Fødselsberetninger

Brugeravatar
Evapeva
Indlæg: 1098
Tilmeldt: 20. aug 2015, 10:45
Kort karma: 223
Likede indlæg: 2166

Fødselsberetninger

Indlægaf Evapeva » 6. nov 2017, 12:56

Mangler vi ikke sådan en tråd? :D Jeg elsker fødselsberetninger!

Jeg lægger ud i de næste indlæg, håber I har lyst til at følge trop. :blomst:
0
Kom lad os gå. Kom lad os se. Gennem tusind verdner venter vægtløs kærlighed.

Et fyrtårn af fornuft i et hav af vrøvl. :engel:
Brugeravatar
Evapeva
Indlæg: 1098
Tilmeldt: 20. aug 2015, 10:45
Kort karma: 223
Likede indlæg: 2166

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Evapeva » 6. nov 2017, 12:59

Fødselsberetning Asger 2012:

Da Asger kom til verden 20. februar 2012

Jeg kan simpelthen ikke fatte mig i korthed, så forbered dig på en laaaaaaa-haaang fødselsberetning. Spring eventuelt optakten over, hvis du keder dig undervejs. :genert:

Søndag den 19/2:
Jeg er 39+6, og er efterhånden rigtig tung og besværet af baby. Jeg kan nærmest intet selv, og render bare rundt i huset og pruster. Om eftermiddagen kommer mine svigerforældre på besøg til kaffe, og de afslører, at svigermor og svigerinden har et stående væddemål om, hvornår jeg føder og at der er en brunch på højkant. De forestiller sig begge, at det bliver en del dage over termin. Hrmpf! :D
Om aftenen kan jeg godt mærke, at mine i forvejen kraftige ligamentsmerter ligesom ændrer karakter til sammen med plukveerne at blive mere summende og murrende. Jeg har haft ligamentsmerter fra helt tidligt i graviditeten, og plukveer har jeg haft siden uge 16, så jeg er absolut vant til det meste, men det her er bare anderledes. Mere sker der dog ikke, og vi går i seng og glæder os, til jeg rammer terminsdatoen.

Mandag den 20/2 - optakten:
Min kæreste har sagt farvel og er kørt på arbejde kl. 06, og jeg har bare sovet videre, så længe jeg overhovedet har kunnet, men nu vågner jeg altså kl. 09 ved, at jeg tisser i sengen! Jeg flyver op og inspicerer mine gennemblødte trusser og mærker på den pøl, jeg har lavet på lagenet og så er jeg ellers helt oppe at køre: Vandet er gået! Og så om morgenen på selveste terminsdatoen! Det synes jeg åbenbart er helt magisk, haha. :stoned:
Jeg læste engang en fødselsberetning, hvor én beskrev forløbet op til en fødsel som en rutsjetur i tivoli. Det giver et kæmpe sæt i kroppen at vide, at nu er det altså nu, men man har bare ikke mulighed for at stige af, før baby er der. Dé sætter altså nogle tanker i gang denne formiddag, og jeg render rundt i huset som en hovedløs høne, mens jeg ringer til min kæreste, som straks kører hjemad (han har en lille times kørsel hjem). Jeg sætter høj, glad musik på, og forsøger at pakke den-der-taske til sygehuset, som jeg selvfølgelig ikke har forberedt mig på i god tid. Når man som type arbejder bedst under pres, så skal man da heller ikke forhaste sig med tasken til sygehuset, vel? :D

Jeg ringer til fødegangen, som gerne vil se mig kl. 13. Bagefter ringer jeg til henholdsvis min mor, min far og min lillesøster for at fortælle, at vandet er gået og at vi snart smutter på sygehuset – jeg kan slet ikke holde min mund. Min kæreste ringer også til sine nærmeste familiemedlemmer, vi havde aftalt at holde mund begge to, men uden at kende til den andens udåd, får vi altså hver især ringet alligevel. :D
Indtil videre har jeg ikke skyggen af veer, og jeg føler mig ret heldig ved tanken om, at jeg slipper for at bøvle med dem herhjemme. Min kæreste kommer hjem, og vi krammer og går i cirkler, mens vi pakker lidt ned. Det bedste er, da vi finder babytøj i størrelse 50 frem og pakker med i tasken. :) Vi forsøger at klemme et par sandwich ned, men ingen af os kan rigtigt spise noget. Klokken er efterhånden 12.30, og vi får pakket bilen og jeg får bugseret mig ind på passagersædet. Heldigvis er der stadig ikke skyggen af veer på turen ind til sygehuset, så den bliver noget mere behagelig, end jeg havde frygtet.

Klokken 13 kommer vi op på fødegangen, og en sød jordemoder kalder os ind på en fødestue, hvor hun beder om vandrejournalen. Vi glor dumt på hinanden, og kommer i tanke om, at den blev lagt på taget af bilen, mens vi pakkede det sidste - og så kørte vi bare! :) Jordemoderen er flad af grin. Mens hun går ud og henter nogle remedier, ringer jeg til min far og beder ham om at køre hen til os og kigge på vejen, om der skulle ligge en vandrejournal. Jeg kan nærmest se for mig, hvordan han ryster på hovedet af mig, for jeg må erkende, at det er temmelig typisk mig-og-min-kæreste-adfærd. :D

Jordemoderen kommer tilbage og beder mig tage mine trusser af. Jeg har taget et bind på, som er vådt, men hun bliver ret overrasket og siger, at det altså ikke er vandet, der er gået. Bang! Så skuffet (og flov) man kan blive på et øjeblik, fordi man har ”misforstået” ja, sig selv og sin krop. Hvad pokker er det så?, tænker jeg bare. Hun undersøger mig indvendigt, og det gør simpelthen så ondt. Dét var jeg ikke lige forberedt på. Hun fortæller, at det kun er den yderste hinde, der er bristet. Og hvad det helt nøjagtig skal betyde, ved jeg faktisk endnu ikke den dag i dag. Jeg troede ligesom, at en forsterhinde var en fosterhinde og ikke, at der var to af dem. :nerve:

Det gode er dog, at hendes rumsteren rundt har taget både slimprop og tegnblødning med sig, så hun mener ikke, at det varer længe, før jeg er i fødsel. Desuden fortæller hun os, at fosterhinden er spændt/ved bristepunktet, at jeg nærmest ingen livmoderhals har tilbage, og desuden er to cm åben. Men vi bliver sendt hjem, og det er simpelthen så fesent. Den fest vi havde bygget op hele formiddagen, altså. :fløjt:

Vi går i Blockbuster (ja, det gjorde man stadig i 2012 :D :D ) og lejer et par film og køber en bunke slik, for et eller andet skal vi jo have tiden til at gå med. Tanken om at vores baby alligevel ikke bliver en terminsbaby, er af en eller anden grund virkelig irriterende. Slukørede kører vi hjem, mens jeg over telefonen opdaterer i min terminstråd, for de havde selvfølgelig også fået nyheden om, at vandet var gået. På vejen hjem synes jeg, at ømheden over jordemoderens pilleri tager til, og mine plukveer bider efterhånden til. Rigtige veer synes/tror jeg dog ikke, det er.
Klokken er nu 14.30 og netop som vi drejer ind ved vores hus, hvor min far står i indkørslen og vifter med vandrejournalen, kommer den første rigtige ve. Nu er jeg ikke længere i tvivl, for den gør mig stakåndet, og jeg knækker en smule sammen, men jeg kan stadig nogenlunde holde ud at være til. Jeg takker min far for at have reddet vandrejournalen ude i landevejsgrøften (:D tsk tsk!), og han skal virkelig have et vink med en vognstang = se den næste ve in action og en afværgende arm fra mig, før han forstår, at det vist er nu, han skal til at daffe.

Veerne kommer hvert 5. minut, og de er relativt kradse, så min kæreste ringer 15.30 til fødegangen for at give en status. Han får at vide, at vi skal se tiden an, fordi veerne næsten lige er begyndt. Jeg prøver at tage et brusebad, men det er ikke videre behageligt. Veerne lagde ud med at bide i underlivet nærmest som menstruationssmerter, hvilket de fleste kvinder nok er forberedte på at tackle fra naturens side, men nu ændrer de karakter og sætter sig også i lænden. Jävla smerte! Det kan man altså til gengæld ikke forberede sig på. Efterhånden kommer der veer hvert 4. minut, og de tager ret hurtigt til i styrke. Jeg vandrer rundt i køkkenet eller står ind over køkkenbordet, for jeg kan ikke længere sidde ned. Nu er klokken 16.30 og jeg ringer og tigger dem om at ville se mig, og jordemoderen bliver hængende i telefonen for at høre mig kæmpe mig gennem en ve, og så får vi endelig grønt lys til at komme ”om en times tid”, siger hun.
Endelig! :)

Mandag den 20/2 - fødslen:
I elevatoren på vej op til sygehuset har vi igen muligheden for lige at flippe lidt ud sammen - så der bliver atter krammet og kysset, for nu er det virkelig nu! Vi er helt i eufori - når altså ikke jeg har en ve. 17.30 træder vi ind på fødegangen igen. Vi tildeles straks en fødestue. En lille én, hvor der desværre ikke er fødekar. Jeg spørger jordemoderen om det, for det har jeg hele tiden ønsket mig, men hun siger, at der er vanvittigt travlt, og at fødestuerne med badekar er optagede. Jeg pipper, om de også skal føde på terminsdatoen, for ligesom at sige ”jeg har RET til en fødestue med det skide bad i, nå!” og det udløser grin hos jordemoder og kæresten. Men jeg mener det sgu! Lidt rangordning må der da være mellem de fødende. :D Jeg opgiver, men tænker ved mig selv, at de fødende på stuerne med badekar BARE har at benytte det så! :D

Jeg er 4 cm åben, og der er 4 minutter mellem veerne, som varer 1 minut. Jeg får tilbudt lavement og takker ja, mens min kæreste er flink at gå ned at hente taskerne med vores sager, så jeg kan få lidt privatliv. Jeg synes, det er vildt ubehageligt at sidde på toilettet med veer. Et par gange inden for den første time skal jeg tisse, men synes det er helt frygteligt at sidde der og ude på toilettet kan jeg høre en anden fødende på stuen ved siden af, som giver den maks gas på lydsiden. Pyh, det forskrækker mig temmelig meget!
Klokken 19 er der vagtskifte, men vi møder flere forskellige jm, som præsenterer sig for os, og det gør mig usikker. Især fordi der ikke er nogen af dem, der bliver inde hos os. Det havde jeg nok naivt forventet; at vi ville have ”vores” jordemoder, som ville følge os i hele forløbet. Men vi er altså alene, og hvis vi ringer på klokken, går der i snit 20 minutter, før der kommer én ind til os. Flere gange må min kæreste ud på gangen at lede efter dem. Det går op for os, at de altså virkelig har travlt - der ligger fødende i undersøgelsesrummene også, så vi er heldige, at vi i det mindste har fået en rigtig fødestue.

Veerne er efterhånden rigtig onde: De starter i endetarmen (wtf?!), vandrer derefter om i lænden (AV AV AV!) og fases ud i underlivet. Jeg vandrer rundt på gulvet i hospitalsskjorte, netunderhylere med kæmpeble og sokker. Når der kommer en ve, stiller jeg mig ved en lav håndvask og klemmer løs, mens jeg puster med, som min jordemoder får vist mig. Hun siger ved et af sine besøg, at jeg klarer det rigtig godt - og måske er det derfor, at vi lades så meget alene. Det overrasker os virkelig, at vi bare er dér og minutterne og timerne bare skal gå og arbejde for mig sammen med veerne. Bum! Jeg er nu 6-7 cm åben og der kommer veer med to minutters interval. Argh!
Mens jeg vandrer frem og tilbage på fødestuen, sidder min søde kæreste i en stol i hjørnet, og vi snakker lidt mellem veerne, men så snart der kommer én, skal han sidde i sin stol og holde mund. :P Jeg har efterhånden maks et halvt minuts pause mellem veerne, og nu magter jeg dem simpelthen ikke mere. Jeg panikker simpelthen hver gang, der kommer en ny, så jeg pludselig får svært ved at trække vejret med den. Vi ringer igen efter jordemoderen, men efter 20 minutter har hun stadig ikke indfundet sig. Jeg panikker nu fuldstændig og begynder at græde, og min kæreste går ud og finder hende.

Vi snakker smertelindring flere gange i forløbet, og jeg får en varmepude til lænden i starten, men det fungerer kun i kort tid, og der går længe imellem at jeg kan bede om en ny. Jeg er nok en smule pylret, for jeg synes mest, jeg ser ryggen af min jm. Jeg føler mig så magtesløs og alene med smerterne, at jeg til sidst beder om en epidural-blokade. Jeg havde ellers besluttet mig for, at jeg ikke ville, men nu er det hele bare for meget. Det bliver sat i gang, men desværre kan narkoselægen ikke finde ud af at lægge den; hun stikker hele tiden forkert, så det føles som når tandlægen piller i en nerve i en tand x 187 - bare i lænden. Uuurgh! Hun bliver nærmest irriteret over, at jeg råber ”av!” og kan ikke helt forstå det. Så kommer der en anden narkoselæge; en ældre, garvet mand, som hurtigt får den lagt korrekt. Behøver jeg fortælle, hvor ondt det gør at sidde foroverbøjet, mens man har stærke veer? :/ Mens jeg sidder dér og får lagt epiduralen, får jeg presseveer. Så forsvinder størstedelen af effekten ved epiduralen, så det var jo helt fantastisk at bøvle en times tid med at få den lagt. ;)

Klokken er nu 21.15, og jm undersøger mig, og nu er jeg 9 cm åben. Jm tager vandet, hvilket er en massiv lettelse. Det er desuden dejligt at have fået presseveer, for de gør faktisk slet ikke så ondt som de andre veer, og nu kan man endelig være med i stedet for at være fuldstændig i veernes vold. Men der sker ikke rigtig noget. Jeg presser og presser, men føler ikke rigtig nogen fremgang, og jm er i forvejen ikke det mest heppende menneske, hun er meget introvert og koncentreret, så jeg ved ikke rigtig, om det kører for mig eller ej. Dog kan jeg læse i min journal, at hovedet kom vældig godt med ned under veerne. Jeg synes, det er super svært at gøre alt det, hun beder mig om: Hagen ned mod kroppen, ikke spænde i kæbepartiet, træk benene op mod maven, ikke skrige sådan ( :D ). Jeg giver den åbenbart gas ind imellem.
Min kæreste står ved min side og hjælper med at holde mit ene ben ind imellem, og ellers lægger han en vaskeklud på min pande (jeg KAMPsveder!); han var bare SÅ god og sød hele vejen igennem. <3

Klokken er nu 22, og i en pause mellem presseveerne sætter jm en elektrode på babys hoved, fordi hjertelyden tilsyneladende daler en del, når jeg presser. Forvagten bliver kontaktet, så de kan holde øje med baby. Jeg får almindelig ilt i en maske, og det får mig til at gå ind i min egen verden. Dog registrerer jeg efter et stykke tid, at der foruden jm nu er både for- og bagvagt, en lægestuderende samt en fødselshjælper på stuen. De holder alle øje med hjertelyden, som stadig dykker en del. 22.25 lægger de en blød sugekop på babys hoved, og 22.35 er vores babydreng endelig ude hos os! Det er SÅ surrealistisk en følelse - dette lillebitte fremmede menneske, der ligger på mit bryst - med helt mørkt, krøllet hår. <3
Men han er desværre ikke så god til at trække vejret, så lægerne får ham over og giver ham ilt i maske og masserer ham. Han scorer ikke særlig højt i Apgar ( 7/1 - 7/5 - og endelig 10/30). Jeg føder moderkagen, og som med vandet, der blev taget: Sindssyg lettelse! Jm konstaterer, at jeg er bristet sådan medium meget, og jeg får en del sting (hvor mange kan jeg ikke lige gennemskue ud fra journalen). Endelig får jeg min dreng hen til mig kl. 23, og det er bare lykken. Han er så sød og dejlig – og stille. Vi havde åbenbart forestillet os, at han ville skrige i vilden sky, men han ligger bare og kigger og ser dejlig ud. <3

Lille Asger vejede 3218 gram og målte 52 cm. Fødslen varede 8 timer fra første spæde ve, til han var ude. :)
Man skulle ikke tro, det nogensinde ville ske, men nu er min fødselsberetning faktisk slut. :D

Og så får I lige et billede :lun:
428353_10151343752915065_110441033_n.jpg
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
Senest rettet af Evapeva 6. nov 2017, 13:07, rettet i alt 1 gang.
14
Kom lad os gå. Kom lad os se. Gennem tusind verdner venter vægtløs kærlighed.

Et fyrtårn af fornuft i et hav af vrøvl. :engel:
Brugeravatar
Evapeva
Indlæg: 1098
Tilmeldt: 20. aug 2015, 10:45
Kort karma: 223
Likede indlæg: 2166

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Evapeva » 6. nov 2017, 13:01

Fødselsberetning Aksel 2014:

Søndag morgen den 21. september (39+5) vågner jeg kl. 6 om morgenen og skal ned at tisse. Da jeg kommer op under dynen igen, har jeg en sær smerte fortil og i lænden samtidigt og tænker straks ”hmmm? :slem:”, men falder i søvn igen. Allerede 6.20 vågner jeg igen ved samme smerte, og er straks klar over, at det er (endnu) en ve. Jeg vækker min mand og siger, at der nok sker noget nu, og vi springer begge op af sengen. Vi er ikke jordens mest organiserede mennesker, så selvfølgelig har vi ikke fået pakket tasker til sygehuset, og derfor pisker min mand rundt og smider beklædningsdele ned i et par rygsække. Kl. 6.30 har jeg allerede haft fire veer, selvom der var 20 minutter mellem de to første, så jeg er godt klar over, at dette her går stærkt. Jeg går ud under bruseren, og det hjælper ligesom før min første fødsel ikke en skid på veerne, men det er da rart at stå og varme sig. Kl. 6.45 ringer jeg til fødegangen og melder min ankomst, og det er jordemoderen da også helt med på, eftersom jeg er andengangsfødende og det første gang tog 8 timer fra første ve, til storebror var født.

Vi får Asger på 2½ op og i tøjet og får ringet til svigerforældrene og aftalt afhentning af ham udenfor sygehuset. Mellem kl. 6 og 7 har jeg 10 veer, så jeg tør simpelthen ikke tage chancen og ”spilde tid” på at aflevere hjemme hos dem. Jeg frygter den ca. 20 minutter lange køretur ind til sygehuset, men den går faktisk helt okay. Faktisk er der 10 minutter mellem to veer i starten af turen, så jeg frygter lidt, om det er på vej til at gå i stå – men så kommer der 8 veer på de sidste 10 minutter! Yiiikes, jeg begynder at blive nervøs for, om det her bliver et meget hurtigt forløb. Min første fødsel gik jo som sagt relativt hurtigt – men altså. Der er nedre grænser for, hvad jeg føler mig klar til. :genert:

Vi møder svigerforældrene foran fødeindgangen, og jeg venter liiige til en ve er ovre, før jeg stavrer ud. Jeg synes, det er enormt privat med veer, så jeg orker ikke at stå og puste foran dem. Men meget kort tid efter kommer der en ny, så det bliver jeg ligesom bare nødt til, hvis jeg vil indenfor på et tidspunkt. :genert: Jeg krammer min søn og dem og går mod indgangen; manden skal lige sætte storebrors autostol ind i deres bil osv., mens jeg går ind. Klokken er nu 7.15. Står på et tidspunkt og krummer sammen og puster ved ankomstklokken på fødegangen, da en overlæge kommer forbi og dæmpet siger ”Der er vist ikke langt i mål! ;)”, mens han går forbi. Høhø, no shit. Jeg har samme fornemmelse, men nu må vi se, når jeg bliver undersøgt om lidt.

Min mand kommer nu ind til mig, og jeg hamrer endelig på klokken. Hurtigt kommer en JM hen til os og vi kommer ind i et undersøgelsesrum. Hun beder mig lægge mig op på briksen for derefter at skride med ordene ”jeg skal liiige hente et remedie, det varer et kort øjeblik”…
Netop dette – at de smutter uden varsel og ofte i meget længere tid, end de lover – gjorde min første fødsel stressende, så efter et par minutter går jeg ud på gangen og ser efter hende, for jeg kan slet ikke holde ud til at vente – og så endda liggende på briksen, som er en frygtelig stilling at ha’ veer i!
JM står og snakker med førnævnte overlæge, og jeg står med hænderne i siden ud for undersøgelsesrummet, så hun dapper ned mod os igen med en caught in the act-agtig mine på. Ja, heeej! Jeg vil såmænd bare gerne ind på en fødestue, kvindemenneske! Hun undersøger mig og jeg er 6-7 cm åben. Pyh, så var jeg ikke hysterisk – der ER rent faktisk en grund til, at de gør ondt, veerne.

Vi kommer ind på en fødestue og jeg konstaterer glad, at der er fødekar! Det var et stort ønske ved første fødsel, men der var ingen ledige kar. Meget hurtigt får jeg bedt om at komme i karret, og JM tænder for vandet – og går igen. Denne gang får jeg en glædelig overraskelse, for min velkendte konsultations-JM kommer i stedet ind til mig og siger, at jeg er hendes de næste timer. Hende har jeg stor respekt for, og vi svinger rigtig godt, så jeg er lykkelig! Hun sender mig ud at tisse, mens karret fyldes – og det er bestemt ingen fest. Her kan jeg konstatere, at jeg har tegnblødning, og jeg får derfor nettrusser og ble på. Jeg går rundt i en døs og griber fat i kanten på badekarret ved hver ve. De kommer meget hyppigt, og er efterhånden meget kraftige. Klokken er 8 på dette tidspunkt.

Pludselig får jeg pressetrang, og det går op for mig, at jeg ikke har fået klyx, men det er der ikke noget at gøre ved så sent i processen. JM trækker proppen op af karret og beder mig lægge mig på fødelejet. Jeg spørger, om ikke der er andre muligheder, for jeg hader virkelig at ligge på ryggen med veer, men det er der ikke (?!). Nå, men så er det jo i gang med at arbejde med veerne. Jeg bruger en del tid på at få vejrtrækningen til at passe med veerne; det vil sige trække vejret laaangsooomt og heeelt ned i lungerne. Jeg presser desuden lidt med undervejs, for jeg kan slet ikke lade være – og det er også helt ok med JM. Desværre – på grund af manglende klyx – så får jeg også lavet noget pøls, når jeg småpresser lidt med, hvilket jeg er meget forfærdet over, men både min mand og JM ryster på skuldrene. Nøjj, det er flovt at ligge dér og pølle, altså!!! Op til flere gange. :genert: Klokken er nu 8.30. JM konstaterer, at han ikke står fast i bækkenet, så en stor del af tiden herefter går med at få has på veerne og samtidig afvente, at han skruer sig nedad i bækkenet.

Fra kl. 9 begynder han at blive påvirket derinde; ifølge JM måske, fordi hans hoved nu er godt på vej ned, hvor der er snævert med plads. Jeg er nu 10 cm åben, og må presse med alt det, jeg orker. Og jeg giver den gas, men synes det er svært at trækket vejret helt ned i lungerne undervejs, så ham i maven kan få noget luft også. Jeg får derfor en ilt-maske til hjælp. Det er ikke videre behageligt, og jeg har samme ”kvælnings-fornemmelse”, som under første fødsel, men efterhånden bliver jeg lidt bedre venner med masken.
Den lille er temmelig træt af det derinde, da klokken er 9.15, og hans hjertelyd ligger på 70(!) under mine pres. Jeg bliver virkelig bange, men det er ikke noget, jeg hverken kan eller tør snakke om. Jeg tror også, min kære mand ved min side er ret påvirket af tallene undervejs, men vi tør ligesom ikke sætte ord på det. Gjorde vi det, ville jeg ikke længere kunne finde kræfterne til at presse af bare frygt. Sådan tænker jeg virkelig.
Den lille kommer godt med ned, mens jeg presser, men det er to skridt frem og ét tilbage hver gang, hvilket er lidt for langsomt i forhold til hans almene tilstand. JM og de par læger, som nu er stødt til, diskuterer muligheden af blød sugekop. Jeg er virkelig ked af, at det skal sættes i værk – for det blev det også ved første fødsel, og udover at gøre ondt, så virker det altså også, som om det er lidt traumatisk for barnet, men ud skal han jo! De to læger på stuen er henholdsvis en erfaren kvinde og en ung, mandlig kollega. Han skal foretage suget (hedder det dét? :lol:).

I mellemtiden er der kommet en børnelæge ind på stuen, da den lille jo ikke har det ret godt. De siger det ikke, men hverken min mand eller jeg er i tvivl om, at kommer han ikke ud indenfor 2 sug-agtigt, så bliver det AKS. Jeg har lyst til at skrige. Både af ren og skær skræk, men også af smerter, for det gør så vanvittigt ondt. Det svier virkelig, når hovedet er godt på vej til at blive født dernede – det ved alle, der har født. Men den skide sugekop er jo også bare enormt stor og svier i æh… kanten. Heldigvis lykkes det os ved fælles hjælp (faktisk mest min!) at få hovedet ud ved 1 sug. Derefter fjerner de lynhurtigt koppen, og i næste ve føder jeg kroppen. Klaphatten af en læge forsøger dog at rotere ham den gale vej ud, så JM fjerner ninja-agtigt hans hænder og overtager med et stramt ”NEJ!”. Da han er ude, holder vi vejret, mens han lynhurtigt vendes, drejes af JM og vurderes af børnelægen nede ved fødelejet. Han kigger op på os, smiler og siger ”tillykke!” og går. <3 Et splitsekund inden begyndte han at knirke, og så får jeg en dejlig, lyserød, knirkende baby op til mig. Følelsen af lettelse, glæde over barnet og stolthed er enormt stor og meget overvældende! :love:

Moderkagen fødes, mens jeg ligger med vores søn, og der er ingen komplikationer herved – til gengæld er jeg dog bristet rigtig, rigtig meget. En kategori 4A, hvis det skulle sige nogen noget. Det er en fjerdegradsbristning, dog ikke den allerværste af dem. Men slemt er det. Det vil sige, at jeg er bristet helt om bagtil, og lukkemusklen er delvist revet over. Så snart jeg hører dette, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at bristningen skyldes koppen og rookie-lægens håndtering af den. Han havde i hvert fald vanskeligheder med at lægge den korrekt, for det sved fuldstændig vanvittigt – jeg har jo en tidligere fødsel at sammenligne med – og den ældre læge tog straks over med en sigende mine. Så mit underliv har været et eksperiment for en ny i job, og det er jeg faktisk harm over indvendigt! Samtidig med, at jeg jo godt forstår, at han jo skal lære. Men så kunne han fandeme øve sig på noget dødt væv først! Klaphatten er selvfølgelig også den, der skal sy mig. Her får han assistance af en overlæge. Først bliver jeg bedøvet, og det er en meget smertefuld omgang (sjovt nok). Jeg kommer med diverse udbrud, men der er ingen udvej. Enten skal jeg sys via bedøvelse nu, eller også skal jeg i narkose og dermed undvære ham den lille lyserøde på brystet. Så jeg går igennem det. Det tager 5 kvarter og er virkelig smertefuldt og frustrerende, fordi vi bare gerne vil nyde baby, og fordi man ligesom forventer, at de værste smerter forsvinder med fødslen. Dette var en anden smerte, men den var altså oppe at ringe tæt på! Det hele er pisse træls, så jeg tuder lidt, og baby bliver faktisk bange, når jeg kommer til at råbe for højt, hvilket sker et par gange. Da de 5 kvarter fra helvede er overstået, er alt til gengæld fryd og gammen. Vi er helt oppe at ringe over det her lækre vidunder, som lige er kommet ud til os. Vi bliver et døgn på barselsafsnittet, da de gerne vil holde øje med min bristning.

Han vejede 4144 gram (skønnet til 3700) og målte 53 cm. Og et billede skal I ikke snydes for. :lun:
1621685_10154606828620065_5437162546108753218_n.jpg


For historiens – og eventuelle skrækslagne gravides – skyld, vil jeg tilføje, at helingen efterfølgende gik over al forventning, og med panodiler var jeg smertedækket. Efter blot én dag så jeg min frygt i øjnene og lavede stort uden problemer. Efter 9 dage følte jeg, at jeg var ”mig selv” igen.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
Senest rettet af Evapeva 6. nov 2017, 13:07, rettet i alt 1 gang.
10
Kom lad os gå. Kom lad os se. Gennem tusind verdner venter vægtløs kærlighed.

Et fyrtårn af fornuft i et hav af vrøvl. :engel:
Brugeravatar
Evapeva
Indlæg: 1098
Tilmeldt: 20. aug 2015, 10:45
Kort karma: 223
Likede indlæg: 2166

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Evapeva » 6. nov 2017, 13:04

Fødselsberetning Ebbe 2017:

Man siger jo, at tredje fødsel er drilsk, fordi der ofte er snyde-opstarter forinden, og dét kan jeg kun skrive under på. :D En hel uge op til selve fødslen går jeg med murren og småveer og tror konstant, at NU er det sgu nu. Men nej, og kors, hvor føler jeg mig altså dum, da vi hele to gange bliver sendt hjem igen fra fødegangen med beskeden "du er 2-3 cm åben, men livmoderhalsen er ikke udslettet endnu".
Desuden har vi lokket svigerforældrene til pasning af de to store drenge, som de troligt kører i børnehave og henter igen om eftermiddagen og ellers har "boende" hjemme hos sig hvis nu... Jeg føder nemlig ret hurtigt, så vi har det allesammen bedst med at være på forkant med det hele. Min første fødsel tog 8 timer fra første ve, og den anden 4 timer, så alle tænkte "2 timer?!" - det skal vise sig, at jeg ka' gøre det endnu hurtigere. :genert:

Nå, men tidligt fredag morgen den 18. august vågner jeg ved en 5-tiden og tænker, at denne gang var det ikke for sjov. Av! Går ned under bruseren og hænger lidt og kan derefter ikke rigtigt finde ro. Vækker min mand, som tager tid og der er fine intervaller, men så går lortet i sig selv igen. Hamrende sur går jeg i seng og falder i en dyb søvn. 9.30 vågner jeg ved fornemmelsen af en ve, som gør så ondt, at jeg bander lidt. Og samtidig går det op for mig, at NU er det VIRKELIG nu. Jeg ringer med det samme til fødegangen, og JM beder os komme med det samme. I bilen undervejs (20 min.) er der flere gode veer, heldigvis - nu vil de garanteret beholde mig. Ind kommer vi, og JM fra sidste fødsel - Jette - modtager os med et smil. Glæden er stor; hun er fantastisk!

Jeg er 4 cm åben og kommer på fødestuen, hvor jeg straks beder om at komme i fødekar. Vandet løber usandsynlig langsomt. Jeg beder desuden om klyx, fordi jeg ikke nåede det sidste gang ( :blush: ), og dén oplevelse sidder stadig i mig, så mig ud og bakse rundt med det på toilettet. Jeg får det kun halvt til at virke, men er for genert til at bede mand eller JM om hjælp. Veerne er SÅ onde, mens jeg sidder på toilettet. Jeg kommer ind til Jette og min mand og stiller mig med hænderne på fødekaret, stirrer stift ned på gulvet og forsøger at følge med veerne som er VOLDSOMME. Jeg sveder helt vanvittigt og mister pusten nogle gange, hvilket giver de ondeste veer, jeg nogensinde har oplevet. Først da jeg får nogenlunde styr på vejrtrækningen kan jeg overleve veerne igen uden at skråle med.

Presseveerne kommer efterhånden snigende, på dette tidspunkt har vi været der 50 minutter. Jette siger, at vi nok snart skal holde fødselsdag, og inde i mine ve-tåger irriterer jeg mig over, at hun måske opmuntrer for tidligt. Jeg tror ikke selv, jeg er så langt i fødslen, måske 7-8 cm åben. Vi dropper fødekarret og jeg kommer op på fødelejet på siden (en fødestilling, som virkelig kan anbefales, btw!!). 10 cm åben og jeg må presse med. Jeg får lattergas i 5 minutter, hvilket giver lige nøjagtigt den ro, jeg har brug for på dette tidspunkt. Fra panik over smerter til fokus på at presse, det er perfekt timing. Jeg går fuldstændig ind i min egen verden og presser med større kraft end nogensinde, da de to store drenge jo begge er kommet til verden med sugekop - og jeg VIL SELV denne gang, fandme! Jeg skider en smule på fødelejet ligesom sidste gang, fedt-feeedt, men jeg er ret ligeglad - for til gengæld er jeg samtidig hamrende effektiv med også at presse baby ud.

Pludselig er han født. Klokken er 11.14. Jeg fatter ingenting; mine veer begyndte hjemme i sengen 9.30, vi landede på fødegangen kl. 10. Det er faktisk ikke til at forstå, så Jette siger også "kig da på dit barn, Eva", for jeg ligger sådan ret paf i det lige dér. Min mand hyler lidt ved siden af, meget sødt. Baby er hamrende lækker, fyldt med krøllet, sort hår på hovedet. :lun:

Næste hurdle er bristning. Sidst fik jeg en stor bristning, så jeg er ret nervøs for stemningen down there. Jette vasker mig af og inspicerer. Hun kigger på mig og siger "der er lidt hudafskrabninger - that's it." YAyyy!! :-D

Helt tummelumske og lykkelige forlader vi fødestuen kl. 14. Sammen med baby Ebbe på 3600 gram og 50 cm. :love:
22406510_10159359195760065_7510217009054202693_n.jpg
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
Senest rettet af Evapeva 8. nov 2017, 21:02, rettet i alt 3 gange.
11
Kom lad os gå. Kom lad os se. Gennem tusind verdner venter vægtløs kærlighed.

Et fyrtårn af fornuft i et hav af vrøvl. :engel:
JoyNips
Indlæg: 12053
Tilmeldt: 21. dec 2015, 12:25
Kort karma: 1386
Likede indlæg: 33895

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf JoyNips » 6. nov 2017, 17:16

Ulriks fødsel, 25. januar 2017

]Mandag d. 23. januar 2017: Jeg er 40+2 og min kæreste foreslår at vi går ud og spiser burger. Mens jeg står i badet går slimproppen. Men det har aldrig stoppet en gravid med cravings efter sweet potato fries, så afsted det gik :lol: Undervejs i måltidet begyndte jeg at få lidt veer. Vel hjemme konstaterede jeg også lidt tegnblødning, tror jeg - der var i hvert fald lidt lyserødt. Vi vedtog, at jeg crashede på sofaen og min kæreste i sengen, der var ingen grund til at ødelægge begges nattesøvn. Natten igennem trackede jeg veer med min smerteapp, de var 1+ minut og med 6-7 min imellem. Fik ikke meget søvn. Jeg var spændt, men jeg syntes egentligt, jeg havde rimelig godt styr på det.

Tirsdag d. 24. januar 2017: Ud på morgenen syntes jeg efterhånden, at de bed temmelig godt, de der veer. Og de var jo regelmæssige, så vi ringede over på Riget, som syntes det var fint nok at jeg kiggede forbi. De konstaterede udslettet livmoderhals, men kun 1 sølle cm åben! :rulle: Dafuq?!? Nå, jeg så vist lidt slukøret ud, så jeg fik en smertecocktail (Panodil, kodein og en sovepille) med hjem så jeg kunne hvile og samle kræfter. Det gjorde jeg så hele dagen og veerne gik nærmest i sig selv. Der kom lige en enkelt i ny og næ. Min kæreste kiggede ind til mig i soveværelset en gang i timen og prøvede at få lidt mad i mig, men jeg var overhovedet ikke sulten. Væske fik jeg heller ikke noget af, selvom han tilbød både vand, saft, cola, kakao og alskens godt.

Onsdag d. 25. januar: Vi sagde godnat kl 00.45 og min kæreste tog sofaen. Jeg lå jo allerede i sengen og jeg havde ikke i sinde at flytte mig! Jeg fik nu et par af de der nederen veer fra tirsdag morgen igen og jeg syntes godt nok, de bed. Kl 1.02 ringede jeg ind til min kæreste i stuen (Ja, det gav åbenbart mening for mig i stedet for at kalde på ham?): vandet var gået i en kæmpe skylle i sengen på den tredje ve (seriøst, tsunami!). Ganske forudseende havde jeg lagt mig på et håndklæde, men jeg skulle bruge flere og ville ikke rejse mig og dryppe på trægulvene! :lol: I øvrigt den bedste, mest lettende følelse nogensinde da vandet gik - det var årsagen til at de gjorde så ondt, veerne. Hver ve pressede simpelthen hinderne sprængfyldt med fostervand ned i fødekanalen. Alle resten af mine veer gjorde da ondt, men på en helt anden måde. Fun fact: jeg fik den vildeste hikke efter hver ve. Det gav gode grin på fødestuen når jeg efter hver ve kom med nogle højlydte hik. :lol:
Nå, veerne kom cirka straks og vi ringede til Riget, som ikke syntes der var det store hastværk. Jeg var jo førstegangs, så der kunne snildt gå et stykke tid endnu, men de var klar til at jeg kom når det blev relevant. Jaja... kl lidt i 3 var der kun 3-4 min imellem og de varede 1,5 minut, så velvidende at vi måske blev sendt hjem syntes jeg altså alligevel, at vi hellere lige måtte forbi fødegangen til et lille tjek. Afsted til riget, hvor vi var kl 4 (det tog mig lang tid at få tøj på med veer og min kæreste måtte give mig sko på!). Jeg havde egentlig oprindeligt tænkt, at vi da bare gik derhen, vi bor lige overfor, men min kæreste mente, det var en bedre idé at køre :D Han er en klog mand! Vi parkerede først ved den sædvanlige fødegangsdør på siden af Riget, men den er åbenbart låst om natten, så vi skulle om til hovedindgangen. Jeg mente i øvrigt at jeg da saaaaagtens kunne gå derom, men min kæreste insisterede på at vi kørte. Har jeg nævnt, at han er en klog mand? :deer:

Nå, jeg blev undersøgt og halløjsa: 9 cm åben! Pænt effektivt 3 timer efter vandafgang når jeg nærmest ingen veer havde haft i løbet af dagen... Men så var der jo ikke tid til klyx og det taler vi ikke mere om. :tie:

Der havde været en skidesød 9. semesters jm-stud med til mine sidste to konsultationer og hun var tilfældigvis på vagt og forestod hele fødslen, mens den "rigtige" jm lige stak hovedet ind i ny og næ. Min kæreste blev udstyret med en kop kaffe og jeg inviterede JM og jm-stud på kanelgifler fra fødetasken, for jeg havde jo læst, at man skulle huske at have godt med snacks med til sådan en fødsel. Det syntes de var vældig høfligt af mig! :D

Syntes faktisk, jeg havde ret godt styr på det med veer, jeg lå på siden med lukkede øjne og trak vejret dybt igennem dem, mens jeg holdt min kæreste i hånden. Jeg fik en varmepude på ryggen og blev tilbudt lattergas, men det takkede jeg nej til. Blev ret hurtigt 10 cm, men måtte lige ned på en bold for at hoppe ham helt ned, hvilket jeg virkelig ikke syntes var behageligt så sent i forløbet. Kl 6.43 fik jeg lov at presse, og efter lidt trusler om vedrop fordi jeg holdt lidt igen (JM endte med at få det kørt ind ved siden af fødelejet, så det stod klar - effektiv taktik!), kom han ud i én ve kl. 7.03 - med lidt hiven i ørerne for at få skuldre med i samme ve som hovedet, fordi han gled lidt tilbage hver gang. Han scorede i top på apgaren og var bare meganuttet. Fin lyserød og ikke snasket ind i fosterfedt. Fødte stille og roligt moderkagen nærmest uden at opdage det mens jeg lå og kiggede mit lille nye menneske dybt i øjnene og kyssede ham.
Jeg fik en lille overfladisk grad 1 bristning og et par sting, ligesom ca 80 % af alle andre. Jm beskrev da også hele fødslen som temmelig gennemsnitlig og vægt og mål på baby var også temmelig gennemsnitlige (3514 g/51 cm). Hvilket er skørt, for han er jo den mest særlige baby i hele verden! :love:

Og så var der varm kakao, saft (som jeg drak 1 liter af på et splitsekund, fuck jeg var tørstig efter 1 døgn nærmest uden mad og drikke!) og lidt morgenmad (bedste stykke ristet toast ever!), mens vi sad og så København vågne helt stille og roligt. Ingen stress eller jag, og vi blev ikke viftet hurtigt ud overhovedet. Vi havde på forhånd talt om, at vi nok ikke havde behov for at komme på barselshotel, så kl 11 da baby havde suttet, jeg havde tisset og var blevet tjekket listede vi de 300 meter hjemad. Nu som forældre!
Senest rettet af JoyNips 12. nov 2017, 07:51, rettet i alt 2 gange.
8
“Man kan blive taget på røven. Og man kan blive taget røven på. Begge dele kan være dejligt. Men begge dele kan også være det modsatte. Sådan er livet.”
- Onkel Reje
Brugeravatar
Sangius
Indlæg: 9659
Tilmeldt: 30. jan 2016, 19:49
Kort karma: 1356
Likede indlæg: 29250

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Sangius » 6. nov 2017, 18:16

God ide! :D

Fødselsberetning, Thea, september 2016

Jeg havde en total ubesværet graviditet. Cyklede på arbejde og svømmede to gange om ugen lige til det sidste. Ingen problemer :)
35+0 pletbløder jeg lidt. Men kunne intet mærke. Jordmoder mener jeg skal smække benene op lidt. Det gør jeg så. Dagen efter pletbløder jeg en meget lille smule igen om morgen. Jordmoder soger jeg lige kan komme ind på fødegangen, så "jeg lige kunne tjekkes, og så hjem igen".
Jeg tømmer lige opvaskeren og rydder op i køkkenet, tager et bad og spiser lidt frokost. Hopper på cyklen og cykler de 4 km til s-togstationen, og tager toget til Hillerød, og derefter bussen til hospitalet. Er der ca kl 15.

Der er travlt deroppe, og jeg er helt ok med, lige at vente lidt. Jeg havde det seriøst fint, og skulle bare lige tjekkes og så hjem.
Da jeg så kommer ind til en jordmoder, vil hun gerne lige mærke efter ved livmoderhalsen. Kækt siger hun: "Ja, du er 4 cm åben, så du bliver kørt på fødestuen".
Jeg glor vantro på hende, og tror egentlig ikke hun var klar over, at jeg på ingen måde var mødt op for at føde :lol:
Jeg begynder så at tude her. Må ringe til min stakkels mand, som fik en kollega til at køre ham i en patruljebil til hospitalet, dog uden blink :-D
Ringede også til min mor, som kørte af sted.
Det tog min mand lidt over en time at komme derind, og i mellemtiden sad jeg og tudede på fødestuen, og begyndte at mærke lidt sammentrækninger. Min mor kom kort tid efter ham.
Veerne tog til, og ca kl 17 var der kun 20-30 sekunders pause mellem dem, og de varede i 30-45 sekunder.
Jeg sad på en bold meget af tiden. Hele tiden med det der mega irriterende overvågning rundt om maven, som skulle sidde vildt stramt.
Da veerne rigtig gjorde ondt, panikkede jeg hver gang de kom. Så jeg tog noget lattergas. Det tog ikke smerterne overhoved, men det gjorde at jeg ikke panikkede over dem.
Jeg glemmer aldrig den der surrealistiske oplevelse af at stå i sit livs smerter, og forsøge at kommunikere ud til jordmoderen, at man seriøst er ved at dø, og hun bare siger "prøv at trække vejret". Seriøst? Fuck dig altså :lol:
De tiltagende korte pauser gjorde, at jeg intet sagde under hele fødslen.
Det værste var da jeg begyndte at kaste op under veerne. Det føltes bare som om min krop var ved at vride sig midt over, med veer, mavekramper og panikken. Puuuha.
Men endnu værre var det, når hun tjekkede hvor udviddet jeg var. Der skreg jeg simpelthen. Intet under fødslen gjorde så vanvittig ondt, som da hun gjorde det.
Nå. 20.45 startede pressefasen, og den husker jeg ikke som smertefuld. Når jeg siger det nu, kigger min mand på mig som om jeg er sindssyg, og siger, at det er han ret sikker på, at den var. :D
Efter 3 presseveer stod der pludselig 5 mennesker på stuen, og folk snakkede om at klippe mig. Men på 4. presseve gjorde en anden jordmoder noget dernede, og baby kom ud. Min mor siger at hun nærmest pressede imod veen med alt kræft, så hun måtte stemme fødderne i gulvet.
Thea kom op på brystet. 2,3 kg lille mus. De tog hende hurtigt og kørte hende på neonatal, hvor min mand så gik med. Drt hele gik så hurtigt. Så lå jeg der, og prøvede at overbevise mig selv om, at det hele faktisk var sket.
3 timer og 4 overfladiske sting senere kom jeg op til min datter og mand.
Thea havde overvågning, cpap og sonde. Jeg synes det var mega svært at overskue det. Der gik nok en måned eller to, før jeg fandt mig til rette i rollen. :)
7
T ♡ sep 2016
M ♡ okt 2018
Nomnom
Indlæg: 840
Tilmeldt: 12. sep 2015, 23:03
Kort karma: 142
Likede indlæg: 1379

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Nomnom » 6. nov 2017, 20:34

Fødselsberetning af min søn 31. oktober 2015.

Jeg havde haft en mega-øv graviditet. Jeg var kæmpe og havde nok forventet at jeg ville føde inde jeg ramte 40+, men det skete ikke. Jeg var godt utålmodig da vi nåede terminsdatoen som var 30. oktober og der ikke var optræk til en fløjtende fis.

Vi havde valgt (Jeg havde valgt) at fødslen skulle foregå hjemme, simpelthen fordi jeg har været panisk angst for hospitaler osv. Så nu mere jeg læste om fødsler igennem min graviditet, nu mere blev jeg overbevist om at jeg selvfølgelig skulle føde hjemme, da jeg garanteret ville være en af dem hvor fødslen gik i stå og alt muligt hvis vi var på hospitalet, når nu jeg havde det sådan med hospitaler som jeg havde.

Lørdag morgen omkring kl 8.00, jeg er 40+1. Jeg har tegnblødning og langsomt begynder jeg at få mens-lignende smerter. Jeg fortæller intet til min mand, da jeg tænker der er læææænge til. Omkring kl. 10 taler min mand i telefon med sin mor og de laver en eller anden aftale om at ses senere. På det her tidspunkt er jeg sikker på de rigtige veer snart må komme. Mens-smerterne er ubehagelige og kommer med 5-6 min. mellemrum og jeg render på toilettet med dårlig mave. Jeg får lidt surt sagt til min mand at han vist må droppe den aftale og at han skal til at finde det voksdug frem vi har købt til fødslen. Han bliver meget forvirret.

Da klokken er ca. 11. ringer jeg til fødegangen, da vi har fået besked om at vi skal ringe hvis vi tror der er optræk til noget – dette så de kan planlægge med personale osv. ifm. hjemmefødslen. De lyder slet ikke overbeviste om at det er veer jeg har når jeg ikke har mere ondt, men det kan bestemt være optræk til noget. Jeg skal give det nogle timer og ringe igen med status.

Der går en halv times tid og de der mens-smerter varer over et minut og der er kun få minutter imellem dem. Jeg begynder at tænke om det mon er veer? Min mand begynder at blive utryg og vil gerne have en jordemoder ud, men jeg har ikke lyst til at ringe kun en halt times tid efter jeg talte med dem sidst, når jeg ikke er sikker på det er veer. Jeg ender dog med at gøre det. Hun er meget skeptisk den jordemoder jeg taler med. Men indvilliger i at sende en hjem til os.

Da kl. er lidt i 15 kommer jordemoderen herhjem. Vi taler lidt frem og tilbage. Hun fortæller at det ikke er hende, som vil tage imod vores søn da der er vagtskifte kl. 16, men hun kommer lige for at se hvordan det står til herhjemme. Hun spørger om hun må mærke efter hvor langt jeg er. Jeg takker ja. Hun mærker efter og råber til min mand, som er i gang med at fylde et fødekar med vand, at han skal komme med varme håndklæder og droppe at fylde vand i karret nu. Hun siger jeg er 9 cm åben og hun regner med jeg har født inden vagtskiftet. Mega fed besked at få, men også totalt urealistisk, når man har gået i så lang tid og haft tvivl om fødslen overhovedet var rigtig i gang.

Desværre sker der ikke mere. Der er vagtskifte og jordemoderen spørger om hun må tage vandet så det kan sætte skub i tingende. Jeg siger ja. Desværre er vandet grønt – praksis ved hjemmefødsler er at er vandet grønt skal jordemødrene begynde at tænke overflytning til hospitalet. Hun giver mig en time og er der ikke sket noget, så er det hospitalet.
Der sker ikke mere, mine veer tager til, men der sker intet. Jeg bliver overflyttet til hospitalet, ganske udramatisk, men jeg var møgærgerlig.
Herefter går fødslen totalt i stå. Jeg får ve-drop og mærker virkelig voldsomme veer, men INTET sker, andet end at min søns hjerterytme falder under veerne.

Det bliver besluttet at jeg skal have akut kejsersnit og omkring kl. 22 fødes min søn med en vægt på 3650 g. Min søn havde det fint og han kommer op til mig imens de syr mig sammen. Jeg er på det her tidspunkt fuldstændig overvældet og kan ikke rigtig forstå det hele. Sådan har jeg det jo egentlig nok de første par måneder efter fødslen, da det hele blev så anderledes end hvad jeg havde forventet.
6
Brugeravatar
Studsgaard
Indlæg: 5339
Tilmeldt: 1. nov 2015, 15:06
Kort karma: 567
Geografisk sted: Rebild kommune
Likede indlæg: 8603

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Studsgaard » 6. nov 2017, 21:13

1
Lilleluftballon
Indlæg: 824
Tilmeldt: 4. jan 2016, 17:02
Kort karma: 30
Likede indlæg: 665

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Lilleluftballon » 7. nov 2017, 09:32

Min pige blev født i august 2016.

Jeg havde planlagt at føde hjemme - min søn blev født på hospitalet, hvilket gik hurtigt og nemt, men hele hospitalsoplevelsen var ikke så god.
Da jeg nåede termin begyndte jeg at få regelmæssige plukveer hver aften. Dvs, jeg gik i seng og tænkte "uh, nu er det måske nu" hver aften. Og vågnede om morgenen uden veer... Suk...
Søndag morgen var jeg 40+6 og endelig gik slimproppen. Jeg var trææææt, og aflyste mine planer den dag. Dagen gik uden veer. Om aftenen kom de sædvanlige regelmæssige plukveer, der måske var lidt værre end før. Men jeg faldt fint i søvn alligevel. Vågnede dog lidt før midnat og lå og tog lidt tid på plukveerne, der nu var helt regelmæssige og bed lidt. Rejste mig for at gå på toilettet, og vandet gik i en stor skylle.
Jeg vækkede manden og vi ringede til hjemmefødselsjordemoderen. Vi aftale at jeg skulle hvile så meget som muligt, og så ringe igen når veerne gjorde ondt.
Min mand fik pakket sønnen og kørte ham til pasning. Da han kom hjem kl 01 ca var veerne lidt værre, og med 4-5 min imellem. Vi ringede til jordemoderen igen 01.30. Jeg syntes vist lidt det var for tidligt, for det gjorde jo ikke rigtigt ondt endnu, men min mand insisterede. Hun ville pakke sammen og køre med det samme, sagde hun.
Herefter begyndte veerne at blive mere rigtige. Det hele var stadig helt fint, jeg tussede rundt og ordnede, min mand drak kaffe og vi nød bare lidt roen. Jordemoderen kom 02.30 og deromkring var jeg faktisk glad for at hun kom, for nu var veerne slemme, og jeg ville gerne undersøges og vide hvor langt jeg var. Hun spiste lige sin madpakke og undersøgte mig så og jeg var "kun" 4-5 cm åben - lidt nedslående. Lige derefter kom en rigtig slem ve, og hun undersøgte mig derefter igen - 10 cm åben, næsten klar til at presse! Kort tid derefter fik jeg pressetrang. 3 presseveer, og så lå den fineste lille pige på min mave - kl 04.04, 4 timer efter vandet gik.
Jeg fødte moderkagen og fik et enkelt sting - jordemoderen udfyldte papirer i stuen, ryddede op og min mand fik en lur. Da jordemoderen kørte kl 06 tog hun skraldet med ud, vi bagte croissanter fra fryseren og min datter suttede på livet løs. Totalt lykkelig og helt perfekt hjemmefødsel. Min datter var mere end 24 timer gammel før hun forlod vores soveværelse ;)
4
Brugeravatar
Æble
Indlæg: 6650
Tilmeldt: 5. jan 2016, 18:26
Kort karma: 865
Likede indlæg: 18832

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Æble » 7. nov 2017, 10:50

Knægten - AKS 2003

Tirsdag den 22. april var jeg 40+6 til jm og rigtig godt gal i skralden bagefter, da den seneste uges plukkeveer ikke havde givet noget. Så jeg gik hjem og bagte en ve-kage at trøstespise i.

KL 1 om natten vågner jeg brat med hvad jeg kan gætte er veer. Din far var stadig oppe og jeg bad ham gå i seng så han kunne få hvilet. Han fik dog ikke sovet længe for det gjorde hurtigt meget ondt. Vi tog tid på veerne og de var uregelmæssige, hver 2.-5. minut og varede ca 1 minut.
Vi blev enige om at tage af sted når vi havde pakket det sidste til TASKEN. (Som vi glemte derhjemme alligevel)

KL 4 ringer vi til Hvidovre og siger at vi kommer. Vi ringer efter min søster som skal være med til fødslen. Køreturen går ok, må dog stoppe nogle gange for at jeg kan kaste op. Den kommende far mener vi bør køre amulancekørsel men så dramatisk får han ikke lov at køre, og vi ankommer efter ti minutter hvor en sød jm o elev tager imod os.

Jeg er 4 cm åben og har uregelmæssige veer. Jeg synes det gør meget ondt og brokker mig og kaster også op flere gange. Får spurgt om det er nu det gør mest ondt. JM siger at nej de fleste synes det gør mest ondt lidt længere henne i forløbet. Jeg kommer i brusebad som hjælper mig med at få kontrol over veerne og jeg føler mig lidt sej igen ovenpå brokkeriet.

To timer senere bliver jeg undersøgt og er nu 8 cm åben. De var ellers gået i gang med at fylde badekarret til mig men det bliver der ikke noget af. En halv time senere får jeg pressetrang og vandet går. JM siger at jeg er helt åben og skal holde igen for han kommer flyvende ud om lidt. JM sidder klar til at ”gribe” men der sker ingenting! De konstaterer at han ikke ligger helt nede i bækkenet så jeg må ikke presse. Det er så svært at lade være og det gør virkelig ondt.
Efter en meget lang time bliver afdelingsjm tilkaldt, og der er ikke sket fremgang. Så de får mig overtalt til ve-drop, selvom jeg har masser af veer. Men der sker ingenting. Dne lille sidder fast med ansigtet opad.
KL 11 har jeg haft presseveer i 3 timer uden fremgang og lægen bliver tilkaldt. Hun siger at jeg skal prøve at presse aktivt i en halv time, nok mest for mig skyld for hun tror ikke det vil hjælpe. Jeg er SÅ træt, men jm lover mig at om en time er han født uanset metode, og det giver mig lidt kræfter.
De vil give mig lattergas, men masken stinker og jeg kan ikke trække vejret. Til sidst bliver jeg alligevel lidt skæv af den – lækkert.
Lægen kommer tilbage og siger at nu kører de mig til kejsersnit. Jeg er lidt skuffet men glad for at der nu sker noget. Jeg suger mig vind og skæv i latergassen og ender med at ligge og sige nogle skøre ting til portøren på vejen. Bla at han skal køre lidt hurtigere inden rusen går af.
I operationsstuen skal jeg ligge helt stille og runde ryggen. Ikke super nemt når man har veer. Han må stikke to gange, men endelig kommer bedøvelsen.
Vi kniber en lille tåre sammen, det er meget overvældende. Jeg spørger om de er gået i gang. Ork ja de er ved at være inde ved barnet.Og lidt efter kommer der en lille blå-rød tingest ud. Han kommer over og bliver undersøgt med det samme (standard ved aks). Jeg ligger og strækker hals, men kan kun se små glimt at små fødder og hænder. Han trak ikke vejret men der opstod ikke panikstemning og de fik hurtigt vejrtrækningne i gang. Jeg spørger om det ikke er meningen han skal græde, og lægen siger at han da godt kan nive ham hvis jeg vil have det. Den lille skat ligger bare helt roligt og kigger efter alle strabadserne.
På opvågningen får jeg endelig min lille skønnde dreng i armene. Han er det hele værd. Han siger små hyggelyde. Han er vidunderlig!
Nu er vi hjemme og nyder ham bare. Han er rolig og nem.
Senest rettet af Æble 7. nov 2017, 10:53, rettet i alt 1 gang.
4
Brugeravatar
Æble
Indlæg: 6650
Tilmeldt: 5. jan 2016, 18:26
Kort karma: 865
Likede indlæg: 18832

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Æble » 7. nov 2017, 10:51

Rødbeden - PKS 2009

Kære Anna,

Du skulle fødes ved planlagt kejsersnit den 30. Marts. 1 uge inden termin.

Det var en mærkelig nat fra den 29 til den 30. Vågnede et par gange og kiggede på uret, ”er klokken ikke snart 6?”. Da vækkeuret endelig ringede klokken 6, tænkte jeg ”yes!”.

Far stod op og gik i bad, jeg lå lidt og lurede og prøvede om jeg kunne mærke dig. Du sov vist og jeg tænkte at jeg var for spændt til at mærke dig. Men så var den der, jeg kunne tydeligt mærke dig, og tænkte at det nok var sidste gang.

Jeg stod op. Far fik lidt morgenmad og vi fik pakket de sidste ting. Mormor kom klokken 7 og hentede os, vi skulle være på barselsgangen kl 7.30. Der var 3 der skulle have kejsersnit den dag, men vi var så heldige at være de første. Vi mødte dem der skulle ind efter os, de skulle have tvillinger, to piger. Så vi snakkede lidt med dem mens vi ventede. Jeg var meget nervøs og spændt og kunne slet ikke sidde ned af bar spænding.

Endelig kom der en sygeplejerske og hentede os. Vi skulle klæde om. Jeg fik en skjorte og nogle sokker på og den badekåbe far og jeg havde købt til anledningen. Far fik noget grønt tøj på. Jeg fik noget medicin og et armbånd på. Og så skulle vi gå ned på operationsstuen. Vi gik langsomt ned mens vi holdt hinanden i hånden.

Inde på stuen stod en masse mennesker som vi hilste på. Jeg prøvede at huske hvad de hed og hvad de lavede men jeg var alt for spændt. Jordmoderen, som hed Lone og som vi havde hilst på til forundersøgelsen var der også. Pludselig ser jeg at anæstesisygelplejersken er Gitte, en af mormor og morfars venner. Vi giver et knus og står lidt og snakker.

Far får en blå hat på så de kan se at han ikke er læge. Jeg skal lægge mig og får blodtryksmanchet på og et drop i hånden. Så kommer der en læge ind, hun hedder Svetlana og er hende der skal foretage operationen. Hun kigger på mig gamle ar og siger at det se findt ud, så det vil de bruge igen. Anæstesilægen kommer, og så skal jeg op og sidde og krumme ryggen. Det er svært, og det gør ondt da hun stikker. Endelig får hun lagt bedøvelsen, og mine fødder begynder at snurre. Så jeg skal hurtigt ned og ligge.

Far sidder ved mit hoved og holder mig i hånden. Det er lidt svært fordi jeg har drop i, men det er dejligt alligevel. Far aer maven for sidste gang inden en sygeplejerske spritter min mave af. Kort efter lægger de et klæde over. Så spørger de om mit navn og cpr mummer og snakker kort om hvad de skal lave. Og så går de igang.

Far og jeg kigger på uret, og ser at den er 8.30. Vi kan næsten ikke tro at om et øjeblik kommer du til verden. Der bliver mast og arbejdet bag klædet kan jeg mærke. Så siger jordmoderen: ”Nu er vandet gået, og du føder lige om lidt”. Og kort efter siger en af lægerne ”er det nu” og så bliver der mast rigtig hårdt på min mave to gange. Jordmoderen siger: ”Der kom hovedet” og far rejser sig op fordi han kan slet ikke vente med at se dig. Der er du kommet ud kan jeg se på det billede han tog. Klokken er 8.34 og du græder. Jeg begynder også at græde fordi jeg er så lettet og lykkelig over at du er født. Jordmoderen bærer dig hen til mig så jeg kan lige nå at give dig to kys på kinden inden du skal over på børnebordet og undersøges. Far går med derover og jeg ligger med øjnene på stilke for at se hvad der foregår. Jeg kan se at du har masser af fosterfedt på kroppen. Gitte fortæller mig om noget medicin de giver mig, men det kan jeg slet ikke koncentrere mig om for jeg ligger bare og kigger på dig.

Du bliver vejet og undersøgt, du vejede 3560 g og var 51 cm lang. Du får en sok på hovedet og bliver pakket ind i en dyne og så kan far bære dig over til mig. Du græder stadig lidt, men du bliver mere rolig når vi snakker blødt til til dig, du kan vist godt kende vores stemmer. Lægen er ved at være færdig med at sy mig sammen, og der kommer en seng ind som jeg bliver vippet over i. Far har vist lagt dig i vuggen, jeg kan se i er bag ved mig og jordmoderen er også med.

Vi bliver kørt ind på opvågningsstuen og jeg bliver kort undersøgt inden jeg må få dig over til mig. Du er bare så skøn. Du ligger og sutter lidt hos mig. Jeg får kvalme og kaster op og får noget medicin. Jordmoderen kommer ind og siger hej, og lægen kommer og fortæller at det hele er gået godt, at der var noget arvæv fra det gamle ar, som de har fjernet. Der er gået et par timer tror jeg, men det føltes som et kvarter for tiden er gået i stå efter du kom, og jeg kan nu bøje benene og må derfor komme op på barselstuen. Der kommer en og henter os og vi bliver kørt op på stuen. Far ringer til mormor og morfar og Granny og farfar.

Far og jeg er fuldstændig forelskede i dig. Du er bare så vidunderlig smuk og jeg har grædt flere gange over hvor smuk og dejlig du er. Markus er hos mormor og morfar, og han siger at hans hjerte smelter når han tænker på dig.

Det er nu fredag og en uge siden vi var til forundersøgelse. Det føles som utrolig lang tid siden. Du er kun 4 dage gammel, men det føles som om du har været her meget længe. Jeg er så taknemmelig for at det er dig der var vores baby, dig der var derinde i maven hele tiden, du er så vidunderlig.


Mens jeg skriver er du vågnet og far har taget dig op. Og jeg tror du skal have mad om lidt.

Jeg elsker dig så højt at det ikke er til at fatte, min lille nuttede rødbede ♥

/Mor
Senest rettet af Æble 7. nov 2017, 10:53, rettet i alt 1 gang.
5
Brugeravatar
Æble
Indlæg: 6650
Tilmeldt: 5. jan 2016, 18:26
Kort karma: 865
Likede indlæg: 18832

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Æble » 7. nov 2017, 10:51

Amazing Agnes - PKS 2017

Kære elskede lille Agnes,
Her er historien om verdens længste dag, den dag hvor far og jeg ventede og ventede og ventede på at du skulle fødes.

Dagen før verdens længste dag
Vi hyggede derhjemme i haven. Det var 20 grader varmt og far, Markus og Anna samlede trampolin. Vi hyggede og drak saftevand.
Om eftermiddagen tog vi ud på Bispebjerg Kirkegård og så alle de flotte kirsebærblomster. En lidt lang tur at gå for mig med den tunge mave. Bagefter kørte vi til Rungsted Havn og spiste lækker middag med bøf og pomfritter på MASH. Det var en dejlig og fin dag og vi snakkede om at det var sidste dag hvor vi var 4.

Verdens længste dag
Vi stod tidligt op for jeg skulle faste, så vi fik hyggelig morgenmad sammen. Formiddagen var meget lang og gik med at pakke det sidste. Vi var meget spændte. Kl 12 kom mormor og hentede Markus og Anna. Og kort efter kørte far og jeg af sted. Vi ville være i god tid for at få en parkeringsplads. Vi kom hurtigt derud og var en halv time for tidligt på den. Vi sad sammen i bilen og snakkede om det der skulle ske. Vi snakkede om hvad du skulle hedde. Og vejret var blæsende men smukt med blå himmel sol og lidt hvide skyer. Vi snakkede om, om vejret mon passede til dit temperament. Til sidst tog vi vores ting og gik ind.
Inde i receptionen på patienthotellet fik vi det tøj vi skulle have på under operationen. Og vi fik vores værelse, hvor der stod en vugge klar. Vi pakkede din dyne ud og lagde huen fra mormor klar. Og så kedede vi os. Det var så underligt at vente på at du skulle komme til verden. Du sparkede en hel del i maven. Vi klædte om og endelig ca kl 16 blev vi sendt af sted til operationsgangen. Vi gik derop med den lille vugge. Her ventede vi igen. Lægen Peter kom ud og snakkede med os og lovede at passe godt på os begge under operationen og lovede at du kunne komme op til mig med det samme. Det ville jeg rigtig gerne have, at du skulle ligge hos mig som det allerførste.
Endelig omkring 16.45 blev vi kaldt ind på stuen. Der var mange i gang med at forberede operationen. Jeg blev meget nervøs, men de var alle sammen så søde. Far holdt mig i hånden og sagde at jeg var sej. Jeg kom til at græde lidt for jeg tænkte på at om meget kort tid ville du være i vores arme.
De gik i gang og der blev maset en del syntes jeg. Kort efter, måske 10 minutter sagde lægen: ”Thomas, hvis du skal se hende blive født er det nu!” Og far sagde at han ikke ville kigge lige nu. Så sagde lægen: ”Nøj en dejlig pige med tykke kinder der kommer nu” og så kunne far ikke lade være at rejse sig op og se. Alle de mange mennesker på stuen stod nu og kiggede på at du blev født, og sagde IIh og ÅÅh og hvor er hun sød, og jeg lå bare ”alene” bag ved det blå forhæng og længtes efter også at se dig. Du havde det godt, så du kom op til mig og ligge på mit bryst. Far og jordmoderen holdt dig og du fik et varmt klæde over dig. Jeg glemte alt om operationen og lå bare og kiggede på min fine lille pige. Du græd lidt og suttede på dine fingre, og far og jeg trøstede dig. Det var det bedste øjeblik, dig sund og rund og rask og lige kommet ud til os og verden var forandret i det øjeblik. Du fik mormors lille røde hue på.
Efter ca 20 minutter skulle de afslutte operationen og du skulle undersøges. Far bar dig ud i undersøgelsesrummet hvor du blev målt og vejet. Inde på stuen gjorde de operationen færdig og jeg kom over i en hospitalsseng. Du kom over til mig igen og vi blev kørt ned på opvågningen. Her fik vi saftevand og skiftedes til at sidde med dig. Far ringede til mormor og morfar og Markus og Anna. De blev meget glade over at du var kommet til verden sund og rask. Efter nogle timer blev vi kørt tilbage til stuen og mormor og morfar og Markus og Anna kom for at besøge dig. De synes du var noget så sød og var meget glade. Det var vi alle sammen.
Om natten sov du hos mig i min seng. De næste par dage gik godt på hospitalet og den 12. April kørte vi hjem. Der var sat flag op, og vi hyggede os alle tre stille og roligt inden Anna og Markus kom hjem.
Nu er du 15 dage og vi er en familie på 5. Du er sød og dejlig og jeg kan ikke forstå at man kan være så skøn når man kun er 15 dage gammel.
Agnes, du har ændret verden for altid og jeg elsker dig uendelig højt.
Kys fra Mor
3
Brugeravatar
Elfenben
Indlæg: 517
Tilmeldt: 23. jan 2016, 17:39
Kort karma: 107
Likede indlæg: 706

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Elfenben » 8. nov 2017, 14:58

Tusind tak for at dele - jeg har slugt dem alle hver og en :love: Glæder mig til det bliver min tur til at kunne dele.
1
Brugeravatar
Evapeva
Indlæg: 1098
Tilmeldt: 20. aug 2015, 10:45
Kort karma: 223
Likede indlæg: 2166

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Evapeva » 8. nov 2017, 21:05

Herlige fødselsberetninger, I leverer. :lun: Jeg elsker at læse dem! :)

Min fødselsberetning fra Ebbes fødsel er også opdateret nu.
Senest rettet af Evapeva 8. nov 2017, 23:16, rettet i alt 1 gang.
0
Kom lad os gå. Kom lad os se. Gennem tusind verdner venter vægtløs kærlighed.

Et fyrtårn af fornuft i et hav af vrøvl. :engel:
Brugeravatar
alfe
Indlæg: 504
Tilmeldt: 11. aug 2015, 08:39
Kort karma: 114
Likede indlæg: 524

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf alfe » 8. nov 2017, 21:31

A's fødselsberetning

Jeg skulle føde på Rigshospitalet, 34+? tog jeg et smut til Jylland, for at holde en uges ferie med mine forældre og yngste bror.

Torsdag den 10. november, 35+0, var jeg på apoteket for at købe mikrolax (lægeordineret). Min mave drillede som vanlig. Da der langt om længe kom hul igennem var det noget tyndt og snasket. I et par nætter vågnede jeg og skulle på toilet med den her dårlige mave. Om det var et tegn på fødslen eller simpel omgangssyge finder vi næppe ud af.

Lørdag den 12. november, 35+2, skulle vi have besøg af min tante, onkel og lille fætter. Vi skulle have en hyggelig spilleaften, som jeg plejer at elske. Jeg følte mig noget slatten og kunne ikke rigtig overskue at skulle sidde på en hård stol. Det var rigeligt at have siddet der 10-15 minutter tidligere på dagen – det skabte en ømhed i lænden, et pres mod endetarmen og bare ubehag.

Det meste af aftenen lå jeg på sofaen. Jeg var noget øm og tog i smug to panodiler, hvorefter jeg gik op i seng. Roen var svær at finde, samtidig med at jeg spekulerende noget over et toiletbesøg tidligere på aftenen, hvor noget mindede besynderligt meget om en slimprop. Jeg forventede ikke ligefrem, at jeg var på vej i fødsel – slimproppen kan jo nå at gå mange gange. Siger de.

Min onkel spurgte, om jeg havde tænkt mig at føde om natten. Smågrinede og sagde nej, men måske jeg havde en smule nervøse anelser – og samtidig slog mig selv lidt i hovedet, for at være en for bekymret førstegangsgravid.

Ved 1 tiden tog min tante og onkel hjem og min mor og jeg kom i seng. Smerterne gik over efter lidt snak med min mor.

Søndag den 13. november, 35+3, var jeg frisk, eller så frisk man nu kan være som næsten-højgravid. Til morgen havde jeg en smule blodig udflåd. Tanken om tegnblødning strejfede mig, men til fødselsforberedelse havde jeg fået at vide, at det kunne komme flere uger i forvejen, så det bekymrede mig ikke som sådan.
Dagen forløb ganske stille og roligt. Til aften så min mor, far og jeg film, "the memory keepers daughter". Jeg mindes ikke, at jeg som sådan havde ondt. Som der var sket flere gange i løbet af dagen følte jeg virkelig, at jeg skulle på toilet og vi måtte afbryde filmen. Hele søndagen var gået uden afføring på trods af mange ihærdige forsøg.

Vi gik i seng omkring midnat. Langsomt tog lændesmerterne til og efter en times tid tog jeg min dyne og telefon og lagde mig ned i stuen. Klokken 02 skrev jeg til en veninde;

"Forhåbentlig fucker mit bækken på grund af belastningen. Og ellers er der altså optræk til mulig fødsel. Fuck, det gør nullernaller. Kryds lige fingre for at det bare er bækkenet der driller."


Lændesmerterne føltes yderst besynderlige. Det er nok ikke det rigtige ord, men jeg havde ikke prøvet den slags smerte før. Det var en "god" smerte. Et par gange tog jeg mig selv i at håbe, at den snart kom igen. Det var som om den løsnede op for noget, hvordan det nærmere skal beskrives ved jeg ikke rigtig. Det er måske derfor, at det er lidt besynderligt.

Mandag den 14. november, 35+4, om formiddagen vælger jeg at ringe til RH for at høre, om det nu også er helt normalt. Vi får en sludder. Hun fortæller, at det selvfølgelig kan være begyndende veer, men at det nok er mest sandsynligt, at det er min livmoder der reagerer lidt på den diarre, som jeg har haft. Hun beder mig dog kontakte Kolding sygehus for at bede om et tjek.

Jeg ringede til Kolding, satte dem ind i situationen og fik en tid 13.30. Det passede mig meget fint, at der var nogle timer til, så jeg kunne nå at få færdiggjort pakke, der skulle sendes til USA og få slappet godt af.

Min mor og jeg tog på biblioteket for at printe pakkelabel ud, det nev noget og trapperne blev udskiftet til fordel for elevatoren. Vel hjemme igen fik jeg taget en lille lur og ordnet resten af pakken.

Da klokken var ved at nærme sig køretid, fik jeg (åbenbart) fire veer på ti minutter. Min mor kiggede noget skeptisk, eftersom jeg holdt fast i, at jeg absolut ikke var i fødsel.

Godt på vej ud ad døren insisterede lille B på at komme med på hospitalet, han fik, heldigvis, et klokkeklart nej.

I bilen blev veerne regelmæssige. De kom med cirka fem minutters mellemrum. Vi jokede med, at det kunne være sjovt at ringe til mine bedsteforældre og fortælle, at de var blevet oldeforældre. Min mor havde vist luret, at jeg var i fødsel. Det havde jeg nok også selv, men samtidig følte jeg mig mest lidt som en pylret førstegangsgravid. Mest af alt tænkte jeg nok bare, at min krop var ved at forberede sig. Det var den så i allerhøjeste grad.

På hospitalet anede vi ikke, hvor vi skulle hen, derfor ringede jeg på til fødemodtagelsen. Jordemoderen spurgte, om jeg var ved at føde, hvor jeg ret klart svarede, at det var jeg i hvert fald ikke. Jeg skulle bare til tjek for blærebetændelse. Hun fik gelejdet os det rigtige sted hen.

Lidt over klokken 14 blev jeg kaldt ind til undersøgelse. Jeg fortalte lidt om mine symptomer og mistanke om blærebetændelse, samt at han sikkert var ved at komme ned i bækkenet, siden det nev noget mere. Jeg lavede en urinprøve og blev placeret på en briks med CTG. Jordemoderen bad mig trykke på en knap, hver gang jeg mærkede en plukkeve. Efter noget tid bad hun mig sige til, når jeg fik en plukkeve, så hun kunne mærke maven på samme tid.

Da hun havde gramset godt på min mave, ville hun lave en indvendig undersøgelse og jeg sendte min mor ud. Og så kom chokket – jeg var fire centimeter åben. Jeg blev noget paf og tror ikke rigtig, at jeg kunne finde den rigtige grimasse. Kort efter kom min mor ind. Hun var vist ikke så overrasket igen.

Vi blev indlogeret på en fødestue med besked om, at det kunne gå begge veje. Jeg formoder, at de havde på fornemmelsen, hvilken vej det gik, eftersom vi med det samme fik fødestue og det hele.

Da vi kom på fødestuen fulgte samtidig en ny jordemoder med, Charlotte. Det første jeg så, da vi kom ind, var, at der var det her enorme fødekar, hvilket jeg vanvittigt gerne ville i. Men, men. Med en for tidlig fødsel er det et no-go. Det gjorde nu heller ikke det store, for jeg havde ikke rigtig ondt, det var mest af alt et ønske, fordi det nu var der og så virkelig stort og dejligt ud.

De næste timer gik stille og roligt. Veerne gjorde fortsat ikke ondt. Min mor havde opdateret mine bedsteforældre og jeg selv havde kontaktet de nærmeste. Blandt andet Bøtte, som følte sig noget snydt over at jeg sådan kunne finde på at springe over i køen.

Omkring klokken 17.15 fik jeg opdateret debatten, selvfølgelig. Dernæst fik jeg lavement som dæleme satte fut i sagerne. Veerne rykkede fra lænden til maven, auch! og kørte på uden pauser. På trods af de manglende vepauser, var jeg rigtig god til at bede om hjælp. Jeg kom hurtigt ud af takt, så at sige, og mistede følingen med vejrtrækningen, fordi det var så intenst. Fik flere gange formuleret til Charlotte, at hun måtte hjælpe mig med at komme igang igen, selvom det var så uoverskueligt at skulle forsøge at interagere med andre.

Klokken 18 bad jeg om epidural, det var bare for sent, jeg var 8 cm åben. Midt i kampens hede fik jeg sagt, at jeg ikke kunne mere. Inden nogle nåede at sige noget, fik jeg korrigeret mig selv med et 'selvfølgelig kan jeg det'.

Klokken 18.30 var jeg fuldt udvidet og vandet blev taget. På et tidspunkt herefter begyndte superbabyens hjertelyd at falde, så der blev tilkaldt to børnelæger, fødselslæge og afdelingsjordemoder. Der var fuldt hus. En blodprøve fra hans hoved viste, at han ikke havde det særlig godt, hvorefter jeg fik tre pres til at få ham ud, ellers ville han blive taget med kop. Fødselslægen var helt eminent – en ældre, smilende kvinde, hun blev mit fokuspunkt.

Klokken 18.50 kom han ud i sidste pres inden sugekop. 2400 gram og 46 cm ren kærlighed.

Jeg fik et par overfladiske skrammer, et par sting og en masse ros af jordemoderen, som anbefalede en hjemmefødsel næste gang, da min krop helt og holdent havde arbejdet som en andengangsfødende. Nu må vi se.

Under presseveerne fik jeg tilbudt at se hans hoved med et spejl, hvilket jeg slet ikke kunne overskue og takkede nej til. Da han var godt på vej ud, fik jeg også tilbudt selv at tage imod ham, hvilket jeg heller ikke rigtig magtede – de to ting fortryder jeg så meget, at jeg ikke fik gjort. Det havde været så fantastisk!
7

Tilbage til "Graviditet"