Høj begavelse, autismespektrumforstyrrelse eller bare særlig?

[Little_Woman]

Ja, kan vi snakke lidt om det?

Jeg spørger selvfølgelig fordi jeg har min søn i tankerne, som jeg desperat prøver at regne ud. Han er en særlig fyr, med klar præference for voksenkontakt, logiske opgaver (lego-modeller, svære puslespil), lange og komplekse samtaler, konkrete manuelle opgaver (klippe hæk, luge indkørslen), oplevelser og ny viden.

Han er ikke særlig god til eller interesseret i klassisk leg og børnekontakt, det bliver bedre, men han vil helt klart helst være i samspil med voksne. Det er som om, han ikke rigtig føler han får så meget ud af at lege med et andet barn, med mindre de laver noget der interesserer ham eller lige rammer samme tone/niveau. Det er bedre med ældre børn, som han kan tale med og lære noget af. Han har et fantastisk sprog, reflekterer, spørger og diskuterer, og elsker ny viden. Han er ikke uinteresseret i andre børn, men større grupper står han af på, det er helt klart bedst med en enkelt legekammerat. Det er som om han gerne vil, men reelt virker han usikker på hvordan man leger og hvad der er fedt ved det. Han er dygtig motorisk og elskede fx da vi gik til gymnastik med fri leg i en gymnastiksal. Det er meget svært at beskrive ham!

De undrer sig også i børnehaven, hvor han er meget voksenknyttet og skal skubbes henimod at lege. Der er selvfølgelig dage og situationer der er bedre end andre, men det er hvad jeg fornemmer, at det fortsat er svært, især i det store, frie rum på legepladsen.Han er nem at have med på tur, elsker når de skal noget anderledes, har styr op rutinerne men kan nemt afvige og kan sagtens finde ud af at deltage i bundne opgaver og koncentrere sig. Han kan blive meget vred, hvis noget går skævt og have svært ved at komme videre.

Her efter sommerferien er han (igen) svær at aflevere, han virker ked af det i afleveringsøjeblikket og som om han har været på overarbejde når jeg henter ham. Han ville ubetinget vælge st være hjemme, hvis han kunne. Til et møde før ferien snakkede jeg med pæd og leder om det, de undrer sig også og vil arbejde på følelsesregulering og samspil. Evt kontakte PPR hvis det ikke bedres, vi har opfølgning om en god måned.

Det er lidt rodet, det samme er det i mit hoved, hvor jeg er grøn af bekymring for, om han får en ven, finder sine sociale ben, kan rumme sin hverdag i børnehave og, næste år, skole, bliver glad, føler sig forstået og trives. Han har altid været meget tryghedssøgende, og får al det han kan herhjemmefra, hvor vi har en ret rolig hverdag med mig som den primære og sekundært bedstemor og hendes kæreste.

Højt begavet? Jeg ved det ikke - jeg har bare læst at de tit kan hænge lidt i den alderssvarende kontakt. Autismespektrum? Bare særlig? Han må være lige som han er, han er en sød og kærlig dreng, vellidt og sjov, jeg bryder bare min hjerne i smadder for at forstå ham, så jeg kan bidrage til endnu bedre trivsel.

Input eller erfaringer?

Edit: jeg er meget følsom overfor det her og ved godt, at hverken jeg eller I kan diagnosticere. Jeg har nok mest bare brug for at skrive det og for at nogle læser og evt genkender noget, for mine tanker er ved at gå i ring sf bekymring,

[Hattie]

Mine børn er massivt disponeret for autisme, så vi har været ret bekymrede og kan genkende rigtigt megrt af det du skriver.

Qua disponeringen fik vi børnehaven til at observere over en periode, hvor de meldte tilbage, at børnene ikke havde tegn på xx diagnose.
Det gav os forældre en indre ro at vide, at de “bare” var sig selv.

Jeg vil gerne skrive mere, men det kan først blive senere i aften, da jeg lige er på job og du fortjener et mere fyldestgørende svar.

[MrMister]

Han er næsten 5 år. Det er meget tidligt at diagnostisere eller vurdere imo. Børn i den alder vil oftest bare være med sin familie. Hos os skulle de op omkring 2-3. klasse før de gerne ville i skole og så småt begyndte at prioritere venner > familie.

Tillæg at han er enebarn og dermed, alt andet lige, mindre socialiseret i samspillet med andre børn. De voksne, han søger uden for institioner, er vel voksne, der tilpasse sig ham og hans ønsker?

Uanset, hvis bekymringen er stor og deles af institution, så involver PPR. Det er jo det, de er til for.

[Little_Woman]

Tilføjelse:
Hsn har god øjenkontakt, taler om alt muligt og spørger ind til andre, har stor følsomhed og omsorg overfor andre, han er god til at sætte ord på egne følelser og vil gerne forstå andres handlinger. Han lever ikke i sin egen bobbel af særinteresser, overhovedet.

Han har tidligere gået i en børnehave hvor børn med svære diagnoser slog, sparkede og kastede med tingene, uden ret meget voksenstyring. Her trak han sig fra børnemiljøet og fik den meget voksen-knyttede adfærd første gang, hvor jeg endte med at tage ham ud. Næste institution var en gruppe med 15 børn, primært yngre børn, hvor der var totalt ro på - men han virkede ikke til at finde dem særligt spændende. Nu går han i øens storegruppe, i et hus med 50 børn der skal i skole næste år. I hans gruppe er de 17, men i ydertimerne er de samlet med de andre grupper.

Måske tager han “bare” sin adfærd fra 1. børnehave med sig, hvor han i mine øjne var stresset, presset og i mistrivsel.

[Madam Pomfrey]

Jeg tænker det er rigtigt godt hvis i får PPR ind over, især fordi der ofte er ret lang ventetid i PPR, og det vil nok være godt at få dem ind over, inden den står på skolestart.
Ppr har mulighed for at lave test der tester IQ, arbejdshukommelse osv, og det vil kunne pege mere nøjagtigt på om der er tale om høj intelligens, eller fx ASF.


Det lyder til at det i alle oplever som en bekymring og udfordring, er at han "ikke passer ind i kassen" - herunder bekymringen for hans sociale liv.
Der med det sociale liv, venskaber, det forstår jeg godt! For hvem ønsker ikke at ens barn har gode venner blandt jævnaldrende.
Men samtidig viser han jo igen og igen og igen at han ikke "hører til" i den kasse hvor alle tænker han burde være, og det vil jeg umiddelbart tænke er et vilkår, og istedet lade ham opsøge, dyrke og finde fællesskab i de "kasser" hvor han viser at han trives, fx med ældre børn.
Ikke at det nødvendigvis ligger lige til højrebenet at løse det heller. Men hvordan har han det fx med leg og samspil med jævnaldrende piger? Er det bedre end med drengene?

I.ø så kunne det være interessant at høre pædagoger og leder om de ville være bekymret på samme niveau, hvis han havde været en pige og udviste denne mere selektive tilgang til samvær med jævnaldrende?
Jeg oplever at der kan være tendens til at putte særligt mindre børn i mere stereotype kasser, og adfærd, interesser osv der er nere afvigende, bliver bemærket og problematiseret.

[abcd]

Hsn har god øjenkontakt, taler om alt muligt og spørger ind til andre, har stor følsomhed og omsorg overfor andre, han er god til at sætte ord på egne følelser og vil gerne forstå andres handlinger. Han lever ikke i sin egen bobbel af særinteresser, overhovedet.

Min søn har også god øjenkontakt og interesse i andre mennesker, og han er empatisk, han bekymrer sig oprigtigt om hvordan andre har det. Men han har en autisme-diagnose alligevel.

Jeg er dog noget skeptisk over for de diagnoser. Da han fik den, havde jeg lidt fornemmelsen af at det kunne være gået begge veje afhængigt af hvilken dag han lige havde, og hvor motiveret han lige var for diverse tests. Og det eneste man reelt skal bruge det til, er som adgangsbillet i det offentlige. Det ville være rarere hvis man bare kunne kigge på barnet og se hvad det havde brug for, frem for at skulle putte i kasser ud fra mærkater. Men det er nok utopi.

Min søn er i en specialklasse for normaltbegavede ADHD- og autisme-børn, og det har været rigtigt godt for ham. Han havde også udfordringer i børnehaven hvor han mistrivedes, han trak sig fra fællesskabet, men han trives godt i specialklassen hvor han har venner og er generelt vellidt. Formentlig fordi der er meget mere ro. Jeg vil dog gerne på sigt gradvist have ham mere over i normale klasser. Verden er hård, det kan ikke nytte at man har brug for den er pakket ind i vat.

[Sustentaculum]

Hsn har god øjenkontakt, taler om alt muligt og spørger ind til andre, har stor følsomhed og omsorg overfor andre, han er god til at sætte ord på egne følelser og vil gerne forstå andres handlinger. Han lever ikke i sin egen bobbel af særinteresser, overhovedet.

Min søn har også god øjenkontakt og interesse i andre mennesker, og han er empatisk, han bekymrer sig oprigtigt om hvordan andre har det. Men han har en autisme-diagnose alligevel.

Jeg er dog noget skeptisk over for de diagnoser. Da han fik den, havde jeg lidt fornemmelsen af at det kunne være gået begge veje afhængigt af hvilken dag han lige havde, og hvor motiveret han lige var for diverse tests. Og det eneste man reelt skal bruge det til, er som adgangsbillet i det offentlige. Det ville være rarere hvis man bare kunne kigge på barnet og se hvad det havde brug for, frem for at skulle putte i kasser ud fra mærkater. Men det er nok utopi.

Helt enig i det ovenstående. Min søn er højtbegavet og har fået en Aspergers diagnose (som 5 årig)

Jeg synes din (TS) beskrivelse lyder som noget jeg selv kunne beskrive, bortset fra at min søn har fået en depressiv belastningsreaktion af at have gået en i børnehaven der ikke så ham. Derfor fik vi ham udredt.

Jeg vil anbefale at hive fra i PPR, og lave en autisme screening og en IQ test. Uanset om der er noget at finde eller ej, ville jeg foretrække at vide det.

[Krøltop]

Jeg synes du skal kontakte Gifted Children og få en snak med en af deres konsulenter. De er trænet til at spotte højt begavede børn.
Han lyder meget som mine børn og de har haft stor glæde af GC.

[Little_Woman]

Jeg svarer lige samlet, så godt jeg kan.

Jeg er ikke enormt ivrig efter et mærkat eller en kasse at putte ham i, i mine øjne er han skøn og sjov og dejlig, og virkelig godt selskab, min bekymring springer ud af ængstelse for om han får venner, kan deltage i den børnefødselsdag han er inviteret til med 6 børn (vil han overhovedet?), om han kan gå på gymnastikholdet som han elsker (som nu er uden forældre), om han i virkeligheden er ked af det det meste af sin dag i børnehaven, om han føler sig forstået og rummet og accepteret. Og så er der jo skolen, som på mange måder bliver piece of cake ifht. det boglige, men måske svært i den frie navigeren i frikvartererne. Jeg ønsker bare at han er glad og i trivsel.

Skoleudsættelse blev nævnt af børnehaven, det tænker jeg slet ikke som en god mulighed, endnu en børnegruppe at navigere i, med børn der kan give ham endnu mindre modspil. Han vil i hvert fald synes det er røv og nøgler, han glæder sig til bogstaver, tal og viden. Det tænker jeg i hvert fald ikke skal vælges før PPR evt giver grønt lys og har undersøgt ham.

Og ja, han er enebarn og har ikke, i hjemmet og i vores fritid, været meget eksponeret for børnefællesskaber og kaos. Både fordi corona, men også fordi han aldrig rigtig har været til det. Han har altid været nem at overstimulere. Heller ikke dengang i mødregruppen, han lå ikke med de andre babyer og hyggede på legetæppe, han sad hos mig, ellers skreg han. Det samme til salmesang og den slags. Først da han blev større og stærk verbal blev sådan nogle ting fedt, fx går vi til musik hvor han elsker at synge, lave rytmer, lære noder og prøve instrumenter. Og er god til det.

Og ja, piger har han meget lettere ved at finde kemi med. Jeg oplever at pigerne synes han er spændende og han har også flere som han er glad for og helt tryg ved. En kort, spontan legeaftale med en pige fra børnehavegruppen var fantastisk, de hyggede sig og grinede og lavede ballade, helt uden voksenstyring, helt upåfaldende.

Men ja, tråden udspringer af bekymring og fornemmelse af at der er “noget” der ikke følger bøgerne. Og altid har været der, lige fra hans meget intense kontakt da han var spæd til hans store glæde ved at lave manuelt arbejde så godt som nogen voksen og store interesse for at lave et puslespil på 1000 brikker. Selvfølgelig primært mit, men alligevel. Og så har jeg en kæmpe skyldfølelse over, at han gik i en dårlig institution, over om jeg mon har været med til at skade ham.

[AFK]

Input eller erfaringer?

Jeg ville nok tage en snak med Ole Kyed.

[Fledermäuslein]

Jeg har ikke noget kvalificeret input, jeg ville bare sige, at han lyder som en virkelig dejlig dreng. Og selvfølgelig har du ikke skadet ham ved at lade ham gå i den institution, for du tog jo hånd om problemerne og fik rettet op på det igen.

[Aurora]

Din dreng lyder skøn, og du lyder som en vidunderlig mor. Og det lyder til at han nyder jeres nye liv på landet.

Han er stadig meget lille, og børn udvikler sig i forskellige tempi. Og som udgangspunkt er min holdning, at man ikke skal gå efter en udredning medmindre barnet har brug for støtte af den ene eller anden art. Men hvis man ser at ens barn har behov for støtte, medicin eller hvad det nu kunne være, er en diagnose den nødvendige døråbner (med disclaimers da enkelte også har kunnet få hjælp til deres barn uden. Men generelt).

Jeg er selv mor til en højtbegavet dreng med Aspergers. For ham er det sociale svært, da hans udvikling er asynkron. Din søns udvikling lyder også lidt asynkron, som du beskriver det, og det ses tit hos børn med autisme. Dine beskrivelser af din søns interesser, sociale adfærd og trivsel er meget genkendelige for mig, og jeg kan godt forstå du går med de overvejelser. Det var mere eller mindre de samme oplevelser der ledte frem til at min egen søn blev udredt. En urolig baby der skreg meget og sov dårligt, en børnehave hvor det var svært, og stor begavelse indenfor det matematiske/logiske og boglige generelt. Han er stadig meget interesseret i Lego og samler nu 18+ sæt på få timer, laver puslespil med mange brikker, cubing er kommet til som seneste interesse og jeg tror han kan løse alle dem der findes. Til gengæld bliver han hurtigt udmattet socialt.

Jeg vil gerne understrege at jeg ikke fjerndiagnosticerer din søn. Som jeg skrev indledningsvis, så er alle børn jo forskellige, og han kan også bare være højt begavet med andre interesser end flertallet. Og jeg synes bestemt ikke du skal gå med til en skoleudsættelse - uanset om der er “noget” eller ej, får han ikke noget ud af at lege et år mere. Hans trivsel skal understøttes/udspringe fra hans styrker, og det er federe at være den bedste til matematik end den dårligste til at lege.

[Aurora]

Ifht. det med børnefødselsdagen og gymnastik, så ville jeg bare tale med forældrene/trænerne og sige at han stadig har brug for at du er med. Det har jeg aldrig oplevet nogen have et problem med. Måske inviterer de dig med ind og drikke kaffe, og ellers kan du jo bare sidde i din bil eller en bænk i nærheden og læse en bog.

Jeg har godt nok tilbragt mange kedelige timer udenfor diverse aktiviteter, fordi min søn havde brug for at jeg var lige i nærheden. Det er så min anden søn med ADHD og angst på 10 år, og han har stadig brug for at have en forælder med til det meste. Så jeg bruger 2 x 1,5 timer om ugen i klubhuset i den lokale fodboldklub, hvilket der kun er ganske få andre forældre der stadig gør. Men jeg er ærligt blevet iskold overfor hvad folk tænker efterhånden, og det generer jo ikke nogen at jeg sidder i klubhuset og arbejder. Det giver min søn tryghed og mulighed for at deltage i sociale aktiviteter med jævnaldrene, så det synes jeg også bare du skal gøre hvis du tror dette vil være godt for din søn.

[avdotja]

Ifht. det med børnefødselsdagen og gymnastik, så ville jeg bare tale med forældrene/trænerne og sige at han stadig har brug for at du er med. Det har jeg aldrig oplevet nogen have et problem med. Måske inviterer de dig med ind og drikke kaffe, og ellers kan du jo bare sidde i din bil eller en bænk i nærheden og læse en bog.

Jeg har godt nok tilbragt mange kedelige timer udenfor diverse aktiviteter, fordi min søn havde brug for at jeg var lige i nærheden. Det er så min anden søn med ADHD og angst på 10 år, og han har stadig brug for at have en forælder med til det meste. Så jeg bruger 2 x 1,5 timer om ugen i klubhuset i den lokale fodboldklub, hvilket der kun er ganske få andre forældre der stadig gør. Men jeg er ærligt blevet iskold overfor hvad folk tænker efterhånden, og det generer jo ikke nogen at jeg sidder i klubhuset og arbejder. Det giver min søn tryghed og mulighed for at deltage i sociale aktiviteter med jævnaldrene, så det synes jeg også bare du skal gøre hvis du tror dette vil være godt for din søn.

Jeg synes fint at man kan spørge og der er selvfølgelig aldrig nogen der kan forbyde en at sidde på parkeringspladsen og vente. Men nogen børn har det med at opføre sig anderledes når forældrene er tilstede, så det kan være en helt bevidst strategi hvis en klub/træner beder forældre om at blive udenfor.

[Zonta]

Ifht. det med børnefødselsdagen og gymnastik, så ville jeg bare tale med forældrene/trænerne og sige at han stadig har brug for at du er med. Det har jeg aldrig oplevet nogen have et problem med. Måske inviterer de dig med ind og drikke kaffe, og ellers kan du jo bare sidde i din bil eller en bænk i nærheden og læse en bog.

Jeg har godt nok tilbragt mange kedelige timer udenfor diverse aktiviteter, fordi min søn havde brug for at jeg var lige i nærheden. Det er så min anden søn med ADHD og angst på 10 år, og han har stadig brug for at have en forælder med til det meste. Så jeg bruger 2 x 1,5 timer om ugen i klubhuset i den lokale fodboldklub, hvilket der kun er ganske få andre forældre der stadig gør. Men jeg er ærligt blevet iskold overfor hvad folk tænker efterhånden, og det generer jo ikke nogen at jeg sidder i klubhuset og arbejder. Det giver min søn tryghed og mulighed for at deltage i sociale aktiviteter med jævnaldrene, så det synes jeg også bare du skal gøre hvis du tror dette vil være godt for din søn.

Jeg synes fint at man kan spørge og der er selvfølgelig aldrig nogen der kan forbyde en at sidde på parkeringspladsen og vente. Men nogen børn har det med at opføre sig anderledes når forældrene er tilstede, så det kan være en helt bevidst strategi hvis en klub/træner beder forældre om at blive udenfor.

Jeg kan egentlig godt forstå dit perspektiv, men hvis alternativet er, at barnet slet ikke kan gå til sport/børnefødselsdag, så ville jeg synes det var ærgerligt at blive "forvist".