Børn og de første kærester/ kærestesorger

[HerErJeg]

Når børnene får deres første kærester, så er den første jo yderst sjældent den eneste ene, og før eller siden, så kommer der grus i maskineriet.
Hvor meget går I ind og kommenterer elle rådgiver, når I med voksenlivserfaring kan se at forholdet styrer direkte mod afgrunden?

Vores dreng er ret åben omkring når det driller med kærligheden, og måske bliver der repareret lidt for en tid, og så kommer der nye problemer.
Han er måske også typen som tror på det bedste til det alleraller sidste sekund, og jeg kunne meget godt tænke mig at rode min erfaring ind i det, for jeg ser jo også nogle forkerte signaler, og ved godt, at det her kommer aldrig til at gå godt.
Men jeg er alligevel splittet om han skal gå planken helt ud på egen hånd, eller om han skal have et faderligt råd om, at der nok ikke er så meget tilbage at kæmpe for.
Jeg skal ikke træffe nogen beslutninger, for er det ham eller hende der ender med at trække stikket, det ved jeg ikke. Det handler måske også om at afbøde det værste chok, den dag det så ender med et brag.
Og uanset hvad, så vil det stadig være en kæmpe læring i kunsten at tilpasse sig et andet menneske man er tæt på, at finde en fælles rytme i livet.

[Ata]

Jeg ville nok ikke give råd i den forstand at jeg direkte sagde hvad mit barn skulle gøre. Men jeg ville nok tale om, hvad der er vigtigt i et parforhold - tillid, respekt, grænser osv. Og på den måde lære mit barn at tage stilling til relationer. Det gør jeg også ifht deres veninder - siger fx at det ikke er fair at gøre sådan eller at en god veninde der skal man kunne regne med det og det…

[ajnaM]

Jeg synes godt, man kan hjælpe dem ved at sætte tingene lidt i perspektiv. Især hvis de unge mennesker selv åbner op.

Måske du kan starte med at spørge, hvad han har brug for? Vil han gerne have dine råd? Eller vil han hellere nøjes med støtten?

[HerErJeg]

Jeg synes godt, man kan hjælpe dem ved at sætte tingene lidt i perspektiv. Især hvis de unge mennesker selv åbner op.

Måske du kan starte med at spørge, hvad han har brug for? Vil han gerne have dine råd? Eller vil han hellere nøjes med støtten?

Når man er et ungt hoved, så er han bare i totalt vildrede omkring hvad der nu er galt. Der har været problemer før, og han har prøvet at ændre nogle ting, men enten bliver det ikke bemærket, eller også er der bare nye ting som kan påtales.
Han er meget ærlig, og sætter ikke sig selv i en situation, hvor han fremstår fejlfri. Det kommer ret ufiltreret.
Vi har snakket om hvorvidt man skal lave ting om, eller direkte ændre på sig selv, for at stille en anden person tilfreds.

Der hvor mine alarmklokker bimler, er at hun har udtalt at hun nærmest er 'præmien' som han skal kæmpe for at beholde. I min verden, så er det game over, og han skal bare videre hurtigst muligt. Som dreng står man ret alene med kærligheden, det snakkes der ikke meget om det til andre. Nogle piger virker til at have et større slæng af veninder som står last og brast, og som mener præcis det samme. Det kan virke som en meget ulige kamp.

Så jeg har antydet at han måske nok er ked af det som det er nu, og der er problemer. Men hvis han ikke får markeret sin egen tydelige holdning og markerer egne grænser, så kan det blive værre end det er i dag.

[ajnaM]

Jeg synes godt, man kan hjælpe dem ved at sætte tingene lidt i perspektiv. Især hvis de unge mennesker selv åbner op.

Måske du kan starte med at spørge, hvad han har brug for? Vil han gerne have dine råd? Eller vil han hellere nøjes med støtten?

Når man er et ungt hoved, så er han bare i totalt vildrede omkring hvad der nu er galt. Der har været problemer før, og han har prøvet at ændre nogle ting, men enten bliver det ikke bemærket, eller også er der bare nye ting som kan påtales.
Han er meget ærlig, og sætter ikke sig selv i en situation, hvor han fremstår fejlfri. Det kommer ret ufiltreret.
Vi har snakket om hvorvidt man skal lave ting om, eller direkte ændre på sig selv, for at stille en anden person tilfreds.

Der hvor mine alarmklokker bimler, er at hun har udtalt at hun nærmest er 'præmien' som han skal kæmpe for at beholde. I min verden, så er det game over, og han skal bare videre hurtigst muligt. Som dreng står man ret alene med kærligheden, det snakkes der ikke meget om det til andre. Nogle piger virker til at have et større slæng af veninder som står last og brast, og som mener præcis det samme. Det kan virke som en meget ulige kamp.

Så jeg har antydet at han måske nok er ked af det som det er nu, og der er problemer. Men hvis han ikke får markeret sin egen tydelige holdning og markerer egne grænser, så kan det blive værre end det er i dag.

For det første ville jeg rose ham for at være åben omkring det. Det synes jeg virkelig er fint! Og så ville jeg opfordre ham til at være åben med sine venner også? Mon ikke flere af dem har stået med nogle af de samme følelser? Og lige meget hvor meget, du taler med ham, er mit bud, at han også vil have brug for vennernes perspektiver.

Jeg kender ikke situationen, så jeg kan ikke sige, om det her er en af dem, hvor han skal have lov at gøre sine egne erfaringer - eller en af dem, hvor han har brug for hjælp til at få stoppet en dårlig relation.

[DetSorteCirkus]

Jeg tror også, at I når længst med at være interesserede og nysgerrige, måske tiltagende bekymrede, men ikke konkluderende. Det er vigtigt at huske, at når jeres søn ikke kan se, hvad der for jer er indlysende, skyldes det hans sparsomme sammenligningsgrundlag, og at han kun er i gang med at definere sine personlige grænser. Den proces kommer han kun længere med, hvis han træffer sine egne beslutninger og ikke blot følger jeres. Rent kommunikativt kan det formodentlig også gøre ham "døv" overfor jeres gode input, hvis de kommer til at lyde som diktat og ikke omsorgsfuld inspiration.

Når det så er sagt, er der selvfølgelig grænser. I er jo han forældre, og ligesom I næppe bare vil lade ham gøre sig sine egne erfaringer med decideret risikoadfærd som spritkørsel, vold og andet i den kaliber, er det forståeligt, hvis den beskrevne situation og bemærkningen om, at kæresten er "en præmie ' gør jer bekymrede for, om han bliver eller er på vej til at blive udnyttet eller domineret og i det hele taget ende i en relation, hvor hans følelser og grænser er underordnede eller mindre vigtige, og hvor han derfor i betydelig grad risikerer at gå med på ting, han ikke har det godt med.
Mit forslag vil være at gribe fat i noget konkret, som bekymrer jer, det kunne fx. være præmie-tankegangen, og spørge ind fot at høre nærmere og få mere viden - og derefter drøfte med hinanden, altså din kone og du, hvad I evt. skal gøre.

[ajnaM]

Jeg tror også, at I når længst med at være interesserede og nysgerrige, måske tiltagende bekymrede, men ikke konkluderende. Det er vigtigt at huske, at når jeres søn ikke kan se, hvad der for jer er indlysende, skyldes det hans sparsomme sammenligningsgrundlag, og at han kun er i gang med at definere sine personlige grænser. Den proces kommer han kun længere med, hvis han træffer sine egne beslutninger og ikke blot følger jeres. Rent kommunikativt kan det formodentlig også gøre ham "døv" overfor jeres gode input, hvis de kommer til at lyde som diktat og ikke omsorgsfuld inspiration.

Når det så er sagt, er der selvfølgelig grænser. I er jo han forældre, og ligesom I næppe bare vil lade ham gøre sig sine egne erfaringer med decideret risikoadfærd som spritkørsel, vold og andet i den kaliber, er det forståeligt, hvis den beskrevne situation og bemærkningen om, at kæresten er "en præmie ' gør jer bekymrede for, om han bliver eller er på vej til at blive udnyttet eller domineret og i det hele taget ende i en relation, hvor hans følelser og grænser er underordnede eller mindre vigtige, og hvor han derfor i betydelig grad risikerer at gå med på ting, han ikke har det godt med.
Mit forslag vil være at gribe fat i noget konkret, som bekymrer jer, det kunne fx. være præmie-tankegangen, og spørge ind fot at høre nærmere og få mere viden - og derefter drøfte med hinanden, altså din kone og du, hvad I evt. skal gøre.

Meget enig.

Jeg var som 16-17-årig i et forhold, der ikke var ret godt. Blandt andet var min eks meget jaloux og kontrollerende, og netop fordi jeg var så ung, havde jeg meget svært ved at sætte grænser - og det udnyttede han helt vildt.
Jeg boede hjemme, og han boede i perioder hos mig, fordi han havde det svært med sine forældre.
Mine forældre skulle helt klart have været mere opmærksomme og have blandet sig mere - men de troede på, at jeg skulle have lov at gøre mine egne erfaringer. Det forstår jeg godt - men nogle gange er der bare grænser. Det tog mig alt for lang tid at komme ud af forholdet, og jeg fik nogle knubs, som har påvirket mig senere. Det kunne jeg godt have været foruden, hvis jeg havde fået mere støtte i, at det, han gjorde, ikke var ‘normalt’.

Jeg synes, det lyder meget, meget fornuftigt at tale dybere ind i dér, bekymringerne er - og så måske hjælpe barnet til at forstå, hvis der er noget, der er usundt.