Humlebien skrev:I de år, hvor jeg har boet sammen med min mand og hans børn, har jeg været med til at indføre nogle regler omkring, hvordan man spiser.
For min mand er det fx vigtigt at børnene har kniv/gaffel i den rigtige hånd, det har været vigtigt for os begge at man spiser med munden lukket og ikke smasker, ikke spiser med fingrene (medmindre det er pizza eller burger eller sådan noget) og at man fx bruger kniven og ikke fingeren til at få mad op på gaflen, ikke rører ved al maden på fadet inden man tager en mindre del af den, ikke slikker på fingrene og så rører ved mad som andre skal spise og lignende - ting, som vi mener, er gode og hygiejniske bordmanerer. Men også regler, som vi ikke selv altid overholder. Jeg kan fx godt finde på at spise med fingrene, men ikke når vi har børnene og så handler det jo også mest om, at hvis de skal ud at spise hos nogen, så ved de, hvad gode bordmanerer er - ligesom jeg heller ikke selv ville spise med fingrene, hvis jeg spiste ude. Så det handler nok om, hvorvidt man er bevidst om, hvad man gør eller ej.
Der er en anden regel, at hvis man selv har taget maden, så skal man også spise op, og at man skal smage på det hele. Vi gider fx ikke, at man tager kartofler og frikadeller, spiser frikadellerne og tager flere af dem uden at man rører ved kartoflerne. Så man spiser ligesom sin tallerken op før man så tager mere af det hele.
Børnene har - så vidt jeg ved - ikke de samme regler hjemme hos deres mor.
Det betyder dog også, at vi til hver eneste måltid skal rette lidt på børnene, og at de altid spørger: "skal vi tage salat?". Vi prøver at undgå at gøre det negativt, men i stedet sådan: "husk lige at bruge gaflen", som om, at de jo godt ved det, men bare lige har glemt det. MEN jeg er begyndt at betvivle hvorvidt det går ud over deres madglæde. Især synes jeg, at den ældste allerede før han har smagt på maden har en negativ indstilling, hvis det ikke er noget, som han kender. Men har det nødvendigvis noget med reglerne at gøre eller er det bare sådan man har det, når man er 10 år?
Kan man, når der er 8 og 10 år, fortælle dem, hvad der er gode bordmanerer og så sige, at dem regner vi med, at de følger, når vi spiser ude, men at herhjemme behøver de ikke følge dem (kun dem, der handler om hygiejne), og at de nogle gange gerne må øve sig derhjemme? Bør man droppe alle regler og så bare koncentere sig om at have det hyggeligt om bordet?
Jeg synes det er helt rimelige regler at arbejde på at indføre med to børn på hhv 8 og 10.
Jeg synes godt man kan forvente børn på den alder spiser med kniv og gaffel.
Det er også rimeligt nok at lære børn, at man ikke rører ved den mad, andre skal spise.
Jeg synes også, at det er helt rimeligt at lære dem at mad er en ressource, der ikke er ubegrænset, så man frådser ikke med det, og man skovler det ikke bare op på tallerkenen, for så derefter ikke at kunne spise op og så smide en masse ud.
I det hele taget er de regler, du beskriver udtryk for helt almindelig bordskik, og IMO er det er noget enhver forældre bør lære sine børn. Og det er da noget, som jeg selv har lært hjemmefra.
Dermed ikke sagt man ikke skal forvente "svipsere" med børn i den alder, men hey, sådan er det jo med opdragelse, det er ofte de samme ting, der skal siges og gøres om og om igen. På et tidspunkt hænger det ved og sker per automatik.
Om at det skulle være "for meget" for børnene for hyggen forsvinder. Ærligt talt, så får jeg ståpels af den der opfattelse af Uh-man-må-endelig-ikke-opdrage-på-sine-børn-for-så-opstår-der-konfliktsituationer. Børn skal opdrages, og det er helt ok at lære sine børn almindelige sociale normer herunder bordskik. Børn uden opdragelse bliver utålelige, og det er faktisk ok at stille krav om man spiser med kniv og gaffel, at man ikkr smasker, man tygger ikke med åben mund, man frådser ikke unødigt med maden, man lægger kniv og gaffel 20 minutter over 4 for at markere man er færdig, og man siger tak for mad.