omgangskreds, der gerne vil arbejde mindre. Sådan lidt Maj My Humaidan-segmentet, der bruger opsparingen på at flytte til Ærø. Samtidig planlægger stort set alle, jeg kender, med at spare op til at kunne gå på pension tidligt. Og det hænger bare ikke sammen, hvis man gerne vil have et velfærdssamfund.

Igen: Der bliver ikke hverken råd eller hænder til, at store dele af det kreative segment går på deltid, men trækker fuldt på velfærdssamfundet.

Jeg ved ikke noget om, om der er råd til det. Du siger det meget absolut, så du har sikkert undersøgt det.

Men hvis det virkelig kommer til at rive tæppet væk. At nogen tager disse valg, hvad kan man så gøre? Du kan vel ikke gøre det forbudt at arbejde deltid? Eller flytte til en ø?

Alt det her true true og løfte pegefingre virker ikke en dyt. Lav det om, lav det bedre! SÅ kan det være, at nogen ændrer holdning.

Vi er som mennesker ikke villige til at ofre vores eget eller vores børns helbred for det her.

Det er jo ikke sort/hvidt, hvad der er råd til. Men der er helt sikkert ikke råd til det hele. Og lige nu har vi en befolkning, der har valgt en regering, der i dag giver skattelettelser for 10 milliarder, og som har sendt tocifrede milliardbeløb udenlands til våben og ammunition.

Men helt grundlæggende er det et problem, ja, hvis vi får markant færre skatteindtægter. Så vil vi jo skulle fjerne noget.

Og nej, man gør det ikke forbudt - men der findes jo regulering. Eksempelvis er regeringen netop nu ved at forhandle trepart om løn i den offentlige sektor. Og der handler det for regeringen om at sikre, at lønnen bliver givet til dem, der vil arbejde mere. Så en måde at regulere på kan jo være at sige, at lønforhøjelser gives individuelt til dem, der arbejder fuldtid. At sikre, at dem, der er på deltid, får mindst muligt. I mine øjne vil det bare være trist at nå dertil.

[ajnaM]

Jeg er i øvrigt på ingen måde fortaler for Socialdemokraternes eller Kaare Dybvads retorik i det her. Føler lidt, jeg ender med at forsvare det - det er virkelig ikke dér, jeg er.

Jeg ser bare nogle ret store problemer i horisonten, som ingen rigtig taler om. S har fat i et lille hjørne, men med de helt forkerte budskaber og løsninger. Jeg har ikke selv løsningerne, men kan heller ikke se andre, der har dem.

[Akehurst2]

Ville du foretrække en velfærdsmodel med et lavere serviceniveau? For det er vel den logiske konsekvens, hvis du ikke er villig til at betale det, den koster?

Så hvad er det, vi ikke skal have? Sygehuse? Pædagoger? Plejehjem?

Sorry, jeg sætter det skarpt op - men det handler jo ikke alene om din privatøkonomi, men om vores fælles samfund. Det er hele pointen.

Hvorfor er det der, jeg skal starte med at spare?

Kunne jeg ikke spare på 5 mia. kroners fadæser til ejendomsvurderinger, 12 mia. kroner til udbytteskattesvindel, 20 mia. kroner til mink og den slags, som MrMister også foreslår?

Men ellers ville jeg starte med Arnepensionen og efterlønnen, hvis jeg skal skære i ‘velfærden’.

Nu fandt jeg faktisk ud af, at jeg gerne vil spare på pædagoger. Hvis de har tid til det her nonsens, så har de for meget tid: https://twitter.com/PeterMAstrup/status ... 3094272488

Og jeg ved godt, at det har pædagoger ikke. Men der er tydeligvis ting, der kan fjernes uden at vi er nede og skære i selve kernen af 'velfærden'.

[primle]

Ja.

Når det er sagt, så ser jeg mange på deltid, der ikke vil kunne klare fuldtid. Deltid er ikke altid et valg. Så vil de mennesker blot overgå til passiv forsørgelse, hvis de tvinges op i tid.

Og så gør det da attraktivt at arbejde fuldtid fx i ældrepleje og sygehus. Mange steder er arbejdsmiljøet kørt totalt i bund, der er ingen flextid, der er ingen arbejde hjemmefra, der er ingen personalegoder og der arbejdes på skæve tidspunkter (24/7 - i øvrigt at få passet børn af det offentlige udenfor man/fre kl. 7-17 er dertil meget meget vanskeligt).

Jeg tror slet ikke, at vi har ramt bunden i de "klassiske" velfærdsstat områder. De er simpelthen områder, som ansatte flygter fra. Og politikerne virker totalt tonedøve.

Jeg er helt enig! Og jeg er i øvrigt kæmpe fortaler for at investere i velfærd - jeg tror, vi kunne meget mere end i dag, hvis vi ikke lettede skatten, men øgede den, til fordel for kvalitet i daginstitutioner, skoler, ældrepleje og sundhedsvæsen. Jeg tror helt grundlæggende på, at Danmark skal profilere sig på velfærden, og at vores lige, frie og trygge samfund kan tiltrække arbejdskraft og på den måde bidrage til væksten.

Nå, men når det er sagt, så er mine kommentarer her i tråden mere på den 'nye bevægelse', hvor flere og flere gerne vil arbejde mindre. Og ikke så meget på den haltende velfærd og de offentligt ansattes elendige arbejdsvilkår, der gør, at de ikke kan holde til at arbejde fuld tid - det er nærmere konsekvensen af 'bevægelsen.

Jeg ser rigtig mange, også i min egen akademiker-omgangskreds, der gerne vil arbejde mindre. Sådan lidt Maj My Humaidan-segmentet, der bruger opsparingen på at flytte til Ærø. Samtidig planlægger stort set alle, jeg kender, med at spare op til at kunne gå på pension tidligt. Og det hænger bare ikke sammen, hvis man gerne vil have et velfærdssamfund.

Igen: Der bliver ikke hverken råd eller hænder til, at store dele af det kreative segment går på deltid, men trækker fuldt på velfærdssamfundet.

Jeg ved ikke noget om, om der er råd til det. Du siger det meget absolut, så du har sikkert undersøgt det.

Men hvis det virkelig kommer til at rive tæppet væk. At nogen tager disse valg, hvad kan man så gøre? Du kan vel ikke gøre det forbudt at arbejde deltid? Eller flytte til en ø?

Alt det her true true og løfte pegefingre virker ikke en dyt. Lav det om, lav det bedre! SÅ kan det være, at nogen ændrer holdning.

Vi er som mennesker ikke villige til at ofre vores eget eller vores børns helbred for det her.

Det er jo ikke sort/hvidt, hvad der er råd til. Men der er helt sikkert ikke råd til det hele. Og lige nu har vi en befolkning, der har valgt en regering, der i dag giver skattelettelser for 10 milliarder, og som har sendt tocifrede milliardbeløb udenlands til våben og ammunition.

Men helt grundlæggende er det et problem, ja, hvis vi får markant færre skatteindtægter. Så vil vi jo skulle fjerne noget.

Jeg tror ikke, vi er uenige. Jeg synes man skulle smide de 10 milliarder i noget andet.

Jeg tror, at vi som befolkning skal se forandringen. Vi skal se, at man vil prioritere de områder, som betyder meget for langt de fleste. Jeg forstår ikke, at politikerne ikke kan se, at deres taktik eller hvad den nu er, ikke virker.

Vi har ikke råd til at der skal være velfærd i fremtiden = rigtig mange står med oplevelsen af, at der faktisk er meget vi allerede ikke har råd til (eller nedprioriterer). Ventetider i Psykiatrien. Nedskæringer i skoler og insitutioner. Samtidig hører vi, at vi er så rige så rige.

Hvis de nu forsøgte at forstå, at det ikke giver mening for almindelige mennesker, så ville der måske ske noget.

[ajnaM]

Ville du foretrække en velfærdsmodel med et lavere serviceniveau? For det er vel den logiske konsekvens, hvis du ikke er villig til at betale det, den koster?

Så hvad er det, vi ikke skal have? Sygehuse? Pædagoger? Plejehjem?

Sorry, jeg sætter det skarpt op - men det handler jo ikke alene om din privatøkonomi, men om vores fælles samfund. Det er hele pointen.

Hvorfor er det der, jeg skal starte med at spare?

Kunne jeg ikke spare på 5 mia. kroners fadæser til ejendomsvurderinger, 12 mia. kroner til udbytteskattesvindel, 20 mia. kroner til mink og den slags, som MrMister også foreslår?

Men ellers ville jeg starte med Arnepensionen og efterlønnen, hvis jeg skal skære i ‘velfærden’.

Nu fandt jeg faktisk ud af, at jeg gerne vil spare på pædagoger. Hvis de har tid til det her nonsens, så har de for meget tid: https://twitter.com/PeterMAstrup/status ... 3094272488

Og jeg ved godt, at det har pædagoger ikke. Men der er tydeligvis ting, der kan fjernes uden at vi er nede og skære i selve kernen af 'velfærden'.

Det der er om noget et udtryk for en alt for presset offentlig sektor. Det er kommuner, ledere og enkeltstående pædagoger, der er pressede på deres faglighed, der tyer til den slags.

Vuggestuer og børnehaver burde have ét mål: At sikre, at børnene har det godt. Pædagogernes faglighed burde handle om at sikre, at børnene har det fedt. Men det er der ikke tid til.

Derfor begynder man at hive sådan nogle planer og mål ned over dem. Så bliver målet, at børnene skal 'lære om æstetik og fællesskaber', der ganske rigtigt lyder som noget fra RUC. Og så er det billigere at laminere sådan en planche med 'kunstneriske udtryksformer' end at sikre, at pædagogerne faktisk har tid til deres arbejde. Ligesom det er nemmere for en kommune at signalere handling ved at lave en 'fokusbarnrapport', end det er rent faktisk at sikre, at der er tid til at handle i hverdagen.

Det handler ikke om, at der er penge nok - det handler om, at der er for få.

[ajnaM]

Jeg tror ikke, vi er uenige. Jeg synes man skulle smide de 10 milliarder i noget andet.

Jeg tror, at vi som befolkning skal se forandringen. Vi skal se, at man vil prioritere de områder, som betyder meget for langt de fleste. Jeg forstår ikke, at politikerne ikke kan se, at deres taktik eller hvad den nu er, ikke virker.

Vi har ikke råd til at der skal være velfærd i fremtiden = rigtig mange står med oplevelsen af, at der faktisk er meget vi allerede ikke har råd til (eller nedprioriterer). Ventetider i Psykiatrien. Nedskæringer i skoler og insitutioner. Samtidig hører vi, at vi er så rige så rige.

Hvis de nu forsøgte at forstå, at det ikke giver mening for almindelige mennesker, så ville der måske ske noget.

Jeg tror også, vi er rimelig enige.

Et problem er, at børnefamilierne fortsat ikke er en stor vælgergruppe - det er de ældre. Men jeg tror virkelig, at de skyder sig selv i foden ved at gøre sig uvenner med familierne. Jeg tror heller ikke på, at bedsteforældrene rent faktisk ønsker den førte politik. Men okay, jeg har nok også svært ved at se fordelen i den førte politik sådan helt generelt.

[fisken80]

Jeg er i øvrigt på ingen måde fortaler for Socialdemokraternes eller Kaare Dybvads retorik i det her. Føler lidt, jeg ender med at forsvare det - det er virkelig ikke dér, jeg er.

Jeg ser bare nogle ret store problemer i horisonten, som ingen rigtig taler om. S har fat i et lille hjørne, men med de helt forkerte budskaber og løsninger. Jeg har ikke selv løsningerne, men kan heller ikke se andre, der har dem.

Men så må vi jo tale om, at der måske er ting, der ikke bliver råd til. Eller vi må tale om at hente arbejdskraft ude fra. Eller vi må lade være med at pisse pengene væk (det ville være et rigtig godt sted at starte).

Vi kan godt have et velfungerende velfærdssamfund uden at alle absolut skal arbejde +37 timer om ugen fra de er 17 til de er 75. Det passer simpelthen ikke, at det ikke kan lade sig gøre. Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Det er et spørgsmål om, hvad vi definerer som et velfungerende velfærdssamfund og det kunne vi jo starte med at tale om.

Arbejdstiden er faldet mens velfærdssamfundet er vokset - alene dét viser jo, at det kan lade sig gøre.

[DetSorteCirkus]

I dag er det ekstremt svært at få stress og belastningsreaktion godkendt som arbejdsskade. Hvis det ikke var sådan, tvivler jeg faktisk på, at politikerne ville være så klare i spyttet, for så ville det ikke kun være et spørgsmål om tabte indtægter for statskassen, men også om en række udgifter.
Det er ligeledes mit indtryk, at mange af dem, der fx. går på selvbetalt orlov i en periode, gør det som alternativ til lange sygemeldinger med chikane fra arbejdspladsen efterfulgt af fyring. Det var også mit ræsonnement i sin tid. Jeg skulle bare væk-væk-væk, selv om det mest retfærdige helt bestemt havde været, at kommunen, som jeg var ansat hos, havde fået lov til at punge ud.

Jeg synes i det hele taget sjældent, at man hører om folk, der af ren lyst går på orlov eller deltid. Det er ofte et valg på baggrund af udbrændthed.

Synes du?

Jeg kender fra mit arbejde utroligt mange eksempler som det, du fortæller. Jeg tror helt uden tvivl, at det er gældende i store dele af den offentlige sektor. Der er ganske enkelt ikke tid til at gøre arbejdet ordentligt, og alt for mange knækker nakken på deres arbejde. Jeg er helt enig i den del.

Men ser jeg på min egen omgangskreds af akademikere med gode lønninger og små børn, så er der rætti, rætti mange, der enten er gået på deltid eller ønsker at gå ned i tid - nogle ønsker helt at stoppe med at arbejde. De vil gerne være mere sammen med deres børn, og de mangler grundlæggende ikke penge. Samtidig sparer alle op til tidlig pension.

Det er begge to reelle problematikker i mine øjne. Og de skal nok gribes noget forskelligt an. Men INGEN af problemerne løses ved Kaare Dybvads retorik.

Jeg kender også akademikere på orlov eller deltid, og de gør det ligeledes pga. arbejdsforhold eller -pres. Eller i hvert fald for at forhindre mistrivsel i familien, hvilket jo også er et udtryk for en oplevelse af, at der ikke er balance.

Når jeg tænker tilbage på dengang, hvor jeg var studerende, var der ingen, som regnede med at skulle på deltid, og selvbetalt orlov blev kun omtalt i forbindelse med mulig opstart af virksomhed eller selvfinansierende kunstneriske projekter.
Jeg er helt med på, at der her også handler om anderledes prioriteringer end vores forældres generation, og om at mange i dag bider mindre i sig end tidligere, hvilket jeg anser som en fordel; jeg vil samtidig bare vove den påstand, at hvis den gængse begrundelse for deltid, orlov undervejs i arbejdslivet og tidlig pension var at gøre en allerede rigtig velfungerende tilværelse lidt bedre, så ville det i langt højere grad fra starten af have været en del af folks livsplan og ikke noget, der er kommet til i mødet med arbejdsmarkedet.

[fisken80]

I dag er det ekstremt svært at få stress og belastningsreaktion godkendt som arbejdsskade. Hvis det ikke var sådan, tvivler jeg faktisk på, at politikerne ville være så klare i spyttet, for så ville det ikke kun være et spørgsmål om tabte indtægter for statskassen, men også om en række udgifter.
Det er ligeledes mit indtryk, at mange af dem, der fx. går på selvbetalt orlov i en periode, gør det som alternativ til lange sygemeldinger med chikane fra arbejdspladsen efterfulgt af fyring. Det var også mit ræsonnement i sin tid. Jeg skulle bare væk-væk-væk, selv om det mest retfærdige helt bestemt havde været, at kommunen, som jeg var ansat hos, havde fået lov til at punge ud.

Jeg synes i det hele taget sjældent, at man hører om folk, der af ren lyst går på orlov eller deltid. Det er ofte et valg på baggrund af udbrændthed.

Synes du?

Jeg kender fra mit arbejde utroligt mange eksempler som det, du fortæller. Jeg tror helt uden tvivl, at det er gældende i store dele af den offentlige sektor. Der er ganske enkelt ikke tid til at gøre arbejdet ordentligt, og alt for mange knækker nakken på deres arbejde. Jeg er helt enig i den del.

Men ser jeg på min egen omgangskreds af akademikere med gode lønninger og små børn, så er der rætti, rætti mange, der enten er gået på deltid eller ønsker at gå ned i tid - nogle ønsker helt at stoppe med at arbejde. De vil gerne være mere sammen med deres børn, og de mangler grundlæggende ikke penge. Samtidig sparer alle op til tidlig pension.

Det er begge to reelle problematikker i mine øjne. Og de skal nok gribes noget forskelligt an. Men INGEN af problemerne løses ved Kaare Dybvads retorik.

Jeg kender også akademikere på orlov eller deltid, og de gør det ligeledes pga. arbejdsforhold eller -pres. Eller i hvert fald for at forhindre mistrivsel i familien, hvilket jo også er et udtryk for en oplevelse af, at der ikke er balance.

Når jeg tænker tilbage på dengang, hvor jeg var studerende, var der ingen, som regnede med at skulle på deltid, og selvbetalt orlov blev kun omtalt i forbindelse med mulig opstart af virksomhed eller selvfinansierende kunstneriske projekter.
Jeg er helt med på, at der her også handler om anderledes prioriteringer end vores forældres generation, og om at mange i dag bider mindre i sig end tidligere, hvilket jeg anser som en fordel; jeg vil samtidig bare vove den påstand, at hvis den gængse begrundelse for deltid, orlov undervejs i arbejdslivet og tidlig pension var at gøre en allerede rigtig velfungerende tilværelse lidt bedre, så ville det i langt højere grad fra starten af have været en del af folks livsplan og ikke noget, der er kommet til i mødet med arbejdsmarkedet.

Helt enig.
Jeg er selv gymnasielærer og har været det i mange år efterhånden. Antallet af ugentlige konfrontationstimer er kun gået én vej og det er op op op. Samtidig er vores elevgruppe både blevet mere kompleks og mere krævende (de forventer mere af læreren). Jeg elsker faktisk mit job og for 6-7 år siden var det overhovedet ikke en overvejelse, at jeg gerne vil arbejde mindre. I dag slæber jeg mig hjem fra arbejde hver eftermiddag og jeg er så træt i hovedet, at jeg nærmest ikke har overskud til noget når jeg rammer sofaen. Og det eneste jeg kan tænke på er, hvornår jeg næste gang har en sammenhængende periode med fridage.
Og jeg er langt fra alene med den oplevelse. Der har aldrig været flere i min branche, der går ned med stress. Selv kolleger som jeg opfatter som ekstremt robuste sker det for. Det er ret vildt at være vidne til.

I længden kan jeg heller ikke holde til det her, det er jeg alvorligt nervøs for.

[Ego81]

Jeg synes egentlig, at budskabet om ikke at have dårlig samvittighed over sen hentning er fint nok. Der var et opslag på FB for noget tid siden om en eks-pædagog, som kritiserede forholdene i institutionerne og opfordrede nærmest forældre til at arbejde deltid. 90 % af kommentarsporet gik på, at man bør arbejde deltid eller i det mindste vælge dagpleje. Der var ret meget forældreshaming over det.

Mit barn går i vuggestue (jeg fravalgte bevidst dagpleje) og jeg arbejder fuldtid. Jeg har ingen planer eller ønsker om at arbejde deltid. For det første vil det betyde en nedgang i min løn på en måde, som vil påvirke mit og mit barns liv negativt. For det andet er deltidsarbejde på min arbejdsplads ikke en mulighed (det bliver direkte sagt til jobsamtaler), og jeg kan godt blive overrasket, når jeg hører, at det åbenbart er muligt rigtig mange andre steder. For det tredje er mit indtryk, at arbejdsmængden ikke bliver mindre af deltidsarbejde, men at man skal nå det samme bare på kortere tid. Det ville klart stresse mig.

Mit barn bliver hentet senest kl.16, hvor det nogle gange er det sidste. Mit arbejde er så fleksibelt, at jeg kan arbejde hjemme et par gange om ugen, og de andre dage går jeg nogle gange tidligere, så min arbejdsdag minder om deltid. Så arbejder jeg om aftenen, hvor barnet jo alligevel sover, for at indhente timerne, og nogle uger også i weekenden, når barnet sover middagslur. Den fleksibilitet er vigtigere for mig end muligheden for at arbejde deltid.

[MrMister]

Her er et eksempel på, hvad pengene går til for en normal arbejder.

https://cepos.dk/abcepos-artikler/0240- ... aling-til/

Det kunne være meget interessant med en block chain på sine skattekroner så man kan se hvad de bruges til....

Jeg tror nærmere det ville være deprimerende, når man ser posteringen: “kuldsejlede offentlige projekter”

[LaMariposa]

Jeg synes egentlig, at budskabet om ikke at have dårlig samvittighed over sen hentning er fint nok. Der var et opslag på FB for noget tid siden om en eks-pædagog, som kritiserede forholdene i institutionerne og opfordrede nærmest forældre til at arbejde deltid. 90 % af kommentarsporet gik på, at man bør arbejde deltid eller i det mindste vælge dagpleje. Der var ret meget forældreshaming over det.

Mit barn går i vuggestue (jeg fravalgte bevidst dagpleje) og jeg arbejder fuldtid. Jeg har ingen planer eller ønsker om at arbejde deltid. For det første vil det betyde en nedgang i min løn på en måde, som vil påvirke mit og mit barns liv på en negativ måde. For det andet er deltidsarbejde på min arbejdsplads ikke en mulighed (det bliver direkte sagt til jobsamtaler), og jeg kan godt blive overrasket, når jeg hører, at det åbenbart er muligt rigtig mange andre steder. For det tredje er mit indtryk, at arbejdsmængden ikke bliver mindre af deltidsarbejde, men at man skal nå det samme bare på kortere tid. Det ville klart stresse mig.

Mit barn bliver hentet senest kl.16, hvor det nogle gange er det sidste. Mit arbejde er så fleksibelt, at jeg kan arbejde hjemme et par gange om ugen, og de andre dage går jeg nogle gange tidligere, så min arbejdsdag minder om deltid. Så arbejder jeg om aftenen, hvor barnet jo alligevel sover, for at indhente timerne, og nogle uger også i weekenden, når barnet sover middagslur. Den fleksibilitet er vigtigere for mig end muligheden for at arbejde deltid.

Vi fik faktisk tilbudt en plads i en privat dagpleje, men vi fravalgte det også, fordi det var ret ufleksibelt og noget værre bøvl, hvis dagplejemor blev syg. Derudover er normeringen meget bedre i vuggestuen end den var der.

[Sofakartoflen]

I dag er det ekstremt svært at få stress og belastningsreaktion godkendt som arbejdsskade. Hvis det ikke var sådan, tvivler jeg faktisk på, at politikerne ville være så klare i spyttet, for så ville det ikke kun være et spørgsmål om tabte indtægter for statskassen, men også om en række udgifter.
Det er ligeledes mit indtryk, at mange af dem, der fx. går på selvbetalt orlov i en periode, gør det som alternativ til lange sygemeldinger med chikane fra arbejdspladsen efterfulgt af fyring. Det var også mit ræsonnement i sin tid. Jeg skulle bare væk-væk-væk, selv om det mest retfærdige helt bestemt havde været, at kommunen, som jeg var ansat hos, havde fået lov til at punge ud.

Jeg synes i det hele taget sjældent, at man hører om folk, der af ren lyst går på orlov eller deltid. Det er ofte et valg på baggrund af udbrændthed.

Jeg er helt enig. Det samme gør sig gældende for mennesker, der når at blive sygemeldt med stress. De melder sig raske og hutler sig igennem med færre timer, fordi de ikke magter at være tilknyttet jobcenteret. ("mine" eksempler er ikke akademikere, men mennesker med lavere eller ingen uddannelse)