Fødselsberetninger

Brugeravatar
Sangius
Indlæg: 9659
Tilmeldt: 30. jan 2016, 19:49
Kort karma: 1356
Likede indlæg: 29250

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Sangius » 16. jan 2019, 15:41

I kan da lige få min med, selvom det er 2-3 måneder siden jeg fødte. Det er alligevel ikke en særlig lang historie :D

Jeg fik hindeløsning 40+2 kl 10 om morgenen. Kl 16 har jeg stadig ikke mærket noget, men vi beslutter os alligevel for at få farmor ud og overnatte - hvis nu. Storesøster på 2 skulle meget gerne ikke med til fødslen jo.

Kl 17. kommer den første ve, og de er forholdsvist milde. De kommer med 4 minutters mellemrum helt fra start af. Jeg ringer ind på fødegangen 17.30, fordi jeg fødte hurtigt sidst. Hun beder mig ringe igen om 2 timer.
Veerne gør egentlig ikke særlig ondt, kan sagtens snakke, gå og stå under dem. Men alligevel følte jeg, at det rykkede noget.
Så kl 18 ringer jeg igen, og hun indvilliger modvilligt i at jeg kommer op, og siger, at de jo nok sender mig hjem igen.
Kl 18.30 er vi deroppe, og jordmoderen der tager imod mig, vurderer ret hurtigt, at min veer ikke er kraftige nok, og at jeg nok skal hjem igen. Jeg beder om at blive tjekket, for ville ikke køre hjem igen før de gjorde det.
Hun tjekker mig, og jeg er så 5 cm åben. Så jeg får nådigst lov at blive :D
Veerne tager til i styrke, og jeg står op under dem alle sammen. Jeg siger ikke en lyd, og kommunikerer ikke rigtig med nogen. Forsvinder ind i mit hoved under veerne. Da de begynder at tage til får jeg lidt lattergas, som hjalp på smerterne.
Den sidste ve før den første presseve gør aller mest ondt, og jeg får smækket hånden i sengen og sagt en lyd.
Vandet går i en ordentlig skylle, og jeg kan mærke baby stå på bækkenet pludseligt. Jeg beder om at komme op og ligge.
Presseveerne kommer jævnligt, og jeg får presset med. Hyperventilerer en del på et tidspunkt, og jordmoderen må i store ord bede mig tage dybe indåndinger, fordi jeg var ved at besvime af det.
Efter 14 minutter med presseveer kom hovedet ud, og jordmoderen siger pludselig til mig: "hvis du vil have ham, så skal du tage ham nu!"Så jeg tog selv hænderne ned mellem benene på den sidste presseve, og hev ham op på brystet.
Ret vild oplevelse.
Han kom ud 20.11, 1½ time efter vi ankom på fødegangen, og fik at vide at vi skulle tage hjem igen :lol:
3825 og 56 cm.
Jeg fik et enkelt sting, og vi fik bagefter et bord med skinke, ost, pesto og pastasalat med laks. Total luksus.
3 timer efter pakkede vi sammen og tog hjem :)
17
T ♡ sep 2016
M ♡ okt 2018
Brugeravatar
Urtekussen
Indlæg: 6165
Tilmeldt: 11. aug 2015, 06:12
Kort karma: 1449
Likede indlæg: 16109

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Urtekussen » 21. feb 2019, 13:36

Lillebrors fødselsberetning fra 30/11 2018:

Jeg har aldrig været gravid så længe som denne gang, så jeg var naturligvis meget utålmodig.
40+5 fik jeg hindeløsning ved en privat jordemoder, men det gav desværre ingenting.
Hun kunne dog mærke at jeg var et par centimeter åben, så jeg gik nok snart i fødsel.

41+0 var en torsdag, og jeg lå på sofaen og var sur over ikke at have født endnu. Omkring middagstid skrev min kæreste, at han ville køre lidt før hjem i dag, da hans mor ville komme forbi med pakkekalender til børnene (han har senere fortalt, at han havde fornemmelsen af at noget var under opsejling, så derfor kørte han også hjem).

Netop som jeg havde spist frokost og sat tallerkenen i opvaskemaskinen, gik vandet. Først troede jeg det var meget vandigt udflåd, men da det blev ved med at løbe, tænkte jeg, at jeg hellere måtte kontakte fødegangen.

Jeg var lidt som en forvirret hund og drejede rundt om mig selv flere gange. Jeg har aldrig prøvet før at vandet går. Jeg kunne heller ikke huske, hvor meget vand der skulle komme i et bind, før man vidste det var dét. Men de store ble-bind jeg havde købt til efter fødslen blev lynhurtigt gennemblødte, og jeg måtte også skifte bukser.

Mens jeg talte med fødegangen, kom min kæreste ind af døren. Jeg havde ingen veer, så vi aftalte med dem, at vi ville køre derind til tjek kl 17, hvis ikke der kom veer inden.

Min svigermor skulle komme på besøg kl 14, men vi valgte ikke at sige noget, da vi ikke var sikre på hun kunne holde på en hemmelighed :) Hun skulle nemlig bagefter hjem til den kommende storesøster, og hun skulle ikke høre noget, før efter fødslen.
Så jeg sad meeeeeeget stille på en stol, mens de var her (de plejer at køre igen hurtigt, men ville gerne have kaffe denne dag :lol:) og måtte bagefter skifte bukser igen, pga vandet, som stadig kom i store skyller.

Så kørte vi på fødegangen kl 17. På vejen havde jeg lidt veer, og da vi ankom og jeg steg ud af bilen, løb vandet ned og ud gennem mit bukseben. Syret oplevelse. Min kæreste hørte det plaske.

Der var travlt på fødegangen lige da, så jeg fik et par tørre bukser på, og en rigtig "ble", og skulle ligge og have kørt kurve i en halv time.
Jeg tror de glemte os pga travlhed, for vi lå der i 2,5 time.
Da vi endelig fik den pillet af, var der slet ingen veer mere.
Da var klokken altså Ca 20,og jeg fik klyx og blev undersøgt.
Kun 3-4 cm.
Øv.

De ser jo helst man føder inden 18 timer, når vandet er gået, for at undgå infektionsrisiko. Jeg ville helst undgå medicinsk igangsættelse, så vi prøvede med en hindeløsning og blev så sendt en tur i bilka og ud efter lidt aftensmad.

Vi var tilbage på fødegangen kl 22, men det havde stadig ikke givet noget. Ingen veer. Jeg prøvede derefter akupunktur, men også uden effekt.

Min kæreste havde jo hele tiden ment, at vi skulle sætte vedrop på, og jeg måtte jo til sidst medgive, at det nok var nødvendigt, for hellere det, end at føde for langt over de 18 timer. Jeg skulle jo også gerne have kræfter til fødslen.

Jeg tror kl var 1 eller 2, da de satte det på. Vi aftalte at starte meget lavt, og så se om ikke kroppen selv kunne lave nogle veer. Så skruede de gradvist op undervejs.

Kl 3 var jeg 4-5 cm åben, så ikke meget fremgang siden vi kom, og hans hoved stod lidt skævt. Veerne bed heller ikke rigtigt endnu.
Vi snakkede lidt smertelindring, og jeg spurgte til lattergas, som de har fået siden min anden fødsel i 2015.
Dog måtte jeg ikke få det endnu, for jeg var ikke så langt i fødslen endnu. Det var også helt fint med mig, for jeg ville helst klare det uden.

JM foreslog en teknik, som skulle kunne rokke babys hoved ned. Det var ikke rebozo - jeg tror det hed rocking baby, men er usikker.
Det foregik ved at jeg lå på siden, helt ude på briksen, og når der så kom ve, rokkede JM med mit bækken.
Hun tog tre veer på hver side, og så begyndte det ellers bagefter at gøre rigtig ondt. Der kom lidt lyd på vejrtrækningen, og jeg syntes ikke jeg fik ret meget ro imellem veerne, før den næste kom. Min stakkels kæreste holdt mig i hånden, og den blev virkelig kvast under hver ve.

Nu spurgte jeg igen efter den dér lattergas, men JM sagde "det tror jeg ikke jeg kan nå at finde slanger til".
Som min veninde sagde bagefter: "hvor lille er vinduet for det lattergas" :-D

Jeg fik pressetrang omkring kl 4, men nægtede at "presse noget som helst", da jeg jo kort tid forinden kun havde været 4-5 cm.
JM undersøgte mig derfor, og kunne meddele at nu var jeg 9 cm, så jeg måtte gerne presse lidt med.

Jeg ville gerne føde på knæene, og lænet ind over briksen hovedgærde. Det var svært at komme om på knæene, men det fungerede så godt, da jeg først var der.
Undervejs sagde min kæreste "husk at trække vejret", og jeg kan huske jeg skældte ham ud mellem veerne, for det er sgu svært at trække vejret samtidig med man presser!

Lillebror kom ud kl 04.13.
4034 g og 51 cm.
Fyldt med fosterfedt, hvilket overraskede mig, da han er født 41+1.

Kun en lillebitte bristning, nærmest en hudafskrabning, dog lidt rigeligt blødning (som med min ældste), derfor var vi lidt længere tid på fødegangen til observation, men fik lov at køre hjem kl 8.

En rigtig god fødsel - jeg er klar igen :-D

(billede hvor han lige er kommet op til mig - jeg tog selv imod. Jeg har slet ikke fattet det endnu på det billede)
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
17
2011
2015
2018
2020
2023
Brugeravatar
Urtekussen
Indlæg: 6165
Tilmeldt: 11. aug 2015, 06:12
Kort karma: 1449
Likede indlæg: 16109

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Urtekussen » 14. maj 2020, 03:10

Endelig blev det min tur!
13/5 41+3 havde jeg tid til igangsættelsessamtale kl 13.
Jeg kørte ind til byen i god tid og gik rundt på gågaden lidt for at ose. Jeg var rigtig træt af at være gravid endnu, og jeg havde besluttet mig for at jeg skulle have chokolade fra Frellsen.
Kl 12.15, på vej mod Frellsen, standsede jeg midt på gaden.
Hvad var det? Var det vandet, der var gået??
Med sjaskvåde trusser skulle jeg alligevel ind til Frellsen (hvor der var laaaang kø) og have chokolade.
Jeg vraltede derefter ned i bilen og ringede til fødegangen, for at høre om jeg kunne få et bind i forbindelse med igangsættelsessamtalen.

Den blev ændret til en undersøgelse på fødegangen. Da jeg ankom og steg ud af bilen, væltede vandet ud i en kæmpe skylle, så nu var jeg ikke i tvivl mere. Jeg var 2 cm åben og 2 cm livmoderhals, så det samme som for en uge siden.
JM (som forløste mit tredje barn) kunne genkende forløbet fra sidst (hvor der trods alle tiltag ikke kom veer af sig selv), så hun lavede hindeløsning, prikkede hul på den sidste fosterhinde og gav mig akupunktur. Så havde vi allerede gjort forarbejdet, som vi sidste gang først begyndte med 6 timer efter vandafgang.
Jeg skulle så komme ind igen kl 18, hvis der ikke var kommet veer.

Kl 18 ankom vi, og blev hurtigt enige om at det var vedrop, som ved sidste fødsel.
Det blev sat til ca kl 19, kl 21.00 bad jeg om lattergas (awesome, det har jeg aldrig fået før!) og var 6-7 cm åben.
Umiddelbart efter kom jeg på knæ på fødelejet og fik pressetrang. JM tjekkede igen, og nu var jeg 10 cm åben.
Lillesøster er født 21.32, og hun græd allerede da kun hovedet var ude.

Super god fødsel, hvor der også var en mandlig medicinstuderende med. Det var den første fødsel han overværede og han spurgte bagefter JM, om det normalt gik SÅ hurtigt og nemt. :D

Lillesøster vejer kun 3708 (by far den mindste baby jeg har fået) og er 52 cm. Masser af brunt hår og små ører.
32
2011
2015
2018
2020
2023
Brugeravatar
Urtekussen
Indlæg: 6165
Tilmeldt: 11. aug 2015, 06:12
Kort karma: 1449
Likede indlæg: 16109

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Urtekussen » 14. maj 2020, 08:53

Lillesøster
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
30
2011
2015
2018
2020
2023
Brugeravatar
Ladysparrow
Indlæg: 2673
Tilmeldt: 14. aug 2015, 11:50
Kort karma: 417
Geografisk sted: Skåne, Sverige
Likede indlæg: 6970

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Ladysparrow » 14. maj 2020, 11:04

Da Louie kom til verden. 26. Januar 2020 kl 11.22.

Startede med hindeløsning onsdag 41+2, og hvis ikke der skete noget skulle vi komme igen fredag.

Vi kom til igangsætningssamtale fredag formiddag da jeg var 41+4 - hurtigt blev vi installeret på fødestuen og fik endnu en hindeløsning og så begyndt vi med shots hver anden time. Min kæreste og fordrev tiden med, UNO, planlægning af hus renovering, appelsinspisning og masser af snak, få korte gåture blev det også til. Men der skete ikke noget.

Fredag aften flyttes vi over på barselsgangen, da der er flere på vej ind i aktiv fødsel. Lørdagen forsætter med shots hver anden time, lørdag aften ved 22 tiden, bliver vandet taget, da da der stadig ikke er sket en skid. Her efter går det stærkt, veer uden pause og jeg tror jeg skal dø. Efter et par timer bliver vi enige om at jeg skal have en epidural, og pludselig kan jeg være i min egen krop igen..

Vi får hvilet og timerne går, ved fem tiden tager veerne til og det fortsætter. Ved 9 tiden begynder jeg at føle pressetrang og min kæreste opmuntrer med at jeg har født inden kl 12. Jeg var på det tidspunkt overbevist om at det ikke gik og at jeg ville ende med et kejsersnit, så da JM siger at jeg kan række ned og mærke hovedet, tror jeg hun er fuld af løgn. Gennem hele fødslen har jeg siddet på pilatesbold, stået på knæ i sengen og mange andre stillinger. Men da jeg til sidst ligger på ryggen og JM vil have mig op og ned på en fødselsskammel nægter jeg... jeg er udmattet og tror ikke jeg kan klare mere, men på en eller anden måde fortsætter jeg og kl. 11.22 fødes Louie. 51 cm lang og 3665 gram, masser af mørkt langt hår. Han er født med en frisyre der er Oasis brødrene værdig. Jeg får 2 sting som jeg næsten synes var det værste ved det hele.
6
Brugeravatar
twinkle
Indlæg: 3974
Tilmeldt: 14. aug 2015, 06:53
Kort karma: 328
Likede indlæg: 6360

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf twinkle » 5. jul 2020, 04:36

FØDSELSBERETNING.

Det hele starter onsdag d. 01.07.20, hvor jeg indlægges med henblik på igangsættelse. Her er jeg 37+6, og de vil sætte mig i gang pga. forventet høj fødselsvægt hos lillebror og for meget fostervand, begge ting konstateret ved scanning. Min oprindelige termin var 16.07.
Fordi jeg har for meget fostervand må jeg ikke få en ambulant igangsættelse. Da jeg bliver indlagt er der absolut ingen tegn på en forestående fødsel. Jeg har 3 cm livmoderhals og er ikke åben.

Jeg tager 8 angustapiller onsdag og torsdag, uden der sker det store. Jeg har af og til regelmæssige veer i en times tid, hvorefter det går i sig selv igen. Vældigt frustrerende!
Fredag vil de forsøge med yderligere tre piller, for at se om der kan afkorte min livmoderhals, så de kan tage vandet. I løbet af dagen mærker jeg veer, men intet regelmæssigt. De begynder dog at bide mere og mere. Da jeg tager sidste pille kl 12 går der omkring en time, hvorefter veerne kommer rullende regelmæssigt og med tiltagende styrke. Da aftenvagten kommer kl. 16 undersøger hun mig, her er jeg 3 cm åben og klar til at få taget vandet. Vi bliver enige om at gøre de indledende øvelser til at komme på en fødestue, min mand og jeg får lidt at spise og jm klarer det praktiske.

Kl. 18 kommer vi på en fødestue. Da jeg fødte vores første barn i januar '18 gik mit vand spontant, og udløste en vestorm. Derfor blev jm og jeg ret hurtigt enige om at få ordnet epiduralkateter og drop med det samme. Ved min første fødsel blødte jeg 1600 ml, så det var vigtigt at have drop mv. gjort klar til bl.a. væske.

Og hvor var det en god beslutning. Jeg er svær at stikke i, jm prøver to gange at anlægge drop, før end hun ringer til anæstesilægen. Lægen forsøger FEM GANGE, før end det lykkes. Og det var bare droppet. Epiduralkateteret tager tre forsøg, efter de første to ringer lægen efter en anden læge for assistance. De ender med at bruge halvanden time på at stikke i mig Hold nu kæft, hvor var det en træls oplevelse og start på fødslen. Men skidt pyt, the show must go on! Heldigvis er min mand ved min side under det hele, en total uvurderlig støtte!

Jeg hviler mig lidt oven på epiduralen, jeg kan dog sagtens stadig mærke veerne komme rullende, men epiduralen tager toppen. Veerne bliver hyppigere og voldsommere. Ca. 22.30 er jeg 4 cm åben, og vi beslutter os for at tage vandet. Det kommer i én stor skylle, og gør at jeg udvider mig endnu en cm.

Herefter går det rigtig stærkt. Jeg trækker vejret det bedste jeg har lært, på en time udvider jeg mig til 10 cm og lillebror står klar. Jm siger at der snart er vagtskifte, og så tager fanden ved mig. Jeg kan mærke at lillebror skal ud NU, tre presseveer senere, og han er født d. 03.07 kl. 23.44.

4510 gram og 54 cm ren kærlighed. Jm vejer moderkagen til et kg, ikke så sært det hele har føltes lidt tungt!
Jeg har fået en andengrads bristning som skal syes, og det lægger vi an til. Dog er der så mega travlt på fødegangen, at der går næsten to timer før det bliver gjort. I den tid viser det sig, at min drop har siddet forkert/skævt, hvilket har gjort at væsken har ophobet sig inden under huden. Så jeg skal da lige have anlagt et nyt. Det bliver heldigvis gjort i første hug. Jeg skal selvfølgelig også lige have taget blodprøver to gange.
Efter jeg er syet skal jeg prøve at komme op og stå. Mit blodtryk stiger dog ret kraftigt, det samme med min puls. De kører ekg, tager flere blodprøver og jeg kan høre dem snakke om, at jeg måske har en blodprop i lungen - dette afkræftes dog heldigvis.

Nu vil de så gerne have mig indlagt på mor/barn afsnittet til observation. Jeg havde virkelig drømt om en ambulant fødsel, da jeg var indlagt fem dage sidste gang - og det var ikke en god oplevelse.
Men altså, der er ikke så meget at gøre. Jeg kan ikke stå på mine ben og heller ikke tisse selv.
Inden jeg bliver flyttet vil jm tømme min blære, det blev lige til 1700 ml væske. Men her har jeg også fået ca. halvanden liter væske i drop, ud over alt det jeg selv har drukket ved siden af. De snakker om at anlægge kateter, og der siger jeg klart fra. For jeg ved af erfaring, at det bare trækker tiden endnu mere ud, før end jeg kan komme på benene. Så bliver jeg stædig! Jeg får at vide af lægen, at har jeg ikke tisset inden for to timer, så skal der anlægges kateter.

Okay, challenge accepted!

Jeg bliver indlagt på mor/barn afsnittet, her er jeg ca. en time før end jeg tisser - helt selv! Godt nok på en bækken stol fordi min puls stadig er høj, men jeg gør det. En tømning af min blære efterfølgende viser, at der kun var 100 ml tilbage. Så det var godkendt.
Herefter kæmper jeg ret hårdt for at komme op og gå/stå, det sker efter to timer. Min puls og mit blodtryk er også normalt igen, så jeg håber virkelig at vi kan blive udskrevet i morgen.

Lillebror trives, vi har dog lidt udfordringer med amningen, men det bliver langsomt bedre.
17
B - 20.01.18 :dåne:
O - 03.07.20 :lun:
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Zombie » 7. aug 2020, 10:47

Mandag den 3/8 2020 var jeg 41+0 og TRÆT. Vi havde haft en tid hos jordemoderen torsdagen inden, hvor det blev besluttet at se, hvad der skete henover weekenden.
Intet skete, så mandag drog vi atter til jordemoder.
På venteværelsets toilet gik vandet, eller rettere den 1. hinde med lidt siv.

Vi blev sendt over i fødemodtagelsen, hvor babys hjerte blev målt og hun lavede hindeløsning. Så gik vandet udover briksen og det hele.
Vi blev sendt og skulle tilbage kl. 22 til indlæggelse.

Da vi kommer tilbage er der veer, fint fint. Det står i min fødselsplan, at går fødslen i gang om aftenen, skal jeg have en epidural og sove.
Det tager 500 år, før jordemoderen får den bestilt og anæstesilægen kommer, så jeg kan faktisk først sove fra 4 tiden og halvanden times tid frem.
Det er en ting, jeg går videre med, for det er rimelig kritisk. Så må de tage imod mig tidligere end 22, hvis det er.

Jeg får sovet den der halvanden time og åbner mig imens fra 4 til 10 centimeter.
Der er vagtskifte og jeg får en lidt ældre, meget rutineret jordemoder. Det er relevant senere.

Jeg begynder at få presseveer der henad morgen og vi arbejder langsomt baby nedad i bækkenet. Det går rigtig godt, min mand er virkelig god til at støtte mig og hjælpe mig med at trække vejret på den rigtige måde.

Men undervejs stiger veerne i styrke. Til sidst er hele min torso i krampe under hver ve, hvilket betyder at jeg kaster op - hver gang. Selv når maven er tømt, laver jeg opkastbevægelser og det nederste af mine lunger trækker sig også sammen, så vejrtrækningen er enormt udfordret.
Fordi jeg kaster op, kan jeg ikke trække vejret med veerne, det sortner for mine øjne.

Jeg får alligevel presset baby så langt ned, at jordemoderen kan se, han er stjernekigger. Det er noget lort, for så kræver han flere kræfter at presse ud.
På et tidspunkt under en ve, hvor jeg kaster op og ikke kan trække vejret, begynder jeg at græde, men jeg kan jo ikke græde i den situation, så tårerne triller bare, mens jeg gisper at jeg ikke kan få luft.
Bagefter ligger jeg med lukkede øjne, og jeg får ifølge min mand sagt helt stille og roligt, at så længe min baby er okay og klarer den, så er jeg ligeglad med hvad der sker med mig, jeg vil bare gerne have det til at stoppe.

Min jordemoder kigger på mig og på min mand, og siger så - ikke spørger, siger - at nu ringer hun efter en sugekop, ellers er det akut kejsersnit.

Der går meget kort tid, så vælter det ind med mennesker på stuen. Afdelingsjordemoderen kigger på ve-måleren og siger til min mand, at hun ikke har set sådanne veer i mange år - det er sjældent og "for meget".

Da de går i gang med sugekop, skal jeg hjælpe med at presse når de beder mig om det, men de snakker alle sammen til mig og jeg er så langt væk i smerter, at jeg ikke forstår hvad der sker. I min tåge beslutter jeg mig for, at det må være damen med sugekoppen oppe i mig, der bedst ved, hvornår jeg skal gøre det ene eller det andet, så jeg råber bare af hende, at jeg ikke kan høre hvad hun siger og får øjenkontakt med hende. Det skulle vist ikke være hendes rolle også at guide mig, men hun forstod mit behov og jeg valgte at være nem, give den en ordentlig skalle når jeg skulle og gispe når hun bad om det.

Jeg er åbenbart god til det sugekop værk, for min baby kom ud uden de store problemer og jeg skulle kun syes 3-4 steder, grad 1 og 2. Det kan gå meget værre med sugekop, så det er sgu helt fint.

Baby kom op til mig og derefter kunne jeg ikke være mere ligeglad med, hvad der skete fra navlen og ned. Jeg antager moderkagen kom ud og jeg ved, hun syede, fordi hun snakkede om hvad hun gjorde, men det er en daze. Der var kun mig, min mand og baby.

Min stakkels mand brød sammen og græd i en time. Han havde været vågen i halvandet døgn, på hele tiden, mega bekymret for mig da veerne stak af og så magtesløs, da jeg lå der og bare gerne ville dø.
Så vi kyssede og krammede mens jeg lå ned, og kiggede også på vores baby.

Min livmoder gad ikke trække sig sammen, jeg mistede næsten en liter blod og kombineret med mangel på væske pga opkastningerne, måtte vi blive på fødegangen noget tid. På et tidspunkt tømte jordemoderen manuelt med kateter 1200 ml urin fra min blære, så det at jeg indtog en masse væske, som jeg skulle, men ikke kunne tisse, lavede yderligere ballade med min livmoder.
Jeg fik både et drop og et elektrolytdrop, men blev nogle dage på barselsafsnittet, fordi jeg stadig var meget svimmel.

Vi tog hjem den 6/8 sent om aftenen, fordi vores værelse på barselsafsnittet var så varmt og dårligt ventileret.
Min mand har taget begge nætter med roderi og en ked baby med nye tarme, så jeg kunne få sovet lidt (med medicin).
Så sover han i løbet af dagen, og herhjemme har vi det køligt og mørklægningsgardiner i soveværelset, så vi har indrettet stuen til at være barselsstue og soveværelset til dem, der hviler.

På søndag skal vi tilbage til barselsafsnittet, da baby skal have tjekket sit litiumniveau. Jeg tog jo den medicin i graviditeten.
Selvom jeg hele tiden har vidst, de skal måle, begyndte jeg alligevel at græde lidt - min fine baby skal ikke have den dumme medicin. Men det er forhåbentlig gået væk på søndag.

Jeg føler mig så afsindig heldig med vores jordemoder, at hun kunne aflæse os og mig, og bare traf en beslutning og satte den i værk. Det var det helt rigtige i situationen med en fast vilje og "nu er det dette her, vi gør, punktum". Det kræver nok en del rutine og erfaring. Vi er hende afsindigt taknemmelig.

Vi er tilbudt efterfødselssamtale, og vi fik snakket med sundhedsplejersken på barselsafsnittet om, at min mands samtale er med en psykolog på hospitalet. For mig er store dele af fødslen en tåge, men det blev oplevet meget voldsomt og vores fødselsjordemoder havde også noteret i journalen, at det havde været en hård omgang. Så om en måneds tid får min mand sin egen aftale og så har vi en efterfødselssamtale sammen også.

Om halvanden måned flytter vi i hus med lidt mere plads, det bliver dejligt. Men også ok at indrette os her i en babybobbel. <3
21
aka Forbies

:gammel:
Brugeravatar
Mi55y
Indlæg: 8938
Tilmeldt: 14. aug 2015, 07:16
Kort karma: 1052
Geografisk sted: Århus med bolleÅ
Likede indlæg: 18166

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Mi55y » 16. mar 2021, 16:02

Sidst på eftermiddagen torsdag 40+4 bliver vi ringet op af Skejby med en tid til igangsættelse lørdag morgen 40+6, da lillebror er vurderet til at være lidt stor; 4.400 g.
Det var alt, hvad lillebror behøvede at vide; 23:30 vågner jeg med veer i 5-8 min. intervaller.

Kl. 01 giver jeg M besked, står op og ringer til fødegangen. De råder os til at overveje at ringe efter pasning til Sofie, da de er en times tid væk. Mine veer er blevet ret korte, efter jeg stod op (30-40 sek), så fødegangen beder os ringe igen, når veerne varer et minut. Jeg hænger ind over sofaryggen og tager tid på veerne.

Kl. 02 ringer vi efter farmor, og jeg tager et bad, mens M sover lidt mere. De ankommer lidt i 03 og bliver installeret på briksen i kontoret.
Jeg får mig en skål yoghurt og en müslibar.

03:30 ringer vi til fødegangen, da der er 3 min. mellem veerne, og de varer et minut. De beder os komme ind.
Jeg har, siden veerne startede, haft god effekt af mamaprofylax vejrtrækning gear 1 og nu rykker jeg i gear 2.

På vejen til Skejby er M så fokuseret på at bremse langsomt ned ved røde lys, at han ikke får drejet af til Skejby. Så vi må lige lave en u-vending.

04.30 er vi ankommet på undersøgelsesstue, og jeg undersøges til at være 3 cm. Pga. de hyppige veer indlægges vi på fødestue på trods af, at jeg jo ikke helt er i aktiv fødsel endnu. Jeg får meget ros for min vejrtrækning under veerne.

Kl. 06 begynder veerne pludselig at tage til. Hveranden ve er koblet og slipper aldrig helt, før næste ve skyller ind over mig. Jeg får nu brug for gear 3 i vejrtrækningen, når veen topper. Men i ve-pauserne er jeg helt klar i hovedet, og jeg er med hele vejen.

06:25 Jeg forsøger mig med at sidde på bold, hvilket ikke helt fungerer. Jeg sidder på kanten af sengen under nogle veer, men da de bliver kraftigere er jeg nødt til at komme op at stå.

06:50 Jeg bliver bedt om at gå ud at tisse, og bliver spurgt, om de skal gøre lattergas klar til mig imens. Det takker jeg ja til.
Jeg kommer ind og står indover sengen på en sækkestol og har god effekt af lattergassen. De skal have anlagt en venekanyle på mig, hvilket mislykkedes over flere omgange, og de må til sidst tilkalde en anæstæsisygeplejerske, som får den lagt.

07:00 Fosterhinderne spænder og presser virkelig til under veerne, og jeg prøver virkelig at gøre mig tung i bækkenet under veerne for at sprænge dem, dog uden held. Jeg begynder at have lyd på under veerne og vil også gerne have fat i Ms trøje imens.

07:25 Jeg er træt i benene og kommer op at ligge på siden.
M går ned i bilen og henter autostol og babydyne, så dynen kan blive varmet op.
Han spørger bagefter, om det er ok, at han går ind og ringer til Sofie, men får at vide, at han ikke må gå fra mig. Jeg har brug for at holde i ham under veerne.

07:50 Jeg er 10 cm åben og hindeblæren er helt spændt på bækkenbunden under veerne.
Jeg giver god lyd fra mig under veerne,og jeg husker at JM forklarer M noget om, at dette er en meget intens fase for den fødende.

07:58 Jeg bliver bedt om at vende mig, hvorved vandet går.

08:10 JM tilkalder bagvagt, da lillebror stadig står højt i bækkenet, og hun er nervøs for, at det vil tage mig for lang tid at presse ham ned igennem bækkenet. Da jeg hører det, tænker jeg åh nej, og udfald som kejsersnit og kop strejfer mig. Jeg bliver bedt om at holde mig under knæene og presse.

08:15 Og pludselig beder de mig om skiftevis at gispe og presse - hovedet er ude. Og derefter kroppen kl. 08:21 efter en pressefase på 10 min og 4 presseveer. Jeg fik stor ros for at presse ham ned gennem bækkenet så hurtigt.

Jeg får en lang lillebror op på maven og igen er jeg helt klar i hovedet og føler, at jeg har været til stede hele vejen. Jeg får god instruktion i laid back amning,og lillebror tager fat.
Jeg fik en grad 1 og grad 2 bristning og bliver syet.
Lillebror vejes til 3982g og måles til hele 55cm i længden og 37cm om hovedet.

Kl. 13 udskrives vi og tager hjem med lillebror Konrad - 8 timer efter indlæggelse på fødestuen.

En supergod fødsel!
15
S - 09.10.18 :love2:
K - 05.03.21 :love:
Brugeravatar
Mædem
Indlæg: 409
Tilmeldt: 20. okt 2015, 19:24
Kort karma: 43
Likede indlæg: 960

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Mædem » 18. apr 2021, 15:19

Svends fødsel d. 31. marts kl. 00:02

Mandag d. 29. marts (40+6)
Jeg havde fra morgenstunden mærket en lidt kraftigere menustrations-agtig murren, så hen ad formiddagen (efter at have foretaget det obligatoriske opkald til fødegangen for at bestille tid til en igangsættelsessamtale senere på ugen) forskansede jeg mig i soveværelset omsluttet af dyner og med en god bog, der, da jeg ikke længere kunne koncentrere mig om at læse, blev skiftet ud med et Netflix program om folk, der dystede i at lave store skulpturer af dyr i græs. Den murrende fornemmelse blev mere insisterende, og efterhånden var jeg ikke længere i tvivl om, at jeg havde veer.

Da min kæreste havde fri fra arbejde hen ad eftermiddagen begyndte han at tage tid på veerne, pakke de sidste ting til at tage med på sygehuset og forberede det ocean af snacks han endte med at medbringe (han stod f.eks., helt manisk, og hakkede æbler, der endte med at fylde fem fryseposer. Vi fik dem aldrig spist. :lol: ). Jeg arbejdede godt med veerne (jeg havde forinden øvet mig på Smertefri Fødsels laboro-vejrtrækning). Jeg fik desuden spist en portion havregrød og drak ellers en masse hindbærbladste - jeg husker det som nogle ret hyggelige timer. Hen ad aftenen, da jeg begyndte at blive mere fraværende, ringede vi til fødegangen, der bad os om at komme ind.

En times tid efter var vi på fødegangen, og vi blev, som ønsket, indlogeret på en af sygehusets sansestuer, der bød på badekar, dæmpet belysning, dobbeltseng, muzak og bølgeskvulp. Vi kom midt i et vagtskifte, så det var jordemoder, L, der undersøgte mig, og jeg var på daværende tidspunkt kun 2-3 cm åben. Efter en omgang Klyx og nogle timers arbejde med veerne fik jeg en håndfuld smertestillende piller med det festlige tilnavn en cocktail i forhåbning om, at det kunne give mig nogle timers søvn. Pillerne tog kun bunden af veerne, så resten af natten befandt jeg mig i en mærkelig drømme-døs, hvor jeg, hver gang jeg var ved at falde i søvn, blev vækket af toppen af veen. Min kæreste fik dog nogle reelle timer på øjet, hvilket var super godt givet ud.

Tirsdag d. 30.marts
Ved 06:00-tiden vågnede jeg, og arbejde bravt videre med veerne. Min kæreste var super god til at tælle mig igennem dem, og jeg var generelt stadig ved godt mod, selvom jeg ikke havde åbnet mig specielt meget mere end aftenen før. Et par timer senere var der vagtskifte igen, og vi fik nu den skønne, erfarne jordemoder, K, der egentlig var pensioneret, men som en gang imellem tog en fødsel for sportens skyld. Hun var super god til at læse mig, og vi havde en rigtig god kemi. Da jeg, efter en rum tid, havde udvidet mig 5 cm - og dermed endelig var i aktiv fødsel kom jeg over i badekarret. Det var FANTASTISK. Vandet var enormt lindrende, og selvom veerne tog til i både styrke og længde, så føltes det kraftfuldt mere end smertefuldt, og jeg begyndte for alvor at fantasere om, at føde i vandet. Festen stoppede dog, da K gerne ville have mig op af vandet for at undersøge, hvor udvidet jeg var - der var omkring 7-10 minutter mellem mine veer, hvilket hun fandt lidt ildevarslende. Da hun mærkede efter havde jeg nærmest heller ikke åbnet mig, på trods af, at jeg havde ligget i vandet i nogle timer. Hun mærkede på mig, og kunne fortælle, at barnet lå skævt med hovedet og ikke kunne trænge ordentligt ned pga. fostervandet, der stadig ikke var gået. Da jeg på daværende tidspunkt havde været i gang i omkring 24 timer foreslog hun mig en epiduralblokade, hvorefter hun ville tage mit vand og give mig et ve-drop, for at sætte skub i tingene. Jeg kunne godt se fidusen, men da jeg er enormt ræd for kanyler tog det mig yderligere et par timer (samt frustrations-tårer og mange hårdnakkede forsøg på at få trængt ham nedaf ved egen hjælp) før jeg sagde ja til indgrebet.

Bedøvelsen måtte lægges to gange, fordi jeg rystede af panik og gråd, og for første gang i hele forløbet følte jeg mig fortvivlet. Efterfølgende fik jeg taget mit vand, lagt drop og derefter forsvandt jeg i en to timers koma-søvn. Da jeg vågnede fik jeg spist noget aftensmad og hilst på den nye jordemoder, M. I nogle timer lå jeg og roterede mine hofter og betragtede de voldsomme veer, som jeg ikke kunne mærke. Da blokadens virkning begyndte at aftage havde jeg endelig åbnet mig 10 cm, så både M, min kæreste og jeg var ellevilde og gav hinanden high five. Herefter lavede M sig en kop kaffe og vi gav os alle til at vente på at presseveerne skulle begynde.

Jeg husker det som om pressefasen kom pludseligt, og jeg havde svært ved at finde hoved og hale i veerne, da de havde ændret karakter. Midt i det hele var der vagtskifte, og en ung jordemoder sluttede sig til festlighederne (M var en kæmpe champ og blev). Begge jordemødre gav mig instrukser - især om at slappe af i skuldre og hænder, hvilket jeg fandt noget nær umuligt at imødekomme. Jeg havde derfor ingen idé om, hvornår jeg gjorde noget rigtigt og forkert, men jeg pressede så godt jeg kunne og svedte så meget, at jeg blev blændet af det. Jeg hørte M sige, at min livmoder var træt, og at mine veer ikke var så kraftige (på trods af, at de havde skruet op for droppet), så hun mere end antydede, at jeg pressede mest på viljestyrke. Pludselig kom der en tredje kvinde ind på stuen, og jeg fik senere fortalt af min kæreste, at det var fordi de begyndte at overveje, hvad der skulle ske, hvis jeg ikke havde kræfter til at få ham ud ved egen hjælp. Imens de snakkede pegede kvinden på mig og sagde til de andre, at "det vist ikke var nødvendigt" for pludselig kunne de se hovedet, og på 3 - 4 efterfølgende veer fik jeg presset ham ud, nok mestendels på stædighed, vil jeg tro. Han blev født to minutter over midnat, og deler dermed fødselsdag med min far. :lun:

Onsdag d. 31. marts
Efter at have ligget med min lille dreng på brystet i et par timer, der føles som minutter, gav den unge jordemoder sig i krig med at få mig syet sammen. Da dette indebar flere stik med kanyler blev jeg bange igen, og man kan vist roligt sige, at hele min muskulatur modarbejdede processen. Da hun var nyuddannet kom der en ældre kvinde ind for at supervisere, og hun syntes tydeligvis, at jeg skabte mig, og blev ved med at foreslå lattergas, selvom jeg flere gange havde sagt nej. Syningen tog over en time, som jeg brugte på at have ondt af mig selv, og jeg havde svært ved samtidigt at koncentrere mig om min dreng. Da det endelig var overstået, og vi havde fået lidt natmad, begav jeg mig ud på toilettet for at tisse, hvilket var lidt af en mission, da jeg ikke havde mærket mine ben i tolv timer. Omstændighederne taget i betragtning syntes jeg det gik ok med at tisse. Jeg havde dog en fornemmelse af, at det hele ikke var kommet med ud, hvilket straks fik min jordemoder til at foreslå kateter. Det blev et nej tak fra mig, og heldigvis viste det sig heller ikke at være nødvendigt.

Både min puls og mit blodtryk var lidt forhøjet, og da det desuden havde været en lang omgang, blev vi anbefalet at blive et par dage på barselsafsnittet. Det gjorde vi, og det var en rigtig god beslutning for os. Det var vidunderligt ikke at skulle koncentrere os om andet end at komme til hægterne og stille og roligt begynde at lære vores lille søn at kende.

Langfredag drog vi hjem, og vi blev mødt af et væld af blomster, gaver og beskeder, der lå og ventede foran vores dør, og min veninde havde sørget for, at der var hjemmebagte boller i fryseren og citronfromage i køleskabet. :lun:
6
Brugeravatar
oOxXxOo
Indlæg: 558
Tilmeldt: 8. feb 2016, 18:56
Kort karma: 74
Likede indlæg: 546

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf oOxXxOo » 4. jun 2021, 08:18

D. 16 maj:
Dagen efter storebrors fødselsdag. Vi hygger med hans gaver, og vi får ryddet de sidste ting op fra dagen før. Jeg er tung i kroppen. Vi går en lille tur om formiddagen, men jeg er nødt til at vende om, da jeg har ondt i mine hofter og lænd, som i en slem bækkenløsning, og føler at jeg kan knap gå. Føler det som en fodbold i mellem benene.

Middag:
Da A er puttet til lur, går jeg selv op, og jeg får understreget over for kæresten at jeg virkelig synes han også bør tage en middagslur. Mens jeg ligger og sover begynder jeg at få menstruationssmerter og små jag i underlivet, der lige får mig op til overfladen.

Eftermiddag:
Hele eftermiddagen går med at finde ud af om det er veer. Kan mærke det begynder at nive lidt mere. Jeg tager et bad og kan mærke "veerne" kommer hyppigt.
Vi ringer efter mormor og morfar da kl. bliver 16.30. Jeg har ondt, men kan uden problemer være i det. Tæller veerne fra kl 17-18 og der er 11 veer med op til 1 minuts varighed

Aften
Mormor og morfar er hos os ved 18 tiden. Der bliver lavet lidt mad (rester fra fødselsdagen)
Jeg begynder at føle mig skidt tilpas. Ikke pga veer men pga mit blodtryk. Ingen appetit og jeg er ved siden af mig selv. Jeg måler mit blodtryk og kan konstatere at det er for højt. Jeg tager mit blodtrykssænkende medicin og måler et nyt blodtryk efter en halv time. Blodtrykket er steget yderligere..
Jeg kontakter fødegangen, fortæller dem om mine små veer og mit blodtryk. Får nævnt at ved første fødsel var mine veer uregelmæssige, både i interval og varighed (havde ikke en eneste ve over 1 minut). De vil gerne have mig ind til tjek, men jeg skulle ikke regne med at det blev til en fødsel, så det er udelukkende pga blodtrykket de vil se mig.

Vi er på akutafsnittet for gravide kl 19.
Der bliver målt blodtryk (der stadig er for højt) og kørt ctg. De kan konstatere at der er begyndende veer. Jordemoderen spørger om vi ønsker at hun skal kontrollere om veerne har gjort noget, hvilket vi takker ja til. Jeg er ca 2-3 cm åben ved kl 20-20.30 Jordemoderen går ind og konferere med lægen, og da hun kommer tilbage er mine veer begyndt at bide, så jeg skal bruge afspændingsteknik. De tilbyder at tage vandet så vi kan holde fødselsdag hurtigst muligt, og det pga mit høje blodtryk.

20.30-00.00
Vi kommer på fødestue og jordemoderen fra kendt jordemoderordning tilkaldes. Da hun kommer bliver vandet taget jeg kommer i andet tøj. Veerne begynder at bide kraftigere og kraftigere og jeg kan ikke snakke i veerne. Jeg bruger afspænding og vejrtrækningen og jeg kan være i veerne. Jeg går rundt på stuen da jeg gerne vil være i så meget bevægelse som muligt. I pauserne kan jeg snakke, grine, spise og drikke.

Ved kl 22 laves der status, og jeg er nu fulde 3 cm åben. Vi aftaler nu status efter yderligere 2 timer dvs kl 00.00

Selvom jeg sagtens kan være i veerne bestilles der epi da jeg ved sidste fødsel fik tidlige presseveer og havde massive smerter (fordi storebror stod forkert)
Anæstesilægen kommer hurtigt og der kommer flere og flere veer. Jeg kan stadig være i dem, og der er overskud til at joke med Anæstesilægen imellem veerne. Han mener at jeg at godt kunne have mere ondt, ift hvordan jargonen er :lol: det er sgu meget hyggeligt og vi får grint imellem veerne.

Da epi er lagt får jeg bolus da jeg ikke mærker epien og jeg får efterfølgende lov at hvile en times tid (frem til kl 00.00)

17 maj kl 00.15
Der laves status og jeg er nu 10 cm åben men lillesøster er ikke nede endnu
Jeg kommer op på en bold og sidde, da jeg ikke kan støtte på mine ben pga epien.
Veerne tager til og de bidder i lænden og tynger ned til trods for epien. Jordemoderen har tilbudt at skrue op for epien, men jeg har det fint med at kunne mærke veerne på den måde.

Der laves status kl. 1. Lillesøster er stadig ikke kommet ned på bækkenbunden.
Jeg kommer op i sengen på alle fire og står og rokker.
Til sidst er veerne så kraftige at jeg er nødt til at gispe på dem.d er laves status ved kl 1.45. Lillesøster er stadig ikke nede.
Jordemoderen foreslår prøvepres for at se om det giver noget. Og det gør det. Lillesøster kommer længere ned.
Min ene lyske begynder dog at gøre voldsomt ondt når jeg presser, ligesom den gang storebror stod forkert. Jordemoderen kan konstatere at lillesøsters hoved ikke står optimalt, så hun tilkalder en koordinerende jordemoder der på 2 pres får roteret lillesøsters hoved indvendigt så hun står korrekt, og smerterne i min lysken er væk.
Jeg presser videre og nu kommer den anden jordemoder ind igen, hun kan se at der erbalt for mange veer, og de er på nippet til at give vehæmmende, men min jordemoder fra kendt jordemoderordning får mig til at presse på veerne fordi hun vurdere at lillesøster snart er ude, og ganske rigtigt. Fra første prøvepres til lillesøster er ude kl. 2.28 er der gået en halv times tid.
Lillesøster score 10 på apgar score allerede fra start (vigtigt for mig, da storebror ikke havde egen respiration da han blev forløst, scorede hhv 2, 5 og først 10 på apgar efter 10 minutter(.
Lillesøster lægges til brystet en halv time efter og begynder at die. Hendes blodsukker er helt perfekt så vi har ikke brug for at supplere med den medbragte modermælk.
Jeg har fået en 2. Grads bristning men det er vand ift sidste fødsel.

Vi ender dog med en lille indlæggelse pga mit blodtryk, og efterfølgende får jeg også lagt kateter da jeg ikke kan komme af med vandet. Vi bliver dog heldigvis udskrevet d 18 om eftermiddagen, efter 24 timers aflastning ad blære med kateter og efterfølgende kontrol af 2x spontan vandl.

Vi fik sat blad på livets træ denne gang og mor her var rigtig lykkelig men også vemodig, da det var en påmindelse om alle de ting jeg ikke oplevede med storebror.
Jeg fik min drømmefødsel som jeg blev snydt for med storebror og jeg blev bekræftet i at jeg altså kender min krop bedst og at jeg sagtens kan håndtere veerne såfremt at der ikke er noget galt.. Det var et enormt stort nederlag sidst, da jeg følte jeg blev reduceret til en hysterisk kvinde der ikke kunne samarbejde.
Jeg er lykkelig og meget taknemmelig over at have fået en så perfekt fødsel og oplevelse denne gang.
7
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 19609
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 2443
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 46091

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf LadyFox » 5. okt 2021, 16:48

Min bliver nok lidt mindre struktureret end jer andres, da jeg ikke rigtig har så meget overblik over min fødsel. Og der endnu ikke er gået så lang tid, men jeg vil gerne dele fordi nogle har spurgt ind og fordi diverse fagpersoner anbefaler mig at snakke om det.

Natten mellem den 29. Og 30 september kan jeg ikke sove pga. Uro i kroppen, og lidt plukveer der kommer selvom jeg slapper af, hvilket de ikke har gjort før. Jeg ligger bare og vender og drejer mig, og mine tanker går på at der nok ikke er så længe til at jeg skal føde, hvilket jo giver meget god mening da jeg havde termin den 1. Oktober.

Morgenen den 30. September er der stadig plukveer og jeg fortæller min datters far om det, og at jeg tænker det måske godt kunne begynde denne dag og sender ham hjem og pakke sine ting. Jeg begynder selv at pakke diverse småting som ikke allerede er pakket - og finder ud af at mit dynebetræk ikke passer til dynen da jeg åbenbart har købt en junior dyne i stedet for en babydyne, så jeg cykler i Jysk efter en ny dyne.

I løbet af formiddagen sker der ikke så meget med plukveerne og der går længere og længere i mellem så jeg tænker det ikke bliver den dag det går i gang, jeg er jo også førstegangs fødende så det kommer jo til at tage 100 år.

Eftermiddag, plukveerne vender tilbage. Og begynder at gå lidt mere styrke og de kommer flere gange i timen.

Omkring klokken 18:
Jeg har "rigtige" veer, og der er ca. 18 min mellem dem. Det gør ondt men er til at overkomme.

Omkring klokken 21:
Min mor kommer for at hente hunden, der er 8 min mellem veerne, de er af en varighed på ca. 57 sekunder, og det gør virkelig fucking ondt, og jeg kan slet ikke være i det når de kommer, og vrider mig i smerte og klynker. Jeg udnytter af min mor er der og sender min datters far i Netto efter Panodil, så jeg ikke behøver at være alene mens. Min mor opfordrer mig til at ringe til fødselsmodtagelsen og forberede dem på at det er et spørgsmål om tid før jeg er klar til ankomst.
Jordemoder fortæller at jeg skal ringe når der er 3-4 min mellem veerne, og det har været sådan i en 2-3 timer - og så fortæller hun at det jo også kommer til at gøre langt mere ondt end nu.

Klokken 22: der er 5-6 min i mellem veerne, og det gør virkelig-virkelig ondt, jeg føler ikke at jeg kan være i mig selv når veerne er der - jeg er træt men kan ikke hvile mig fordi veerne er forfærdelige når jeg ligger ned, det føles helt forkert. Bruseren kan jeg heller ikke med under veerne - jeg er ret presset. Slimproppen går, og jeg vil lige gå på toilettet, og kan ikke rigtig overskue at komme ud fra toilettet igen.

22:30: Jeg er stadig på toilettet, og der er nu 3-4 min mellem veerne, og det gør helt sindssygt ondt, og jeg kan slet ikke overskue hvordan jeg skal komme igennem 2-3 timer med de smerter. Jeg er frustreret og kan ikke rigtig overskue andet end at skrige af smerte og især ikke vejrtrækningsøvelser.

Ca. 23.15: der er 2-4 min mellem veerne, det gør stadig så ondt jeg ikke kan være i det, og jeg ringer ind til fødselsmodtagelsen igen, og bønfalder om jeg ikke må komme ind selvom der kun er gået en halv time med det rette interval, men jeg er bange, det gør så ondt og jeg føler på ingen måde at det føles rigtigt. Jordemoder siger at jeg selvfølgelig må komme ind, men jeg i så fald skal indstille mig på de jo nok bare undersøger mig og sender mig hjem igen, jeg spørger hvordan jeg ved hvornår de ikke sender mig hjem, fordi jeg kan ikke overskue at skulle sidde skrigende i en taxa og så skulle hjem igen, hun siger at der jo skal gå længere tid, og gøre mere ondt. Jeg forklare at nu er der to min i mellem og det gør ondt og at jeg er bange... Jeg mærker mig selv i skridtet og kan mærke noget lige som stikker ud, og jeg går i panik, og det fortæller jeg jordemoderen, hun spørger om min datters far kan kigge på det, og kan er sådan lidt at han ved ikke lige hvad det er, men det er sådan lidt hovedformet... Her går jeg rigtig i PANIK, og jeg sværger jeg har aldrig været så bange. Jeg rejser mig op, og vandet går som et springvand, så det var ikke et hoved men altså, jeg er i angst uanset hvad, jordemoderen prøver at tale mig ned, og huske mig på vejrtrækningen, men det kan jeg slet ikke. Hun fortæller jeg ikke skal stå og helst skal ligge ned - jeg står op og det hjælper ikke på noget så jeg samler alle mine kræfter og kommer ind i sofaen og ligge, hun tilkalder en ambulance og lovet ikke at ligge på indtil den kommer.
I mit hoved er jeg ved at føde, om de så ikke synes det gør ondt nok eller ej - og oppe i hovedet har jeg det som om at jeg kunne føde lige NU. Ambulancen kommer, ambulanceførerne hjælper mig ud på gaden til båren iført bar røv og mavebluse, og får mig ind i bilen og fortæller mig at de har taget imod børn før og det godt kan lade sig gøre i bilen men at de fortrækker hvis jeg venter til hospitalet, og så kører det hele derudaf med fuld udrykning og massere sving og en ambulance-mand der desperat prøver at huske mig på vejrtrækningen mens at det at jeg skal holde fast for overhovedet at blive på båren kun gør presse trangen værre. Jeg græder og er råbende og virkelig virkelig bange.
Jeg kommer hjem til fødselmodtagelsen og bliver taget imod af to jordmødre hvor den ene er hende fra telefonen der prøver at berolige mig, den ene undersøger mig hurtigt og ser overrasket på mig og siger 10 cm åben, og du har et barn meget snart, inden for de næste 4 timer. Og jeg er sådan "JEG skal ikke føde nu, jeg vil ikke føde, jeg kan ikke" det får jeg så af vide at det kan de jo desværre ikke gøre noget ved, barnet kommer når barnet vil komme, men jordemoderen bliver nødt til lige at snakke med kollegaen og de andre afdelinger om hvor jeg skal hen. Min datters far prøver i mens at overbevise mig om at jeg skal føde og sådan er det - og jeg ser så angst og vred over at de vil tvinge mig til noget jeg virkelig ikke har lyst til, ikke nu i hvert fald. Jeg KAN ikke føde i den tilstand og at tvinge mig er et overgreb synes jeg.
Jordemødrene kommer ind igen og mærker på mig og fortæller at jeg kommer til at føde her og jeg kommer til at føde NU. Jeg får råbt en masse til dem alle sammen om hvor meget jeg ikke kan, skal eller vil føde nu, og at jeg synes det er så forrykt at de ikke vil acceptere det og at de ikke vil acceptere mine grænser. Igen bliver jeg mødt med at jeg altså er i gang med at føde og at det er der ikke meget at gøre ved. Jeg spørger om jeg så ikke i det mindste kan få noget smertelindring og får at vide at det er for sent, at det eneste de ville kunne tilbyde først ville virke efter fødsel så det kan jeg ikke få. Jeg går endnu mere i panik, og bliver endnu mere bange, modvillig og vred over det overgreb jeg føler der bliver gjort på mig. Og jeg får for første gang afvide at nu skal jeg presse og jeg er sådan nej jeg vil ej, men presser alligevel, hovedet kommer halvt ud, og glider tilbage igen. Jordemoder fortæller mig at næste gang presser jeg ligesom denne gang, og så lidt mere så kan vi få hovedet igennem og jeg er siger "NEJ, denne her gang ved jeg jo hvor ondt det gør.
Jeg presser, hovedet kommer ud, jeg puster, og presser endnu engang og resten af min datter kommer ud.
Den første oktober på termin, klokke. 00.02 - har jeg født min datter.
Det tog under en time fra jeg ringede til min datter var ude. Og det gik alt alt for hurtigt. Mange ville nok tænke det er skønt det ikke tog så lang tid, men altså, jeg var slet ikke med og kunne slet ikke danne mig et overblik over hvad der var sket eller skete, min krop og hovede modarbejde hinanden, og der var på ingen måde rart, muligvis det mest ubehagelige jeg nogensinde har prøvet. Og her 5 dage senere så kan jeg stadig ikke snakke om det uden at græde, det sidder virkelig i kroppen på mig. Jeg har virkelig noget der skal bearbejdes der.
0
...
limitededition
Indlæg: 1670
Tilmeldt: 11. apr 2016, 16:56
Kort karma: 147
Likede indlæg: 1783

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf limitededition » 5. okt 2021, 16:55

LadyFox skrev:Min bliver nok lidt mindre struktureret end jer andres, da jeg ikke rigtig har så meget overblik over min fødsel. Og der endnu ikke er gået så lang tid, men jeg vil gerne dele fordi nogle har spurgt ind og fordi diverse fagpersoner anbefaler mig at snakke om det.

Natten mellem den 29. Og 30 september kan jeg ikke sove pga. Uro i kroppen, og lidt plukveer der kommer selvom jeg slapper af, hvilket de ikke har gjort før. Jeg ligger bare og vender og drejer mig, og mine tanker går på at der nok ikke er så længe til at jeg skal føde, hvilket jo giver meget god mening da jeg havde termin den 1. Oktober.

Morgenen den 30. September er der stadig plukveer og jeg fortæller min datters far om det, og at jeg tænker det måske godt kunne begynde denne dag og sender ham hjem og pakke sine ting. Jeg begynder selv at pakke diverse småting som ikke allerede er pakket - og finder ud af at mit dynebetræk ikke passer til dynen da jeg åbenbart har købt en junior dyne i stedet for en babydyne, så jeg cykler i Jysk efter en ny dyne.

I løbet af formiddagen sker der ikke så meget med plukveerne og der går længere og længere i mellem så jeg tænker det ikke bliver den dag det går i gang, jeg er jo også førstegangs fødende så det kommer jo til at tage 100 år.

Eftermiddag, plukveerne vender tilbage. Og begynder at gå lidt mere styrke og de kommer flere gange i timen.

Omkring klokken 18:
Jeg har "rigtige" veer, og der er ca. 18 min mellem dem. Det gør ondt men er til at overkomme.

Omkring klokken 21:
Min mor kommer for at hente hunden, der er 8 min mellem veerne, de er af en varighed på ca. 57 sekunder, og det gør virkelig fucking ondt, og jeg kan slet ikke være i det når de kommer, og vrider mig i smerte og klynker. Jeg udnytter af min mor er der og sender min datters far i Netto efter Panodil, så jeg ikke behøver at være alene mens. Min mor opfordrer mig til at ringe til fødselsmodtagelsen og forberede dem på at det er et spørgsmål om tid før jeg er klar til ankomst.
Jordemoder fortæller at jeg skal ringe når der er 3-4 min mellem veerne, og det har været sådan i en 2-3 timer - og så fortæller hun at det jo også kommer til at gøre langt mere ondt end nu.

Klokken 22: der er 5-6 min i mellem veerne, og det gør virkelig-virkelig ondt, jeg føler ikke at jeg kan være i mig selv når veerne er der - jeg er træt men kan ikke hvile mig fordi veerne er forfærdelige når jeg ligger ned, det føles helt forkert. Bruseren kan jeg heller ikke med under veerne - jeg er ret presset. Slimproppen går, og jeg vil lige gå på toilettet, og kan ikke rigtig overskue at komme ud fra toilettet igen.

22:30: Jeg er stadig på toilettet, og der er nu 3-4 min mellem veerne, og det gør helt sindssygt ondt, og jeg kan slet ikke overskue hvordan jeg skal komme igennem 2-3 timer med de smerter. Jeg er frustreret og kan ikke rigtig overskue andet end at skrige af smerte og især ikke vejrtrækningsøvelser.

Ca. 23.15: der er 2-4 min mellem veerne, det gør stadig så ondt jeg ikke kan være i det, og jeg ringer ind til fødselsmodtagelsen igen, og bønfalder om jeg ikke må komme ind selvom der kun er gået en halv time med det rette interval, men jeg er bange, det gør så ondt og jeg føler på ingen måde at det føles rigtigt. Jordemoder siger at jeg selvfølgelig må komme ind, men jeg i så fald skal indstille mig på de jo nok bare undersøger mig og sender mig hjem igen, jeg spørger hvordan jeg ved hvornår de ikke sender mig hjem, fordi jeg kan ikke overskue at skulle sidde skrigende i en taxa og så skulle hjem igen, hun siger at der jo skal gå længere tid, og gøre mere ondt. Jeg forklare at nu er der to min i mellem og det gør ondt og at jeg er bange... Jeg mærker mig selv i skridtet og kan mærke noget lige som stikker ud, og jeg går i panik, og det fortæller jeg jordemoderen, hun spørger om min datters far kan kigge på det, og kan er sådan lidt at han ved ikke lige hvad det er, men det er sådan lidt hovedformet... Her går jeg rigtig i PANIK, og jeg sværger jeg har aldrig været så bange. Jeg rejser mig op, og vandet går som et springvand, så det var ikke et hoved men altså, jeg er i angst uanset hvad, jordemoderen prøver at tale mig ned, og huske mig på vejrtrækningen, men det kan jeg slet ikke. Hun fortæller jeg ikke skal stå og helst skal ligge ned - jeg står op og det hjælper ikke på noget så jeg samler alle mine kræfter og kommer ind i sofaen og ligge, hun tilkalder en ambulance og lovet ikke at ligge på indtil den kommer.
I mit hoved er jeg ved at føde, om de så ikke synes det gør ondt nok eller ej - og oppe i hovedet har jeg det som om at jeg kunne føde lige NU. Ambulancen kommer, ambulanceførerne hjælper mig ud på gaden til båren iført bar røv og mavebluse, og får mig ind i bilen og fortæller mig at de har taget imod børn før og det godt kan lade sig gøre i bilen men at de fortrækker hvis jeg venter til hospitalet, og så kører det hele derudaf med fuld udrykning og massere sving og en ambulance-mand der desperat prøver at huske mig på vejrtrækningen mens at det at jeg skal holde fast for overhovedet at blive på båren kun gør presse trangen værre. Jeg græder og er råbende og virkelig virkelig bange.
Jeg kommer hjem til fødselmodtagelsen og bliver taget imod af to jordmødre hvor den ene er hende fra telefonen der prøver at berolige mig, den ene undersøger mig hurtigt og ser overrasket på mig og siger 10 cm åben, og du har et barn meget snart, inden for de næste 4 timer. Og jeg er sådan "JEG skal ikke føde nu, jeg vil ikke føde, jeg kan ikke" det får jeg så af vide at det kan de jo desværre ikke gøre noget ved, barnet kommer når barnet vil komme, men jordemoderen bliver nødt til lige at snakke med kollegaen og de andre afdelinger om hvor jeg skal hen. Min datters far prøver i mens at overbevise mig om at jeg skal føde og sådan er det - og jeg ser så angst og vred over at de vil tvinge mig til noget jeg virkelig ikke har lyst til, ikke nu i hvert fald. Jeg KAN ikke føde i den tilstand og at tvinge mig er et overgreb synes jeg.
Jordemødrene kommer ind igen og mærker på mig og fortæller at jeg kommer til at føde her og jeg kommer til at føde NU. Jeg får råbt en masse til dem alle sammen om hvor meget jeg ikke kan, skal eller vil føde nu, og at jeg synes det er så forrykt at de ikke vil acceptere det og at de ikke vil acceptere mine grænser. Igen bliver jeg mødt med at jeg altså er i gang med at føde og at det er der ikke meget at gøre ved. Jeg spørger om jeg så ikke i det mindste kan få noget smertelindring og får at vide at det er for sent, at det eneste de ville kunne tilbyde først ville virke efter fødsel så det kan jeg ikke få. Jeg går endnu mere i panik, og bliver endnu mere bange, modvillig og vred over det overgreb jeg føler der bliver gjort på mig. Og jeg får for første gang afvide at nu skal jeg presse og jeg er sådan nej jeg vil ej, men presser alligevel, hovedet kommer halvt ud, og glider tilbage igen. Jordemoder fortæller mig at næste gang presser jeg ligesom denne gang, og så lidt mere så kan vi få hovedet igennem og jeg er siger "NEJ, denne her gang ved jeg jo hvor ondt det gør.
Jeg presser, hovedet kommer ud, jeg puster, og presser endnu engang og resten af min datter kommer ud.
Den første oktober på termin, klokke. 00.02 - har jeg født min datter.
Det tog under en time fra jeg ringede til min datter var ude. Og det gik alt alt for hurtigt. Mange ville nok tænke det er skønt det ikke tog så lang tid, men altså, jeg var slet ikke med og kunne slet ikke danne mig et overblik over hvad der var sket eller skete, min krop og hovede modarbejde hinanden, og der var på ingen måde rart, muligvis det mest ubehagelige jeg nogensinde har prøvet. Og her 5 dage senere så kan jeg stadig ikke snakke om det uden at græde, det sidder virkelig i kroppen på mig. Jeg har virkelig noget der skal bearbejdes der.


Jeg håber at du får snakket med noget fagpersonale om din oplevelse. Det lyder virkelig hårdt. Det hjalp mig rigtig meget at snakke en masse om det, men jeg synes stadig det er hårdt at snakke om i dag.
2
Lys
Indlæg: 5807
Tilmeldt: 20. dec 2015, 20:30
Kort karma: 500
Likede indlæg: 10456

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Lys » 5. okt 2021, 17:10

Man kan jo ikke sætte lighedstegn mellem en hurtig, ukompliceret fødsel og en god oplevelse. Eller det modsatte for den sags skyld.
Så bare fordi det på papiret set “let” ud, er det eneste, der tæller, jo den fødendes oplevelse af situationen. Jeg synes i øvrigt heller ikke, at den jordemoder du talte i telefon med, lyder særlig empatisk eller imødekommende ved bare at konstatere, at du slet ikke har ondt nok.
10
Brugeravatar
Rapfisk
Indlæg: 7067
Tilmeldt: 20. aug 2015, 16:27
Kort karma: 1430
Likede indlæg: 13276

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Rapfisk » 5. okt 2021, 17:21

limitededition skrev:
Jeg håber at du får snakket med noget fagpersonale om din oplevelse. Det lyder virkelig hårdt. Det hjalp mig rigtig meget at snakke en masse om det, men jeg synes stadig det er hårdt at snakke om i dag.

Fuldstændig det her. Smerte sidder rigtig, rigtig meget mellem ørerne, og rigtig meget af den smerte, du var udsat for, LF, kom utvivlsomt fra træthed (fordi du havde haft veer rimelig længe, selv om de ikke var “hyppige” eller “stærke” nok) og manglende tryghed.

Du må endelig blive ved med at skrive om det, hvis det giver mening for dig.
3
Livslinjen: 70 201 201
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 19609
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 2443
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 46091

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf LadyFox » 5. okt 2021, 17:34

Lys skrev:Man kan jo ikke sætte lighedstegn mellem en hurtig, ukompliceret fødsel og en god oplevelse. Eller det modsatte for den sags skyld.
Så bare fordi det på papiret set “let” ud, er det eneste, der tæller, jo den fødendes oplevelse af situationen. Jeg synes i øvrigt heller ikke, at den jordemoder du talte i telefon med, lyder særlig empatisk eller imødekommende ved bare at konstatere, at du slet ikke har ondt nok.

Hun var faktisk rigtig sød. Og det er muligvis ikke sagt helt så hårdt som det lyder sådan på skrift uden samtalen.
Jeg tror der det er fejlet lidt er at jeg tildels godt noget af vejen kan virke rolig i smerter, og tildels er en del af mit arbejde jo også at snakke telefon med sundhedsvæsenet, også i stressede situationer og jeg ligesom har de værktøjer man bruger til at kommunikere sikkert og præcist over telefon og derfor måske virker mere kontrol end jeg er når jeg ringer ind og forklarer situationen med de relevante oplysninger, kort og præcist i den "rigtige" rækkefølge, hvor det jo ikke er pga. Overskud men pga. Vane.

Men der er i hvert fald snakket en del om det de dage jeg var indlagt, og skal også have en samtale om nogle måneder med hospitalet evt. Hende der primært var der under fødslen.
2
...

Tilbage til "Graviditet"