Usikker på om jeg bør tilvælge/fravælge at få børn

[Fruity]

Jeg har altid vist at jeg ikke var interesseret i at få børn, og som 15-årig tog jeg en aktiv beslutning om ikke at få børn. Nu er jeg 41 år, og jeg har stadig ingen børn. Det er jeg super glad for. Jeg har ikke fortrudt min beslutning en eneste gang, men betragter den som den bedste enkeltstående beslutning, jeg har truffet i mit liv.

Det lyder på dig som om at du ikke rigtigt har lyst til at få børn, men at du tænker du nærmest har pligt til at få dem, fordi dine omgivelser og samfundet forventer det af dig. At det næsten er skamfuldt at sige det højt, og at du derfor har forsøgt at undgå at forholde dig til det, men i stedet holdt dig til mantraet om, at lysten nok kommer en dag af sig selv.

Selv hvis du ikke var kommet med alle de argumenter for IKKE at få dem, ville jeg mene at alene dét, at du var usikker på om du skulle gøre det, i sig selv var grund nok til IKKE at gøre det. Hvis jeg er usikker på om jeg skal gøre noget - ikke kun i dette emne - så ville jeg ikke gøre det. Tvivl er bare mit sinds måde at fortælle mig på, at jeg ikke har lyst eller at min ubevidsthed har opfanget et problem, så det ikke er klogt at gøre.

Jeg kan sagtens forstå hvis det lyder som om at handler omkring at jeg føler mine omgivelser og samfundet forventer det af mig. Heldigvis er det ikke rigtig tilfældet da jeg har haft en ret åben dialog omkring det med min mor, veninder, chef og mange andre. Jeg tror tilgengæld jeg føler mig lidt presset af alle de mænd jeg har mødt og faldet for, alle har haft et stort ønske om at blive far og skabe en familie - det gør i hvertfald at jeg skal tage stilling til det på et eller andet tidspunkt for ikke at spilde deres tid (selvom jeg fra starten af er ærlig omkring min ambivalens). Omvendt, ville muligheden for at få børn være ultimativt lukket hvis jeg fandt sammen med en fyr der var helt afklaret med han ikke ønskede (flere eller nogen) børn. Den der tanke og følelse omkring at lysten til børn nok kommer med alderen handler nok egentlig mere omkring at det var hvad jeg havde forestillet mig ville ske, fordi de fleste ender med at få et par børn når de bliver slut-20'erne til midt-30'erne.

Så min situation er nok mere den at jeg ikke føler behovet eller noget stort ønske om at få børn, være mor/forælder, have en lille kernefamilie osv. samtidigt med at alle omkostningerne, risikoen for at ende som alenemor og livsstilen der følger med familielivet skræmmer mig en del. Jeg synes virkelig man hører meget brok omkring det at have børn og familielivet på de sociale medier, min arbejdsplads, veninder som lige har fået deres første barn osv. så det skræmmer mig også en del. Lidt ala "Wow, hvis alt det negative ved livet med børn fylder SÅ meget og er SÅ hårdt, så lyder det nærmest rent idiotisk at kaste sig ud i det medmindre det at få børn og at være mor er ens allerstørste drøm og ambition". Allerede nu er jeg indstillet på at vælger jeg at få et barn eller to, så regner jeg med at de første 2-4 år bliver et rent helvede og nogle år af mit liv som jeg bare skal forsøge at få overstået hurtigst muligt og overleve uden at tage livet af mig selv. Men omvendt, holder jeg også af min familie, jeg kan godt lide tanken om at fylde mit liv med noget meningsfuldt (end bare mig selv) og er lidt usikker på om jeg vil fortryde at fravælge en så stor del af livet som det at få egne børn er. På den anden side, tror jeg at ville fylde mit liv med andre meningsfulde aktiviteter som jeg så også ville have flere ressourcer til hvis jeg fravælger at få børn fx frivilligt arbejde i hverdagen eller frivillige projekter i udlandet.

Måske du skal tage en samtale med din mor om, hvorfor du føler din tilstedeværelse har været hård og negativ for hende? Og at hendes liv har været et helvede i flere år?

Det lyder som en tung byrde at bære at have det sådan. Og som et sted, du bør tage fat, uanset om du ønsker børn eller ej.

[Zonta]

Jeg kan i øvrigt tilføje til min indlæg ovenfor, at en af grundene til, at jeg fik barn var, at jeg var bange for at fortryde, når jeg blev ældre. Jeg ved godt, at børn ikke er garanti for selskab/livsglæde/mening/lignende, men jeg var i hvert fald bange for at fortryde på længere sigt. Det var som sagt noget hårdere end jeg havde regnet med, så derfor er jeg ret sikker på, at vi nøjes med ét barn.

[Frandsen]

Jeg er en af dem, der i en relativt ung alder besluttede mig for, at jeg ikke ville have børn.
Jeg havde bare ikke lyst. Og så fandt jeg grundlæggende børn irriterende. fx kunne jeg få lyst til at aflyse en aftale med en veninde, hvis jeg fandt ud af, at et af hendes børn ville være til stede.

Jeg sagde det højt til min kæreste. Altså at jeg ikke var interesseret i børn.

Så skete der det, at jeg blev gravid som 29-årig. Ved lidt et uheld-agtigt.

- Og nu har jeg tre børn

Jeg er stadig ikke interesseret i andres børn. Finder dem jævnt uinteressante. Selv mine niecer og nevøer. Først nu, hvor den ældste er teenager, synes jeg, det er hyggeligt at tale med hendes veninder og venner.

Men mine egne børn elsker jeg uendeligt meget. Og jeg har ikke fortrudt et eneste sekund, at jeg har fået dem. Den dér ubeskrivelige kærlighed til mine børn ville jeg ikke bytte for noget. Jeg ville gøre alt, ofre alt - også min mand og resten af min familie - for mine børn.

Jeg elsker at være sammen med dem. Jeg elsker at deltage i ting omkring mine børn - aktiviteter, sport, skolehalløj. Og jeg savner nul fra mit 'gamle liv'. Alle ting fra dengang kan jeg jo stadig!

[FrkCherry]

Jeg har altid vist at jeg ikke var interesseret i at få børn, og som 15-årig tog jeg en aktiv beslutning om ikke at få børn. Nu er jeg 41 år, og jeg har stadig ingen børn. Det er jeg super glad for. Jeg har ikke fortrudt min beslutning en eneste gang, men betragter den som den bedste enkeltstående beslutning, jeg har truffet i mit liv.

Det lyder på dig som om at du ikke rigtigt har lyst til at få børn, men at du tænker du nærmest har pligt til at få dem, fordi dine omgivelser og samfundet forventer det af dig. At det næsten er skamfuldt at sige det højt, og at du derfor har forsøgt at undgå at forholde dig til det, men i stedet holdt dig til mantraet om, at lysten nok kommer en dag af sig selv.

Selv hvis du ikke var kommet med alle de argumenter for IKKE at få dem, ville jeg mene at alene dét, at du var usikker på om du skulle gøre det, i sig selv var grund nok til IKKE at gøre det. Hvis jeg er usikker på om jeg skal gøre noget - ikke kun i dette emne - så ville jeg ikke gøre det. Tvivl er bare mit sinds måde at fortælle mig på, at jeg ikke har lyst eller at min ubevidsthed har opfanget et problem, så det ikke er klogt at gøre.

Jeg kan sagtens forstå hvis det lyder som om at handler omkring at jeg føler mine omgivelser og samfundet forventer det af mig. Heldigvis er det ikke rigtig tilfældet da jeg har haft en ret åben dialog omkring det med min mor, veninder, chef og mange andre. Jeg tror tilgengæld jeg føler mig lidt presset af alle de mænd jeg har mødt og faldet for, alle har haft et stort ønske om at blive far og skabe en familie - det gør i hvertfald at jeg skal tage stilling til det på et eller andet tidspunkt for ikke at spilde deres tid (selvom jeg fra starten af er ærlig omkring min ambivalens). Omvendt, ville muligheden for at få børn være ultimativt lukket hvis jeg fandt sammen med en fyr der var helt afklaret med han ikke ønskede (flere eller nogen) børn. Den der tanke og følelse omkring at lysten til børn nok kommer med alderen handler nok egentlig mere omkring at det var hvad jeg havde forestillet mig ville ske, fordi de fleste ender med at få et par børn når de bliver slut-20'erne til midt-30'erne.

Så min situation er nok mere den at jeg ikke føler behovet eller noget stort ønske om at få børn, være mor/forælder, have en lille kernefamilie osv. samtidigt med at alle omkostningerne, risikoen for at ende som alenemor og livsstilen der følger med familielivet skræmmer mig en del. Jeg synes virkelig man hører meget brok omkring det at have børn og familielivet på de sociale medier, min arbejdsplads, veninder som lige har fået deres første barn osv. så det skræmmer mig også en del. Lidt ala "Wow, hvis alt det negative ved livet med børn fylder SÅ meget og er SÅ hårdt, så lyder det nærmest rent idiotisk at kaste sig ud i det medmindre det at få børn og at være mor er ens allerstørste drøm og ambition". Allerede nu er jeg indstillet på at vælger jeg at få et barn eller to, så regner jeg med at de første 2-4 år bliver et rent helvede og nogle år af mit liv som jeg bare skal forsøge at få overstået hurtigst muligt og overleve uden at tage livet af mig selv. Men omvendt, holder jeg også af min familie, jeg kan godt lide tanken om at fylde mit liv med noget meningsfuldt (end bare mig selv) og er lidt usikker på om jeg vil fortryde at fravælge en så stor del af livet som det at få egne børn er. På den anden side, tror jeg at ville fylde mit liv med andre meningsfulde aktiviteter som jeg så også ville have flere ressourcer til hvis jeg fravælger at få børn fx frivilligt arbejde i hverdagen eller frivillige projekter i udlandet.

Måske du skal tage en samtale med din mor om, hvorfor du føler din tilstedeværelse har været hård og negativ for hende? Og at hendes liv har været et helvede i flere år?

Det lyder som en tung byrde at bære at have det sådan. Og som et sted, du bør tage fat, uanset om du ønsker børn eller ej.

Det er ikke min oplevelse at min mor har oplevet det har været hårdt og negativt at få børn - tværtimod. Det er udelukkende mine veninders og især kollegaers brok, influencere på de sociale medier osv. som har givet mig det indtryk.

[ajnaM]

Jeg kan sagtens forstå hvis det lyder som om at handler omkring at jeg føler mine omgivelser og samfundet forventer det af mig. Heldigvis er det ikke rigtig tilfældet da jeg har haft en ret åben dialog omkring det med min mor, veninder, chef og mange andre. Jeg tror tilgengæld jeg føler mig lidt presset af alle de mænd jeg har mødt og faldet for, alle har haft et stort ønske om at blive far og skabe en familie - det gør i hvertfald at jeg skal tage stilling til det på et eller andet tidspunkt for ikke at spilde deres tid (selvom jeg fra starten af er ærlig omkring min ambivalens). Omvendt, ville muligheden for at få børn være ultimativt lukket hvis jeg fandt sammen med en fyr der var helt afklaret med han ikke ønskede (flere eller nogen) børn. Den der tanke og følelse omkring at lysten til børn nok kommer med alderen handler nok egentlig mere omkring at det var hvad jeg havde forestillet mig ville ske, fordi de fleste ender med at få et par børn når de bliver slut-20'erne til midt-30'erne.

Så min situation er nok mere den at jeg ikke føler behovet eller noget stort ønske om at få børn, være mor/forælder, have en lille kernefamilie osv. samtidigt med at alle omkostningerne, risikoen for at ende som alenemor og livsstilen der følger med familielivet skræmmer mig en del. Jeg synes virkelig man hører meget brok omkring det at have børn og familielivet på de sociale medier, min arbejdsplads, veninder som lige har fået deres første barn osv. så det skræmmer mig også en del. Lidt ala "Wow, hvis alt det negative ved livet med børn fylder SÅ meget og er SÅ hårdt, så lyder det nærmest rent idiotisk at kaste sig ud i det medmindre det at få børn og at være mor er ens allerstørste drøm og ambition". Allerede nu er jeg indstillet på at vælger jeg at få et barn eller to, så regner jeg med at de første 2-4 år bliver det hårdeste jeg nogensinde har oplevet og nogle år af mit liv som jeg bare skal forsøge at få overstået hurtigst muligt. Men omvendt, holder jeg også af min familie, jeg kan godt lide tanken om at fylde mit liv med noget meningsfuldt (end bare mig selv) og er lidt usikker på om jeg vil fortryde at fravælge en så stor del af livet som det at få egne børn er. På den anden side, tror jeg at ville fylde mit liv med andre meningsfulde aktiviteter som jeg så også ville have flere ressourcer til hvis jeg fravælger at få børn fx frivilligt arbejde i hverdagen eller frivillige projekter i udlandet.

Altså, jeg har haft to hårde omgange med mine børn - fik blandt andet en ptsd-diagnose med bund i første barns massive søvnproblemer, da jeg fik en fødselsreaktion med nummer to. Jeg var vitterligt ikke mig selv de år, blandt andet fordi jeg vågnede 30-40 gange hver nat og ofte ikke kunne falde i søvn igen.

Nå, men selv om alt det skete, og jeg var ret fucked i perioden, så var der også masser af gode ting. At få en baby er fuldstændig vildt og livsomvæltende, og selvom det er hårdt - og for mig var det vildt hårdt - så er det også fantastisk og stort. Det er en periode, jeg ser tilbage på med stor ømhed, og jeg har nogle af mit livs bedste minder fra den periode.

Bare for at sige, at det godt kan være BÅDE vildt hårdt og vildt fantastisk. Det er generelt vildt at få børn (selvom det ofte er 'vildt' på den indre, personlige, hjemlige måde ).




Og så vil jeg måske generelt råde dig til at vente lidt, når du er uafklaret? Giv dig selv lov til at blive i tvivlen lidt endnu. Bliver du ved at være i tvivl, er det måske fordi, det ikke skal være.

[pinkmoon]

Det er ikke fordi jeg har fået verdens nemmeste barn. Der har både været maveproblemer, søvnbesvær, amme udfordringer, smertefuld fødsel med store bristninger og meget andet.

Men jeg synes stadig det har været mere vidunderligt, sjovt og meningsfyldt end det har været hårdt.

[Fruity]

Jeg har altid vist at jeg ikke var interesseret i at få børn, og som 15-årig tog jeg en aktiv beslutning om ikke at få børn. Nu er jeg 41 år, og jeg har stadig ingen børn. Det er jeg super glad for. Jeg har ikke fortrudt min beslutning en eneste gang, men betragter den som den bedste enkeltstående beslutning, jeg har truffet i mit liv.

Det lyder på dig som om at du ikke rigtigt har lyst til at få børn, men at du tænker du nærmest har pligt til at få dem, fordi dine omgivelser og samfundet forventer det af dig. At det næsten er skamfuldt at sige det højt, og at du derfor har forsøgt at undgå at forholde dig til det, men i stedet holdt dig til mantraet om, at lysten nok kommer en dag af sig selv.

Selv hvis du ikke var kommet med alle de argumenter for IKKE at få dem, ville jeg mene at alene dét, at du var usikker på om du skulle gøre det, i sig selv var grund nok til IKKE at gøre det. Hvis jeg er usikker på om jeg skal gøre noget - ikke kun i dette emne - så ville jeg ikke gøre det. Tvivl er bare mit sinds måde at fortælle mig på, at jeg ikke har lyst eller at min ubevidsthed har opfanget et problem, så det ikke er klogt at gøre.

Jeg kan sagtens forstå hvis det lyder som om at handler omkring at jeg føler mine omgivelser og samfundet forventer det af mig. Heldigvis er det ikke rigtig tilfældet da jeg har haft en ret åben dialog omkring det med min mor, veninder, chef og mange andre. Jeg tror tilgengæld jeg føler mig lidt presset af alle de mænd jeg har mødt og faldet for, alle har haft et stort ønske om at blive far og skabe en familie - det gør i hvertfald at jeg skal tage stilling til det på et eller andet tidspunkt for ikke at spilde deres tid (selvom jeg fra starten af er ærlig omkring min ambivalens). Omvendt, ville muligheden for at få børn være ultimativt lukket hvis jeg fandt sammen med en fyr der var helt afklaret med han ikke ønskede (flere eller nogen) børn. Den der tanke og følelse omkring at lysten til børn nok kommer med alderen handler nok egentlig mere omkring at det var hvad jeg havde forestillet mig ville ske, fordi de fleste ender med at få et par børn når de bliver slut-20'erne til midt-30'erne.

Så min situation er nok mere den at jeg ikke føler behovet eller noget stort ønske om at få børn, være mor/forælder, have en lille kernefamilie osv. samtidigt med at alle omkostningerne, risikoen for at ende som alenemor og livsstilen der følger med familielivet skræmmer mig en del. Jeg synes virkelig man hører meget brok omkring det at have børn og familielivet på de sociale medier, min arbejdsplads, veninder som lige har fået deres første barn osv. så det skræmmer mig også en del. Lidt ala "Wow, hvis alt det negative ved livet med børn fylder SÅ meget og er SÅ hårdt, så lyder det nærmest rent idiotisk at kaste sig ud i det medmindre det at få børn og at være mor er ens allerstørste drøm og ambition". Allerede nu er jeg indstillet på at vælger jeg at få et barn eller to, så regner jeg med at de første 2-4 år bliver et rent helvede og nogle år af mit liv som jeg bare skal forsøge at få overstået hurtigst muligt og overleve uden at tage livet af mig selv. Men omvendt, holder jeg også af min familie, jeg kan godt lide tanken om at fylde mit liv med noget meningsfuldt (end bare mig selv) og er lidt usikker på om jeg vil fortryde at fravælge en så stor del af livet som det at få egne børn er. På den anden side, tror jeg at ville fylde mit liv med andre meningsfulde aktiviteter som jeg så også ville have flere ressourcer til hvis jeg fravælger at få børn fx frivilligt arbejde i hverdagen eller frivillige projekter i udlandet.

Måske du skal tage en samtale med din mor om, hvorfor du føler din tilstedeværelse har været hård og negativ for hende? Og at hendes liv har været et helvede i flere år?

Det lyder som en tung byrde at bære at have det sådan. Og som et sted, du bør tage fat, uanset om du ønsker børn eller ej.

Det er ikke min oplevelse at min mor har oplevet det har været hårdt og negativt at få børn - tværtimod. Det er udelukkende mine veninders og især kollegaers brok, influencere på de sociale medier osv. som har givet mig det indtryk.

Så tænker jeg, du skal parkere den tanke.

[LadyFox]

Det var ikke meningen at jeg skulle have haft børn, det var ikke fordi jeg ikke kunne lide børn for det har jeg egentlig altid godt kunne. Det var mere en blanding af at jeg godt kunne lide den frihed der fulgte med ikke at have dem kombineret med nogle bekymringer omkring helbred.
Men altså, kort tid efter min eks og jeg slog op endte vi sammen, og jeg blev gravid, og jeg kunne bare mærke at jeg ikke havde det godt med en abort, så jeg fik min datter.

Jeg fortryder på ingen måde det valg jeg tog, at få er barn har givet mig så meget - jeg synes det er det vildeste ever. Jeg synes det er så meningsfuldt at følge et lille menneskes udvikling, og følge med i hvordan hun møder verdenen.
Og den kærlighed jeg føler er virkelig ubeskrivelig og virkelig intens.
Derudover har jeg lært sindssygt meget om mig selv - blandt andet at jeg kan meget mere end jeg nogensinde havde troet, at jeg er langt mere ressourcestærk end jeg har givet mig selv credit for, jeg har fundet en ro jeg ikke har haft i mit liv før - og jeg trives virkelig med den ro, struktur og faste rammer som jeg var for rastløs til at finde før. Derudover så har det været sundt for mig at være noget for nogen - og sætte nogen før mig selv.
Men jeg har også fundet ud af at jeg er skide god til at være ansvarshavende til et småbørn.

Når det så er sagt, så er jeg helt overbevist om at jeg ville have helt og aldeles glimrende hvis jeg ikke var blevet gravid - og de det scenarie stadig ment at det ikke at få børn var den rette beslutning for mig. Jeg ser det et eller andet sted bare som om at det bare er en af de situationer livet nogengange byder en og så må man jo få det til ar fungere, og det har jeg så gjort.

Jeg synes ikke altid der er rigtige og forkerte valg.

[1234]

Der er jo også lidt forskel på, hvad den enkelte fra- og tilvælger. For mig var pakken min kæreste gennem mange år og minimum et barn eller alene uden børn. Så er pakken jo lidt mere attraktiv og konkret end en imaginær partner og barn versus det liv man helt konkret lever nu som single uden børn.

[POCKETKITTEN]

Jeg har altid vidst, at jeg ville have børn. Men jeg havde en idé om, at jeg skulle noget med min karriere først, så jeg trak den ind i 30’erne, selvom min mand havde været klar i årevis. Jeg fortryder kun, at jeg ikke startede før.

Det er det hårdeste og det bedste i mit liv. Selv hvis min mand skred eller døde, ville jeg hellere leve et skrabet og hårdt liv med mit barn end en singletilværelse, selvom jeg kan se mange muligheder i det. Sådan er det bare.

Du skriver, at du hører meget brok fra andre mødre. Det gør jeg mig også skyldig i. I misforstået hensyn fortæller jer ofte kun anekdoter om, at mit barn har kastet op på mig eller været vågen hele natten for at være “sjov”. Jeg regner af en eller anden grund ikke med at barnløse gider høre om alt det fantastiske, jeg oplever med mit barn. Det er en underlig mekaniske. Det får mig til at tænke over, om jeg går og skræmmer folk fra at få børn.

[Joe]

Det er ikke min oplevelse at min mor har oplevet det har været hårdt og negativt at få børn - tværtimod. Det er udelukkende mine veninders og især kollegaers brok, influencere på de sociale medier osv. som har givet mig det indtryk.

Jeg hører som sådan ikke helt til målgruppen for dit spørgsmål - for jeg har aldrig været i tvivl om at jeg ønskede børn. Og gerne mange. Men jeg vil gerne reagere her, for jeg er ked af at du har den oplevelse.

Personligt har man nok også indimellem kunne høre mig fremhæve enkelte dele af livet som småbørnsmor som hårde - de første par år i institution, hvor man blev ringet syg hjem med snotnæse konstant fx.

Og der er helt klart skåret ned på både restaurantbesøg, byture og rejser (hos os. Ved der er mange der ikke lader sig stoppe og stadig gør 1 og 3 med barn/børn.)

Men helt generelt, så er min livskvalitet blevet løftet gevaldigt af at være blevet mor. Udover det mere fluffy som at min tilværelse har fået mere mening og at det er befriende at jeg ikke kun skal tage ansvar for mig selv, så er mit liv bare blevet sundere, fordi det i højere grad er skemalagt.

- Jeg kan ikke selv vælge hvor længe jeg vil sove, så jeg går i seng i nogenlunde ordentlig tid hver dag. Og pludselig fik jeg for første gang i mit voksenliv en fornuftig døgnrytme (og Joe uden børn ville hade mig for at sige det, men det bidrager med meget positivt til min weekend, at jeg altid er oppe mellem 6 og 8)

- Spisning sker på faste tidspunkter af hensyn til barnet. Det viste sig, at det også er gavnligt for min krop.

- Jeg får rørt mig, selv når jeg ikke går efter det. Dansefester i stuen, klatring på legepladsens klatrestativ, spontane kapløb, m.m. Og styrketræning er også sjovere med velvillig assistent.

Og så er det jo bare dejligt og alt det der. Det er en anden type kærlighed end man har til nogen anden, jeg har det enormt sjovt på daglig basis med min søn, jeg bliver konstant klogere, da jeg er tvunget til at sætte mig ind i emner, jeg ikke har gjort før, så jeg kan forklare dem til ham/tale om de forskellige typer arbejdskøretøjer, vi ser på vores vej.

Han er nu fire, så de mest intense småbørnsår er slut med ham - vi starter så lige "forfra" til sommer, og det med glæde. Selvfølgelig har dele været enormt hårde undervejs, men det kan livet nu engang være (når jeg kigger på de seneste 4,5 år, så er det faktisk mere ting der ikke direkte har vedrørt ham, der gjorde mit liv hårdt.)
Jeg tror Pocket har en pointe i det der med at man jo ikke sidder og fortæller de barnløse en masse om hvor skønt det er at have børn - for min oplevelse er også at det simpelthen ikke har deres interesse (eller også er de ikke super glade for at være barnløse, og så er det også mærkeligt at sidde og snakke om.) Hvorimod man da sagtens kan smide en bemærkning om nogen åndssvagt der er hændt en i livet som småbørnsforælder.

Og jeg ville derfor heller ikke normalt have serveret dig en remse om hvorfor det har forbedret min livskvalitet at være mor, men betragt dette som en realistisk modvægt til alle de frygtelige ting du hører.

[D.itsen]

Jeg har altid vidst, at jeg ville have børn. Men jeg havde en idé om, at jeg skulle noget med min karriere først, så jeg trak den ind i 30’erne, selvom min mand havde været klar i årevis. Jeg fortryder kun, at jeg ikke startede før.

Det er det hårdeste og det bedste i mit liv. Selv hvis min mand skred eller døde, ville jeg hellere leve et skrabet og hårdt liv med mit barn end en singletilværelse, selvom jeg kan se mange muligheder i det. Sådan er det bare.

Du skriver, at du hører meget brok fra andre mødre. Det gør jeg mig også skyldig i. I misforstået hensyn fortæller jer ofte kun anekdoter om, at mit barn har kastet op på mig eller været vågen hele natten for at være “sjov”. Jeg regner af en eller anden grund ikke med at barnløse gider høre om alt det fantastiske, jeg oplever med mit barn. Det er en underlig mekaniske. Det får mig til at tænke over, om jeg går og skræmmer folk fra at få børn.

Det er ikke kun når folk snakker direkte til barnløse. Det er mellem forældre over frokostbordet, det er herinde, det er plasteret til med det på SOme. Det er alle steder

[abcd]

Jeg har altid vidst, at jeg ville have børn. Men jeg havde en idé om, at jeg skulle noget med min karriere først, så jeg trak den ind i 30’erne, selvom min mand havde været klar i årevis. Jeg fortryder kun, at jeg ikke startede før.

Det er det hårdeste og det bedste i mit liv. Selv hvis min mand skred eller døde, ville jeg hellere leve et skrabet og hårdt liv med mit barn end en singletilværelse, selvom jeg kan se mange muligheder i det. Sådan er det bare.

Du skriver, at du hører meget brok fra andre mødre. Det gør jeg mig også skyldig i. I misforstået hensyn fortæller jer ofte kun anekdoter om, at mit barn har kastet op på mig eller været vågen hele natten for at være “sjov”. Jeg regner af en eller anden grund ikke med at barnløse gider høre om alt det fantastiske, jeg oplever med mit barn. Det er en underlig mekaniske. Det får mig til at tænke over, om jeg går og skræmmer folk fra at få børn.

Det er ikke kun når folk snakker direkte til barnløse. Det er mellem forældre over frokostbordet, det er herinde, det er plasteret til med det på SOme. Det er alle steder

Jeg synes nu snarere herinde i diverse børnetråde at der er en overvægt af rørstrømskhed over hvor vidunderligt meningsfuldt forældreskabet er. Fra mødre der næsten ikke kan være i sig selv over hvor fine babys små fingre er. Ikke at der er noget galt med det.

Det er mere i snakken om mændene at overvægten er imod brok. Ikke at der er noget galt med det heller.

[pinkmoon]

Jeg synes også der er mange negative beretninger om forældreskabet på sociale medier, i kronikker, her, der og alle vegne.

Der er gået sport i at bryde tabuet, at det ikke kun er rosenrødt. Men nu er det tabu vist også brudt og mere til.

Det er hårdt. Det er bare ikke kun hårdt.

[Kilix]

Jeg har aldrig villet have boern. De siger mig intet og livet med boern siger mig intet. Jeg hader ikke boern, jeg er bare glad for at de ikke er en del af min hverdag. Jeg elsker min families boern, de er dejlige og relativt nemme, men jeg er absolut ogsaa glad og lettet naar de smutter igen, eller jeg smutter igen. Og jeg glaeder mig til at de bliver stoerre og jeg kan have 'voksen' samtaler med dem - de er nogen skarpe unger allerede. Og saa skal det nok blive en fest naar Tante Kilix tager paa bodega tourne med sine nevoer og drikker dem i hegnet
Med det sagt, saa tror jeg at hvis man er i tvivl saa skal man kigge rigtig dybt, for det er bestemt en skam at fortryde at man ikke fik boern, naar man havde chancen. Nu er jeg selv 100% afklaret, men var jeg ikke ville jeg nok spytte nogen penge i nogen psykolog timer, eller hvad det kunne vaere, for at blive afklaret eller faa nogen flere sider afdaekket. I sidste ende er det kun dig der kan tage den beslutning.