6,5 år og pisseirriterende

[FruKuk]

TS hos os hjælper det, at vi voksne drikker en flaske rødvin og laver en strategi, som vi kan holde. Ikke en, som vi håber at kunne holde, men en strategi, som vi forpligter os til. Også på stramme dage. Det betyder i praksis, at det ikke er al uønsket adfærd, vi vælger at sætte ind overfor, da vi ikke selv tror på, at vi er i stand til at følge opgaven til dørs. Vi har fx fravalgt at gøre ret meget ved vores børns dårlige bordskik, da vi ikke selv tror på, at vi gider "stå brokken ud" over, at de skal blive siddende, til alle har spist.

Vi vælger vores kampe med stor omhu, da særligt den yngste har næse for, om vi virkeligt mener det, eller om det blot er et spørgsmål om at holde ud længere end os. Og da han er ualmindelig vedholdende, så skal man virkelig mene det, hvis det skal rykke noget. Jeg tror, at vi har opgivet flere halve kampe, end vi har fået succes.

[vibbsen]

TS hos os hjælper det, at vi voksne drikker en flaske rødvin og laver en strategi, som vi kan holde. Ikke en, som vi håber at kunne holde, men en strategi, som vi forpligter os til. Også på stramme dage. Det betyder i praksis, at det ikke er al uønsket adfærd, vi vælger at sætte ind overfor, da vi ikke selv tror på, at vi er i stand til at følge opgaven til dørs. Vi har fx fravalgt at gøre ret meget ved vores børns dårlige bordskik, da vi ikke selv tror på, at vi gider "stå brokken ud" over, at de skal blive siddende, til alle har spist.

Vi vælger vores kampe med stor omhu, da særligt den yngste har næse for, om vi virkeligt mener det, eller om det blot er et spørgsmål om at holde ud længere end os. Og da han er ualmindelig vedholdende, så skal man virkelig mene det, hvis det skal rykke noget. Jeg tror, at vi har opgivet flere halve kampe, end vi har fået succes.

"Når du skal til at sige nej, så brug lige et øjeblik på at overveje HVORFOR du siger nej" Det var noget en af pædagogerne i MiniVibbsens vuggestue engang sagde til mig "Hvis du siger nej til give dit barn en is, er det så en refleks. Eller er det fordi der er ren god grund til det" Det har jeg tænkt meget over siden. Hendes pointe var ikke at man ikke skal sige nej. Men at man skal sige nej af de rigtige grunde. Og at mange gange når vi siger nej, eller når vi insisterer på visse ting, så er det faktisk fordi det var det vores egen mor ville have sagt. Det er ren refleks.

Det synes jeg var meget meget klogt sagt. For jeg kan i den grad se mig selv i det. Og da jeg fortalte det til Hr.vibbsen, så gav det rigtig god mening for ham også.

Så vi er faktisk ret gode til at udfordre hinanden - altså mig og hr.vibbsen - på det punkt. Og stille hinanden spørgsmålet "Hvorfor siger du egentlig nej/Hvorfor skal det egentlig være sådan. Giver det mening. Eller er det bare en refleks".....Og jeg oplever faktisk at rigtig mange konflikter dør på den konto....

[ajnaM]

Jeg synes bare ikke du vinkler det anderledes og derfor følte jeg mig ramt.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal skrive det tydeligere.
Sursød skriver, at man får trælse teenagere, hvis man omtaler sine børn, som nogen har gjort i tråden. Jeg skriver, at det ikke er, hvordan man omtaler dem, men hvilken tilgang man har til dem. Der er stor forskel i mine øjne.

Jeg synes, det er relevant, at ens tilgang til børnene smitter af på, hvordan de opfører og udvikler sig. Der er nogen i tråden, der omtaler deres børn som møgunger - det er deres valg, og det betyder selvfølgelig hverken, at de siger det direkte til deres børn, eller at de mener det på et generelt plan.

Jeg har ikke på noget tidspunkt møntet mine indlæg direkte på nogen i tråden, heller ikke dig. Det er det følgende heller ikke.

Jeg tror, man skal passe på med at lave en "overenskomst", hvor det er ok, at det er åh så træls at have børn, eller det er fint at kalde børn møgunger, det er røvsygt at holde barsel, eller det er fint at bestikke sine børn, og hvilke dyrke de fejl, man nu kommer til at begå.

Hvis man er højt begavet, gennemskuer man selvfølgelig, at der er meget selvironi og humor indover. Men i tråden for de uperfekte mødre, er der helt ærligt indlæg, hvor jeg tænker, at det er ikke i orden. Det er ikke et uheld eller en nødsituation eller et enkeltstående tilfælde; det er simpelthen dårlig for det involverede barn. (og jeg mener ellers ikke, at børn tager skade af at blive bestukket med vingummi eller få løfter om gaver, hvis de lægger ble eller sut)

Risikoen er nemlig, at nogen tager det alvorligt.

Så jeg synes, vi bliver nødt til at italesætte, at der altså er noget, der er bedre for børn end andet.

Jeg har oplevet som pædagog, at vi kunne rykke et barn bare ved at tale om det; vi tog børn op på møde, som vi var bekymrede for, eller som vi ikke syntes havde nok kontakt med de voksne. Mange gange oplevede vi, at barnet blomstrede op, inden vi overhovedet fik sat de tiltag igang, vi havde besluttet på mødet. For det betyder noget, hvad man tænker om barnet, og hvordan man ser på det.

Og jeg tænker, at det pres, som forældre er under i dag, godt kan være medvirkende til, at man glemmer det, eller at man kommer ind i på et forkert spor.

Tak for opklaring - jeg havde ikke lige fanget det med italesættelse vs. tilgang. Jeg er helt enig i, at man skader børnene, hvis ens generelle tilgang over for dem er, at de er pisseirriterende eller noget i den stil. Men det synes jeg nu heller ikke, jeg har set herinde.

Jeg er til gengæld ikke enig i, at man skal male et skønmaleri herinde af frygt for, at nogen eventuelt tager det alvorligt. Det tror jeg faktisk, folk godt kan finde ud af - altså at skelne mellem omtale og tilgang. Selvom enkelte indlæg i denne tråd måske kunne få én til at tvivle.

[ajnaM]

TS hos os hjælper det, at vi voksne drikker en flaske rødvin og laver en strategi, som vi kan holde. Ikke en, som vi håber at kunne holde, men en strategi, som vi forpligter os til. Også på stramme dage. Det betyder i praksis, at det ikke er al uønsket adfærd, vi vælger at sætte ind overfor, da vi ikke selv tror på, at vi er i stand til at følge opgaven til dørs. Vi har fx fravalgt at gøre ret meget ved vores børns dårlige bordskik, da vi ikke selv tror på, at vi gider "stå brokken ud" over, at de skal blive siddende, til alle har spist.

Vi vælger vores kampe med stor omhu, da særligt den yngste har næse for, om vi virkeligt mener det, eller om det blot er et spørgsmål om at holde ud længere end os. Og da han er ualmindelig vedholdende, så skal man virkelig mene det, hvis det skal rykke noget. Jeg tror, at vi har opgivet flere halve kampe, end vi har fået succes.

"Når du skal til at sige nej, så brug lige et øjeblik på at overveje HVORFOR du siger nej" Det var noget en af pædagogerne i MiniVibbsens vuggestue engang sagde til mig "Hvis du siger nej til give dit barn en is, er det så en refleks. Eller er det fordi der er ren god grund til det" Det har jeg tænkt meget over siden. Hendes pointe var ikke at man ikke skal sige nej. Men at man skal sige nej af de rigtige grunde. Og at mange gange når vi siger nej, eller når vi insisterer på visse ting, så er det faktisk fordi det var det vores egen mor ville have sagt. Det er ren refleks.

Det synes jeg var meget meget klogt sagt. For jeg kan i den grad se mig selv i det. Og da jeg fortalte det til Hr.vibbsen, så gav det rigtig god mening for ham også.

Så vi er faktisk ret gode til at udfordre hinanden - altså mig og hr.vibbsen - på det punkt. Og stille hinanden spørgsmålet "Hvorfor siger du egentlig nej/Hvorfor skal det egentlig være sådan. Giver det mening. Eller er det bare en refleks".....Og jeg oplever faktisk at rigtig mange konflikter dør på den konto....

Enig.

Jeg oplever i øvrigt også, at min store er blevet stor nok til, at jeg ikke behøver holde fast bare for at holde fast. Altså, hvis jeg kommer til at sige nej på den kategoriske måde, men det rent faktisk var et 'dumt nej', og jeg ændrer mening, så kan jeg godt forklare ham, at jeg tog fejl.

Lillebror ville lynhurtigt snuppe hele armen, hvis jeg stak ham den form for lillefinger - men med den store virker det umiddelbart anderledes. Nærmest som om han har respekt for, at jeg også kan indrømme, når jeg sagde noget åndssvagt.

[IrmaPigen]

Jeg synes bare ikke du vinkler det anderledes og derfor følte jeg mig ramt.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal skrive det tydeligere.
Sursød skriver, at man får trælse teenagere, hvis man omtaler sine børn, som nogen har gjort i tråden. Jeg skriver, at det ikke er, hvordan man omtaler dem, men hvilken tilgang man har til dem. Der er stor forskel i mine øjne.

Jeg synes, det er relevant, at ens tilgang til børnene smitter af på, hvordan de opfører og udvikler sig. Der er nogen i tråden, der omtaler deres børn som møgunger - det er deres valg, og det betyder selvfølgelig hverken, at de siger det direkte til deres børn, eller at de mener det på et generelt plan.

Jeg har ikke på noget tidspunkt møntet mine indlæg direkte på nogen i tråden, heller ikke dig. Det er det følgende heller ikke.

Jeg tror, man skal passe på med at lave en "overenskomst", hvor det er ok, at det er åh så træls at have børn, eller det er fint at kalde børn møgunger, det er røvsygt at holde barsel, eller det er fint at bestikke sine børn, og hvilke dyrke de fejl, man nu kommer til at begå.

Hvis man er højt begavet, gennemskuer man selvfølgelig, at der er meget selvironi og humor indover. Men i tråden for de uperfekte mødre, er der helt ærligt indlæg, hvor jeg tænker, at det er ikke i orden. Det er ikke et uheld eller en nødsituation eller et enkeltstående tilfælde; det er simpelthen dårlig for det involverede barn. (og jeg mener ellers ikke, at børn tager skade af at blive bestukket med vingummi eller få løfter om gaver, hvis de lægger ble eller sut)

Risikoen er nemlig, at nogen tager det alvorligt.

Så jeg synes, vi bliver nødt til at italesætte, at der altså er noget, der er bedre for børn end andet.

Jeg har oplevet som pædagog, at vi kunne rykke et barn bare ved at tale om det; vi tog børn op på møde, som vi var bekymrede for, eller som vi ikke syntes havde nok kontakt med de voksne. Mange gange oplevede vi, at barnet blomstrede op, inden vi overhovedet fik sat de tiltag igang, vi havde besluttet på mødet. For det betyder noget, hvad man tænker om barnet, og hvordan man ser på det.

Og jeg tænker, at det pres, som forældre er under i dag, godt kan være medvirkende til, at man glemmer det, eller at man kommer ind i på et forkert spor.

Forældre er jo også kun mennesker. Som har brug for at lukke damp ud engang imellem.

Jeg er sikker på alle dem der i et øjeblik sætter prædikatet møgunge på deres børn, elsker dem.

[Kanga]

Tak for mange gode input og vinkler.
Vi er i normale omdrejninger igen, med de vanlige udfald.

Kanga

[Moxy-lady]

For de findes jo og de er ikke så sjældne som man godt kunne ønske, jeg har selv en moster der yndede at sige at hvis hun havde vidst hvad det ville sige at have børn så havde hun aldrig fået ham mens min fætter hørte på det fra han var helt lille og til engang i skolealderen, og det var sådan noget hun i flere år sagde jævnligt selvom han hørte på det, hun og min onkel skændes ustandseligt om hvem der havde haft ham mest de sidste timer...

Jeg tror ikke at du finder nogen herinde der ikke synes ovenstående er forfærdeligt, og at du synes at det at omtale sit grænsesøgende 6 årige barn som en møgunge på en anonym debat er det samme, så er det sgu svært at finde fælles fodslag