Voldelige computerspil

[Bergen]

Og så når man kommer op i SFO'en og der står en hel gruppe, hvoraf flere råber: "Nak ham" "Skyd ham" "Dræb ham" - jeg synes bare det er så voldsomt at høre børn sige det.

Den retorik ville jeg tage op med ledelse/pædagoger.

De slår fjender ihjel. Det er unge drenge der skal blive mænd. De skærper sig. En fjende skal dræbes. Sådan er livet. Lad dem dog blive gode til det.

Superfint men den retorik ville jeg stadig være skeptisk overfor i SFO for så unge børn.
Det er i min optik vigtigt at tale med børnene om, hvad deres sprog signalerer og jeg kender ikke en SFO, der vil lægge lokaler til det sprog - heldigvis.

[fisken80]

Der var relativt få af den slags spil da jeg var barn, men gæt hvad drengene legede hver gang der var børnefødselsdag og i SFO... de legede krig.
Min bror havde jeg ved ikke hvor mange legetøjsvåben og hvad min far og ham ikke har leget af krig. Ligesom han legede krig med sine venner.
Ingen af dem er blevet voldelige mennesker.

[hotlips]

Det er bare en del af at være dreng. Drenge skal have lov at slås og konkurrere, om det så er virtuelt eller i virkeligheden. Jeg tror ikke vi har normaliseret vold, tvært imod tror jeg det voldsomme er en del af maskulinitet som samfundet gerne vil undertrykke, og det er snarere den undertrykkelse som kan have uhensigtsmæssige konsekvenser end det er computerspillene.

I min drengs børnehave var der et helt lokale med køkkengrej og børneværelse, strygebræt og alt hvad der kan tænkes til at lege traditionelle pigelege men der var hverken våben eller værktøj overhovedet.
Drengene fandt på at bygge skydere ud af duplo, så blev det forbudt fordi de blev for vilde af det, så lavede de dem af papir og så var det fordi de ikke måtte bruge alt det papir der var i vejen.

Det var ellers et godt sted og han var glad for at gå der men det var virkelig et eksempel på at det er pigernes dyder der er i højsædet og det er først nu efter næsten to år han er begyndt at ville tegne selv, han var så fed up af at sidde ved et bord og klippe klistre at det blev en hadeting for ham.

[Zombie]

Jeg arbejder som pædagog i en klub, der tilbyder e-sport som sportsgren. Det er Counter Strike GO, som er et skydespil.
De træner i hold med vores e-sports medarbejder, deltager i konkurrencer med andre klubber og fritidshold osv.

Counter Strike er i dag en anerkendt sport med sponsorater og præmier i millionklassen. I Polen har de et kæmpe stadium bygget særligt til e-sport og det streames live både på tv og nettet, når de store hold spiller.

Verdens bedste hold er pt. det danske hold Astralis. De tjener millioner af kroner og turnerer verden rundt. Man bliver ikke så god ved at skyde alene; de er kendt som absurd gode taktikere, der bl.a. har forfinet brugen af røgbomber i spillet.
- Sidst Astralis spillede, holdt vi åben i weekenden på mit arbejde og så det på storskærm. 50 børn og 4 voksne sad og råbte, hujede osv. som var det fodbold.

Det er vores fodbold. Nørdernes.

Jeg synes, at det i 2019 er på sin plads at anerkende computerspil på linje med andre sportsgrene. I "min" klub tager vi det alvorligt. Det betyder bl.a., at vi tit begynder træningen med en omgang hygge-fodbold for at skærpe sanserne og holde formen.
De professionelle spillere træner også en del, fordi musklernes evne til at lave det hurtige klik på rette tidspunkt er vigtig. Ligesom jetlag og lange konkurrence-aftener i projektørlys kræver en vis stamina. Kun deres træner er overvægtig, resten er slanke fyre og de træner sammen, som en del af deres forpligtelse til holdet og sporten.

Der skal være balance i tingene. Drengene med fodbold på hjernen får også at vide, at de engang imellem skal lave andre ting.


Men ja, e-sport er en ting og det er primært skydespil. Hvis ens barn går meget op i det, findes der forskellige fritidshold, der dyrker det på mere seriøs plan og så får barnet også fokus på andre aspekter, fx samarbejde, tålmodighed, impulsstyring og taktik. Ligesom de får at vide, at de skal være sportslige og ikke bande, eller opføre sig grimt. Det gør dem fra Astralis heller ikke.

[JoyNips]

Jeg er personligt ikke specielt bekymret for de voldelige elementer i spillene. Men jeg bekymrer mig for afhængighed. Det er anerkendt som en diagnose og jeg synes at jeg læser flere og flere artikler som nedenstående om unge (mænd, typisk) der forsvinder ind i en gamerverden og spilder deres liv. Med en lille søn der opvokset i sådan en digital verden, så er det klart noget jeg frygter.

https://www.bt.dk/samfund/simon-er-afha ... et-mit-liv

[Sangius]

Skydespil osv bekymrer mig ikke rigtig. Men f eks. GTA, der kan du kneppe ludere og sniffe kokain... det spil gider jeg altså ikke stikke i hånden på mine børn.

[Depeche_Mama]

Vi bruger meget energi på at tale om retorik og afhængighed af spil med vores syvårige. Han får lov at spille Fortnite, men vores PC'ere står i stuen, så vi kan følge med over skulderen.
Han får ikke lov at spille hver dag, og han er med på, at man godt kan snakke ordentligt, selvom man skyder hinanden i spillet. Nu er Fortnite så heller ikke så grafisk som f.eks. Counterstrike. Han får ikke lov at spille hvad som helst, og før vi slap ham fri i Fortnite, havde hans far også spillet det noget tid, for at teste hvor voldsomt det er.

Volden er jeg ikke så bekymret for.

[Zombie]

Vi bruger meget energi på at tale om retorik og afhængighed af spil med vores syvårige. Han får lov at spille Fortnite, men vores PC'ere står i stuen, så vi kan følge med over skulderen.
Han får ikke lov at spille hver dag, og han er med på, at man godt kan snakke ordentligt, selvom man skyder hinanden i spillet. Nu er Fortnite så heller ikke så grafisk som f.eks. Counterstrike. Han får ikke lov at spille hvad som helst, og før vi slap ham fri i Fortnite, havde hans far også spillet det noget tid, for at teste hvor voldsomt det er.

Volden er jeg ikke så bekymret for.

Er CS grafisk? Der er jo ikke blod, udover for at vise, man har ramt fjenden (ellers ved man ikke, der er en træffer, når de ikke dør af det).

[Madam Pomfrey]

Vi bruger meget energi på at tale om retorik og afhængighed af spil med vores syvårige. Han får lov at spille Fortnite, men vores PC'ere står i stuen, så vi kan følge med over skulderen.
Han får ikke lov at spille hver dag, og han er med på, at man godt kan snakke ordentligt, selvom man skyder hinanden i spillet. Nu er Fortnite så heller ikke så grafisk som f.eks. Counterstrike. Han får ikke lov at spille hvad som helst, og før vi slap ham fri i Fortnite, havde hans far også spillet det noget tid, for at teste hvor voldsomt det er.

Volden er jeg ikke så bekymret for.

Er CS grafisk? Der er jo ikke blod, udover for at vise, man har ramt fjenden (ellers ved man ikke, der er en træffer, når de ikke dør af det).

CC:GO er meget mere virklighedstro rent grafisk, både scener, personer og våben.
Hvor Fortnite er meget mere tegnefilmsagtig i udtrykket, og man kan f.x. få sin fjende til at danse, for at "lamme" denne i spillet en kort periode.
Fortnite tilbyder også andre muligheder en kamp, der er f.x. et kreativ modul, hvor man selv bygger div. ting og sager.


Det sagt, så har jeg en 15 årig der siden han var 11 år har gamet CS, og det har ikke påvirket ham negativt på nogen måde.
Han spiller en del, men han er ikke spille afhængig, spil kommer ikke før div. sociale events, - men vennerne er også online.
Han passer sin sengetid, klarer sig flot i skolen osv. Jeg vil faktisk sige at CS, og gaming i det hele taget, har givet ham en masse positvt.
Han er med i et stort fællesskab omkring gaming, både online og lokalt (går til esport lokalt, deltager i div lans med vennerne osv.)
Han er pisse dygtig til engelsk, både forstå, tale og skrive. Han er en pisse dygtig taktiker og leder, han har et kæmpe overblik, tænker strategisk, beregner, forudser, tilrettelægger. Det kommer han i den grad til at kunne få glæde af fremadrettet.
Han her i perioder talt grimt, råbt højt osv. - det slår jeg ned på når jeg hører det, for jeg gider det ikke. Men han har nu altid skelnet fint imellem at være online og offline, og hvad man kan sige til hvem, hvor og hvornår.

Lillebror på 13 gamer noget bredere, han spiller lidt cs, mere fortnite, og alle mulige roblox spil.
Han har klart gemt sig i cyberspace da virkeligheden en overgang var lidt for svær at håndtere for ham, men det er han igennem nu.
Han har dog lidt sværere ved at slippe maskinen, når mor siger sluk, men han gør det - og han får ikke lov til at fravælge sociale ting for at spille, så er der bare lukket og slukket for nettet. Som hos storebror oplever jeg at hans gaming påvirker ham positivt på mange måder, ifht færdigheder, sprog, at tænke i strategier, reaktioner osv.


Nr. 3 er knap 9 år og har ADHD. Han har spillet fortnite et halvt års tid. Han er begyndt at komme med til esport indimellem.
Han elsker det. Han har i flere år været en dreng med uro, vrede, nedsmeltninger, og udadreagerende adfærd, og jeg har bestemt ikke oplevet at hans gaming påvirker dette i yderlig negativ retning, tværtimod tror jeg faktisk han oplever en form for afløb for det i gaming, og at det derfor reduceres i den virkelige verden. Han bliver dog vred og ked når nogle af hans venner ødelægger tingene for ham i spil, men samtidig er han tvunget til at håndtere det verbalt, sætte ord på sine følelser og frustrationer, fordi han ikke bare kan lange sin mod/medspiller et par på kassen rent fysisk. Og det at han oplever at være med i et fællesskab om gaming, i form af at komme med til esport, giver ham også nogle styrker og ressourcer, for han er nødt til at kunne holde på sig selv i den kontekst, for han ved godt de andre ikke gider ham hvis han flipper ud, han er "underdog" i den forsamling, og det påvirker ham positivt.


Nu har jeg som game-mor fulgt en del med i medierne, osv. og der er jo en evig diskussion om for og imod, om ulemper og fordele.
Jeg ser på mine egne drenge, og ser at de trives, udvikler sig, lærer - jeg ved, og viser dem, at jeg er den voksne der sætter regler og rammer, for det kan de naturligvis ikke selv styre, endnu. Jeg er sikker på de nok skal blive til noget, og ikke fortaber sig i cyberspace, når de forlader reden en dag.

[hotlips]

Det med sproget synes jeg er ret sejt, min dreng er 8 år og sidder og taler engelsk med folk fra andre lande, det ville jeg hverken have kunnet eller turde i hans alder, og så kan det godt være han vender sætninger forkert og at han spørger om et ord en sjælden gang men han klarer det iøvrigt helt selv og kan sagtens gøre sig forståeligt, det er jeg sq lidt væltet bagover af, jeg vidste godt han kan en masse engelske ord men at have mod på at forsøge sig med at bruge det sådan uden videre, det er jo noget de får fordi de er så vant til at høre de andre bruge udtryk og sætninger og føler sig hjemme i den verden og det synes jeg klart er en god ting, de har ikke det valg om det er noget de vil bruge og selvom jeg synes det er vigtigt det ikke fylder det hele så er der også en masse muligheder med den teknologi vi har nu og som hovedregel er jeg klart for at de bruger hvad der end er der kan gøre livet lettere.

Det er alligevel ved at være en lidt anden verden end da jeg i ottende klasse kunne vælge edb, som foregik på piccoline maskiner der kørte med dos, vi havde en mappe med kommandoer og som jeg husker det var den kun fuld af alle de ting vi skulle skrive, efter alenlange pauser hvor den loadede,KUN for at få den startet op.

Det var ikke lige noget der fik en til at tænke at det der edb, det var fanme noget der ville gøre livet SÅ meget lettere.. Eller at det ville man sørme godt bruge mere tid på, vi kunne jo have holdt en pænt vild fest med tilhørende orgie i den tid vi sad og ventede på at den loadede..

[Honningprut]

Det er dokumenteret igen og igen (og igen) at der ingen sammenhæng er imellem computerspil og vold i virkelighedens verden.

Jeg har netop været til oplæg med Stine Liv der er specialist på området "Digital dannelse" og børn i Danmark, i forbindelse med at digitaliseringen er blevet en større del af børns liv og hverdag også i dagtilbud og SFO. Jeg læser til pædagog. Som Tux skriver er der ingen undersøgelser der peger på at det har en effekt.

[Thitida-No-Chey]

Jeg vender den lige 180...

Min ADHD gør, at jeg til tider kan være meget udadreagerende... Ikke virkelig voldlig og aldrig mod noget levende, men jeg smider med ting, slår på ting, slår eller river ting i stykker, sparker til ting og ofte er jeg kommet til skade, for at få afløb for en frustration, min hjerne ikke kan håndtere... Jeg spiller Diablo III, fordi det har en beroligende effekt på mig. Jeg ved, der er stor forskel mellem mig som voksen og et barn, men jeg får stillet mit behov for at være udadreagerende ved at tæve monstre i mørke dungeons... og ja, du kan selv bestemme, hvor blodigt det er... Og når det flyver om ørene på dig med afrevne kropsdele og blod i stride strømme... don't ask me why, men det får MIG til at slappe af...