Siden... Det gror mere og mere til.
Fx har vi længe bedt hende om at gennemgå sit og lave bunker med ud/ giv væk/ gem.
Det har så tager hende 3 uger og i dag eskalerer situationen til, at jeg efter puttetid får en sms (Ja vi havde glemt telefonen) hvor der står ...noget i stil med, at hun føler hun kunne bo på gaden, ingen vil have hende i sit hjem.
Hvor kom det fra?
Og ender med, at jeg "skælder ud" med meget rolig stemmeføring, men ingen tvivl om at jeg var mindre glad.
Siger at jeg er skuffet, en lille smule sur og meget meget ked af, at hun siger sådan. Og tager min egen del af skylden for at tingene eskalerende, mand lytter med... Men blander sig ikke for ikke at tynge barnet mere.
Og tingene går videre. Hun bliver selvfølgelig ulykkelig og jeg er ulykkelig og vi får løst det igen
Men hun siger så - og det er den her sætning, jeg studser over & får mig til at skrive:
Og mor.. det er ikke dig der gør noget forkert... det er bare noget i min hjerne der ikke helt gider at virke der for mig til at skrive (eller gøre) noget der ikke er rigtigt! jeg ville ikke være sådan!!!! Jeg ville være normal!!!!!!!
Og det har vi så også talt om i god ro og orden.
Men... er der ikke noget med at teenagere og tweenies til en vis grad burde have et skilt i panden "hjernen er under ombygning, vent venligst" ?
Jeg orker ikke faglitteratur lige pt, men Google viser alle mulige for og imod og relevante som irrelevante ting, når jeg forsøger at Google.