hotlips skrev:JJeg har tænkt på at det et eller andet sted er fair nok at man som moxy selv skriver lidt om hvad der egentlig gør man føler sig klædt på til at have en mening om det her, det er alligevel ret meget at tage på sig at blande sig i en anden familie på den måde vi gør her, og jeg har ikke rigtig kunnet forklare det jeg ville som korte linjer i et andet indlæg.
Så nu har jeg skrevet lidt, så kan du læse det eller lade være fru bibbs. Men det bliver lidt for nemt at komme med en masse kritik og en masse meninger og så slet ikke komme med hvorfor det er nogle af ens egne ømme punkter der bliver ramt af nogen af de ting du beskriver.
Jeg rendte jo oprindeligt på dig i forbindelse med at min dreng er født med ganespalte, jeg kan ikke huske om det var noget rent praktisk eller måske har du lavet en tråd om det, jeg har en idé om at det var sådan noget,din datter var ikke født endnu.
Men jeg har selv en mor der er rigtig sød, hun er næsten altid glad og venlig, og har aldrig skældt os ud uden vi virkelig havde fortjent det, i det hele taget har hun ikke været en streng mor på nogen måde.
Men hun accepterede at vi boede i et stort hus med hele familien Incl en hustyran, min moster, der fik de andre voksne til at gå på listefødder hver morgen for hun var morgensur fra hus stod op.
Selv hvis vi andre havde siddet og grinet, og det kunne være rigtig sjovt at bo med onkler og mormor og så videre, så hvis hun kom ind og vi kunne mærke at hun var sur så blev der helt stille og så blev det jo sådan noget anspændt noget hvor vi ventede på hvad hun havde at hælde ud over en af os.
Jeg kunne sidde på mit værelse og pludselig kom hun og skældte ud, det var ligemeget om jeg havde gjort noget, hun kunne have besluttet sig for at nu var det virkelig også for dårligt at jeg stillede min cykel i højre garage i stedet for den venstre, eller jeg kunne have ladet en kniv ligge ved vasken, det var en dødssynd. Ikke at hun nogensinde vaskede op i alle de år, men det var ligemeget.
Min mor gjorde ingenting, og med tiden begyndte jeg at få angst, jeg sov hos min mor, men hun begyndte at holde sig vågen for at sende mig i min egen seng igen, og efter noget tid fik jeg overbevist mig selv om at hvis jeg lagde mig med hovedet under dynen, helt fladt og kun med næsen ude og lyset slukket så kunne dem jeg havde en tåget ide om ville komme jo ikke se mig. Men der var heller ikke fred selvom jeg var gået i seng og jeg havde en glasdør så det var nemt at se om lyset var slukket, det skete jævnligt at min moster kom brasende, tændte lyset og begyndte at bønne.
Det tænkte jeg på forleden med din mand. Jeg ville aldrig vække andre på den måde, det gør man vel også kun hvis man ved de ikke tør få en prop og blive sure.
Jeg blev efterhånden overbevist om at jeg var skør, men da jeg var 16 kom jeg på eget initiativ til psykolog, han sagde jeg hverken var skør eller psykotisk men hvis jeg følte jeg konstant skulle være på vagt for hvad der kom så var det nok fordi det var reelt.
Så jeg flyttede hjemmefra, 16 år gammel, ind på et lille hummer, der gik ikke en uge så holdt jeg op med at sove med hovedet under dynen.
Jeg har siden oplevet hvad hustyranner kan gøre i andre versioner, blandt andet da jeg i en kort periode midt i tyverne boede hos min far. Når hans kone kom hjem så kunne jeg sidde ved computeren ovenpå og høre hvordan hun gik en runde for at finde noget at skælde ud over, først ud i køkkenet og se om der var et bord der ikke var tørret af og om der var kaffe til at hun kunne få en kop, så ud og se om maskinen var vasket på det program hun syntes det skulle, så ind i stuen og se om avisen var krøllet.
Det var naturligvis de ting hun vidste der var størst chance for at få bid ved hun gik efter. Dem min far ikke gik op i om de var gjort eller ej.
Han lod det meste passere og så engang imellem så gik han fuldstændig amok, slog ud efter ting, viste tænder og knurrede nærmest, dengang tænkte jeg at det var bare sådan han blev gal, siden er det gået op for mig at det er løgn, han gør det med vilje for at virke så truende og skræmmende som muligt. Og så var det konen der gik på listefødder i nogle dage.
Min lille søster var vel 8-9 år dengang jeg sagde til min far han var nødt til at gøre noget ved det for hun kunne ikke tåle det men jeg kunne ikke få ham til at høre efter.
Idag har min lille søster ar fra håndled til skuldre, hun har skåret i sig selv da hun var teenager.
Jeg har selv prioriteret højt at min dreng skal have lov til at være i fred, min far kom for nogle år siden og var sur på mig, det turde han åbenbart ikke gøre noget ved og da jeg var gået ind og hvile mig, lod han det gå ud over Benjamin, jeg kunne høre han skreg og at der var noget helt galt, så jeg fløj ind og smed min far ud og sagde han ikke skulle vise sig her igen, men Benjamin der vel var 3 eller 4 blev så vred at han skreg og trampende i gulvet, klart mest fordi han var gal og forurettet.
Det gjorde stort indtryk på mig, jeg var voksen før jeg turde stille mig foran min moster eller min far og sige de skulle holde kæft, min lille søster er snart 30 og hun dukker sig stadig bare nogen hæver stemmen og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at det er noget der er let at udnytte hvis hun render på en uheldig mand.
Men Benjamin har ikke lært det, han er slet ikke vant til at folk råber og han har aldrig været bange for at sige hvis han synes jeg er urimelig, og det der med at hans morfar ud af ingenting blev rasende, det var han altså ikke i tvivl om han ikke skulle finde sig i, han blev også ved med at sige at morfar er meget forkert og det må han ikke efter jeg havde smidt min far ud og jeg gav ham helt ret, og sagde at det var helt i orden at han selv var blevet vred.
Men det var sådan en ting hvor jeg tænkte yes, det går den rigtige vej.
Jeg har af og til tænkt at det er svært for os der ikke kunne drømme om at gøre det selv at det virker så bizart at andre, til tider vores nærmeste, de vil bruge energi på at kue andre på den måde, jeg har selv til tider svært ved at huske det for det er så langt fra hvordan jeg selv tænker, og selvom jeg ikke er i tvivl om at mange af de der er hustyranner ikke tænker over det bevidst, så kan de der angiveligt ikke gør det bevidst alligevel kun gøre det så gennemført hvis der er en eller anden form for bevidst tanke bag det.
Noget af det der gør det så svært er jo at ingen siger det højt, der var ingen der behøvede at sige at nu var det min mosters humør der bestemte da jeg var barn og ingen har sagt det når min fars kone var på krigsstien. Det var der ikke nogen der var i tvivl om.
Lige som du ikke er i tvivl om det ene og alene er et spørgsmål om hvorvidt det passer ham at være efter dig for en bil han ikke har noget med at gøre. Det er ikke en mulighed at du er den der bliver mest sur over at han bønner over noget der ikke angår ham og beder ham passe sit eget job.
Men du er et menneske, og der vil altid være en ting han kan tage fat i når han er klar til at skyde efter dig.
Tak for din historie.
Han er ikke så ekstrem som det du beskriver, men han har perioder hvor han springer i luften eller ihverfald overreagerer.
Her tænker jeg hvis en af børnene ikke har taget deres tallerken ud og han med det samme går over i trusler om at han tager deres skærm tid. Eller hvis de bliver for overgearet truer han med at de kommer i seng, hvilket er en virkelig dårlig trusser specielt set i lyset af vores problemer med senge
Jeg har næsten taget beslutningen men nu føler jeg mig som en rigtig lusker der går rundt og lader som ingenting. Vi er alene i aften og får rødvin ( han er kørt efter mad lige nu) og senere skal vi ses med nogen venner på messenger.
