At være den sidste til at hente sit barn

[Straniera]

Jeg synes helt generelt, at børn i Danmark kommer i institution alt for tidligt, og tilbringer al for lang tid der i løbet af dagen. Jeg ville hade at være sådan et barn (igen). Jeg har desværre været det barn, der blev hentet til sidst, og jeg syntes, det var frygteligt at være så mange timer væk i institution i al den larm og kaos og mangel på oprigtig nærvær og kærlighed.
Jeg ville ønske, at mine forældre havde passet mig mere, så jeg havde fået en bedre og tryg tilknytning til nogle mennesker, der rent faktisk var vigtige, og ikke bare betalte pædagoger, som var mere eller mindre ligeglade.

I dag arbejder jeg selv deltid, og har tænkt mig at blive ved med det resten af livet. Min datter, som går i børnehave nu, er der allerhøjest 6 timer om dagen, ofte mindre, og jeg vil altid have det som prioritet, at hun skal være der fordi hun er glad for det og ikke som tvang, og aldrig mere end hun selv har lyst til. Hendes velvære vil altid komme før min karriere, og jeg er helt okay med, at jeg ikke yder særlig meget i forhold til andre kollegaer, og at jeg aldrig kommer til at avancere jobmæssigt.
Folk som Kaare Dybvad og Mette har jeg aldrig taget seriøst, og det kommer jeg heller ikke til. Jeg elsker, at der er en ny bevægelse på vej. I min datters institution er der kun få børn, der bliver hentet efter 15.30, og det synes jeg er en dejlig udvikling.

[Fruity]

Hvor ville jeg ønske, der var nogle flere mænd på debatten, så vi også kunne høre hvordan de går på deltid og prioriterer tiden med deres børn.

[ajnaM]

Jeg har det ambivalent med det.

Jeg har altid arbejdet meget, og mine børn er ofte blevet hentet som de sidste kl 16.45. De har også haft det skidt med det i lange perioder - hvor jeg ikke har haft andre muligheder end at give dem lange dage, hvis jeg ville gennemføre min uddannelse. Jeg har haft flere år med konstant dårlig samvittighed.

Og det hjælper ikke en sk*d at en MF’er siger, at det skal man ikke have dårlig samvittighed over. Han og hans parti kunne have sat ind og styrket kvaliteten i daginstitutioner og skoler, hvis han virkelig ville have gjort noget for at hjælpe mig. Men det er jo tomme ord.

Nå, men samtidig med at jeg synes, Kaare Dybvad og hele Socialdemokratiet skyder sig selv ganske gevaldigt i foden med denne dagsorden - så har de jo ret i den samfundsøkonomiske betragtning:

Vi ser ind i en fremtid, hvor der er rigtig mange gamle uden for arbejdsmarkedet - og relativt få i den arbejdsdygtige alder til at understøtte vores velfærd. Udviklingen er kun så småt i gang - den knækker først omkring 2040. Der (bliv)er hverken råd eller hænder nok til at de privilegerede kan vælge at være hjemmegående, stoppe tidligt på arbejdsmarkedet eller gå på deltid.

Den samfundsmodel, vi har valgt, koster penge at vedligeholde. Vil folk arbejde på deltid, er der ikke samtidig råd til vores velfærdsniveau.

[MrMister]

Hvor ville jeg ønske, der var nogle flere mænd på debatten, så vi også kunne høre hvordan de går på deltid og prioriterer tiden med deres børn.

Dét sker ikke. Vores weekend varer 5 dage og starter mandag

De fleste, der har råd til en på deltid, har en mandlig primær forsøger. Det er det, jeg ser mest. Dels fordi de tjener bedst. Dels fordi de er mere villige til at arbejde det mere for at partneren kan gå på deltid.

Dem, jeg ser, med den konstellation, er partnere eller selvstændige håndværkere, som har ansatte under sig. Ellers har man næppe råd.

[Fruity]

Hvor ville jeg ønske, der var nogle flere mænd på debatten, så vi også kunne høre hvordan de går på deltid og prioriterer tiden med deres børn.

Dét sker ikke. Vores weekend varer 5 dage og starter mandag

De fleste, der har råd til en på deltid, har en mandlig primær forsøger. Det er det, jeg ser mest. Dels fordi de tjener bedst. Dels fordi de er mere villige til at arbejde det mere for at partneren kan gå på deltid.

Dem, jeg ser, med den konstellation, er partnere eller selvstændige håndværkere, som har ansatte under sig. Ellers har man næppe råd.

Jamen i så fald er det jo også en udfordring for ligestillingen. Og hvis kvindernes løn er så dårlig, så de skal lade sig forsørge af en mand, sådan generelt set, så er det også en bombe under enkelte individers økonomi - og offentlige tilskud - i tilfæde af skilsmisse.

Måske man skulle afskaffe tillæg og tilskud til enlige forsørgere, der har været på deltid forud for samlivets ophør - og i disse tilfælde i stedet pålægge manden betalingen af disse

[ajnaM]

Jeg synes helt generelt, at børn i Danmark kommer i institution alt for tidligt, og tilbringer al for lang tid der i løbet af dagen. Jeg ville hade at være sådan et barn (igen). Jeg har desværre været det barn, der blev hentet til sidst, og jeg syntes, det var frygteligt at være så mange timer væk i institution i al den larm og kaos og mangel på oprigtig nærvær og kærlighed.
Jeg ville ønske, at mine forældre havde passet mig mere, så jeg havde fået en bedre og tryg tilknytning til nogle mennesker, der rent faktisk var vigtige, og ikke bare betalte pædagoger, som var mere eller mindre ligeglade.

I dag arbejder jeg selv deltid, og har tænkt mig at blive ved med det resten af livet. Min datter, som går i børnehave nu, er der allerhøjest 6 timer om dagen, ofte mindre, og jeg vil altid have det som prioritet, at hun skal være der fordi hun er glad for det og ikke som tvang, og aldrig mere end hun selv har lyst til. Hendes velvære vil altid komme før min karriere, og jeg er helt okay med, at jeg ikke yder særlig meget i forhold til andre kollegaer, og at jeg aldrig kommer til at avancere jobmæssigt.
Folk som Kaare Dybvad og Mette har jeg aldrig taget seriøst, og det kommer jeg heller ikke til. Jeg elsker, at der er en ny bevægelse på vej. I min datters institution er der kun få børn, der bliver hentet efter 15.30, og det synes jeg er en dejlig udvikling.

Jeg tror bare, mange i denne ‘nye bevægelse’ ikke helt har overvejet konsekvenserne, hvis det rent faktisk bliver en ‘ny bevægelse’ og ikke bare nogle få.

At man kan få passet sine børn i vuggestuer og børnehaver, uden at det koster en halv månedsløn, er ikke givet. At der findes en folkeskole er ikke givet. At ens forældre og bedsteforældre kan få hjælp i hjemmepleje og plejehjem er ikke givet. At vi har et gratis sundhedssystem er ikke givet. At mennesker med psykiske og fysiske handicap kan få hjælp er ikke givet. At mennesker med social bagage kan få hjælp er ikke givet. At ældre uden formue kan få folkepension er ikke givet. At vi har et førtidspensionssystem er ikke givet. Offentlig transport, biblioteker, offentlige svømmehaller - you name it.

Det koster penge at have et trygt og lige velfærdssamfund. Hver gang borgere trækker sig helt eller delvist fra arbejdsmarkedet, bliver byrden større for dem, der står tilbage. Indtil velfærdssystemet knækker…

[Little_Woman]

Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad politikerne mener; det er ikke dem der bor i mit hus og lever mit liv.

Jeg arbejder deltid og har min søn så korte dage i børnehave som muligt. Når han starter i skole er det det samme. Når han er voksen, ja, så arbejder jeg formentlig stadig deltid.

Mit privatliv interesserer mig, altid, mere end mit arbejdsliv - det er kun økonomi der kan ændre på det. Jeg kan spise meget havregrød hvis vi kommer dertil. Stress er ikke noget jeg har behov for at opleve igen.

Jeg er med på at det er priviligeret, grænsende til forkælet?, men jeg skønner også på det. Hver dag.

[ajnaM]

Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad politikerne mener; det er ikke dem der bor i mit hus og lever mit liv.

Jeg arbejder deltid og har min søn så korte dage i børnehave som muligt. Når han starter i skole er det det samme. Når han er voksen, ja, så arbejder jeg formentlig stadig deltid.

Mit privatliv interesserer mig, altid, mere end mit arbejdsliv - det er kun økonomi der kan ændre på det. Jeg kan spise meget havregrød hvis vi kommer dertil. Stress er ikke noget jeg har behov for at opleve igen.

Jeg er med på at det er priviligeret, grænsende til forkælet?, men jeg skønner også på det. Hver dag.

Ville du foretrække en velfærdsmodel med et lavere serviceniveau? For det er vel den logiske konsekvens, hvis du ikke er villig til at betale det, den koster?

Så hvad er det, vi ikke skal have? Sygehuse? Pædagoger? Plejehjem?

Sorry, jeg sætter det skarpt op - men det handler jo ikke alene om din privatøkonomi, men om vores fælles samfund. Det er hele pointen.

[Fruity]

Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad politikerne mener; det er ikke dem der bor i mit hus og lever mit liv.

Jeg arbejder deltid og har min søn så korte dage i børnehave som muligt. Når han starter i skole er det det samme. Når han er voksen, ja, så arbejder jeg formentlig stadig deltid.

Mit privatliv interesserer mig, altid, mere end mit arbejdsliv - det er kun økonomi der kan ændre på det. Jeg kan spise meget havregrød hvis vi kommer dertil. Stress er ikke noget jeg har behov for at opleve igen.

Jeg er med på at det er priviligeret, grænsende til forkælet?, men jeg skønner også på det. Hver dag.

Ville du foretrække en velfærdsmodel med et lavere serviceniveau? For det er vel den logiske konsekvens, hvis du ikke er villig til at betale det, den koster?

Så hvad er det, vi ikke skal have? Sygehuse? Pædagoger? Plejehjem?

Sorry, jeg sætter det skarpt op - men det handler jo ikke alene om din privatøkonomi, men om vores fælles samfund. Det er hele pointen.

Hun har vel ikke brug for pædagogerne. Så det ville vel være fint, hvis pasning var fra 9-14. Så var man sikker på korte dage til børnene. Og mener man, de skal have det - så er der jo ingen grund til de lange åbningstider.

[ajnaM]

Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad politikerne mener; det er ikke dem der bor i mit hus og lever mit liv.

Jeg arbejder deltid og har min søn så korte dage i børnehave som muligt. Når han starter i skole er det det samme. Når han er voksen, ja, så arbejder jeg formentlig stadig deltid.

Mit privatliv interesserer mig, altid, mere end mit arbejdsliv - det er kun økonomi der kan ændre på det. Jeg kan spise meget havregrød hvis vi kommer dertil. Stress er ikke noget jeg har behov for at opleve igen.

Jeg er med på at det er priviligeret, grænsende til forkælet?, men jeg skønner også på det. Hver dag.

Ville du foretrække en velfærdsmodel med et lavere serviceniveau? For det er vel den logiske konsekvens, hvis du ikke er villig til at betale det, den koster?

Så hvad er det, vi ikke skal have? Sygehuse? Pædagoger? Plejehjem?

Sorry, jeg sætter det skarpt op - men det handler jo ikke alene om din privatøkonomi, men om vores fælles samfund. Det er hele pointen.

Hun har vel ikke brug for pædagogerne. Så det ville vel være fint, hvis pasning var fra 9-14. Så var man sikker på korte dage til børnene. Og mener man, de skal have det - så er der jo ingen grund til de lange åbningstider.

Hvis der kun var åbent i daginstitutionerne fra 9-14 ville især kvinders mulighed for karriere (og dermed følgende selvstændig økonomi) lynhurtigt blive tryllet tilbage til 1930’erne.

Dertil igen de manglende skatteindtægter. Vi har i store træk den velfærdsstat, vi har i dag, fordi kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet.

[Sofakartoflen]

Hvor ville jeg ønske, der var nogle flere mænd på debatten, så vi også kunne høre hvordan de går på deltid og prioriterer tiden med deres børn.

Hvorfor? Måske gør de noget andet?

Min svigerdatter er på 80%. Det er max, hvad hun kan holde til. Min søn går så tidligt fra job, som han kan. Dvs. når der ikke er undervisning, møder eller samtaler, (han er lærer) - og så forbereder han sig om aftenen (eller det halve af natten), når han har puttet børn eller ordnet køkken og smurt madpakker.

Mange mænd arbejder jo for, at de kan give deres kone mulighed for at gå ned i tid, og som det fremgår af tråden, går folk ikke kun ned i tid for at kunne hente børn tidligt, en del gør det for overhovedet at kunne holde til deres job.

[Little_Woman]

Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad politikerne mener; det er ikke dem der bor i mit hus og lever mit liv.

Jeg arbejder deltid og har min søn så korte dage i børnehave som muligt. Når han starter i skole er det det samme. Når han er voksen, ja, så arbejder jeg formentlig stadig deltid.

Mit privatliv interesserer mig, altid, mere end mit arbejdsliv - det er kun økonomi der kan ændre på det. Jeg kan spise meget havregrød hvis vi kommer dertil. Stress er ikke noget jeg har behov for at opleve igen.

Jeg er med på at det er priviligeret, grænsende til forkælet?, men jeg skønner også på det. Hver dag.

Ville du foretrække en velfærdsmodel med et lavere serviceniveau? For det er vel den logiske konsekvens, hvis du ikke er villig til at betale det, den koster?

Så hvad er det, vi ikke skal have? Sygehuse? Pædagoger? Plejehjem?

Sorry, jeg sætter det skarpt op - men det handler jo ikke alene om din privatøkonomi, men om vores fælles samfund. Det er hele pointen.

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at min familie mistrives med flere timer udenfor hjemmet og for at forhindre dét vælger jeg måske nok at tisse i bukserne for at holde varmen.

Det er lidt hønen og ægget. Jeg har arbejdet, og arbejder, i det offentlige, kommunale system. Det kan jeg ikke holde til på fuld tid, sådan som vilkår, stressniveau og rammer er. Det kan jeg, og mange andre, simpelthen ikke, hvis vi skal bevare humør og arbejdsevne.

[Bergen]

Jeg synes helt generelt, at børn i Danmark kommer i institution alt for tidligt, og tilbringer al for lang tid der i løbet af dagen. Jeg ville hade at være sådan et barn (igen). Jeg har desværre været det barn, der blev hentet til sidst, og jeg syntes, det var frygteligt at være så mange timer væk i institution i al den larm og kaos og mangel på oprigtig nærvær og kærlighed.
Jeg ville ønske, at mine forældre havde passet mig mere, så jeg havde fået en bedre og tryg tilknytning til nogle mennesker, der rent faktisk var vigtige, og ikke bare betalte pædagoger, som var mere eller mindre ligeglade.

I dag arbejder jeg selv deltid, og har tænkt mig at blive ved med det resten af livet. Min datter, som går i børnehave nu, er der allerhøjest 6 timer om dagen, ofte mindre, og jeg vil altid have det som prioritet, at hun skal være der fordi hun er glad for det og ikke som tvang, og aldrig mere end hun selv har lyst til. Hendes velvære vil altid komme før min karriere, og jeg er helt okay med, at jeg ikke yder særlig meget i forhold til andre kollegaer, og at jeg aldrig kommer til at avancere jobmæssigt.
Folk som Kaare Dybvad og Mette har jeg aldrig taget seriøst, og det kommer jeg heller ikke til. Jeg elsker, at der er en ny bevægelse på vej. I min datters institution er der kun få børn, der bliver hentet efter 15.30, og det synes jeg er en dejlig udvikling.

Jeg tror bare, mange i denne ‘nye bevægelse’ ikke helt har overvejet konsekvenserne, hvis det rent faktisk bliver en ‘ny bevægelse’ og ikke bare nogle få.

At man kan få passet sine børn i vuggestuer og børnehaver, uden at det koster en halv månedsløn, er ikke givet. At der findes en folkeskole er ikke givet. At ens forældre og bedsteforældre kan få hjælp i hjemmepleje og plejehjem er ikke givet. At vi har et gratis sundhedssystem er ikke givet. At mennesker med psykiske og fysiske handicap kan få hjælp er ikke givet. At mennesker med social bagage kan få hjælp er ikke givet. At ældre uden formue kan få folkepension er ikke givet. At vi har et førtidspensionssystem er ikke givet. Offentlig transport, biblioteker, offentlige svømmehaller - you name it.

Det koster penge at have et trygt og lige velfærdssamfund. Hver gang borgere trækker sig helt eller delvist fra arbejdsmarkedet, bliver byrden større for dem, der står tilbage. Indtil velfærdssystemet knækker…

Ja.

Når det er sagt, så ser jeg mange på deltid, der ikke vil kunne klare fuldtid. Deltid er ikke altid et valg. Så vil de mennesker blot overgå til passiv forsørgelse, hvis de tvinges op i tid.

Og så gør det da attraktivt at arbejde fuldtid fx i ældrepleje og sygehus. Mange steder er arbejdsmiljøet kørt totalt i bund, der er ingen flextid, der er ingen arbejde hjemmefra, der er ingen personalegoder og der arbejdes på skæve tidspunkter (24/7 - i øvrigt at få passet børn af det offentlige udenfor man/fre kl. 7-17 er dertil meget meget vanskeligt).

Jeg tror slet ikke, at vi har ramt bunden i de "klassiske" velfærdsstat områder. De er simpelthen områder, som ansatte flygter fra. Og politikerne virker totalt tonedøve.

[primle]

Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad politikerne mener; det er ikke dem der bor i mit hus og lever mit liv.

Jeg arbejder deltid og har min søn så korte dage i børnehave som muligt. Når han starter i skole er det det samme. Når han er voksen, ja, så arbejder jeg formentlig stadig deltid.

Mit privatliv interesserer mig, altid, mere end mit arbejdsliv - det er kun økonomi der kan ændre på det. Jeg kan spise meget havregrød hvis vi kommer dertil. Stress er ikke noget jeg har behov for at opleve igen.

Jeg er med på at det er priviligeret, grænsende til forkælet?, men jeg skønner også på det. Hver dag.

Ville du foretrække en velfærdsmodel med et lavere serviceniveau? For det er vel den logiske konsekvens, hvis du ikke er villig til at betale det, den koster?

Så hvad er det, vi ikke skal have? Sygehuse? Pædagoger? Plejehjem?

Sorry, jeg sætter det skarpt op - men det handler jo ikke alene om din privatøkonomi, men om vores fælles samfund. Det er hele pointen.

Hvad foreslår du, at man gør?

Hvis man ikke selv kan holde til fuldtid? Og ens barn ikke kan holde til lange dage?

Er samfundet ikke bedre tjent med en forælder på deltid end helt uden for arbejdsmarkedet? Og et barn der trives fremfor mistrives?

Det er valg mange må træffe.

[Fruity]

Hvor ville jeg ønske, der var nogle flere mænd på debatten, så vi også kunne høre hvordan de går på deltid og prioriterer tiden med deres børn.

Hvorfor? Måske gør de noget andet?

Min svigerdatter er på 80%. Det er max, hvad hun kan holde til. Min søn går så tidligt fra job, som han kan. Dvs. når der ikke er undervisning, møder eller samtaler, (han er lærer) - og så forbereder han sig om aftenen (eller det halve af natten), når han har puttet børn eller ordnet køkken og smurt madpakker.

Mange mænd arbejder jo for, at de kan give deres kone mulighed for at gå ned i tid, og som det fremgår af tråden, går folk ikke kun ned i tid for at kunne hente børn tidligt, en del gør det for overhovedet at kunne holde til deres job.

Det er fint. Og så giver det jo god mulighed, de fortsætter med det ved samlivsophør - frem for nu, hvor staten giver store tilskud til enlige forsørgere.

Det et i hvert fald en knap, det er let at skrue på: Lad fædre betale for de valg, de tager, i relation til deres børn. Jeg ser ingen grund til, jeg skal betale for det over en presset skat.