Fødselsberetninger

Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 19610
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 2444
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 46095

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf LadyFox » 5. okt 2021, 17:40

Rapfisk skrev:
limitededition skrev:
Jeg håber at du får snakket med noget fagpersonale om din oplevelse. Det lyder virkelig hårdt. Det hjalp mig rigtig meget at snakke en masse om det, men jeg synes stadig det er hårdt at snakke om i dag.

Fuldstændig det her. Smerte sidder rigtig, rigtig meget mellem ørerne, og rigtig meget af den smerte, du var udsat for, LF, kom utvivlsomt fra træthed (fordi du havde haft veer rimelig længe, selv om de ikke var “hyppige” eller “stærke” nok) og manglende tryghed.

Du må endelig blive ved med at skrive om det, hvis det giver mening for dig.

Jeg bestemt også at smerterne har siddet rigtig meget i at jeg bare var så bange som jeg var, og de to ting bare har forstærket hinanden så meget i en ond cirkel. Når jeg tænker tilbage så er smerter det sidste jeg tænker på og jeg husker ikke rigtigt at det gjorde ondt i hvert fald.
1
...
Lys
Indlæg: 5808
Tilmeldt: 20. dec 2015, 20:30
Kort karma: 500
Likede indlæg: 10458

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Lys » 5. okt 2021, 18:11

LadyFox skrev:
Lys skrev:Man kan jo ikke sætte lighedstegn mellem en hurtig, ukompliceret fødsel og en god oplevelse. Eller det modsatte for den sags skyld.
Så bare fordi det på papiret set “let” ud, er det eneste, der tæller, jo den fødendes oplevelse af situationen. Jeg synes i øvrigt heller ikke, at den jordemoder du talte i telefon med, lyder særlig empatisk eller imødekommende ved bare at konstatere, at du slet ikke har ondt nok.

Hun var faktisk rigtig sød. Og det er muligvis ikke sagt helt så hårdt som det lyder sådan på skrift uden samtalen.
Jeg tror der det er fejlet lidt er at jeg tildels godt noget af vejen kan virke rolig i smerter, og tildels er en del af mit arbejde jo også at snakke telefon med sundhedsvæsenet, også i stressede situationer og jeg ligesom har de værktøjer man bruger til at kommunikere sikkert og præcist over telefon og derfor måske virker mere kontrol end jeg er når jeg ringer ind og forklarer situationen med de relevante oplysninger, kort og præcist i den "rigtige" rækkefølge, hvor det jo ikke er pga. Overskud men pga. Vane.

Men der er i hvert fald snakket en del om det de dage jeg var indlagt, og skal også have en samtale om nogle måneder med hospitalet evt. Hende der primært var der under fødslen.


Det er jeg glad for, at jeg fejlfortolkede :)

Godt at du har tid til en efterfødselssamtale. Og at du i øvrigt allerede har talt meget om det. Det er ret voldsomt, når kroppen tager over og man slet ikke kan følge med. Sådan oplevede jeg også starten på min fødsel (havde nærmest pressetrang fra første ve). Jeg fik så nogle timer i badekar, hvor det næsten gik i stå, men det gav mig tid til lige at følge med mentalt. Det lyder ikke til, at du overhovedet kunne følge med :ae:
3
Brugeravatar
MrsHyacinth
Indlæg: 1957
Tilmeldt: 25. aug 2018, 07:00
Kort karma: 542
Likede indlæg: 6279

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf MrsHyacinth » 5. okt 2021, 22:39

Jeg er helt med på, at hurtigt ikke nødvendigvis er godt ift at kunne følge med. For mig lyder din proces helt vanvittig hård netop fordi det gik så stærkt - det er ingen mulighed for at hjernen kan følge med kroppen i den situation.

Det lyder rigtig godt at du har tid til en efterfødselssamtale og derudover taler om det. Jeg tror, det vil gøre dig meget godt i tiden, der kommer.

Her oplever jeg, at mange synes, min fødsel lød sygt hård, fordi den var langstrakt og set ift indgreb undervejs og hele forløbet var kompliceret. Fordelen var dog, at jeg havde tid til at komme med mentalt, så selvom det på papiret lyder helt gak, når jeg læser journalen i dag, var det ikke oplevelsen undervejs. Alligevel tog det tid og mange snakke at få brikkerne til at falde på plads, og det har indtil for nylig været en væsentlig faktor ift min modstand mod at lave en mere. Tanken om en voldsom fødsel mere skræmmer mig simpelthen, selvom jeg også syntes, det var fedt, da vi først kom til “actionfasen”, og jeg har på ingen måde lyst til at gå det igennem igen.

Tal, tal, TAL om det - gerne herinde - til du er blå i hovedet og ikke orker mere. Først der tror jeg faktisk, man er (helt) ude på den anden side :kys:
3
Brugeravatar
Rapfisk
Indlæg: 7067
Tilmeldt: 20. aug 2015, 16:27
Kort karma: 1430
Likede indlæg: 13276

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Rapfisk » 21. okt 2021, 17:31

Med nogen forsinkelse har jeg fået skrevet min fødselsberetning om fødslen af den søde Lillebøf, som lige er fyldt 2 år.

Mandag den 7. oktober (38+5)
Jeg hviler hjemme oven på weekenden. I weekenden havde jeg for første gang haft plukveer, der gjorde ondt (efter en cykeltur), men de var gået i sig selv igen, og jeg havde ikke travlt med at føde – jeg nød de fredelige dage, hvor jeg selv satte dagsordenen. Fjernsynet står tændt, og i løbet af formiddagen går NEWS i Breaking: Kulturministeren har født sin datter, som er dødfødt. Jeg begynder at græde helt uhæmmet og kan ikke holde op med at hulke. Min egen datter i maven skvulper lidt rundt, og det føles som om, hun aer maven indefra.

Om eftermiddagen skriver min kæreste hjem, at han føler sig lidt sløj og spørger, om jeg vil gå med hunden. Jeg skriver tilbage, at det kan jeg sagtens, når jeg lige har slået græs.

Tirsdag den 8. oktober (38+6)
Min kæreste melder sig syg på arbejdet, og jeg står op og går med hunden. Omkring halvvejs mærker jeg, at vandet går. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er det, der er i gang, og af én eller anden grund er jeg ikke specielt overrasket. Jeg planlægger resten af vejen, hvordan min kæreste skal have overbragt nyheden, men har derudover stadig ikke specielt travlt med at komme i gang med fødslen.

Kæresten ligger stadig i sengen, da jeg kommer hjem, og jeg får ret hurtigt sagt “du tror, det er løgn. Vandet er gået”. Han skal vist lige sunde sig lidt. Jeg finder nogle rene bukser og et bind og ærgrer mig over, at de våde bukser er nogle, jeg har lånt af en veninde (og at det er yndlings-bukserne, jeg må undvære på den sidste dag, jeg er gravid). Vi ringer til fødegangen omkring 8:30 og fortæller, at vandet er gået, og at der ikke er veer endnu. Jeg siger, at jeg gerne vil vente på veerne derhjemme, og jordemoderen gentager, at det er deres procedure, at jeg skal inviteres ind til tjek. Kompromiset bliver, at vi får en tid klokken 11.

Ventetiden bruger jeg på at ringe til en håndværker, der skulle komme i løbet af dagen. Sekretæren bliver temmelig befippet, da jeg siger, at jeg er nødt til at udskyde tiden, fordi jeg skal føde (det er ligesom ikke nemt at finde en god måde at sige det på, og det gav heller ikke rigtig mening at lyve). Kæresten ringer igen til sit arbejde for at sige, at de nok ikke skal regne med ham de næste to uger.

Vi kører mod Herlev lidt før 10:30. Kæresten er sød at sætte mig af ved hovedindgangen. Jeg synes, det tager en evighed, før han kommer tilbage, hvad det sikkert også gjorde. Der er ikke parkeringspladser på det hospital, og slet ikke midt på dagen. Men det lykkes, og vi tager plads i venteværelset med hver sit blad (ja, det var før corona). Der går det for første gang op for mig, at de har temmelig travlt. Klokken når at blive 12:30, inden vi bliver hentet og ført ind på en undersøgelsesstue. Der er stadig ingen veer, og jeg er helt lukket med 1 cm livmoderhals tilbage. Babyen skønnes at have det fint og veje 3800 gram. Jeg får tilbudt angustapiller til at sætte det hele i gang, og det takker jeg ja til. Jeg var bange for vedrop, men af én eller anden grund ikke andre igangsættelsesmetoder. Men først og fremmest var jeg meget fokuseret på de 18 timer, der er retningslinjen for, hvornår man skal have født, efter vandet er gået. Den første pille tager jeg på hospitalet kl 13.10.

Jeg får besked på at tage en pille hver anden time og får en tid igen næste dag klokken 08:00, hvis der ikke sker noget. Jeg får ikke spurgt til, hvordan det hænger sammen med retningslinjen om de 18 timer.

På vejen hjem køber vi bagels og hygger og nyder at være kærester. Da vi har spist, tager jeg sofaen, mens min kæreste går i seng. Om aftenen får vi spaghetti bolognese, og jeg tager piller som foreskrevet hver anden time. Der sker ikke det store, så vi hygger bare i sofaen. Klokken 20.37 skriver jeg til min mor, der skal komme at passe hunden, når vi kører: “Stadig intet nyt, så du kan nok slappe af i aften. Vi har i hvert fald lige sat en film på”.

Klokken 21.10 skal jeg tage pille nr. 5. Jeg mærker lidt murren, som om min menstruation skal til at komme. Jeg beslutter mig for at tage pillen for at være sikker på, at noget er i gang. Vi ser Good Will Hunting i halvanden times tid, inden min kæreste gør sig klar til at gå med hunden. Jeg vil gerne med, fordi jeg tænker, at det er en god idé at få noget bevægelse til bækkenet.

Da vi kommer ud, kan jeg slet ikke følge med. Det gør som sådan ikke ondt, jeg kan bare ikke gå så hurtigt som kæreste og hund. Jeg bliver enig med mig selv om at gå tilbage. Godt inde i varmen går jeg på toilettet, som jeg har læst er vigtigt. Her får jeg det dårligt og kaster op i håndvasken. Ikke mit stolteste øjeblik. Jeg kan også se, at jeg har blødt en del i bindet. Da kæresten kommer tilbage ringer jeg til fødegangen og siger, at jeg er utryg ved blodet, og siger, at jeg kommer ind. I min journal står, at jeg er blevet inviteret, hvilket sikkert er den rigtige term, men jeg husker ikke, at jeg spurgte om lov :genert:

Vi ringer til min mor og beder hende komme, og vi pakker tandbørster i hospitalstasken. Da min mor ikke er kommet efter en god halv time, skriver vi til hende, at vi kører og sætter vi os i bilen, og vi instruerer hende i at finde sengetøj. Vi møder hende et stykke nede ad vejen. Her er klokken 23:30.

Jeg havde været meget bekymret for køreturen med veer, men det var stille og roligt. Min kæreste spurgte, hvordan veer føles, og jeg svarede, at det var som at have en elastik om maven, og at det altså gjorde ondt, selvom beskrivelsen ikke gav det indtryk. Undervejs slog det mig, at det nok ville være en god idé at tage tid på veerne. Jeg hev appen frem, men kunne ikke helt finde ud af, hvornår det startede og sluttede, så jeg lagde telefonen væk igen. Vi taler lidt om, at det vil være antiklimaks, hvis vi bliver sendt hjem igen.

På hospitalet holdt vi tæt på indgangen og gik ind. Næsten samtidig kom en anden kvinde, hvis veer tydeligvis var en del værre end mine. Vi fulgtes op i elevatoren. Efterfølgende er jeg ikke stolt af, at jeg skyndte mig at komme frem til døren for at melde min ankomst. Der går dog lidt, og vi får afleveret vandrejournalerne sammen.

Onsdag den 9. oktober 2019 (39+0)
Efter en kort ventetid kommer jordemoder Liv ud og tager imod mig. Hun fører mig ind i et lillebitte mørkt rum, og jeg tænker “her vil jeg ikke føde”. Jeg bliver lagt op på briksen og får et mavebælte på. Dommen: 5-6 centimeter åben og 3 veer pr. 10 minutter. Blødningen mener hun er tegnblødning, som bare er lidt rigelig, fordi det går hurtigt nu. Liv oversætter, at det betyder, jeg bliver flyttet til en fødestue – gudskelov. Inden da skal jeg dog lige have en ve og en opkastning overstået. Min gang er stadig ikke den hurtigste, så vi skyder genvej gennem et depot, og Liv spørger, om jeg er klar. “Det er jeg vel nødt til”, svarer jeg.

På stuen får jeg at vide, at pillerne normalt tæller som igangsættelse, men da alt ellers går så fint, vil hun tilbyde mig at komme i vand, som jeg havde ønsket, alligevel. Jeg takker ja og beder om et lavement. Mens det hele bliver gjort klar, går jeg på toilettet. På det tidspunkt begynder jeg så småt at gå ind i mig selv. Jeg kan huske at holde om håndtaget, som var ved toilettet. Måske trak jeg på et tidpunkt i snoren for at få hjælp til at komme op, måske fantaserede jeg bare om det.

Tilbage i fødestuen kommer jeg op på lejet og lægger mig på siden. Jeg bliver undersøgt, resultatet opfatter jeg ikke. Liv sætter sig ned ved mit hoved og siger, at hvis jeg vil i karret, skal det være nu. Det skal det overhovedet ikke, kan jeg mærke. Jeg skal overhovedet ikke røre mig ud af flækken, kan ikke. Jeg får at vide, at det er for sent til smertestillende, men jeg kan få lattergas. På det tidspunkt er jeg langt væk og kan ikke træffe nogen som helst beslutninger, så jeg siger bare ja.

Masken med lattergas er fantastisk. Jeg kunne ikke mærke en forskel på gassen, men det grå håndtag i plastik var fantastisk at holde fast i. Ind imellem tilbød min kæreste saftevand af et sugerør, og jeg tog bare imod. Han prøvede at opmuntre ved at minde mig om den kæmpestore, nøje sammensatte bland-selv-slikpose, der ventede i tasken. Jeg kunne ikke være mere ligeglad.

Klokken 1 var jeg 10 centimeter åben, står der i journalen. Jeg kan ikke huske at have fået den information, men på et tidspunkt fik jeg besked på at presse med. Jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg skulle gøre, men der blev ikke rettet, så jeg vil tro, det var nogenlunde rigtigt. Jeg tror, jeg fokuserede på at presse i stedet for at mærke, hvornår det gjorde ondt, så jeg var i tvivl om, hvornår veerne egentlig kom. Til gengæld havde jeg den oplevelse, at min krop selv ville klare det, hvis jeg ikke gjorde noget. Liv sad bag mig og holdt hånden mellem mine skulderblade, og det gjorde, at jeg følte mig helt tryg. På et tidspunkt sagde hun, at jeg kunne nå at presse igen, hvis jeg ville, men det ville jeg ikke. Ikke fordi, jeg var træt, men fordi ubehaget var helt enormt – som at være på toilettet, når man er meget forstoppet og har hård mave.

Mod slutningen siger Liv, at hun tror, min datter har “lidt hår”. Så dukker Løvemor op i mig. Jeg var sikker på, at hun havde MASSER af hår. Det var åbenbart det, der skulle til, så jeg fik presset det sidste, og jeg hørte mig selv udstøde nogle dybe lyde som en ko på marken. Klokken 2:07 fødte jeg vores Lillebøf (I tiden efter var jeg helt allergisk over for udtrykker, at et barn “blev født”. Det var ikke noget, der bare skete, det var noget, jeg gjorde.)

De første minutter er stadig slørede for mig. Om det er lattergassen, der gjorde mig ligeglad, eller om jeg bare ikke var specielt omstillingsparat, ved jeg ikke, men hun kom op til brystet, og moderkagen kom lidt efter med lidt hjælp fra jordemoderen. Vi fik fødselsdagsbakken, som jeg havde læst om i utallige fødselsberetninger på Debatten, ind. Toastbrødet var ikke så saliggørende som jeg havde forventet, men skovbær-te gjorde godt. Jeg takkede jordemoderen for hånden på min ryg, og hun svarede, at det også for hende føltes som om, hun havde godt fat. Det viser sig, at hendes anden arm havde holdt mit ben oppe, men veerne havde bedøvet mig så meget, at jeg ikke havde mærket det

Jeg var bristet, og afdelingsjordemoderen blev tilkaldt for at vurdere, om der skulle tilkaldes en læge. De endte med at beslutte, at der var tale om en andengradsbristning, som Liv selv kunne klare. Samtidig kom en sosu, som skulle hjælpe med at lægge den nyfødte til brystet. Jeg syntes, det var voldsomt at blive trykket i fra flere sider, men jeg sagde ikke noget. På det tidspunkt var jeg høj på hormoner, men gassen var for alvor ved at gå af ballonen for min kæreste, som igen kunne mærke, at han var sløj. Vi havde talt om, at baby skulle have lov til selv at finde brystet, men det begyndte at blive vigtigt for mig at komme videre, så sosu’en fik lov til at hjælpe. Jeg husker ikke at blive syet, men jeg må have reageret fysisk, for der skulle mere bedøvelse til.

Den lille pige blev vejet og endte på 3480 gram. Vi taler om det med at veje børn og på, hvordan små piger tidligt bliver målt på deres udseende. Den samtale glemmer jeg aldrig, og siden har jeg afskaffet vores badevægt. Man er ret påvirkelig i den situation. Jeg blev sendt på toilettet som det sidste, der skulle klares inden vi kunne overflyttes til barselsafsnittet. Liv gik ud for at finde en hue til vores datter. Det blev det sidste, vi så til hende. Det viste sig senere, at der var voldsomt travlt på afsnittet, som også havde måttet modtage patienter, som var afvist på Hvidovre. Jeg har tit tænkt på, at den nat må have været én af de røde for jordemødrene, og at vores mirakel må have været en rædsom vagt for dem, der var med. For mig var det efterfølgende en lettelse, at vi fik lov til at få en ukompliceret og såkaldt let fødsel. Liv står stadig for mig som en superhelt i kittel.
Senest rettet af Rapfisk 24. okt 2021, 19:31, rettet i alt 1 gang.
15
Livslinjen: 70 201 201
MissB
Indlæg: 2339
Tilmeldt: 30. apr 2017, 20:02
Kort karma: 253
Likede indlæg: 2121

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf MissB » 22. okt 2021, 03:59

Rapfisk skrev:Med nogen forsinkelse har jeg fået skrevet min fødselsberetning om fødslen af den søde Lillebøf, som lige er fyldt 2 år.

Mandag den 7. oktober (38+5)
Jeg hviler hjemme oven på weekenden. I weekenden havde jeg for første gang haft plukveer, der gjorde ondt (efter en cykeltur), men de var gået i sig selv igen, og jeg havde ikke travlt med at føde – jeg nød de fredelige dage, hvor jeg selv satte dagsordenen. Fjernsynet står tændt, og i løbet af formiddagen går NEWS i Breaking: Kulturministeren har født sin datter, som er dødfødt. Jeg begynder at græde helt uhæmmet og kan ikke holde op med at hulke. Min egen datter i maven skvulper lidt rundt, og det føles som om, hun aer maven indefra.

Om eftermiddagen skriver min kæreste hjem, at han føler sig lidt sløj og spørger, om jeg vil gå med hunden. Jeg skriver tilbage, at det kan jeg sagtens, når jeg lige har slået græs.

Tirsdag den 8. oktober (38+6)
Min kæreste melder sig syg på arbejdet, og jeg står op og går med hunden. Omkring halvvejs mærker jeg, at vandet går. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er det, der er i gang, og af én eller anden grund er jeg ikke specielt overrasket. Jeg planlægger resten af vejen, hvordan min kæreste skal have overbragt nyheden, men har derudover stadig ikke specielt travlt med at komme i gang med fødslen.

Kæresten ligger stadig i sengen, da jeg kommer hjem, og jeg får ret hurtigt sagt “du tror, det er løgn. Vandet er gået”. Han skal vist lige sunde sig lidt. Jeg finder nogle rene bukser og et bind og ærgrer mig over, at det er nogle bukser, jeg har lånt af en veninde (og at det er yndlings-bukserne, jeg må undvære på den sidste dag, jeg er gravid). Vi ringer til fødegangen omkring 8:30 og fortæller, at vandet er gået, og at der ikke er veer endnu. Jeg siger, at jeg gerne vil vente på veerne derhjemme, og jordemoderen gentager, at det er deres procedure, at jeg skal inviteres ind til tjek. Kompromiset bliver, at vi får en tid klokken 11.

Ventetiden bruger jeg på at ringe til en håndværker, der skulle komme i løbet af dagen. Sekretæren bliver temmelig befippet, da jeg siger, at jeg er nødt til at udskyde tiden, fordi jeg skal føde (det er ligesom ikke nemt at finde en god måde at sige det på, og det gav heller ikke rigtig mening at lyve). Kæresten ringer igen til sit arbejde for at sige, at de nok ikke skal regne med ham de næste to uger.

Vi kører mod Herlev lidt før 10:30. Kæresten er sød at sætte mig af ved hovedindgangen. Jeg synes, det tager en evighed, før han kommer tilbage, hvad det sikkert også gjorde. Der er ikke parkeringspladser på det hospital, og slet ikke midt på dagen. Men det lykkes, og vi tager plads i venteværelset med hver sit blad (ja, det var før corona). Der går det for første gang op for mig, at de har temmelig travlt. Klokken når at blive 12:30, inden vi bliver hentet og ført ind på en undersøgelsesstue. Der er stadig ingen veer, og jeg er helt lukket med 1 cm livmoderhals tilbage. Babyen skønnes at have det fint og veje 3800 gram. Jeg får tilbudt angustapiller til at sætte det hele i gang, og det takker jeg ja til. Jeg var bange for vedrop, men af én eller anden grund ikke andre igangsættelsesmetoder. Men først og fremmest var jeg meget fokuseret på de 18 timer, der er retningslinjen for, hvornår man skal have født, efter vandet er gået. Den første pille tager jeg på hospitalet kl 13.10.

Jeg får besked på at tage en pille hver anden time og får en tid igen næste dag klokken 08:00, hvis der ikke sker noget. Jeg får ikke spurgt til, hvordan det hænger sammen med retningslinjen om de 18 timer.

På vejen hjem køber vi bagels og hygger og nyder at være kærester. Da vi har spist, tager jeg sofaen, mens min kæreste går i seng. Om aftenen får vi spaghetti bolognese, og jeg tager piller som foreskrevet hver anden time. Der sker ikke det store, så vi hygger bare i sofaen. Klokken 20.37 skriver jeg til min mor, der skal komme at passe hunden, når vi kører: “Stadig intet nyt, så du kan nok slappe af i aften. Vi har i hvert fald lige sat en film på”.

Klokken 21.10 skal jeg tage pille nr. 5. Jeg mærker lidt murren, som om min menstruation skal til at komme. Jeg beslutter mig for at tage pillen for at være sikker på, at noget er i gang. Vi ser Good Will Hunting i halvanden times tid, inden min kæreste gør sig klar til at gå med hunden. Jeg vil gerne med, fordi jeg tænker, at det er en god idé at få noget bevægelse til bækkenet.

Da vi kommer ud, kan jeg slet ikke følge med. Det gør som sådan ikke ondt, jeg kan bare ikke gå så hurtigt som kæreste og hund. Jeg bliver enig med mig selv om at gå tilbage. Godt inde i varmen går jeg på toilettet, som jeg har læst er vigtigt. Her får jeg det dårligt og kaster op i håndvasken. Ikke mit stolteste øjeblik. Jeg kan også se, at jeg har blødt en del i bindet. Da kæresten kommer tilbage ringer jeg til fødegangen og siger, at jeg er utryg ved blodet, og siger, at jeg kommer ind. I min journal står, at jeg er blevet inviteret, hvilket sikkert er den rigtige term, men jeg husker ikke, at jeg spurgte om lov :genert:

Vi ringer til min mor og beder hende komme, og vi pakker tandbørster i hospitalstasken. Da min mor ikke er kommet efter en god halv time, skriver vi til hende, at vi kører og sætter vi os i bilen, og vi instruerer hende i at finde sengetøj. Vi møder hende et stykke nede ad vejen. Her er klokken 23:30.

Jeg havde været meget bekymret for køreturen med veer, men det var stille og roligt. Min kæreste spurgte, hvordan veer føles, og jeg svarede, at det var som at have en elastik om maven, og at det altså gjorde ondt, selvom beskrivelsen ikke gav det indtryk. Undervejs slog det mig, at det nok ville være en god idé at tage tid på veerne. Jeg hev appen frem, men kunne ikke helt finde ud af, hvornår det startede og sluttede, så jeg lagde telefonen væk igen. Vi taler lidt om, at det vil være antiklimaks, hvis vi bliver sendt hjem igen.

På hospitalet holdt vi tæt på indgangen og gik ind. Næsten samtidig kom en anden kvinde, hvis veer tydeligvis var en del værre end mine. Vi fulgtes op i elevatoren. Efterfølgende er jeg ikke stolt af, at jeg skyndte mig at komme frem til døren for at melde min ankomst. Der går dog lidt, og vi får afleveret vandrejournalerne sammen.

Onsdag den 9. oktober 2019 (39+0)
Efter en kort ventetid kommer jordemoder Liv ud og tager imod mig. Hun fører mig ind i et lillebitte mørkt rum, og jeg tænker “her vil jeg ikke føde”. Jeg bliver lagt op på briksen og får et mavebælte på. Dommen: 5-6 centimeter åben og 3 veer pr. 10 minutter. Blødningen mener hun er tegnblødning, som bare er lidt rigelig, fordi det går hurtigt nu. Liv oversætter, at det betyder, jeg bliver flyttet til en fødestue – gudskelov. Inden da skal jeg dog lige have en ve og en opkastning overstået. Min gang er stadig ikke den hurtigste, så vi skyder genvej gennem et depot, og Liv spørger, om jeg er klar. “Det er jeg vel nødt til”, svarer jeg.

På stuen får jeg at vide, at pillerne normalt tæller som igangsættelse, men da alt ellers går så fint, vil hun tilbyde mig at komme i vand, som jeg havde ønsket, alligevel. Jeg takker ja og beder om et lavement. Mens det hele bliver gjort klar, går jeg på toilettet. På det tidspunkt begynder jeg så småt at gå ind i mig selv. Jeg kan huske at holde om håndtaget, som var ved toilettet. Måske trak jeg på et tidpunkt i snoren for at få hjælp til at komme op, måske fantaserede jeg bare om det.

Tilbage i fødestuen kommer jeg op på lejet og lægger mig på siden. Jeg bliver undersøgt, resultatet opfatter jeg ikke. Liv sætter sig ned ved mit hoved og siger, at hvis jeg vil i karret, skal det være nu. Det skal det overhovedet ikke, kan jeg mærke. Jeg skal overhovedet ikke røre mig ud af flækken, kan ikke. Jeg får at vide, at det er for sent til smertestillende, men jeg kan få lattergas. På det tidspunkt er jeg langt væk og kan ikke træffe nogen som helst beslutninger, så jeg siger bare ja.

Masken med lattergas er fantastisk. Jeg kunne ikke mærke en forskel på gassen, men det grå håndtag i plastik var fantastisk at holde fast i. Ind imellem tilbød min kæreste saftevand af et sugerør, og jeg tog bare imod. Han prøvede at opmuntre ved at minde mig om den kæmpestore, nøje sammensatte bland-selv-slikpose, der ventede i tasken. Jeg kunne ikke være mere ligeglad.

Klokken 1 var jeg 10 centimeter åben, står der i journalen. Jeg kan ikke huske at have fået den information, men på et tidspunkt fik jeg besked på at presse med. Jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg skulle gøre, men der blev ikke rettet, så jeg vil tro, det var nogenlunde rigtigt. Jeg tror, jeg fokuserede på at presse i stedet for at mærke, hvornår det gjorde ondt, så jeg var i tvivl om, hvornår veerne egentlig kom. Til gengæld havde jeg den oplevelse, at min krop selv ville klare det, hvis jeg ikke gjorde noget. Liv sad bag mig og holdt hånden mellem mine skulderblade, og det gjorde, at jeg følte mig helt tryg. På et tidspunkt sagde hun, at jeg kunne nå at presse igen, hvis jeg ville, men det ville jeg ikke. Ikke fordi, jeg var træt, men fordi ubehaget var helt enormt – som at være på toilettet, når man er meget forstoppet og har hård mave.

Mod slutningen siger Liv, at hun tror, min datter har “lidt hår”. Så dukker Løvemor op i mig. Jeg var sikker på, at hun havde MASSER af hår. Det var åbenbart det, der skulle til, så jeg fik presset det sidste, og jeg hørte mig selv udstøde nogle dybe lyde som en ko på marken. Klokken 2:07 fødte jeg vores Lillebøf (I tiden efter var jeg helt allergisk over for udtrykker, at et barn “blev født”. Det var ikke noget, der bare skete, det var noget, jeg gjorde.)

De første minutter er stadig slørede for mig. Om det er lattergassen, der gjorde mig ligeglad, eller om jeg bare ikke var specielt omstillingsparat, ved jeg ikke, men hun kom op til brystet, og moderkagen kom lidt efter med lidt hjælp fra jordemoderen. Vi fik fødselsdagsbakken, som jeg havde læst om i utallige fødselsberetninger på Debatten, ind. Toastbrødet var ikke så saliggørende som jeg havde forventet, men skovbær-te gjorde godt. Jeg takkede jordemoderen for hånden på min ryg, og hun svarede, at det også for hende føltes som om, hun havde godt fat. Det viser sig, at hendes anden arm havde holdt mit ben oppe, men veerne havde bedøvet mig så meget, at jeg ikke havde mærket det

Jeg var bristet, og afdelingsjordemoderen blev tilkaldt for at vurdere, om der skulle tilkaldes en læge. De endte med at beslutte, at der var tale om en andengradsbristning, som Liv selv kunne klare. Samtidig kom en sosu, som skulle hjælpe med at lægge den nyfødte til brystet. Jeg syntes, det var voldsomt at blive trykket i fra flere sider, men jeg sagde ikke noget. På det tidspunkt var jeg høj på hormoner, men gassen var for alvor ved at gå af ballonen for min kæreste, som igen kunne mærke, at han var sløj. Vi havde talt om, at baby skulle have lov til selv at finde brystet, men det begyndte at blive vigtigt for mig at komme videre, så sosu’en fik lov til at hjælpe. Jeg husker ikke at blive syet, men jeg må have reageret fysisk, for der skulle mere bedøvelse til.

Den lille pige blev vejet og endte på 3480 gram. Vi taler om det med at veje børn og på, hvordan små piger tidligt bliver målt på deres udseende. Den samtale glemmer jeg aldrig, og siden har jeg afskaffet vores badevægt. Man er ret påvirkelig i den situation. Jeg blev sendt på toilettet som det sidste, der skulle klares inden vi kunne overflyttes til barselsafsnittet. Liv gik ud for at finde en hue til vores datter. Det blev det sidste, vi så til hende. Det viste sig senere, at der var voldsomt travlt på afsnittet, som også havde måttet modtage patienter, som var afvist på Hvidovre. Jeg har tit tænkt på, at den nat må have været én af de røde for jordemødrene, og at vores mirakel må have været en rædsom vagt for dem, der var med. For mig var det efterfølgende en lettelse, at vi fik lov til at få en ukompliceret og såkaldt let fødsel. Liv står stadig for mig som en superhelt i kittel.



Hvor var det dejligt at læse, Rap :lun: Jeg må vist hellere også i gang med at skrive ned.
2
Silver
Indlæg: 116
Tilmeldt: 31. maj 2019, 20:13
Kort karma: 20
Likede indlæg: 155

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Silver » 24. okt 2021, 18:48

Jeg ville ønske jeg kunne følge op med en lige så fin fødselsbereretning som dig, Rap :lun:
Men ak... Jeg nåede knap nok at gå i fødsel, før det hele var overstået :lol:

Sagen er den, at jeg seks uger inden termin med lillebror, skvattede meget uheldigt på en våd træterrasse og brækker begge knogler i mit underben samt brækker min ankel. Et kompliceret benbrud, der sender mig direkte på operationsbordet. Højgravid og med seriøs bækkenløsning. Ej, men det havde jeg bare slet ikke brug for. I de følgende uger efter, er det bare ren overlevelse. Jeg er sengeliggende i 14 dage efter operationen og herefter handler det kun om èn ting for mig - at komme op og være stærk nok til at gå rundt uden krykker. Så jeg er mest fit for fight til min fødsel få uger senere.

Er i løbende dialog med hospitalet om, hvordan denne her fødsel skal foregå. Vi aftaler at prøve en vaginal fødsel, såfremt vi kan få nogen til at holde mit brækkede ben. Jeg kan ikke få det op i bøjlen og kan ikke selv holde det oppe. Virkelig kønt!
Jeg er til kontrol 16 dage inden termin. Jeg er fire cm. åben, så jordemoderen laver en hindeløsning. Det var ikke behageligt, men til at holde ud. Resten af dagen er der lidt murren og en smule blødning sidst på eftermiddagen.

Men så går alt i sig selv og jeg går noget slukøret i seng.
Klokken 23 vågner jeg og skal tisse. Det er bøvlet - først skal jeg have det brækkede ben i skinnen, så skal jeg møve mig ud af sengen som en anden hval, finde krykkerne og humpe ud på wc. Jeg får tisset, kravler tilbage i seng, skinnen af, møvet mig på plads oooog så tisser jeg en smule i sengen. Tror jeg. Op igen, skinne på, ud på wc. Helt våde trusser. Humper ind og finder et par rene trusser og kravler i seng igen. Nu godt træt, det er hårdt fysisk for mig at komme sådan omkring. Imens sover min mand sødt uvidende :) Igen tisser jeg i sengen og her kan jeg jo godt regne ud, at det nok er vandet, der er gået. Op igen, støvle på, krykker frem. Ud og få rene trusser på og smider et bind i. Efter ca 30 min. er det helt fyldt, på trods af at jeg ligger ned.
Ringer til fødegangen og melder at mit vand vist er gået. Men der er ingen veer, ingen smerte, intet blod. Vi skal komme ind til tjek ca. 4 timer senere. De råder mig til at få sovet lidt.
Jeg blunder hen og vågner 00.50 og har hvad der føles som enten dårlig mave eller menstruationssmerter :gruble: 7 min. efter får jeg første ve. Jeg er slet ikke i tvivl og den gør sgu ondt!

Vækker min mand, fortæller at vandet er gået og at jeg har fået veer. 6 min. senere kommer næste ve og den gør endnu mere ondt. 4 min. senere kommer næste ve. Jeg tager tid fra allerførste ve. Jeg ringer til fødegangen og forklarer situationen. Beder om at komme ind, for det tager hurtigt 30 min. at få mig i tøjet, skinne på, krykker med ud i bilen og før jeg når helt ned til fødeafdelingen. De har travlt, så jordemoderen er nødt til at tjekke med vagthavende og ringer derfor tilbage 4 min. senere. Her har jeg endnu en kraftig ve, så jeg stønner vist bare i røret - men vi får lov at komme ind.
Vi får bakset mig i tøjet, skinnen på, afsted på krykkerne. (Jeg er desværre ikke stærk nok til at gå længere distancer uden, kan kun gå få skridt uden mine krykker.)
I det jeg rejser mig fra sengen, så vælter vandet ud i en stor skylle og jeg får pressetrang. Veerne kommer nu med 2 min. mellemrum og af 1 min. varighed. Jeg mugger over at jeg skal afsted med våde bukser, men orker heller ikke at skifte tøj. (For det betyder skinnen af og endnu mere aktivitet omkring mit brækkede ben, som jeg ikke bryder mig om).
Jeg får bakset mig igennem huset. Bilen holder i tomgang - vi venter kun på mig :genert:
Jeg når lige et skridt ud fra vores hoveddør og så får jeg en ve. Ej, det er -3 gr. og jeg fryser. Så jeg går retur ind i bryggerset for at klare den sidste ve, inden spurten over til bilen.

Da jeg får veen, vælter det pludselig igen ud med vand og snask og afføring i mine bukser. Kan slet ikke styre det! Så flår bukserne ned og mærker efter. Jeg kan mærke hovedet. Det står LIGE inden for! :chok:
Beder min mand ringe 1-1-2 og give meldingen om at barnet er på vej. Damen i den anden og min mand (han har sat telefonen på medhør) er enige om at det med at føde jo er en proces og jq, barnet er på vej som en del af denne proces. Bla bla bla. I næste ve kommer hovedet ud! Jeg presser ikke på noget tidspunkt, men skriger lettere forskrækket at hovedet er ude og at min mand skal hjælpe mig, han skal gribe baby. Grundet skinnen på mit ben, kan jeg ikke bukke mig ned og frygter at baby bare fladet ned på det kolde bryggersgulv.
Min mand kaster sig ud, får lukket døren, sat sig i en dyb squat og så beder damen i telefonen mig presse alt hvad jeg kan. Jeg presser lidt og ud falder baby. 40 min. efter jeg vågnede med let murren.
Min mand griber og lillebror skriger efter få sekunder :lun: Vi sidder der, forbundet til hinanden af navlestrengen og venter på ambulancen, der ankommer få minutter senere :lol: Min mand må bede den ene ambulancefører om at slukke bilen, der stadig holder i tomgang.

Lillebror og jeg kører med ambulancen til fødegangen. Jeg mangler at føde moderkagen. Min mand bliver tilbage og rydder op og vasker gulv (2 gange) inden han møder os derinde.
Jeg slipper med to små sting og vi er hjemme igen små 10 timer efter jeg har født :)
Senest rettet af Silver 4. sep 2023, 18:41, rettet i alt 1 gang.
20
Brugeravatar
Animi
Indlæg: 7467
Tilmeldt: 24. okt 2015, 14:47
Kort karma: 823
Likede indlæg: 19509

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Animi » 24. okt 2021, 19:12

Wow, Silver, det er da som taget direkte ud af en Hollywood film :lol: :love:
1
You know what the issue is with this world? Everyone wants a magical solution to their problem, and everyone refuses to believe in magic.
Silver
Indlæg: 116
Tilmeldt: 31. maj 2019, 20:13
Kort karma: 20
Likede indlæg: 155

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Silver » 24. okt 2021, 19:24

Animi skrev:Wow, Silver, det er da som taget direkte ud af en Hollywood film :lol: :love:


Fuldstændigt! :lol:

Og det værste er næsten, at jeg føler mig total snydt for en fødsel. Jeg nåede jo slet ikke igang, før det var overstået. Min fødsel med storesøster tog 12 timer, så havde ikke lige regnet med at denne kun skulle vare 40 minutter. Så var jeg da taget afsted mod hospitalet noget før!
0
Brugeravatar
Animi
Indlæg: 7467
Tilmeldt: 24. okt 2015, 14:47
Kort karma: 823
Likede indlæg: 19509

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Animi » 24. okt 2021, 19:27

Silver skrev:
Animi skrev:Wow, Silver, det er da som taget direkte ud af en Hollywood film :lol: :love:


Fuldstændigt! :lol:

Og det værste er næsten, at jeg føler mig total snydt for en fødsel. Jeg nåede jo slet ikke igang, før det var overstået. Min fødsel med storesøster tog 12 timer, så havde ikke lige regnet med at denne kun skulle vare 40 minutter. Så var jeg da taget afsted mod hospitalet noget før!


Man siger jo godt nok også, at flergangsfødende ofte føder hurtigere end første gang - meeeen, så bogstaveligt behøvede du heller ikke at tage det :lol:

Ej, men det er da godt nok vildt, at du skulle døje med et brækket ben og så også sådan en lynfødsel! Men det lyder da som om, at det gik godt i sidste ende :blomst:
1
You know what the issue is with this world? Everyone wants a magical solution to their problem, and everyone refuses to believe in magic.
Silver
Indlæg: 116
Tilmeldt: 31. maj 2019, 20:13
Kort karma: 20
Likede indlæg: 155

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Silver » 24. okt 2021, 19:28

Silver skrev:Jeg ville ønske jeg kunne følge op med en lige så fin fødselsbereretning som dig, Rap :lun:
Men ak... Jeg nåede knap nok at gå i fødsel, før det hele var overstået :lol:

(...)



Og det skal lige dertil siges, at jeg ikke mentalt var med, men ikke er mærket af det efterfølgende. Jeg nåede simpelthen bare ikke at opfatte hvad der var i gang og skete, før det hele var overstået.
Både jordemoder, hospitalet, egen læge og sundhedsplejerske var meget opmærksomme på mig/os efterfølgende og tilbød samtaler. Men min mand og jeg har ikke følt, at vi har haft behov for det.
Vi har snakket meget med hinanden om oplevelsen og føler vi er kommet godt ud på den anden side. Selvom det jo i sig selv var en chokerende og meget voldsom oplevelse :)
5
JoyNips
Indlæg: 12053
Tilmeldt: 21. dec 2015, 12:25
Kort karma: 1386
Likede indlæg: 33895

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf JoyNips » 30. okt 2021, 15:35

Sonja, 28. Oktober 2021

27. oktober, kl 23. Vi går i seng. Hurtigt efter hører jeg et lille smæld da jeg vender mig, og jeg mistænker straks lidt at yderste fosterhinde er gået. Jeg er sikker på at den inderste stadig er intakt, for der er ikke vådt-vådt. Går ud og tager et bind på og natten igennem er præget af modningsveer af varierende styrke og længde og et par gange på toilettet med skift af bind (og konstatering af tegnblæsning og slimprop) hvor jeg også får tømt godt ud bagtil. Det er jeg glad for, det skete nemlig ikke ved første fødsel og jeg nåede ikke klyx. Tager på et tidspunkt et par panodiler og får en times søvn.

28. Oktober mellem 5 og 6 har jeg mange veer, måske en 10 stykker på den time og de bider godt til. Tager fødselsdagsboller op af fryseren, for vi skal fejre fødselsdag i dag og jeg har planlagt, at vi efter fødslen skal have en lun fødselsdagsbolle og en kop kaffe med JM mens hun skriver journal. Ringer til fødegangen, kommer direkte igennem, og adviserer dem om status. Aftaler at ringe senere igen når veerne er klart regelmæssige og bider endnu mere. Får min kæreste til at rigge an til hjemmefødsel i kælderen som planlagt, og går derned. Vores søn står op og kæresten får ham gjort klar og kørt i børnehave, og så går alt i stå - jeg fryser og får kun få veer. Ringer til fødegangen, kommer direkte igennem, og meddeler, at tingene skrider lidt langsommere frem end håbet, bare lige for at give dem en status.

Ved 11-tiden begynder mine veer dog igen og de varer hurtigt 2 min med 5 min mellemrum. Ringer til fødegangen og er nr 6 i kø! I shit you not, jeg kommer først igennem 1 time og 20 min senere! Det er vildt kritisabelt og både JM og jeg vil gå videre med det.
Mens jeg venter på at komme igennem står jeg og rokker indover vores håndvask i badeværelset og min kæreste masserer min lænd mellem veerne. Anyway, jeg får sagt til fødegangen da jeg endelig kommer igennem at jeg har mange og hyppige veer nu og det presser godt på - jeg ved godt fra min første fødsel at det er hinderne med fostervæske, der giver mig den følelse af pres, men jeg smører måske lidt tykt på og 15 min senere står JM herhjemme, for Herlev har sagt til hende at jeg har rigtig pressetrang. Jeg har en kold klud på panden og foran øjnene, tak til min kæreste som har lavet en skål med isvand til at dyppe i og jeg får sagt “jeg hilser lige ordentligt på dig om et øjeblik når jeg finder overskuddet…”. JM mærker på mig og vupti går vandet. Aaaah, lettelse af trykket - jeg får sagt pænt tak. Pis, vandet er grønt! Så må jeg jo i teorien ikke føde hjemme længere. Men hun lytter med dop-tonen og baby har det så fint, så på trods af at jeg kun er 8 cm åben får jeg besked på at presse, så fjerner hun den sidste kant og så klarer vi den uden overflytning. Hellere det end at føde i en ambulance på motorring 3, synes hun. Lad os sige det sådan, at de næste 30 minutter er JM og jeg ikke de bedste venner. Jeg fornemmer, at JM gerne vil have det går forholdsvis effektivt pga fostervandet, men jeg føler ikke at hun som sådan er bekymret for at fortsætte hjemme. Jeg har også lige læst en fødselsberetning om en hjemmefødsel med grønt vand hvor den fødende havde fået besked på at hun havde en time til at få baby ud, så med den i baghovedet kan jeg ligesom se en ende på tingene. Og en time til jeg ser min baby? Jeg er med på at give den gas, selvom det er pissehårdt og jeg virkelig ikke er fan af at presse mens JM har ved mig. Vi råber måske lidt af hinanden undervejs. Og ud kommer hun da også. Først et stort hoved der sad lidt fast og så skuldre, der også sidder fast og skal lirkes lidt - faktisk lirkes så meget at JM bagefter lige dobbelttjekker at hun ikke har måtte brække babys kraveben for at få hende fri! Jeg tror, at fødslen fra et fagligt perspektiv har været mere dramatisk end vi oplevede den, så kæmpe props til JM, for ikke at lade det skinne igennem undervejs. Jeg lovede at sende en dagen derpå-sms til hende, og hun bekræftede i sit svar, at det havde været en af de lidt mere udfordrende fødsler. Jeg opdagede intet, jeg fødte jo bare :-D

JM konstaterer, at det er en stor basse, nok mindst 4500 g. Hun blev altså skønnet til 3900 i forgårs…! Nå, jeg får baby op, får syntocinon og baby får k-vitamin (og jeg når at rose JM for at huske det informerede samtykke - her griner hun lidt og kan vist godt fornemme at jeg arbejder med den slags til hverdag og at det er en kæmpe kæphest for mig). Føder moderkagen easy-peasy og så skal jeg tjekkes. Der er kun behov for sølle 2 sting! På trods af at jeg har presset en stor baby ud uden at være fully dilated, som man siger. 2 sting var altså også påkrævet efter min 3500 grams baby i 2017… Jeg bliver syet, får ble og de sexede nettrusser på, rejser mig stille og roligt (og alle organer forlader mit ribbensområde og falder ned på plads. Aaaaah! Jeg har sgu været presset længe med min store mave) og kommer op i køkkenet til fødselsdagsfejring, journalskrivning og mål og vejning. Lidt over kl 16 går JM og samtidig kommer min mor som har hentet den nybagte storebror for os i børnehaven.

Baby Sonja er - hold nu fast! - 4780 g tung. Så tror da pokker, jeg har været besværet og følt mig tung og træt - hun har jo suget al næring fra mig! Måler 55 cm i længden og 37 rundt om hovedet! Det kategoriserer vi lige under “ting det nok var fint vi ikke vidste på forhånd!” Så havde jeg altså nok valgt et kejsersnit. Men det gik jo så fint og ret nemt fra min optik, jeg mener, ca 12 timers modningsveer før vandafgang, fødsel 30 min efter vandafgang og 2 sting er jo ret standard.

Sonja spiser godt, sover nogle gode stræk og brokker sig lidt over at skulle prutte. Så alt er ret normalt her i barselsland.
16
“Man kan blive taget på røven. Og man kan blive taget røven på. Begge dele kan være dejligt. Men begge dele kan også være det modsatte. Sådan er livet.”
- Onkel Reje
Brugeravatar
Alphilia
Indlæg: 3433
Tilmeldt: 22. dec 2015, 15:22
Kort karma: 272
Likede indlæg: 3060

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Alphilia » 30. okt 2021, 16:50

En lang historie om en fødsel, der egentlig gik ret hurtigt :)
Vejen til vores datter har været lang og udfordrende. Faktisk havde vi indstillet os på et liv uden barn da vi fik en ekstra chance for behandling, så hun er i sandhed vores mirakel.

Jeg var virkelig glad for at være gravid, også selvom jeg i 3. trimester løb ind i sygdom, der både betød indlæggelse til mig og efterfølgende utallige kontroller om ugen. Baby havde det dog hele tiden godt og boksede løs. Hej hej hyggelige barselssommer…

Pga ovenstående blev jeg tilbudt igangsættelse 37+0, som jeg efter en del overvejelse endte med at takke ja til.
Det var faktisk en svær beslutning; dels ved jeg fra mit arbejde at igangsættelser før termin ofte er lange og seje og at amning kan være ekstra udfordrende når baby er født omkring uge 37, dels følte jeg overhovedet ikke jeg var færdig med at være gravid. Helbred vandt over følelser…

Et par dage før den planlagte igangsættelse fik jeg modningsakupunktur, som formentlig var det der gjorde at jeg havde et godt udgangspunkt for igangsættelsen.

Fredag d.13.8
Som forventet skulle jeg dog sættes igang med Angusta piller.
Dagen gik med at hvile lidt, spise pizza i Fælledparken, kortspil og det løse. Jeg mærkede ikke det store til kroppen udover tiltagende plukkeveer og tyngdefornemmelse.
Grundet komplikationer i graviditeten hed det igangsættelse under indlæggelse og selvom jeg havde fået lov til at sove hjemme valgte jeg at blive.

Lørdag morgen, tidligt, gik vandet spontant. Jeg fik kørt en hjertelydskurve og frabad mig indvendig undersøgelse.
Jeg fik ikke sovet så meget efterfølgende; sludrede lidt med min stuekammerat der vist var lidt misundelig og stille og roligt begyndte veerne at komme.
Min mand kom ved 8-tiden hvor jeg skulle koncentrere mig en del om veerne. Vejrtrækning og varmepude var min ven.
I løbet af formiddagen tog veerne til og havde opkast som dejlig følgesvend. Der var travlt på fødegangen og vi fik hele tiden at vide “I er de næste der kommer over”…

Lige før vagtskiftet blev jeg undersøgt indvendigt og var 3-4 cm. Jeg følte at jeg havde god kontrol over veerne med min vejrtrækning og gik ind i mig selv når de var der så min kære mand fik ikke rigtig lov til at bruge de gode redskaber vi havde med fra fødselsforberedelse.

På fødestuen startede jeg med bad og klyx og SÅ tog de der veer til. De sad især over/i symfysen og min mand fik besked på at ringe efter jordemoderen så jeg kunne få noget smertestilllende.
Da hun kom havde jeg begyndende pressetrang og var fuldt udvidet, så lattergas til mig.
Der gik et par timer med at få baby helt ned på bækkenbunden og presse hende ud. Undervejs dykkede hjertelydskurve lidt, men en skalp-pH viste fine ressourcer.
Og pludselig landede en lille fedtet pige på mit bryst. Vi kendte ikke kønnet men havde begge en fornemmelse af en pige så det føltes helt rigtigt.
En lille lækker sag på knap 2700g og 50 cm- og jeg der altid har forestillet mig at få en gennemsnitsbaby på 3500g men jeg har så heller aldrig tænkt jeg allerede skulle føde i uge 37…

Efter fødslen sad moderkagen aldeles godt fast og jeg endte med en tur på operationsstuen og et større blodtab. Ret træls, da vi virkelig havde håbet på at kunne tage hjem relativt hurtigt efter fødslen.
Selve fødslen var en god oplevelse og jeg følte/føler mig ret sej og er stolt af min krops evne til at føde.
Efterforløbet ville jeg gerne ha’ været foruden og er ikke i tvivl om at det, bl.a, er det der haft indflydelse på en ikke så vellykket amning
6
Brugeravatar
Animi
Indlæg: 7467
Tilmeldt: 24. okt 2015, 14:47
Kort karma: 823
Likede indlæg: 19509

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Animi » 19. nov 2021, 18:54

Min fødselsberetning. Jeg havde jo haft en forestilling om, at min fødsel ville være med en langsom opstart, så man kunne hygge sig lidt hjemme i opstartsfasen. Og at jeg ville være sådan en fødende, der megasejt gik ind i sig selv for at arbejde med veerne med den korrekte vejrtrækning. Men ak, min fødsel var det direkte modsatte :D Det er dog heldigvis ikke sådan, at jeg er mærket af den efterfølgende, men jeg syntes stadig, at det var ret overvældende og ekstremt smertefuldt.

Mandag d. 15/11 og natten til tirsdag:
Jeg er 41+0 og er pænt utålmodig efter at skulle føde! Jeg havde hele dagen haft lidt ondt i underlivet og lidt i lænden, men jeg tør ikke håbe på, at det er tegn på fødsel.
Styrken tager dog lidt til og lige da jeg er gået i seng omkring kl 00.30 mærker jeg den første rigtige ve. Den niver, men er til at være i og jeg begynder at koncentrere mig om min vejrtrækning. Jeg tager også for sjov tid på veerne og kan se, at de gennem en halv times tid kommer med max 5 minutters mellemrum. På det her tidspunkt er de blevet kraftigere og jeg kan mærke, at jeg skal op og bevæge mig rundt. Det hjælper og jeg har stadig gang i min vejrtrækning og går lidt rundt i stuen, mens jeg prøver at løsne op i kroppen.

Tirsdag omkring kl 3:
Jeg synes pludselig, at veerne tager hurtigt til i styrke og kommer med 3-5 minutters mellemrum, så jeg ringer til fødemodtagelsen. Jeg får fat i en sød jordemoder, der vurderer, at jeg stadig er i opstartsfasen og derfor bare kan blive hjemme og arbejde videre med veerne. Det giver god mening, da jeg stadig godt kan tale nogenlunde under veerne, selvom de gør ondt. Vi aftaler, at jeg bare skal ringe igen, hvis jeg bliver bekymret, og ellers så bare, når veerne kommer lidt hyppigere. Jeg sender min kæreste ned efter nogle panodiller, da vi er løbet tør og forbereder ham på, at vi nok skal ind på fødestuen i løbet af tirsdagen. Jeg sender ham derefter i seng igen, da jeg synes, det er vigtigt, at han også får samlet lidt kræfter. At den stakkels mand så ikke kan sove mere, er så en anden sag :lol:

Tirsdag kl 6:
Jeg ringer til fødestuen igen, da veerne kommer med max 3 minutters mellemrum og gør efterhånden virkelig ondt. Denne her gang kan jeg ikke tale eller tænke på andet, når jeg er midt i en ve, så jordemoderen spørger, om jeg har brug for at komme ud til et tjek og vide hvad status er. Det vil jeg meget gerne, især fordi jeg synes, at veerne kommer lidt for hyppigt nu og gør ret ondt. Så vi kører afsted mod hospitalet.

Tirsdag omkring kl 7:
Vi ankommer på Hvidovre Hospital og bliver taget imod af den søde jordemoder, som jeg har talt i telefon med. Jeg er virkelig træt og kan ikke overskue, hvis vi bliver sendt hjem igen, så da hun fortæller, at jeg er 4 cm åben, er jeg utrolig lettet. Jeg har sagt, at jeg gerne vil føde på deres fødeklinik, så der bliver vi sendt hen.

Der er vagtskifte, så vi får tilknyttet en ny jordemoder. Hun er så til gengæld også til stede hos os under hele fødslen og hun er bare helt fantastisk! Hun er virkelig god til at guide og hjælpe og det var virkelig en god oplevelse!

Jeg kommer op i badekarret, og det er virkelig rart at sidde i vandet mellem veerne. Men nu er smerterne så også nået til et punkt, hvor jeg har svært ved at være i dem. Jeg kan slet ikke koncentrere mig om min vejrtrækning, og jeg føler nærmest, at jeg hyperventilerer. Både min kæreste og jordemoder prøver at guide mig til at trække vejret ordentligt, og det lykkes også nogle gange, men for det meste ligger jeg bare og råber "Av, av, av!" Jeg ved selvfølgelig godt, at en fødsel gør ondt, men jeg havde slet ikke forestillet mig, at det ville være på sådan et niveau. Jeg har svært ved at beskrive det, men det gør så ondt, at smerten nærmest fysisk forsvinder fra lænden, men stadigvæk bare gør ondt helt indeni. Jeg føler mig virkelig ynkelig, jeg græder, jeg siger, at jeg ikke kan mere, og nærmest brøler nogle gange. Det lyder virkelig dramatisk, når jeg skriver det, men jeg kunne slet ikke håndtere det.

Tirsdag kl 9:
Jordemoderen undersøger mig igen for at se hvad status er. På 2 timer har jeg åbnet mig fra 4 cm til 8 cm. Hun spørger, om jeg vil ned i badekarret igen, men jeg kan ikke overskue andet, end at blive liggende på ryggen på briksen.
Et kvarters tid senere smutter jordemoderen lige hurtigt i 5 minutter. Lige da hun er gået, får jeg den første presseve. Jeg går helt i panik, fordi jeg af en eller anden grund er bange for, at baby bare vil smutte ud og lande på gulvet :lol: Jeg råber til min kæreste, at han skal ringe efter en jordemoder. Min jordemoder kommer og undersøger mig igen - og jeg har så lige åbnet mig de sidste 2 cm på et kvarter. Hun siger, at jeg bare skal følge min krop og presse med, hvis det føles rigtigt. Og selvom det stadigvæk gør virkelig ondt, så føles det utrolig rart at presse med og arbejde med veerne på en anden måde. Men hold da op, hvor det bare virkelig føles som om, at man er ved at skide en vandmelon ud :lol:

Selve pressefasen varer lidt over en times tid. Jordemoderen lytter med på babys hjertelyd og siger, at min baby ikke virker som én, der ved, at hun er ved at blive født - hun chiller simpelthen bare for vildt imens :lol:

Kl 10.33 bliver min datter født. Den inderste fosterhinde var ikke bristet, så da hovedet popper ud, er hun stadig i fosterhinden. Jeg så det ikke selv , men jordemoderen var ret begejstret. Hinden brister dog hurtigt, så hun er dog ikke født decideret i sejrsskjorte. Men lidt tæller vel også :-D

Lille E var 53 cm lang, 3580 gram tung og bare helt perfekt :love: Hun er som snydt ud af næsen på min kæreste, så han synes, det er helt lidt mærkeligt, at hun er en pige, fordi han føler, at han bare ser på sig selv som baby :lol: Vi har det alle tre rigtig godt her nogle dage efter. Hun er så nem en baby, der tager godt fat ved brystet, sover gode lure og ellers bare er utrolig kontaktsøgende, når hun er vågen.

Selvom det var en hård fødsel for mig, har det dog heldigvis ikke påvirket mig efterfølgende. Jeg ved dog, at hvis det er muligt ved min næste fødsel, så skal jeg bare have en epiduralblokade! Jeg ved dog ikke, om det havde været muligt i denne omgang, fordi det gik så hurtigt? Men uanset hvad, så er min lille datter alle smerterne værd :love:
14
You know what the issue is with this world? Everyone wants a magical solution to their problem, and everyone refuses to believe in magic.
Brugeravatar
Neenah
Indlæg: 4428
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:37
Kort karma: 664
Likede indlæg: 7305

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Neenah » 3. dec 2021, 18:50

E, født 27/11 2021 - mega langt!

Graviditeten
Graviditeten var fuldstændig normal, bortset fra lidt graviditetsdiabetes (GDM) som forblev kostreguleret hele vejen igennem. Til gengæld kæmpede jeg en del med fødselsangst og angst for at miste i graviditeten, hvilket især gjorde mig skør i min første graviditet. Den endte med et planlagt kejsersnit, og det var så trygt at jeg tidligt lagde mig fast på at jeg ville have det igen. Jeg fik en tid til PKS d. 22. november (39+1).

Tors-fre 18.-19. november (38+4/5)

Mange ugers tvivl får mig ind til akutsamtale med JM om at omkonvertere til en vaginal fødsel. Jeg bliver fortalt om processen, muligheder for at kunne trykke på ”KS” knappen til hver en tid, og mulige løsninger til at give mig tryghed i fødslen. Hele aftenen torsdag diskuterer min mand og jeg hvad beslutningen skal være, og fredag bruger jeg hele formiddagen på at gruble, google og være i tvivl. Det er en af de største beslutninger i mit liv, føler jeg. Men til sidst siger min mavefornemmelse at når jeg er så meget i tvivl, så er det nok fordi jeg ikke skal have det kejsersnit. Jeg ringer ind og aflyser det og får i stedet en tid til igangsættelse d. 24/11 af den sødeste jordemoder, som virkelig formår at få det italesat som noget vi bare gør, og det skal vi da.

24. november (39+3)
Om morgenen er vi til en allerede aftalt JM konsultation, hvor vi igen bliver informeret grundigt om processen. Desuden får jeg mit livs første indvendige undersøgelse af livmoderhalsen, som er lang og jeg er kun en finger åben. Hinderne kan desværre ikke løses. Jeg får næsten med det samme murren i lænden, og da vi kører hjem bider det lidt. Jeg bruger resten af dagen på sofaen på at få noget søvn, noget mad og masser af væske og min murren tager til og bliver vist til småveer. Ud på eftermiddagen kommer mine svigerforældre for at passe vores datter, og vi kører mod OUH kl. 17.

Ankommet til akutklinikken bliver vi indlogeret på et værelse, og der bliver kørt en CTG inden anlæggelse af ballonkateter. Jeg har dog en del veer, som jeg skal puste lidt igennem, så vi aftaler med JM at afvente og se om de udvikler sig. I løbet af aftenen får jeg det tiltagende dårligt, og lige inden midnat må jeg af med alt det mad og vand jeg har fået i mig i løbet af dagen. Det bliver besluttet at give os natten til at se om det udvikler sig yderligere.

25. november (39+4)
Efter jeg har kastet op går alle veer totalt i sig selv. Om morgenen er der intet tilbage, og ud på formiddagen får vi melding om at der ikke er plads til at sætte os i gang, så vi bliver nødt til at tage hjem og komme tilbage om aftenen. Der bliver jeg noget skuffet, men vi beslutter os for at tage hjem, få et hvil og smutte igen inden vores datter kommer hjem.
Vi kommer tilbage kl. 20.30, og kl 22 anlægges ballonkateter af en virkelig sød læge. Jeg får et mindre angstanfald lige inden, og bliver rigtig bange. Jeg kommer dog hurtigt ned igen, og selvom anlæggelsen ikke er ret behagelig, så går det. Det er en underlig følelse at have sådan en slange stikkende ud. Vi får at vide at de vil tage vandet når det selv falder ud, eller når der er gået 12-18 timer. Vi lægger os til at sove.

26. november (39+5)
Der sker intet hele formiddagen. Vi føler os lidt glemt – får bl.a. intet info om mad, og det er tydeligt at der er travlt og vi er absolut laveste prioritet. Da der er gået 12 timer omkring kl. 10 tænker vi at det nok bliver først på eftermiddagen de tager vandet. Da kl. bliver 14 er jeg ved at blive modløs. Vi efterspørger en plan eller en tidshorisont, men det kan vi ikke få. Kl. 16 ringer vi efter en JM, og jeg bryder totalt sammen over uvisheden og manglen på kontrol, som jeg virkelig ikke føler mig tryg i. JM er sød, lytter og da hun hører hele min historie sørger hun for at få presset på overfor koordinerende. Hun lover at vi allersenest kl. 20 kan få en fødestue. Klokken 19.50 falder ballonkateteret ud, da jeg forsøger at gå på toilettet – da har det siddet der i 22 timer.

Vi kommer på en fødestue, og JM rigger os til. Jeg kommer op på fødelejet og hun forsøger at tage vandet, men må tilkalde assistance fra en mere erfaren JM som hurtigt foretager en ret ubehagelig hindesprængning, og vandet vælter ud af mig. Det er den underligste følelse i verden bare at ligge der og få drænet en pool ud af underlivet, men det er også fedt at vide at vi nu er i gang – jeg er 2 fingre åben. Jeg får kæmpe nettrusse på, og vi får at vide at vi skal lave nogle veer på en måde. Jeg hopper lidt på en bold, får lidt massage, hører noget god musik og vugger lidt rundt med min mand. Stemningen er god på stuen, og vi hører musik fra vores bryllupsplayliste, som jm er ret stor fan af. Imens har JM ringet efter en anestæsilæge til at anlægge epiduralblokade, men der er mega travlt, så det viser sig at tage noget tid. Efter halvanden time har jeg haft måske 5-6 veer, men så tager det fart.

27. november (39+6)
Min tidsfornemmelse begynder at blive virkelig tåget her. Pludselig vælter veerne ind over mig. I starten kommer jeg ned og kan arbejde med dem ved at bøje mig ind over fødelejet og vugge lidt. Senere får jeg gas og ilt, men er lidt bange for at udnytte den hele tiden. Da der er gået 2,5 time efter hindesprængning er jeg virkelig desperat. Jeg hænger over ryggen på fødelejet og pruster, puster og stønner mig igennem veerne det bedste jeg har lært, og kan pludselig huske virkeligt meget fra det fødselsforberedelse vi havde taget inden storesøsters fødsel. Mine ben syrer, jeg føler at jeg snart ikke kan mere fordi smerterne vælter ind over mig, og så endelig – endelig – kommer narkoselægen. Imens hun lægger epiduralen sidder jeg foroverbøjet med hovedet fuldstændig begravet i lattergasmasken og visualiserer et stort sort hul jeg går ind i, og jeg rykker mig ikke en tomme. Bagefter er jeg totalt skæv. Der går meget kort tid efter epien er lagt, og da kan jeg endelig være i mig selv igen. Hele tiden har baby elektrode på hovedet, og det giver en enorm tryghed at han konstant er overvåget. Jeg bliver mærket efter, og efter alle de smertefulde veer har jeg store forhåbninger, men jeg har udvidet mig lige præcis ingenting.

Efter epien er lagt og jeg er kommet i seng begynder jeg at få det dårligt. Mit blodtryk styrtdykker, og efter flere omgange med justeringer, efedrin og ilt bliver jeg stabiliseret og vedroppet tændt. De næste timer får vi hvilet, men på et tidspunkt bliver veerne så kraftige at epien ikke længere dækker. Det bliver meget hurtigt meget smertefuldt. Der må skrues op, skrues ned, gives efedrin igen, men over noget tid kommer jeg op på 10 i styrke i epien, og jeg er smertedækket. Vedroppet øges igen og vi får hvilet nogle timer, og ad flere omgange kommer jm ind og skruer ned for vedroppet fordi der er lidt for mange veer på 10 minutter. Da det igen begynder at gøre lidt ondt bliver epien skruet lidt mere op, og der bliver givet nogle bolus. Der går måske en times tid, og så begynder jeg at have det lidt underligt. Jeg ignorerer det fordi jeg ved min mand er træt og trænger til hvile, og jeg vil også selv bare gerne sove. Men ti minutter senere får jeg alligevel min mand til at ringe efter jm fordi jeg har det som om jeg er fuld, og da hun tager mit blodtryk er det på 80 over et eller andet. Det tager rigtig lang tid at få styr på – mere efedrin, mega meget iltmaske som min mand må holde – der går i hvert fald en halv time hvor jeg bare er omtumlet, veerne tordner derudaf uden jeg kan mærke noget som helst, og til sidst bliver jeg stabil igen. Jm mærker efter hvad der er sket. Jeg er gået fra 2-3 cm til 10 cm på tre timer, og nu skal der til at arbejdes igen.

Jeg har egentlig ikke haft lyst til at presse på ryggen, men jeg har ikke rigtig kræfter til så meget andet. Vi prøver med nogle prøvepres, men baby står højt, og jeg har absolut ingen pressetrang. Til gengæld får jeg igen mega god gavn af fødselsforberedelsen, og jeg kan mærke mig selv blive til den der urkvindeefterligning som min kursus-jm snakkede om, der puster sig igennem pauserne og lyder som et døende dyr under veerne. Det er totalt instinktivt, og jeg får mega meget ros. Her efterfølgende er jeg faktisk også ret stolt over hvordan jeg bare har arbejdet med og ikke har ladet mig gribe af panik på noget tidspunkt.

Der går et par timer med at presse og arbejde baby nedad, og til sidst bliver der tilkaldt en fødselslæge fordi den baby snart skal ud. Der begynder at være nogle ikke så pæne tal på overvågningen har min mand sagt, og jm er især bekymret fordi jeg bløder en del. Jeg er max presset af veer på det her tidspunkt, jeg har ingen tidsfornemmelse og jeg er bare færdig. På intet tidspunkt har jeg mærket pressetrang, men jeg kan mærke et eller andet, der fylder – det får jeg at vide er babys hoved der er lidt hævet af at have stået i spænd så længe.

Fødselslægen ankommer, og hun observerer min blødning lidt tid inden det bliver besluttet at der skal laves et subakut kejsersnit. Hun er bekymret for at mit ar brister eller er tæt på det. Jeg bliver helt hylet ud af den, og jeg græder og græder og græder – jeg er helt væk. Det er ikke fordi jeg overhovedet er bange, men følelsen af at være gået igennem alt det for alligevel at ende med det ar, den er sgu nederen. Alligevel har jeg det faktisk okay med ikke at skulle presse nogen baby ud, for jeg føler ikke jeg har nogen kræfter tilbage.

Vejen ned til operationsstuen er lidt tåget, men det går mega stærkt. Fra det bliver besluttet at omkonvertere går der et kvarter til jeg er kørt gennem halvdelen af sygehuset og kommer ind på operationsstuen. Det eneste jeg er bange for er at de ikke får mig bedøvet godt nok – jeg siger mange gange at jeg stadig kan mærke mine fødder, og at de ikke må gøre noget. Men selvfølgelig gør de heller ikke det. Jeg er så træt at jeg nærmest halvsover igennem kejsersnittet, selvom de hiver og trækker en hel masse – jeg har ligesom prøvet det før, så det står som noget meget rutinepræget og udramatisk for mig. Pludselig er der kraftig babygråd, og min mand får E med ud til en børnelæge, som hurtigt konstaterer at alt er som det skal være. Jeg har ikke kræfter eller overskud til at holde ham, men min mand får ham og sidder med ham imens han får lidt MME til et lidt lavt blodsukker. Jeg kan mærke at jeg ikke er så interesseret i at få E op til mig, jeg vil faktisk bare gerne sove, og jeg ryster helt vildt meget. Sammenlapningen af mig tager en del tid, og i min journal kan jeg læse at der var en lang rift i livmoderen, som er det der har forårsaget blødningen (1000ml), og at hvis vi skal have flere børn, så anbefales der et kejsersnit to uger før termin.

E er født 10.57 efter 13 timer i fødsel. Han vejer 4125 gram og er 54 cm.

Efterforløb
Vi bliver kørt på opvågningen, hvor jeg stadig ryster, så jeg får ikke lagt E til amning før et stykke tid efter fødslen. Han hopper halvhjertet på i en lille halv time, men er generelt uinteresseret. Efter et par timer bliver vi kørt på barselsgangen i verdens mindste stue, hvor der lige akkurat er plads til min seng og en fold-ud-seng til min mand. Der kommer sygeplejersker og jordemødre ind engang imellem, men for det meste ligger vi bare selv og er fuldstændigt smadrede af en skør nat. Jeg får måske et par timers søvn, men min mand er næsten ligeså udmattet som jeg, så vi tag-teamer lidt.

Vi føler os meget overladt til os selv. Det betyder flere gange at vi ikke får hel basal information om mad og medicin, og de gange jeg ringer efter personalet for at udtrykke min bekymring over at E ikke rigtig vil ammes, så bliver jeg lidt affærdiget og får at vide at det er meget normalt – han er træt eller forkvalmet. Da han endelig begynder at ville spise, så kan jeg mærke at han kobler på forkert eller ikke kan åbne munden ordentligt, men sygeplejersken mener det ser fint ud.

28. november
Om formiddagen kommer storesøster forbi og møder sin lillebror – det er en vild succes, men det er megasvært at få hende overbevist om at hun skal tage hjem igen uden os. Da de er gået føler vi os igen meget ladt til os selv, problemerne med amningen fortsætter. Jeg har ret ondt, men med morfin går det, og jeg kommer i bad og føler mig lidt som et normalt menneske igen. Ved middagstid lufter vi kort ideen om måske at tage hjem senere, og det er der især en sygeplejerske som er meget positivt stemt overfor, så vi føler os næsten lidt smidt ud af døren. Det ender med at vi beslutter at tage hjem først på aftenen.

De næste dage er okay, men nætterne er forfærdelige og amningerne kører bare stadig underligt. E kan sove 8-10 timer i streg uden at sige en lyd eller give udtryk for noget som helst. Da vi skal til hælprøve tirsdag morgen er han gul, og jeg ved godt hvad klokken er slået da vi møder op på sygehuset. Han har tabt sig næsten 13 procent, så vi bliver indlagt med det samme. Jeg bliver sindssygt frustreret, græder ukontrollabelt og er bare rasende over at jeg ikke er blevet hørt i vores efterforløb. Jeg har virkelig følt mig godt taget hånd om i hele graviditeten og i selve fødselsforløbet (undtaget igangsættelsen), men efterforløbet synes jeg virkelig er under al kritik, både i forhold til amningen, men også i forhold til at få sikret en efterbearbejdelse af fødslen. Jeg ved man kan få en efterfødselssamtale, men det er ikke noget vi er blevet tilbudt eller informeret om da vi var indlagt.
Men på trods af at det endte i kejsersnit, så er jeg virkelig virkelig glad for at jeg valgte at forsøge mig med en vaginal fødsel – jeg var fucking sej, jeg gik ikke i panik, og jeg var virkelig god til at finde ud af at arbejde med min mand og jm undervejs. Det er en kæmpe personlig sejr for mig.
16
Brugeravatar
Shmartiesh
Indlæg: 1919
Tilmeldt: 10. jan 2016, 17:18
Kort karma: 157
Likede indlæg: 3019

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Shmartiesh » 24. apr 2022, 18:42

Grys fødselsberetning

Jeg har vist glemt at skrive en beretning om min 2. Fødsel, som er lidt over 2 år siden :gris:
Men nu er jeg også i gang med at bage nr. 3, så bedre sent end aldrig.

Nå, men d. 19/3 2020, 9 dage før termin, vågner jeg ved at den store vågner og jeg sætter mig ind til hende for at få hende til at sove igen. Tror klokken er lidt i 4.
Efter lidt tid begynder jeg at få en trykken i lænden og ryggen. Til at starte med føles det som om jeg skal til at have dårlig mave, men pludselig flyttes følelsen over til forholdsvis hyppige veer med trykken både i lænden og foran på maven. Jeg lægger mig på sofaen for at se om jeg kan sove lidt mere, og jeg går vist også i bad, men da jeg gør det går veerne i sig selv igen. Jeg er vildt nervøs over om det pludselig vil gå mega stærkt. 1. Fødsel gik ret hurtigt og jeg havde en forventede det samme ville ske med nr. 2. Men nej nej. Hun havde helt andre planer. Jeg får fat i min søster for at høre hvad hendes planer er og hun kunne heldigvis godt passe når det skulle blive aktuelt.
Jeg ringer til fødegangen der siger jeg bare skal slappe af og at eftersom veerne var gået i sig selv igen, så skulle jeg nok ikke forvente der skete mere før om natten igen, da oxytocin niveauet stiger om natten. Der er nedlukning og den store er hjemme og min mand arbejder hjemme samtidig, så jeg forsøger at slappe af, samtidig med at jeg rydder op og gør rent i løbet af dagen, da jeg ikke synes vi var særlig forberedte på at baby skulle komme allerede.
Nå men veerne kom ca en gang i timen hele dagen. Nogle gange med 20-30 min. Intervaller og andre gange med 40 imellem. Selvom de kom så sjældent synes jeg de var stærke og jeg måtte koncentrere mig om vejrtrækningen og brugte værktøjerne fra smertefrifødsel allerede der.

Da min mand får fri tager han på legeplads med storesøster for at jeg kan hvile mig lidt.
Da vi spiser aftensmad begynder veerne at komme ret fast med 20 min intervaller og vist også hyppigere. Vi ringer efter min søster da hun har lidt kørsel og vi ringer til fødegangen der siger vi godt må begynde at køre.
Min søster kommer, storesøster sover allerede og vi kører mod Horsens.
Køreturen gik nemt selvom der var 35 min.
Vi kommer ind på en modtagestue omkring kl 22, og jeg bliver undersøgt for at vurdere hvor lang jeg er i processen, men der var kun sølle 2 cm og jordemoderen sagde jeg slet ikke var i fødsel og ville egentlig sende mig hjem igen med en sovepille og morfin. Det fik de andre jordemødre dog talt hende fra, for de havde en idé om at hvis først der kom mere skub i veerne, så skulle den aktive del nok gå stærkt, og såfremt jeg havde fået en lille cocktail ville jeg være groggy. Jeg får lov at blive men skal have taget hjertekurve og skal podes for corona og i mellemtiden begynder veerne at komme lidt hyppigere.
Der er vagtskifte kl. 23 og jeg får en ny virkelig sød jordemoder. Hun får mig på en fødestue og jeg får lavement. Derefter kommer veerne rullende og da jordemoderen konstaterer at veerne er godt i gang efterlader hun mig og min mand. Hun ville komme ind igen kl. 2.30 og jeg har ret ondt i den times tid jeg ligger for mig selv. Jeg ville gerne have hjælp til smerterne men magtede samtidig ikke at hive i snoren eller vække min mand, så jeg ventede på hun kom igen. Da hun kommer får jeg lattergas mens hun gør badekarret klar og jeg er her i aktiv fødsel. Da jeg skal i karret får jeg ikke lattergas med og jeg kan ikke kontrollere veerne dernede mere og kommer tilbage til fødelejet. Der går ikke længe før jeg får pressetrang og da jeg mærker de første presseveer går jeg i panik, fordi jeg ved min første fødsel pressede i to timer, og den meget genkendelige smerte frygtede jeg ret meget. Jeg havde snakket med jordemoderen om det, og hun fangede ret hurtigt min panik. Hun tjekkede hvor langt jeg var og hun sagde 10 cm. Også tog det kun to presseveer og så var Gry ude. Jeg fik smidt lattergassen tids nok til selv at tage i mod :lun:
Det tog 24 timer fra første ve, men den aktive del tog kun to timer tror jeg. Hun er ude 3.44. D. 20.03.2020. Ret flot dato!

Vi kører hjem omkring kl. 7 og storesøster har sovet hele natten og vågner da min mand går ind til hende. Det må være syret at gå i seng som enebarn og vågne op som storesøster :lol:
6

Tilbage til "Graviditet"