At være den sidste til at hente sit barn

[1234]

I dag er det ekstremt svært at få stress og belastningsreaktion godkendt som arbejdsskade. Hvis det ikke var sådan, tvivler jeg faktisk på, at politikerne ville være så klare i spyttet, for så ville det ikke kun være et spørgsmål om tabte indtægter for statskassen, men også om en række udgifter.
Det er ligeledes mit indtryk, at mange af dem, der fx. går på selvbetalt orlov i en periode, gør det som alternativ til lange sygemeldinger med chikane fra arbejdspladsen efterfulgt af fyring. Det var også mit ræsonnement i sin tid. Jeg skulle bare væk-væk-væk, selv om det mest retfærdige helt bestemt havde været, at kommunen, som jeg var ansat hos, havde fået lov til at punge ud.

Jeg synes i det hele taget sjældent, at man hører om folk, der af ren lyst går på orlov eller deltid. Det er ofte et valg på baggrund af udbrændthed.

Synes du?

Jeg kender fra mit arbejde utroligt mange eksempler som det, du fortæller. Jeg tror helt uden tvivl, at det er gældende i store dele af den offentlige sektor. Der er ganske enkelt ikke tid til at gøre arbejdet ordentligt, og alt for mange knækker nakken på deres arbejde. Jeg er helt enig i den del.

Men ser jeg på min egen omgangskreds af akademikere med gode lønninger og små børn, så er der rætti, rætti mange, der enten er gået på deltid eller ønsker at gå ned i tid - nogle ønsker helt at stoppe med at arbejde. De vil gerne være mere sammen med deres børn, og de mangler grundlæggende ikke penge. Samtidig sparer alle op til tidlig pension.

Det er begge to reelle problematikker i mine øjne. Og de skal nok gribes noget forskelligt an. Men INGEN af problemerne løses ved Kaare Dybvads retorik.

Jeg kender også akademikere på orlov eller deltid, og de gør det ligeledes pga. arbejdsforhold eller -pres. Eller i hvert fald for at forhindre mistrivsel i familien, hvilket jo også er et udtryk for en oplevelse af, at der ikke er balance.

Når jeg tænker tilbage på dengang, hvor jeg var studerende, var der ingen, som regnede med at skulle på deltid, og selvbetalt orlov blev kun omtalt i forbindelse med mulig opstart af virksomhed eller selvfinansierende kunstneriske projekter.
Jeg er helt med på, at der her også handler om anderledes prioriteringer end vores forældres generation, og om at mange i dag bider mindre i sig end tidligere, hvilket jeg anser som en fordel; jeg vil samtidig bare vove den påstand, at hvis den gængse begrundelse for deltid, orlov undervejs i arbejdslivet og tidlig pension var at gøre en allerede rigtig velfungerende tilværelse lidt bedre, så ville det i langt højere grad fra starten af have været en del af folks livsplan og ikke noget, der er kommet til i mødet med arbejdsmarkedet.

Jeg tror nu ligeså meget det kan være i mødet med forældreskabet. Jeg synes intet problem det var, at vi herhjemme arbejdede 2x37 timer uden børn. Jeg ville nok med mit nuværende job nemt kunne arbejde 40+, fordi jeg virkelig elsker det jeg laver. Min mand der er pædagog har det på samme måde. Til gengæld har børnene jo kun de vågne timer de har, så hvis vi begge er væk 37 timer eller mere er der bare ikke meget tid med børnene. Så vi skruer lidt ned nu og så trapper vi op igen, om 3- 5 år. Det samme høre jeg fra mine venner og kollegaer med børn.

[1234]

Jeg synes problemet er, at politikerne prøver at få borgerne til at passe til samfundet istedet for at tilpasse samfundet til borgerne. Samfundet kan se ud på 1000 forskellige måder. Der er mange fordele ved den nuværende model, men også mange ulemper, så jeg tænker det handler om at tage det bedste og ændre de dårlige.

[Sofakartoflen]

Jeg tror nu ligeså meget det kan være i mødet med forældreskabet. Jeg synes intet problem det var, at vi herhjemme arbejdede 2x37 timer uden børn. Jeg ville nok med mit nuværende job nemt kunne arbejde 40+, fordi jeg virkelig elsker det jeg laver. Min mand der er pædagog har det på samme måde. Til gengæld har børnene jo kun de vågne timer de har, så hvis vi begge er væk 37 timer eller mere er der bare ikke meget tid med børnene. Så vi skruer lidt ned nu og så trapper vi op igen, om 3- 5 år. Det samme høre jeg fra mine venner og kollegaer med børn.

Jeg tror, du har ret. Det samme gør sig gældende, hvis man har andre hensyn, man skal tage. (til partner eller forældre, der ikke er raske)

Som jeg ser det, er det også, fordi det er blevet "værre" at arbejde i mange fag.

Jeg startede som pædagogmedhjælper i 1982. Vilkårene har ændret sig sindssygt meget. Et stykke hen ad vejen var det godt, at man fik indført en højere grad af professionalisme og rationalisering, men det skulle være stoppet for længe siden, i stedet har man strammet skruen igen og igen.

Da jeg var barn, havde landposten tid til at drikke kaffe hos mine bedsteforældre (det har nok været i 70´erne) mindst en gang om ugen. I dag ser alle omdelerne fra post nord fuldstændig vilde ud i ansigtet, fordi de har så travlt, at det er helt skørt. Der er jo et sted midt i mellem, hvor man hverken danderer den eller er så presset efter job, at ens fritid ikke fungerer.

Jeg talte engang med en chauffør, som kørte fragtbil. Han var også blevet syg med stress (det var ca. 2015) Han fortalte, at han ofte mødte ind til en pakket lastbil, hvor han allerede fra start kunne se, at det på ingen måde kunne lade sig gøre at aflevere varerne inden for den tidshorisont, der var sat af til det. Når han kom hjem, var han fuldstændig ude af sig selv og kunne slet ikke forholde sig til sin familie.

Der er grænser for, hvad mennesker kan rumme.

[Fru Himmelblå]

Jeg tror nu ligeså meget det kan være i mødet med forældreskabet. Jeg synes intet problem det var, at vi herhjemme arbejdede 2x37 timer uden børn. Jeg ville nok med mit nuværende job nemt kunne arbejde 40+, fordi jeg virkelig elsker det jeg laver. Min mand der er pædagog har det på samme måde. Til gengæld har børnene jo kun de vågne timer de har, så hvis vi begge er væk 37 timer eller mere er der bare ikke meget tid med børnene. Så vi skruer lidt ned nu og så trapper vi op igen, om 3- 5 år. Det samme høre jeg fra mine venner og kollegaer med børn.

Jeg tror, du har ret. Det samme gør sig gældende, hvis man har andre hensyn, man skal tage. (til partner eller forældre, der ikke er raske)

Som jeg ser det, er det også, fordi det er blevet "værre" at arbejde i mange fag.

Jeg startede som pædagogmedhjælper i 1982. Vilkårene har ændret sig sindssygt meget. Et stykke hen ad vejen var det godt, at man fik indført en højere grad af professionalisme og rationalisering, men det skulle være stoppet for længe siden, i stedet har man strammet skruen igen og igen.

Da jeg var barn, havde landposten tid til at drikke kaffe hos mine bedsteforældre (det har nok været i 70´erne) mindst en gang om ugen. I dag ser alle omdelerne fra post nord fuldstændig vilde ud i ansigtet, fordi de har så travlt, at det er helt skørt. Der er jo et sted midt i mellem, hvor man hverken danderer den eller er så presset efter job, at ens fritid ikke fungerer.

Jeg talte engang med en chauffør, som kørte fragtbil. Han var også blevet syg med stress (det var ca. 2015) Han fortalte, at han ofte mødte ind til en pakket lastbil, hvor han allerede fra start kunne se, at det på ingen måde kunne lade sig gøre at aflevere varerne inden for den tidshorisont, der var sat af til det. Når han kom hjem, var han fuldstændig ude af sig selv og kunne slet ikke forholde sig til sin familie.

Der er grænser for, hvad mennesker kan rumme.

Men altså, samtidig er folk jo ikke villige til rent faktisk at betale for ordentlige arbejdsforhold. Ellers ville vi næppe se så meget produktion rykke til lande hvor man er komplet ligeglade med hvordan arbejdsforholdene er.

[MrMister]

Jeg tror nu ligeså meget det kan være i mødet med forældreskabet. Jeg synes intet problem det var, at vi herhjemme arbejdede 2x37 timer uden børn. Jeg ville nok med mit nuværende job nemt kunne arbejde 40+, fordi jeg virkelig elsker det jeg laver. Min mand der er pædagog har det på samme måde. Til gengæld har børnene jo kun de vågne timer de har, så hvis vi begge er væk 37 timer eller mere er der bare ikke meget tid med børnene. Så vi skruer lidt ned nu og så trapper vi op igen, om 3- 5 år. Det samme høre jeg fra mine venner og kollegaer med børn.

Jeg tror, du har ret. Det samme gør sig gældende, hvis man har andre hensyn, man skal tage. (til partner eller forældre, der ikke er raske)

Som jeg ser det, er det også, fordi det er blevet "værre" at arbejde i mange fag.

Jeg startede som pædagogmedhjælper i 1982. Vilkårene har ændret sig sindssygt meget. Et stykke hen ad vejen var det godt, at man fik indført en højere grad af professionalisme og rationalisering, men det skulle være stoppet for længe siden, i stedet har man strammet skruen igen og igen.

Da jeg var barn, havde landposten tid til at drikke kaffe hos mine bedsteforældre (det har nok været i 70´erne) mindst en gang om ugen. I dag ser alle omdelerne fra post nord fuldstændig vilde ud i ansigtet, fordi de har så travlt, at det er helt skørt. Der er jo et sted midt i mellem, hvor man hverken danderer den eller er så presset efter job, at ens fritid ikke fungerer.

Jeg talte engang med en chauffør, som kørte fragtbil. Han var også blevet syg med stress (det var ca. 2015) Han fortalte, at han ofte mødte ind til en pakket lastbil, hvor han allerede fra start kunne se, at det på ingen måde kunne lade sig gøre at aflevere varerne inden for den tidshorisont, der var sat af til det. Når han kom hjem, var han fuldstændig ude af sig selv og kunne slet ikke forholde sig til sin familie.

Der er grænser for, hvad mennesker kan rumme.

Men altså, samtidig er folk jo ikke villige til rent faktisk at betale for ordentlige arbejdsforhold. Ellers ville vi næppe se så meget produktion rykke til lande hvor man er komplet ligeglade med hvordan arbejdsforholdene er.

Det er altså ikke korrelerende faktorer. Man kan få samme arbejdsforhold i Kina til en brøkdel af, hvad det koster i Danmark grundet skatte- og leveforhold. At det i praksis ikke forholder sig sådan, og at produktionen er billigere i Kina - også mere end godt er, er velkendt.

Derudover flytter man også produktion tættere på markederne. Det giver ikke mening at producere eks en vindmølle i Danmark og betale for at sejle den jorden rundt, hvis den kan produceres til samme pris tættere på - uden transporten.

Det er derfor at Danmark skal konkurrere på viden og evner, for dét er vi lidt endnu bedre til end så mange andre (og dårligere til end eks Singapore og faktisk også Kina). Vi kommer aldrig til at kunne konkurrere på løn og arbejdsvilkår, fordi vi sætter barren så meget højere end de fleste andre. Eks vil vi arbejde mindre end amerikanerne, sikrere end tyrkerne og friere end kineserne. Alt det koster

[MrMister]

I det hele taget er børn noget mærkeligt noget. Vi får dem for at være sammen med dem, men mor Danmark mener, at de er bedre tjent med at bruge 2/3 af tiden i institution. Og vi har en af verdens højeste erhvervsfrekvenser blandt kvinder, men ikke de bedste barsels- og pasningstilbud.

Et eller andet sted må de altså vælge mellem mel og blæst. Man kan ikke have begge ting i munden på en gang

[Zombie]

Der findes nok nederen pædagoger, der dømmer, men efter 20 år med børn har jeg kun mødt dem sjældent.

Når vi snakker med forældre om at hente tidligere, er det ikke for at gå tidligere hjem - det må vi ikke og skal lave andet arbejde.

Men nogle børn kan jo mistrives I perioder og hvor man står på tungen uden at rykke ved det, og så vil man jo gerne samarbejde med forældrene. De snakker handler typisk om nogle kortere dage (ikke alle dagene) og om der er fx bedsteforældre at trække på.

Nogle gange kan det lade sig gøre og jeg oplever, det gør en positiv forskel. Skulle vi lade være med at sige noget? Det er selvfølgelig træls, hvis der ikke er nogen muligheder, men tænk på alle de børn, hvor forældrene bare ikke har været klar over, at der var et behov og måske godt kan flexe eller få en bedsteforælder indover. Det er sgu da fjollet ikke lige at snakke om forældrenes mulighedsrum, hvis det kan gøre en positiv forskel for barnet.

Hvis det så ikke kan lade sig gøre, snakker vi med forældrene om, hvad vi så kan gøre i stedet for. Eks. har jeg lige aftalt med forældre, at deres barn på 3 år besøger vuggestuen I rummet ved siden af børnehaven efter eftermiddagsmad, fordi der er mere ro på og de ikke kan hente tidligere.
Det har allerede gjort noget godt, så selvom hjemlige omgivelser måske havde været endnu bedre - så finder vi da på en løsning alligevel.
Det er vores job.


Ham Kåre lyder mest som om han opdigter et problem, han så selv kan komme med en løsning på.
En løsning der handler om kapitalisme og fuldstændig ignorerer al forskning om børns trivsel.
Vi snakkede om det på mit arbejde, og han kunne jo lige så godt have sagt, man bare skal droppe familieliv og fritid, fordi man hellere skal arbejde for staten. Bla bla bla.

Hvordan kan det være, I først tænker på, hvad I kan gøre anderledes for at få barnet til at trives i pasningstilbuddet, når forældrene har afvist at gøre dage kortere?

Det gør vi nu heller ikke, det er klodset formuleret af mig. Vi ser selvfølgelig på, hvad der kan gøres, men nogle gange er det åbenlyst lappeløsninger på det egentlige problem i, at nogle børn i perioder bare ikke trives med lange dage i institutionen uanset hvad vi gør. Derfor inddrager vi også forældrene tidligt i processen, de kender jo også deres barn og kan have bidrag der hjælper processen.

Det er derudover også et spørgsmål om ressourcer. Det ved jeg godt er en fy-pointe, for vi skal løse alle udfordringer med ingen midler, manglende uddannet personale og nogle gange slet og ret manglende personale.
I mit eksempel belaster det fx vuggestuen at få et ekstra barn oveni, endda et lidt større ét der egentlig er børnehavebarn og godt kan fylde lidt ift. de mindre børn.
Det kan lade sig gøre med lige dét barn, men vi kan jo ikke blive ved med at sende børnehavebørn derind eksempelvis.

Hvis vi kraftigt mistænker, at barnet savner kortere dage, er den oplagte løsning jo immervæk at barnet får kortere dage. Derfor er det første led i kæden og herefter kigger vi så på andre tiltag, der måske kan afhjælpe lidt af det svære - men som stadigvæk ikke løser det egentlige problem.

Nogle forældre mener, at institutioner skal kunne trylle og hvis de bare er gode nok, så er børnene altid glade for at være der, nærmest uanset hvor lange timer.
Men børn elsker jo deres familier og deres hjem, og ville savne forældrene selv hvis de gik i børnehave i et Tivoli hver dag.

At de savner, betyder ikke at der ikke også kan være meget godt for dem i børnehave, fx vennerne og gensidigt forpligtende fællesskaber, og andre voksne at spejle sig i og blive tryg ved.

Men et samarbejde mellem institutionen og hjemmet indebærer også at tale barnets sag, både den ene og den anden vej. Så længe det gøres sobert og med fokus på at finde holdbare løsninger for barnet, så plejer det ikke at være et problem. Det skal gøres med forståelse for de enkelte forældre og familiers situation, og uden at pege fingre.
Men hvor man stadigvæk er ærlig med, hvad man ser og oplever med barnet i løbet af dagen, mens det er i børnehave.

[fisken80]

Læs og lær Mette F og Kaare D: https://avisendanmark.dk/erhverv/han-er ... BiXN2DRcbg

[godtnavn]

Hvor ville jeg ønske, der var nogle flere mænd på debatten, så vi også kunne høre hvordan de går på deltid og prioriterer tiden med deres børn.

Det kender jeg nu flere mænd der gør, min egen mand er også selv gået ned i tid for at have mere tid med børnene, og har taget lang barsel ved alle børn. Han regner med at tage sin hidtil korteste barsel denne gang på kun 4 måneder fordi graviditeten var uplanlagt og vi derfor ikke har sparet op til barsel. Kigger dog på at tage noget mere barsel når barnet er over 1 år.

Mine 3 veninder der har fået børn de sidste 2 år har den ene mand taget 3 måneders barsel og derefter gået på deltid, den anden mand 6 måneder, den sidste var selvstændig og tog kun 14 dage. Så jeg synes generelt at der er en udvikling i at mændene pioriterer familien og tid med børnene højere end de gjorde da jeg var barn.

[Fruity]

Hvor ville jeg ønske, der var nogle flere mænd på debatten, så vi også kunne høre hvordan de går på deltid og prioriterer tiden med deres børn.

Det kender jeg nu flere mænd der gør, min egen mand er også selv gået ned i tid for at have mere tid med børnene, og har taget lang barsel ved alle børn. Han regner med at tage sin hidtil korteste barsel denne gang på kun 4 måneder fordi graviditeten var uplanlagt og vi derfor ikke har sparet op til barsel. Kigger dog på at tage noget mere barsel når barnet er over 1 år.

Mine 3 veninder der har fået børn de sidste 2 år har den ene mand taget 3 måneders barsel og derefter gået på deltid, den anden mand 6 måneder, den sidste var selvstændig og tog kun 14 dage. Så jeg synes generelt at der er en udvikling i at mændene pioriterer familien og tid med børnene højere end de gjorde da jeg var barn.

Ja. Jeg skriver, jeg ville ønske han og andre lige som ham var her som modvægt til det, der ellers står at læse her i tråden :-)

[Sofakartoflen]

Ja. Jeg skriver, jeg ville ønske han og andre lige som ham var her som modvægt til det, der ellers står at læse her i tråden :-)

Hvad skulle modvægten være? Så mange kvinder har trods alt ikke skrevet, at de er på nedsat tid, - og et par stykker af dem, der har, er alene med deres barn, så for dem er det ikke et spørgsmål, om det skulle være far eller mor, der gik ned i tid.

Personligt synes jeg, at hvis en af parterne skal ned i tid, skal det selvfølgelig hænge sammen økonomisk, - men udover det skal det være den forælder, der har mest lyst. Det har ingen betydning, om det er far eller mor.

[Stars]

Ja. Jeg skriver, jeg ville ønske han og andre lige som ham var her som modvægt til det, der ellers står at læse her i tråden :-)

Hvad skulle modvægten være? Så mange kvinder har trods alt ikke skrevet, at de er på nedsat tid, - og et par stykker af dem, der har, er alene med deres barn, så for dem er det ikke et spørgsmål, om det skulle være far eller mor, der gik ned i tid.

Personligt synes jeg, at hvis en af parterne skal ned i tid, skal det selvfølgelig hænge sammen økonomisk, - men udover det skal det være den forælder, der har mest lyst. Det har ingen betydning, om det er far eller mor.

At de var her på debatten og skrev i tråden

Så man kunne SE dem på lige fod med kvinderne, og ikke bare høre om dem.

[fisken80]

Ja. Jeg skriver, jeg ville ønske han og andre lige som ham var her som modvægt til det, der ellers står at læse her i tråden :-)

Hvad skulle modvægten være? Så mange kvinder har trods alt ikke skrevet, at de er på nedsat tid, - og et par stykker af dem, der har, er alene med deres barn, så for dem er det ikke et spørgsmål, om det skulle være far eller mor, der gik ned i tid.

Personligt synes jeg, at hvis en af parterne skal ned i tid, skal det selvfølgelig hænge sammen økonomisk, - men udover det skal det være den forælder, der har mest lyst. Det har ingen betydning, om det er far eller mor.

At de var her på debatten og skrev i tråden

Så man kunne SE dem på lige fod med kvinderne, og ikke bare høre om dem.

Men debatten er jo ikke repræsentativ og der er markant! flere kvinder herinde end der er mænd, så det er vel ikke specielt mærkeligt, at der ikke er nogen mænd, der skriver om at være på nedsat tid?
Mændene dukker næppe op udelukkende for at fortælle, at de er på nedsat tid.