6,5 år og pisseirriterende

[Fru Sunshine]

Jeg havde i øvrigt jordens mindst trodsige teenagere, og jeg kunne altså godt tænke "møgunge" om dem.

[Fru Sunshine]

Selvfølgelig er ens tilgang til børnene enormt vigtig. Jeg mener bare ikke, at du kan udlede en forældres tilgang til sit barn, ud fra at man brokker sig lidt på en debatside, og lufter lidt frustrationer.
Jeg kalder mine unger en masse ting, og det er altid sagt med et glimt i øjet og et lille smil, fordi jeg jo synes de er røv dejlige, om end de nogle gange er nogle lurendrejere uden lige.
Min tilgang til mine børn er overhovedet ikke påvirket af, at jeg f.eks. skriver "djævleyngel" til en veninde, eller laver en snap med min datter med hænderne i melet og skriver "møgunge".

Ork jo. Herinde kan nogen også udlede, at man er en dårlig lærer, ud fra et stykke kage. Så hvorfor ikke en dårlig forælder, hvis man vover at kalde sit barn en møgunge?

Jeg synes, jeg kan huske en debattør, som var meget følsom over for påståede slet skjulte svinere. Glashus osv.

Jeg har lært det af mesteren.

[Panton]

Men tror du vi står og råber ‘møgunge’ af vores børn, når de ikke gider tage tøj på?


Min tilgang til mit barn minder meget om din. Jeg har forsøgt at løse vores tøj-udfordring et utal af gange. Fordi jeg synes det er synd for min datter hun skal blive så frustreret og fordi det giver en træls start på dagen for os begge. Jeg har forsøgt alt muligt (og umuligt) jeg har søgt råd hos veninder og kollegaer. Jeg har prøvet af med min faglighed i baghovedet, jeg har vitterligt forsøgt alt. Og efter 7 mdr synes jeg bare det var skide frustrerende og jeg synes ærligt min datter var irriterende. Men det betyder da ikke, at jeg ikke ved at det er en del af hendes udvikling, og at jeg ikke ved at det stopper igen og at jeg skal hjælpe hende med at løse udfordringen. Men derfor var jeg da stadig virkelig, cirkelig træt af det cirkus.

Jeg fortæller dagligt min datter (dem begge to) at jeg elsker hende. Jeg sørger for nærvær i hverdagen, jeg passer og plejer dem, præcis som jeg forventer de andre mødre i tråden gør. Jeg læser faktisk om mødre, der søger råd for at hjælpe deres 6 årige. 6 årige som er ved at drive deres forældre til vanvid. Forældre som sidder med samme følelser, som du selv beskriver i dit indlæg, og at man så kalder sit barn for en møgunge herude, er måske netop det, der gør, at man ikke siger det til barnet. Og så skal man så have skudt i skoene at ens børn bliver trælse teenagere og at børn ikke er møgunger, men opfører de sig ikke ordentligt er det nok fordi man er en møgforælder, selv om barnet egentlig bare gennemgår en fase, som dit eget barn også gennemgik.

Nej. Prøv at læse mit indlæg igen. Der er forskel på, om man siger møgunge om sit barn, eller om man har den tilgang, at ens barn rent faktisk ER en møgunge.
Jeg vil tro, at du siger møgunge om dit barn istedet for at sige, at det er utrolig hårdt eller irriterende.
Jeg har ikke brugt de ord om mine børn, men det er jo bare en kulturforskel - jeg har stadig haft hårde tider i forbindelse med opdragelse - det har de fleste nok?
Forskellen er, om man synes, barnet er en møgunge eller irriterende.

Jeg har set (og ser) faktisk forældre, der udstråler, at deres barn er et problem. Der i både tale og reaktion opfører sig, som om det er barnet, der er noget i vejen med og ikke dem. De lægger ansvaret for, om ting fungerer over på barnet i stedet for selv at tænke over, hvordan de eksempelvis kan undgå konflikt. (og ja, der kan være situationer, hvor man ikke kan undgå det osv)

Hvis du tænker over det og mærker efter, syntes du så virkelig, at din datter var irriterende? Var det ikke situationen eller problemet? Jeg har seriøst ikke tænkt, at mine børn var irriterende nogensinde. Men jeg har været megatræt og bekymret og haft svært ved at se løsninger og været bange for at have gjort noget forkert.

Det hele bliver bare lige lovligt rundkreds og politisk korrekt nu ik. Så må man ikke tænke ungen er irriterende men at uha det er situationen, men så er det da også ungen IMO. Det betyder sgu da ikke ens tilgang til barnet bliver at man ruller øjne og foragter barnet. Det betyder bare at man får nok, nok af at stå på hovedet for løsninger og tankespind omkring det, for det påvirker hele familien (uanset hvor stor den er) når der over lang tid er episoder der ikke fungere godt.

Min, til tider belastende teen er den skønneste dreng ever, men han kan satme trykke på præcis de knapper der gør jeg finder ham drøn irriterende.

[Panton]

Selvfølgelig er ens tilgang til børnene enormt vigtig. Jeg mener bare ikke, at du kan udlede en forældres tilgang til sit barn, ud fra at man brokker sig lidt på en debatside, og lufter lidt frustrationer.
Jeg kalder mine unger en masse ting, og det er altid sagt med et glimt i øjet og et lille smil, fordi jeg jo synes de er røv dejlige, om end de nogle gange er nogle lurendrejere uden lige.
Min tilgang til mine børn er overhovedet ikke påvirket af, at jeg f.eks. skriver "djævleyngel" til en veninde, eller laver en snap med min datter med hænderne i melet og skriver "møgunge".

Ork jo. Herinde kan nogen også udlede, at man er en dårlig lærer, ud fra et stykke kage. Så hvorfor ikke en dårlig forælder, hvis man vover at kalde sit barn en møgunge overfor en anonym debat?

OMG har du givet nogle børn sukker uden tilladelse

[Bøtte]

Men tror du vi står og råber ‘møgunge’ af vores børn, når de ikke gider tage tøj på?


Min tilgang til mit barn minder meget om din. Jeg har forsøgt at løse vores tøj-udfordring et utal af gange. Fordi jeg synes det er synd for min datter hun skal blive så frustreret og fordi det giver en træls start på dagen for os begge. Jeg har forsøgt alt muligt (og umuligt) jeg har søgt råd hos veninder og kollegaer. Jeg har prøvet af med min faglighed i baghovedet, jeg har vitterligt forsøgt alt. Og efter 7 mdr synes jeg bare det var skide frustrerende og jeg synes ærligt min datter var irriterende. Men det betyder da ikke, at jeg ikke ved at det er en del af hendes udvikling, og at jeg ikke ved at det stopper igen og at jeg skal hjælpe hende med at løse udfordringen. Men derfor var jeg da stadig virkelig, cirkelig træt af det cirkus.

Jeg fortæller dagligt min datter (dem begge to) at jeg elsker hende. Jeg sørger for nærvær i hverdagen, jeg passer og plejer dem, præcis som jeg forventer de andre mødre i tråden gør. Jeg læser faktisk om mødre, der søger råd for at hjælpe deres 6 årige. 6 årige som er ved at drive deres forældre til vanvid. Forældre som sidder med samme følelser, som du selv beskriver i dit indlæg, og at man så kalder sit barn for en møgunge herude, er måske netop det, der gør, at man ikke siger det til barnet. Og så skal man så have skudt i skoene at ens børn bliver trælse teenagere og at børn ikke er møgunger, men opfører de sig ikke ordentligt er det nok fordi man er en møgforælder, selv om barnet egentlig bare gennemgår en fase, som dit eget barn også gennemgik.

Nej. Prøv at læse mit indlæg igen. Der er forskel på, om man siger møgunge om sit barn, eller om man har den tilgang, at ens barn rent faktisk ER en møgunge.
Jeg vil tro, at du siger møgunge om dit barn istedet for at sige, at det er utrolig hårdt eller irriterende.
Jeg har ikke brugt de ord om mine børn, men det er jo bare en kulturforskel - jeg har stadig haft hårde tider i forbindelse med opdragelse - det har de fleste nok?
Forskellen er, om man synes, barnet er en møgunge eller irriterende.

Jeg har set (og ser) faktisk forældre, der udstråler, at deres barn er et problem. Der i både tale og reaktion opfører sig, som om det er barnet, der er noget i vejen med og ikke dem. De lægger ansvaret for, om ting fungerer over på barnet i stedet for selv at tænke over, hvordan de eksempelvis kan undgå konflikt. (og ja, der kan være situationer, hvor man ikke kan undgå det osv)

Hvis du tænker over det og mærker efter, syntes du så virkelig, at din datter var irriterende? Var det ikke situationen eller problemet? Jeg har seriøst ikke tænkt, at mine børn var irriterende nogensinde. Men jeg har været megatræt og bekymret og haft svært ved at se løsninger og været bange for at have gjort noget forkert.

Jeg kalder faktisk ikke mine børn for møgunger. Det var bare for at blive i tonen, du startede.
Men jeg kan godt sige til min mand og veninder at hun er irriterende. Jeg synes måske det bliver lidt en gang flueknepperi af ord, at jeg ikke må sige sådan. Tror de fleste ville kigge en ekstra gang hvis jeg sagde ‘den udviklingsfase min datters hjerne gennemgår pt giver nogle rigtig irriterede situationer hjemme hos os’. Det betyder ikke at jeg går ind til det med tilgangen at min datter er irriterende. Jeg er ergoterapeut, min viden om hjernen er ikke helt til hest. Jeg VED godt hun ikke gør det for at være irriterende. Men derfor er det en virkelig irriterende situation med hende i hovedrollen. Og det bliver til at hun er irriterede, hvis jeg taler om det.

[Urtekussen]

Men det er ikke kun de 6,5-årige, som kan være pisse irriterende af og til.

[Fru Sunshine]

Selvfølgelig er ens tilgang til børnene enormt vigtig. Jeg mener bare ikke, at du kan udlede en forældres tilgang til sit barn, ud fra at man brokker sig lidt på en debatside, og lufter lidt frustrationer.
Jeg kalder mine unger en masse ting, og det er altid sagt med et glimt i øjet og et lille smil, fordi jeg jo synes de er røv dejlige, om end de nogle gange er nogle lurendrejere uden lige.
Min tilgang til mine børn er overhovedet ikke påvirket af, at jeg f.eks. skriver "djævleyngel" til en veninde, eller laver en snap med min datter med hænderne i melet og skriver "møgunge".

Ork jo. Herinde kan nogen også udlede, at man er en dårlig lærer, ud fra et stykke kage. Så hvorfor ikke en dårlig forælder, hvis man vover at kalde sit barn en møgunge overfor en anonym debat?

OMG har du givet nogle børn sukker uden tilladelse

Nej nej. Jeg spiste et stykke kage, som jeg havde fået af en elev, foran min 6. klasse. Til stor morskab for både mig og dem.

[HappyPaww]

Men det er ikke kun de 6,5-årige, som kan være pisse irriterende af og til.

Når min et-årige for 17. gang kaster sin tallerken på gulvet er hun sgu også pisse irriterende - uanset hvad hun “prøver at sige” med det...!

Men jeg er nok bare sådan en ikke-rummelig mor med minus på overskudskontoen, når jeg ikke bare tænker “årh mit lille pus undersøger tyngdekraften og hvad der sker med maden når den splatter ud på gulvet ”...

[ajnaM]

Nej. Prøv at læse mit indlæg igen. Der er forskel på, om man siger møgunge om sit barn, eller om man har den tilgang, at ens barn rent faktisk ER en møgunge.
Jeg vil tro, at du siger møgunge om dit barn istedet for at sige, at det er utrolig hårdt eller irriterende.
Jeg har ikke brugt de ord om mine børn, men det er jo bare en kulturforskel - jeg har stadig haft hårde tider i forbindelse med opdragelse - det har de fleste nok?
Forskellen er, om man synes, barnet er en møgunge eller irriterende.

Jeg har set (og ser) faktisk forældre, der udstråler, at deres barn er et problem. Der i både tale og reaktion opfører sig, som om det er barnet, der er noget i vejen med og ikke dem. De lægger ansvaret for, om ting fungerer over på barnet i stedet for selv at tænke over, hvordan de eksempelvis kan undgå konflikt. (og ja, der kan være situationer, hvor man ikke kan undgå det osv)

Hvis du tænker over det og mærker efter, syntes du så virkelig, at din datter var irriterende? Var det ikke situationen eller problemet? Jeg har seriøst ikke tænkt, at mine børn var irriterende nogensinde. Men jeg har været megatræt og bekymret og haft svært ved at se løsninger og været bange for at have gjort noget forkert.

Men tror du, nogen i tråden mener, deres børn ER en møgunge? Det læser jeg overhovedet ikke. Faktisk har jeg aldrig mødt en forælder, der tænker det om sit barn.

Jeg læser, at man kan synes, ens barns adfærd er irriterende, og at barnet kan være en møgunge i den konkrete situation eller periode. Men da ikke generelt!

Hvis man helt generelt ikke bryder sig om sit barn, så er jeg enig i, at det kan have store negative konsekvenser for barnet. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at det helt klart vil have store konsekvenser. Men det er heldigvis de færreste, der har det sådan med deres børn. Som regel synes man bare, barnet er pisseirriterende, når det på 9. måned nægter at spise morgenmad/tage tøj på/stoppe med at bande/hvad det nu er. Det tror jeg er ret normalt.

[Panton]

Selvfølgelig er ens tilgang til børnene enormt vigtig. Jeg mener bare ikke, at du kan udlede en forældres tilgang til sit barn, ud fra at man brokker sig lidt på en debatside, og lufter lidt frustrationer.
Jeg kalder mine unger en masse ting, og det er altid sagt med et glimt i øjet og et lille smil, fordi jeg jo synes de er røv dejlige, om end de nogle gange er nogle lurendrejere uden lige.
Min tilgang til mine børn er overhovedet ikke påvirket af, at jeg f.eks. skriver "djævleyngel" til en veninde, eller laver en snap med min datter med hænderne i melet og skriver "møgunge".

Ork jo. Herinde kan nogen også udlede, at man er en dårlig lærer, ud fra et stykke kage. Så hvorfor ikke en dårlig forælder, hvis man vover at kalde sit barn en møgunge overfor en anonym debat?

OMG har du givet nogle børn sukker uden tilladelse

Nej nej. Jeg spiste et stykke kage, som jeg havde fået af en elev, foran min 6. klasse. Til stor morskab for både mig og dem.

Fy da!

[Bøtte]

Jeg kalder faktisk ikke mine børn for møgunger. Det var bare for at blive i tonen, du startede.
Men jeg kan godt sige til min mand og veninder at hun er irriterende. Jeg synes måske det bliver lidt en gang flueknepperi af ord, at jeg ikke må sige sådan. Tror de fleste ville kigge en ekstra gang hvis jeg sagde ‘den udviklingsfase min datters hjerne gennemgår pt giver nogle rigtig irriterede situationer hjemme hos os’. Det betyder ikke at jeg går ind til det med tilgangen at min datter er irriterende. Jeg er ergoterapeut, min viden om hjernen er ikke helt til hest. Jeg VED godt hun ikke gør det for at være irriterende. Men derfor er det en virkelig irriterende situation med hende i hovedrollen. Og det bliver til at hun er irriterede, hvis jeg taler om det.

Ordet møgunge har jeg altså hentet her fra tråden, - det er ikke noget, jeg har fundet på.

Er en debat ikke somme tider flueknepperi, fordi vi prøver at få hinanden til at forstå vores synspunkt. For det virker ikke, som om vi er langt fra hinanden, så vidt jeg kan se.

For mig er der forskel på at sige, at min barn driver mig til vanvid, og at han er en møgunge.

Men det afhænger selvfølgelig også af situation og tonefald, det må da give sig selv.

Så forstår jeg bare ikke helt behovet for at kommentere på det indlæg, der umiddelbart (blandt andre) var tiltænkt mig.

For mig er der ikke den store forskel på du skriver, jeg kunne nok endda trække de to sammen og sige at min datter er så irriterende at hun driver mig til vanvid.
Det er muligt det bliver flueknepperi i en debat, men det virker stadig ikke helt til at du forstår, at jeg ikke har den tilgang til min datter blot fordi jeg siger hun er irriterende.

[vibbsen]

Min datter bliver 7 til maj......Og for at sige det ligeud, så er hun en pisseirreterende møgunge....Sådan nærmest på dagligt basis. Hun er ulydig, stædig, kolerisk, hysterisk, uforskammet, svarer igen, taler grimt samt en masse andre ting.

Så....Det var vist bedre.....Jeg glemte nemlig møgunge med i mit første indlæg......

Jeg står nemlig fuldt og helt ved at jeg synes at hun er en en PISSEIRRITERENDE MØGUNGE når hun er ulydig, stædig, kolerisk, hysterisk, uforskammet, svarer igen, taler grimt osv.

Men er det det samme som at jeg generelt synes at hun er en pisseirriterende møgunge ? Nej, det er det ikke. Det er et udtryk for hvad jeg synes beskriver adfærden i den pågældende handling.....Det er et øjebliksbillede. Som iøvrigt INTET siger om hvordan jeg tackler situationen......eller hvordan jeg møder hende i denne. Eller min generelle opfattelse af hende.

Jeg føler mig derfor ikke det mindste ramt, når nogen i denne tråd forsøger at tegne et billede af mig som en utilstrækkelig forældre som faktisk selv er skyld i hvis min 6,5 årige vokser op og bliver en pisseirriterende teenager (Hvilket hun givetvis bliver, hvis hun bare minder det mindste om sin mor).

Men jeg mener jo så også at både Pisseirritende Møgunger og Pisseirriterende Teenagere er et helt normalt fænomen. At adfærden eller rettere de handlinger som udløses relaterer sig til den naturlige udvikling som sker i de pågældende stadier.....

Derudover kan jeg kun sige "Tillykke" til dem hvis børn aldrig har været nogen "pisseirriterende møgunger eller pisseirriterende teenagere". I er blevet skånet for rigtig meget selvbebrejdelse.....

[hotlips]

Jeg kalder faktisk ikke mine børn for møgunger. Det var bare for at blive i tonen, du startede.
Men jeg kan godt sige til min mand og veninder at hun er irriterende. Jeg synes måske det bliver lidt en gang flueknepperi af ord, at jeg ikke må sige sådan. Tror de fleste ville kigge en ekstra gang hvis jeg sagde ‘den udviklingsfase min datters hjerne gennemgår pt giver nogle rigtig irriterede situationer hjemme hos os’. Det betyder ikke at jeg går ind til det med tilgangen at min datter er irriterende. Jeg er ergoterapeut, min viden om hjernen er ikke helt til hest. Jeg VED godt hun ikke gør det for at være irriterende. Men derfor er det en virkelig irriterende situation med hende i hovedrollen. Og det bliver til at hun er irriterede, hvis jeg taler om det.

Ordet møgunge har jeg altså hentet her fra tråden, - det er ikke noget, jeg har fundet på.

Er en debat ikke somme tider flueknepperi, fordi vi prøver at få hinanden til at forstå vores synspunkt. For det virker ikke, som om vi er langt fra hinanden, så vidt jeg kan se.

For mig er der forskel på at sige, at min barn driver mig til vanvid, og at han er en møgunge.

Men det afhænger selvfølgelig også af situation og tonefald, det må da give sig selv.

Så forstår jeg bare ikke helt behovet for at kommentere på det indlæg, der umiddelbart (blandt andre) var tiltænkt mig.

For mig er der ikke den store forskel på du skriver, jeg kunne nok endda trække de to sammen og sige at min datter er så irriterende at hun driver mig til vanvid.
Det er muligt det bliver flueknepperi i en debat, men det virker stadig ikke helt til at du forstår, at jeg ikke har den tilgang til min datter blot fordi jeg siger hun er irriterende.

Jeg har svaret nej til det indlæg, hvor du spørger, om jeg tror, du kalder dit barn møgunge.

Mener du, at jeg skulle have ladet være med at kommentere på Sursøds indlæg? Hvis det er tilfældet, så hvorfor? Jeg vinkler det anderledes og synes ikke, at jeg er andet end generel i min kommentar og dermed ikke sigter mod nogen.

Det må i hvert fald læses på en måde jeg ikke kan regne ud hvad er for at få det til at du sigter efter nogen bestemt.

Du har flere gange skrevet du mener det er hvis man generelt tænker på sit barn som en møgunge eller andet negativt du synes er et problem, men hvis ikke folk vil læse hvad man skriver så kan du ikke gøre noget ved det.

Jeg synes det var en ganske relevant indskydelse sursød kom med i betragtning af trådens titel, uden jeg har nogen bestemt i tankerne,heller ikke trådstarter, men det er jo en balance, så kan man synes det gør noget godt for en at skrive en masse skældsord og så videre herinde, og det er vel fint hvis man synes det er måden der fungerer for en, men der er også en grænse for hvor meget det kan fylde at det er hvad man tænker før jeg bestemt også mener det kan blive et ganske alvorligt problem og jeg er egentlig noget overrasket over at det ikke er en selvfølge for de fleste.

For de findes jo og de er ikke så sjældne som man godt kunne ønske, jeg har selv en moster der yndede at sige at hvis hun havde vidst hvad det ville sige at have børn så havde hun aldrig fået ham mens min fætter hørte på det fra han var helt lille og til engang i skolealderen, og det var sådan noget hun i flere år sagde jævnligt selvom han hørte på det, hun og min onkel skændes ustandseligt om hvem der havde haft ham mest de sidste timer, nu er han vist ved at rette sig efter et par år i USA men han har ikke overraskende ikke haft let ved at fungere socialt, jeg kender andre hvor det er knap så tydeligt men hvor de aldrig har noget godt at sige om livet med børn, det er altid en plage og hvis de siger noget pænt til barnet så bliver det altid efterfulgt af et Men.. og så bliver der lige tværet i et eller andet de har gjort forkert eller som de har haft svært ved at lære eller den slags,de har ofte tendens til at fortælle rigtig højt om alt hvad det barn gør forkert, at de er længe om at spise, at de er umulige at jage i seng, at man ikke kan hive dem væk fra skærmen eller at de bare ser de mest tåbelige ting på YouTube.. Det er ofte helt normale ting men de adskiller sig ved at der aldrig er andet.
Det er ikke nødvendigvis vildt strenge forældre eller folk der kommer med vilde straffe, der er bare aldrig noget der har med barnet at gøre der er helt rigtigt.

Det er rædsomt og frustrerende at overvære og ja det er heldigvis et lille fåtal, men de findes, også blandt hvad man umiddelbart vil betragte som almindelige velfungerende familier og jeg tror ikke altid de selv er bevidste om det, jeg forestiller mig det som hovedregel er noget der kommer over tid og at de fleste af dem faktisk slet ikke vil føle sig truffet af sådan noget som du skrev.

[Bøtte]

Jeg kalder faktisk ikke mine børn for møgunger. Det var bare for at blive i tonen, du startede.
Men jeg kan godt sige til min mand og veninder at hun er irriterende. Jeg synes måske det bliver lidt en gang flueknepperi af ord, at jeg ikke må sige sådan. Tror de fleste ville kigge en ekstra gang hvis jeg sagde ‘den udviklingsfase min datters hjerne gennemgår pt giver nogle rigtig irriterede situationer hjemme hos os’. Det betyder ikke at jeg går ind til det med tilgangen at min datter er irriterende. Jeg er ergoterapeut, min viden om hjernen er ikke helt til hest. Jeg VED godt hun ikke gør det for at være irriterende. Men derfor er det en virkelig irriterende situation med hende i hovedrollen. Og det bliver til at hun er irriterede, hvis jeg taler om det.

Ordet møgunge har jeg altså hentet her fra tråden, - det er ikke noget, jeg har fundet på.

Er en debat ikke somme tider flueknepperi, fordi vi prøver at få hinanden til at forstå vores synspunkt. For det virker ikke, som om vi er langt fra hinanden, så vidt jeg kan se.

For mig er der forskel på at sige, at min barn driver mig til vanvid, og at han er en møgunge.

Men det afhænger selvfølgelig også af situation og tonefald, det må da give sig selv.

Så forstår jeg bare ikke helt behovet for at kommentere på det indlæg, der umiddelbart (blandt andre) var tiltænkt mig.

For mig er der ikke den store forskel på du skriver, jeg kunne nok endda trække de to sammen og sige at min datter er så irriterende at hun driver mig til vanvid.
Det er muligt det bliver flueknepperi i en debat, men det virker stadig ikke helt til at du forstår, at jeg ikke har den tilgang til min datter blot fordi jeg siger hun er irriterende.

Jeg har svaret nej til det indlæg, hvor du spørger, om jeg tror, du kalder dit barn møgunge.

Mener du, at jeg skulle have ladet være med at kommentere på Sursøds indlæg? Hvis det er tilfældet, så hvorfor? Jeg vinkler det anderledes og synes ikke, at jeg er andet end generel i min kommentar og dermed ikke sigter mod nogen.

Det må i hvert fald læses på en måde jeg ikke kan regne ud hvad er for at få det til at du sigter efter nogen bestemt.

Du har flere gange skrevet du mener det er hvis man generelt tænker på sit barn som en møgunge eller andet negativt du synes er et problem, men hvis ikke folk vil læse hvad man skriver så kan du ikke gøre noget ved det.

Jeg synes det var en ganske relevant indskydelse sursød kom med i betragtning af trådens titel, uden jeg har nogen bestemt i tankerne,heller ikke trådstarter, men det er jo en balance, så kan man synes det gør noget godt for en at skrive en masse skældsord og så videre herinde, og det er vel fint hvis man synes det er måden der fungerer for en, men der er også en grænse for hvor meget det kan fylde at det er hvad man tænker før jeg bestemt også mener det kan blive et ganske alvorligt problem og jeg er egentlig noget overrasket over at det ikke er en selvfølge for de fleste.

For de findes jo og de er ikke så sjældne som man godt kunne ønske, jeg har selv en moster der yndede at sige at hvis hun havde vidst hvad det ville sige at have børn så havde hun aldrig fået ham mens min fætter hørte på det fra han var helt lille og til engang i skolealderen, og det var sådan noget hun i flere år sagde jævnligt selvom han hørte på det, hun og min onkel skændes ustandseligt om hvem der havde haft ham mest de sidste timer, nu er han vist ved at rette sig efter et par år i USA men han har ikke overraskende ikke haft let ved at fungere socialt, jeg kender andre hvor det er knap så tydeligt men hvor de aldrig har noget godt at sige om livet med børn, det er altid en plage og hvis de siger noget pænt til barnet så bliver det altid efterfulgt af et Men.. og så bliver der lige tværet i et eller andet de har gjort forkert eller som de har haft svært ved at lære eller den slags,de har ofte tendens til at fortælle rigtig højt om alt hvad det barn gør forkert, at de er længe om at spise, at de er umulige at jage i seng, at man ikke kan hive dem væk fra skærmen eller at de bare ser de mest tåbelige ting på YouTube.. Det er ofte helt normale ting men de adskiller sig ved at der aldrig er andet.
Det er ikke nødvendigvis vildt strenge forældre eller folk der kommer med vilde straffe, der er bare aldrig noget der har med barnet at gøre der er helt rigtigt.

Det er rædsomt og frustrerende at overvære og ja det er heldigvis et lille fåtal, men de findes, også blandt hvad man umiddelbart vil betragte som almindelige velfungerende familier og jeg tror ikke altid de selv er bevidste om det, jeg forestiller mig det som hovedregel er noget der kommer over tid og at de fleste af dem faktisk slet ikke vil føle sig truffet af sådan noget som du skrev.

Sursødsovs siger ‘i ovenstående indlæg’. De seneste indlæg er skrevet af Panton og jeg. Jeg er den, der sidst har skrevet et indlæg om et barn og brugt et negativt ledt ord. Den vælger mistermor at kommentere videre på. Jeg synes det er ret oplagt at jeg føler mig ramt af de indlæg.

[Bøtte]

Jeg kalder faktisk ikke mine børn for møgunger. Det var bare for at blive i tonen, du startede.
Men jeg kan godt sige til min mand og veninder at hun er irriterende. Jeg synes måske det bliver lidt en gang flueknepperi af ord, at jeg ikke må sige sådan. Tror de fleste ville kigge en ekstra gang hvis jeg sagde ‘den udviklingsfase min datters hjerne gennemgår pt giver nogle rigtig irriterede situationer hjemme hos os’. Det betyder ikke at jeg går ind til det med tilgangen at min datter er irriterende. Jeg er ergoterapeut, min viden om hjernen er ikke helt til hest. Jeg VED godt hun ikke gør det for at være irriterende. Men derfor er det en virkelig irriterende situation med hende i hovedrollen. Og det bliver til at hun er irriterede, hvis jeg taler om det.

Ordet møgunge har jeg altså hentet her fra tråden, - det er ikke noget, jeg har fundet på.

Er en debat ikke somme tider flueknepperi, fordi vi prøver at få hinanden til at forstå vores synspunkt. For det virker ikke, som om vi er langt fra hinanden, så vidt jeg kan se.

For mig er der forskel på at sige, at min barn driver mig til vanvid, og at han er en møgunge.

Men det afhænger selvfølgelig også af situation og tonefald, det må da give sig selv.

Så forstår jeg bare ikke helt behovet for at kommentere på det indlæg, der umiddelbart (blandt andre) var tiltænkt mig.

For mig er der ikke den store forskel på du skriver, jeg kunne nok endda trække de to sammen og sige at min datter er så irriterende at hun driver mig til vanvid.
Det er muligt det bliver flueknepperi i en debat, men det virker stadig ikke helt til at du forstår, at jeg ikke har den tilgang til min datter blot fordi jeg siger hun er irriterende.

Jeg har svaret nej til det indlæg, hvor du spørger, om jeg tror, du kalder dit barn møgunge.

Mener du, at jeg skulle have ladet være med at kommentere på Sursøds indlæg? Hvis det er tilfældet, så hvorfor? Jeg vinkler det anderledes og synes ikke, at jeg er andet end generel i min kommentar og dermed ikke sigter mod nogen.

Jeg synes bare ikke du vinkler det anderledes og derfor følte jeg mig ramt.