Om følelserne mellem gravide og dem, der ønsker at blive det

Brugeravatar
Evapeva
Indlæg: 1098
Tilmeldt: 20. aug 2015, 10:45
Kort karma: 223
Likede indlæg: 2166

Om følelserne mellem gravide og dem, der ønsker at blive det

Indlægaf Evapeva » 14. feb 2017, 22:24

Ja, det var svært at skrive en dækkende overskrift. Og det her er nok den farligste tråd, jeg nogensinde har oprettet, fordi emnet er meget, meget følsomt. Men det, jeg gerne vil smide til debat er spændingsfeltet mellem på den ene side kvinden, som brændende ønsker at blive gravid og så på den anden side kvinden, som offentliggør sin graviditet. For jeg har oplevet, at der er super meget på spil her. Særligt for den, der ønsker graviditet. Og jeg vil gerne prøve at forstå, hvordan det hele hænger sammen.

Jeg betragter mig selv som meget heldig (og taknemmelig også) på dette felt. Jeg er lige nu gravid med vores tredje barn, som er en lille overraskelse. De to store er begge kommet efter ønske - og efter relativt kort ventetid. Ganske vist har jeg også prøvet at miste - min allerførste graviditet var en MA 8+3, opdaget ved NF 12+3. Så jeg har også oplevet smerten ved, at det ikke ville lykkes. Og det gjorde hamrende ondt. Derudover har jeg prøvet at fange en bio, hvilket selvfølgelig ikke er samme smerte, men alligevel er frustrerende. Men alt i alt - jeg er heldig og føler mig taknemmelig, det er klart.

Det som jeg så har oplevet for nyligt er, at jeg offentliggjorde denne graviditet på arbejdet til de nærmeste kolleger, når jeg stødte på dem - og ellers på Facebook. Vi (min mand og jeg) fik enormt mange likes og lykønskninger, og det var dejligt. Men jeg har samtidig også spottet, at netop dét par (to kolleger, som danner par), som ikke har sagt "tillykke" på jobbet heller ikke har gjort det i min status. Og vi er ellers på fin fod både på arbejdet og på Facebook, hvor vi ofte kommenterer hinandens statusopdateringer. Men denne gang: Radiotavshed.

Jeg ved, at de ønsker sig børn - og de har begge fortalt mig om det. De har også været åbne omkring, at der ikke rigtigt sker noget. Men nu er det jo bare skørt - i hvert fald i mit hoved. Jeg har jo ikke lyst til at snakke åbent om køn, navne og alt det der i deres påhør. Omvendt føler jeg det også som unfair, at jeg skal lægge bånd på mig selv, fordi de også er til stede, hvis jeg sidder lige overfor de alletætteste kolleger og bare fortælle, at jeg venter en pige/dreng, så snart vi ved det.

Er der nogen af jer, som kan forklare mig, hvilke tanker der mon farer igennem deres hoveder? Jeg skal ærligt indrømme, at det sårer mig, at to gode kolleger ikke kan overkomme et simpelt "tillykke", selvom de selv ønsker sig en graviditet. Men måske er der så meget på spil rent følelsesmæssigt, at jeg ikke kan sætte mig ordentligt ind i det. Jeg prøver, men må altså indrømme, at jeg forestiller mig, at jeg altid ville kunne ønske andre det bedste og ønske tillykke uden at der gik noget af mig for dét.

Noget om høflighed eller mangel på samme popper helt ærligt op i mit hoved. Det samme gør en forestilling om, at det grønne monster (misundelsen) er ret veludviklet her. Eller vil ALLE simpelthen, nærmest efter en matematisk formel, få det så slemt efter et stykke tid?
0
Kom lad os gå. Kom lad os se. Gennem tusind verdner venter vægtløs kærlighed.

Et fyrtårn af fornuft i et hav af vrøvl. :engel:
Brugeravatar
Evapeva
Indlæg: 1098
Tilmeldt: 20. aug 2015, 10:45
Kort karma: 223
Likede indlæg: 2166

Re: Om følelserne mellem gravide og dem, der ønsker at blive det

Indlægaf Evapeva » 14. feb 2017, 22:36

Og så sad jeg bagefter og kom til at tænke på: "Har man krav på at blive ønsket tillykke, fordi man er gravid?" Og næh - det har man da sådan set ikke. Så hvad bilder jeg mig ind at tænke alle de her tanker, når nu vi fik 117 (faktisk flere!) likes på offentliggørelsen. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at nyheden om graviditeten er en varm kartoffel, og jeg håber, det snart vil føles anderledes mellem mig og kollegerne. Som det var før, helst.

:stoned:

Føler mig lidt idiotisk nu. Og er meget spændt på jeres svar.
0
Kom lad os gå. Kom lad os se. Gennem tusind verdner venter vægtløs kærlighed.

Et fyrtårn af fornuft i et hav af vrøvl. :engel:
Brugeravatar
Rapfisk
Indlæg: 7067
Tilmeldt: 20. aug 2015, 16:27
Kort karma: 1430
Likede indlæg: 13276

Re: Om følelserne mellem gravide og dem, der ønsker at blive det

Indlægaf Rapfisk » 14. feb 2017, 23:36

Jeg har ikke været i deres sko på det niveau, men der var et dilemma i Mads og Monopolet for nogle uger siden, hvor en gravid lillesøster havde det svært i forhold til sin ufrivilligt barnløse søster, og Pernille Rosenkrantz-Theil, der selv var gennem opslidende fertilitetsbehandling, fortalte meget rørende om følelserne, så jeg gik og fik tårer i øjnene midt på Købmagergade.

Ellers tror jeg, du skal holde fast i det sidste, du skriver. Det er faktisk okay, hvis de to ikke kan glæde sig på dine vegne. Det tager ikke noget fra dig eller din baby, og det er ikke dig, det er dem. Derudover tror jeg, du skal glæde dig over, at det er kolleger. Når du er tilbage fra barsel, er jeres relation igen den samme, for det er formodentlig ligegyldigt for dem, om du har to eller tre børn derhjemme. Jeg ved godt, at det føles som lang tid, men det er det heldigvis ikke i det store billede. Det kommer også til at være længe for dem, men det er jo trods alt en tid med udløbsdato.

Jeg synes derudover ikke, at du skal italesætte det over for dem, hvis de prøver at skabe afstand til din graviditet. Kun, hvis det bliver decideret dårlig stemning, eller det bliver svært at arbejde sammen, synes jeg, du skal bringe det op. I det tilfælde synes jeg, at du skal udvise stor forståelse for deres situation, måske også mere, end du føler. I din lykkelige situation har du trods alt en overhånd i forhold til deres sorg. Det betyder ikke, at du skal acceptere at blive trådt på, og selvfølgelig må du tale om graviditet med andre kolleger. Husk bare at overveje også at tale om de ting, I ville have talt om, hvis du ikke var gravid.
8
Livslinjen: 70 201 201
Brugeravatar
Aima
Indlæg: 3595
Tilmeldt: 23. aug 2015, 01:43
Kort karma: 1397
Likede indlæg: 15898

Re: Om følelserne mellem gravide og dem, der ønsker at blive det

Indlægaf Aima » 15. feb 2017, 01:00

Jeg må indrømme, at omend jeg har kæmpestor sympati for og synes det er rigtig synd for dine kollegaer, så skurrer deres adfærd altså en smule, og jeg kan sagtens forstå, du bliver såret og skuffet over, de ikke engang kan sige tillykke eller smide en kommentar eller et like på din glædelige opdatering.

Jeg ved godt, at ting som dette kan slide på overskuddet og evnen til at være den bedste version af sig selv, men fraværet af dine kollegaers anerkendelse virker jo nærmest helt demonstrativt, når de sædvanligt plejer at engagere sig. Jeg ved udmærket at deres (manglende) handling ikke handler om dig, men om deres egen ærgerlige situation, men uagtet hvad de står i og må cope med, synes jeg altså ikke det er for meget at forvente, at de liiige kan svinge sig selv op til en enkelt lykkeønskning, når en kollega fortjener det. Og ja, det synes jeg man gør, når man er gravid, lige så meget som når man har fødselsdag eller jubilæum eller er blevet gift, ingen er forpligtet til at anerkende, men hvis man ellers er i stand til at passe sit job, fungere socialt og interagere med mennesker i alle mulige andre kontekster, synes jeg det er dårlig stil ikke at gøre det.

Min tætte veninde og jeg har gået i klasse sammen i folkeskolen, vores brødre gik også i klasse samnen, og begge boys kom ud i misbrugsproblemer i slutningen af teenagealderen. Min bror døde af en overdosis, min venindes bror gik i afvænning og bliver færdig som ingeniør til sommer. Sådan artede livet sig bare forskelligt for os, og indrømmet så giver det da et stik af noget misundelseslignene og sorg-agtigt, når hun fortæller om, hvor godt det går med hendes bror, for goddammit hvor ville jeg ønske, jeg kunne sidde og fortælle noget tilsvarende. Det kan jeg bare ikke, og det er sgu da pissesynd for mig, men det ændrer ikke på, at min veninde (og hendes bror) stadig har fortjent at få anerkendelse for deres happy ending.
10
I'll stick with hell no's and headphones...
Brugeravatar
Æble
Indlæg: 6650
Tilmeldt: 5. jan 2016, 18:26
Kort karma: 865
Likede indlæg: 18832

Re: Om følelserne mellem gravide og dem, der ønsker at blive det

Indlægaf Æble » 15. feb 2017, 02:17

Det er et supersvært emne.

Da jeg blev gravid ved et uheld for 14 åpr siden og annoncerede det, fortalte min svigerinde at hun lige havde mistet et meget ønsket barn. Vi kunne heldigvis snakke åbent om det og jeg fik sagt at jeg godt kunne respektere hvis hun ikke kunne glæde sig over vores ups'er og at jeg gerne ville tage hensyn. Hun kunne dig godt glæde sig over det selvom det var svært for hende. Tror også det var fordi det var så tæt på.

Nu har jeg så de seneste år stået på den anden side og mærket hvordan det føles. Mine to børn er lavet hhv som en ups'ser og i første forsøg. 3. graviditet tog fem måneder at opnå hvilket var en smule frustrerende, men "acceptabelt". Jeg mistede desværre i 14. uge. Herefter 4 mdr, ny graviditet som jeg mistede i 10. uge. Den første jeg mistede var jeg gravid med samtidig med min søster. Kæft det var smertefuldt at se hende vokse og samtidig deale med at vores børn ikke skulle vokse op sammen som vi havde gået og drømt om. Havde også 3 veninder der var gravide og som jeg så ikke længere skulle på barsel med. Men det der var sværest var når nogen blev gravid efter mig. Første gang var på arbejdet hvor en annoncerede og jeg fik fremstammet et tillykke og måtte så ud på toilettet og græde. Det skete flere gange. Jeg kunne godt glæde mig på deres vegne, for deres lykke havde jo intet med min ulykke at gære, men av hvor gjorde det bare ondt at andre "så let" (sådan ser det ud udefra) opnåede hvad jeg havde ønsket længe.

Da jeg mistede var der nogle få på arbejdspladsen der vidste det og stort set alle vores venner og familie. Der kom mange og fortalte at de havde mistet også. Man ved bare ikke at så mange bærer rundt på den smerte det er at miste eller ikke kunne opnå graviditet. Det er så tabubelagt. Særligt en gjorde indtryk. En dame på omkring slut 50'erne fortalte mig med tårer i øjnene at hun aldrig havde kunne få børn. Og at det nu alt sammen kom tilbage når veninder og kolleger fik børnebørn, så kom smerten igen.

Synes man som gravid er den priviligerede. Derfor bør man kunne rumme at andre ikke magter ens graviditet. Der kan ligge så meget bag. Og det kan være så smertefuldt.

Og ja man bør tage hensyn hvis man ved at nogen er sårbare på det punkt, og holde lidt tilbage med solstrålehistorierne om fremgangen. Selvfølgelig hvis en anden kollega spørger, kan man godt svare, men ellers mener jeg det er god takt at være lidt diskret hvis man ved nogen er i en sårbar position. Det er trods alt sansynligvis sværere for hende at høre om glade gravid historier end det er for dig at holde lidt igen.

Måske kan du endda prøve at snakke lidt med hende under private forhold og give udtryk for din forståelse.
16
Brugeravatar
Vixen
Indlæg: 1265
Tilmeldt: 16. aug 2015, 08:53
Kort karma: 339
Likede indlæg: 2834

Re: Om følelserne mellem gravide og dem, der ønsker at blive det

Indlægaf Vixen » 15. feb 2017, 03:28

Æble skrev:Det er et supersvært emne.

...

Synes man som gravid er den priviligerede. Derfor bør man kunne rumme at andre ikke magter ens graviditet. Der kan ligge så meget bag. Og det kan være så smertefuldt.



Jeg var gravid for et uheld for snart fire år siden, og fik en provokeret abort. Det kom noget bag på mig, hvor svært det var at håndtere, for jeg var meget afklaret. Pludselig var jeg bare gravid- og babyfikseret, hvilket jeg ellers ikke havde været før. Det er for længst gået i sig selv igen (altså, min kæreste og jeg prøver at få børn nu, men jeg har det afslappet med det hele) -- men den tristhed dengang var simpelthen så gennemtrængende. Og det svider ekstra, når andre annoncerer graviditet og så lige endnu et nøk, i takt med, at det bliver synligt.

Jeg synes, det Æble skriver, rammer lige plet. Du er den heldige og velsignede i dét her, Evapeva, det skriver du jo også selv. Dit kollega-par er de ulykkelige. Jeg synes, du bør være det større menneske og tilgive dem, at de simpelthen ikke magter at håndtere det som bør.
5
What ain't no country I ever heard of. They speak English in What?
primle
Indlæg: 1172
Tilmeldt: 16. aug 2015, 13:51
Kort karma: 141
Likede indlæg: 2235

Re: Om følelserne mellem gravide og dem, der ønsker at blive det

Indlægaf primle » 15. feb 2017, 07:18

Jeg har prøvet både at være hende der blev gravid hurtigt og have veninder, der kæmpede og kæmpede. Og så har jeg været hende, der mistede mens alle de andre blev gravide omkring mig.

Jeg vil KLART helst være hende den gravide. For hvor svært jeg end synes det var at lægge bånd på mig selv og tage hensyn, så var det intet imod, hvor ondt det gjorde når den ene efter den anden annoncerede graviditeter. Jeg har altid ønsket tillykke. Men jeg kan stadig huske, hvor lang aftenen føltes, da vi var til fødselsdag og nogle venner annoncerede deres 3 barns ankomst - en ups graviditet, og de skulle i hvert fald ikke have flere børn. Jeg havde lige være igennem MA nr 2.
7
primle
Indlæg: 1172
Tilmeldt: 16. aug 2015, 13:51
Kort karma: 141
Likede indlæg: 2235

Re: Om følelserne mellem gravide og dem, der ønsker at blive det

Indlægaf primle » 15. feb 2017, 07:25

I øvrigt, så var dét der gjorde det meget svært med venneparret der blev gravid med en upser, at jeg ikke havde forventet en graviditet her. Jeg troede jeg var i en sikker 'ikke gravid' zone. Så var det som at blive slået i ansigtet. Mine veninder der gerne ville have nummer to, 'forventede' jeg jo blev gravide.

Måske er det tilfældet hos dine kolleger. Hvis du ikke har lagt skjul på, at du ikke skulle have flere børn. Så føles det måske værre for dem, at én som ikke ønskede det og kæmpede for det aktivt, pludselig får det, som de brændende ønsker sig.
2
Brugeravatar
Luffegås
Indlæg: 2839
Tilmeldt: 18. dec 2015, 09:17
Kort karma: 231
Geografisk sted: Fyn
Likede indlæg: 5529

Re: Om følelserne mellem gravide og dem, der ønsker at blive det

Indlægaf Luffegås » 15. feb 2017, 07:33

Det er underligthvordan man reagere. Jeg har selv været igennem en provokeret abort. Det første halve år ville jeg ikke have noget med nogens spædbørn at gøre.. Provokerende at man så har et eller andet børnetække der gør, om jeg så er i supermarkedet så vil de snakke med mig, selvom de ikke kender mig. Og når folk offentliggjorde graviditeter, kunne jeg stivne i minutter. Så mødte jeg min kæreste, der har nevøer på dengang 3 og 1 år. Den 1årige skulle jeg lige se an, men nu knuselsker jeg ham bare så meget, og glædes over alt hvad han gør og kan, og alligevel med stik i hjertet. Når dem jeg studerede med lige nu popper unger ud en masse, barndomsveninder ligger scanningsbilleder op, så gør jeg meget ud af at skrive et stort, understreget, tillykke.
Jeg vil ikke have dårlig samvittighed, jeg vil ikke være ked af det jeg kunne have haft, jeg vil affinde mig med realiteterne, at det er sådan det er, og det skal andre ikke bøde for. Er det på facebook, så er et like glemt igen dagen efter for mig, det koster ingenting, og man kan surmule imens. Og andre gange er jeg helt oppe i skyerne på andres vegne og forlanger masser af detaljer og info om vægt, scanninger, og hvor mange kvaler den gravide har :P
Men jeg forstår godt det er store følelser, regner bestemt heller ikke med næste graviditet bliver let.
Men jeg tror man skader sig selv ved ikke lige at få det ud af verden at andre er blevet glade, om det så er graviditet, kærester, bryllup, huskøb, forfremmelse (har set folk der ikke kan unde andre forfremmelse pga. egen jalousi). Og jeg tror man kun bekræfter sig selv I, at man har "problemer", og jeg tror virkningen er så stor for sjælen, hvor i mod jeg tror man lærer mere ved at man også kan se sig selv som et stort og rummeligt menneske der kan ønske andre det bedste.

Har lige tænkt lidt mere over det. Jeg er arbejdsløs og nyuddannet, og det er faktisk det der står i vejen for jeg ikke er gravid (og det er irriterende jeg ikke kan få løn for at lave det jeg elsker). Så når jeg ser folk fra studiet der får jobs lige nu, når jeg ser folk der klarede sig dårligere end mig, valse ind og få de jobs jeg vil have, så bliver jeg meeega jaloux. Jeg vil bare gerne videre i mit liv også, jeg er 28, vil gerne have børn før jeg er 30. Det kan være svært at glæde sig på andres vegne, men man aner intet om andres virkelighed ordentligt. Derfor, vil jeg altid alligevel ønske tillykke.
og de gravide, må gerne snakke med mig om det, for det er også irriterende at gå alene med noget man glæder sig over, fordi man er bange for at gå på æggeskaller rundt om andre.
1
Søger ikke gode råd, medmindre jeg har spurgt.
Brugeravatar
Howitz
Indlæg: 453
Tilmeldt: 7. jan 2016, 09:58
Kort karma: 96
Likede indlæg: 274

Re: Om følelserne mellem gravide og dem, der ønsker at blive det

Indlægaf Howitz » 15. feb 2017, 08:20

Min mand og jeg har været i fertilitetsbehandling samtidig med, at min mands bror og svigerinde fik et barn, som var lavet i første hug. Det var SÅ svært at være i. For alle familiesammenkomster handlede ikke om andet, og jeg var ved at brække mig af sorg på vej hjem i bilen efter de havde fortalt det. Vi havde aldrig regnet med, at de ville have et barn, så det kom som et kæmpe chok, men vi fik givet dem et kæmpe kram og sagt tillykke. I hele hendes graviditet måtte jeg lægge mig syg til fødselsdage etc. og jeg måtte slette dem fra Instagram og 'blokere' deres opslag på Facebook. For de var en evig påmindelse om vores store sorg over, at vi ikke selv kunne få det barn, som vi drømte om, og det magtede jeg simpelthen ikke midt i alle behandlingerne. Jævnligt gik jeg så ind på deres profiler og likede alt med baby og graviditet, for jeg var flov over mine følelser. Jeg var bare så ulykkelig. For mig vendte det først da jeg så den lille gut, da han var kommet ud. Nu var mit kapløb om, at nå at blive gravid inden hun fødte endelig ovre, og nu var han her, så lille, fin og uskyldig.
Jeg tror, at det er svært at sætte sig ind i, hvordan det er at være den i behandling eller have prøvet i årevis, hvis man ikke selv har prøvet det. Jeg var meget flov over mine følelser, men jeg kunne ikke gøre noget ved det og det var bestemt ikke pga. dårlig opdragelse. Ens liv er et kæmpe kaos! Jeg kan faktisk ikke huske, hvad jeg lavede sidste år, udover at jeg næsten kan de præcise datoer for undersøgelser og indgreb. 2016 er for mig et stort hul, også selvom jeg endelig blev gravid i oktober.
12
Brugeravatar
Bøtte
Indlæg: 5917
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:04
Kort karma: 1206
Likede indlæg: 10937

Re: Om følelserne mellem gravide og dem, der ønsker at blive det

Indlægaf Bøtte » 15. feb 2017, 08:34

Jeg synes denne tråd giver et meget godt billede af, hvad der gør det kan være svært at ønske tillykke - og at dem, der ikke har kæmpet for at blive gravide og har mistet (især de to ting i kombination) måske har svært ved at sætte sig ind i de følelser, man får af at være i den situation.

Jeg har også været i begge lejre, både at være gravid/have en ny baby mens et par veninder mistede og havde svært ved at blive gravide igen og jeg har prøvet at være hende, der mistede mens alle omkring mig blev gravide - mere eller mindre planlagt.
Og jeg er med på at den gravide er 'den store', og man æder alle de kameler der kommer forbi i den forbindelse. Man kan godt synes andre er lidt egoistiske, men når man ikke kan opnå det man ønsker allermest, så er det bare vanvittig hårdt at andre opnår det uden problemer - og måske endda uden at planlægge det. Man kan ikke styre de følelser og det gør forbandet ondt. Derudover skal man også lige deale med at man er en dårlig veninde/kollega/svigerinde, for den følelse er også en del af det.
6
JoyNips
Indlæg: 12052
Tilmeldt: 21. dec 2015, 12:25
Kort karma: 1386
Likede indlæg: 33895

Re: Om følelserne mellem gravide og dem, der ønsker at blive det

Indlægaf JoyNips » 15. feb 2017, 09:04

Jeg har en rigtig god veninde, der kæmpede i 4 år for at blive gravid. Det lykkedes naturligt kort før deres sidste forsøg.

Jeg undskyldte rent faktisk, at jeg var blevet så nemt gravid. For at få barn var et brændende ønske for hende og det var så svært, mens jeg aldrig har haft blafrende æggestokke og blev gravid nærmest ved at kigge på min kæreste - jeg blev gravid i første ægløsning hvor vi tog en kalkuleret risiko. Det syntes jeg jo var urimeligt, etellerandet sted. Men min veninde var supercool. For mit barn i maven var jo MIT og ikke hendes. Det snød ikke hende for noget. Der er ikke x antal graviditeter til rådighed, og jeg stjal ikke en mulighed fra nogen, der ønskede det mere inderligt end jeg. Så det var ikke uretfærdigt at det gik mig nemt. Det var blot glædeligt.

Det var egentlig lidt en øjenåbner. For selvom jeg er all for at man tager hensyn og ikke tværer sin graviditet i ansigtet på barnløse der kæmper, så har min veninde ret. At andre bliver gravide frarøver ikke parret der kæmper for at opnå graviditet deres muligheder for et barn.
3
“Man kan blive taget på røven. Og man kan blive taget røven på. Begge dele kan være dejligt. Men begge dele kan også være det modsatte. Sådan er livet.”
- Onkel Reje
Brugeravatar
Sangius
Indlæg: 9659
Tilmeldt: 30. jan 2016, 19:49
Kort karma: 1356
Likede indlæg: 29250

Re: Om følelserne mellem gravide og dem, der ønsker at blive det

Indlægaf Sangius » 15. feb 2017, 09:13

Hendes sorg er så stor, at hun ikke kan rumme din glæde. Det synes jeg er ok.
Jeg synes du skal vise dig fra din store side, og tage hensyn til hende. :)

Jeg mistede selv to gange før jeg fik en keeper. Min veninde blev ups-gravid efter min førte abort, og var 9 uger henne ved min anden abort. Føj, det er altså hårdt :( . Og jeg bliver ellers gravid bare min mand kigger på mig, og jeg tabte begge før uge 10.
Jeg tør slet ikke tænke på hvordan jeg ville have haft det, hvis gravidieten var svær at opnå :(
Senest rettet af Sangius 15. feb 2017, 20:34, rettet i alt 1 gang.
5
T ♡ sep 2016
M ♡ okt 2018
Brugeravatar
Slandramus
Indlæg: 80
Tilmeldt: 24. okt 2015, 15:30
Kort karma: 7
Likede indlæg: 143

Re: Om følelserne mellem gravide og dem, der ønsker at blive det

Indlægaf Slandramus » 15. feb 2017, 09:42

Jeg er nok lidt splittet i det her spørgsmål. Vi arbejde lidt over et år på at lave vores dreng, og inden da var jeg skruk og klar til børn i 5-6 år, hvor min kæreste bare ikke var klar, hvilket var en kæmpe stor sorg for mig. Så jeg har som sådan været "semi"-ufrivilligt barnløs i den periode. Og i den periode blev alle mennesker gravide - folk i vores omgangskreds, der havde kendt hinanden ganske kort osv. fik ALT det jeg drømte om, mens jeg bare ventede og ventede. Og da vi så endelig gik i gang, blev er ved med ikke at ske noget og folk blev ved med at blive gravide.

Men det til trods, så ville jeg aldrig nogensinde kunne få mig selv til fuldstændig at ignorere når andre er blevet glade over en graviditet. Uanset hvad man selv føler, så er det bare mangel på god opdragelse. Jeg forstår til fulde at man kan have det rigtig svært. Jeg havde det svært, og jeg tudede hver gang en ny graviditet blev annonceret (når jeg kom hjem) og havde det forfærdeligt, men det er jo ikke andre menneskers skyld. Jeg husker specielt at jeg havde det svært på debatten, hvor jeg var medlem af skruktråden i mange år - når folk der var kommet i skruktråden efter mig pludselig rykkede til storketråden og videre til terminstråd, og gudhjælpemig for nogles vedkommende nåede en omgang mere med skruktråd, storketråd og terminstråd med barn nr. 2 inden jeg kom videre....

Men ligeså meget som jeg mener det er en helt uhørt form for dårlig opdragelse at reagere som dine kolleger, så synes jeg også, at når man så ER blevet gravid, så også godt kan tage hensyn. Ikke at man skal sidde og putte med sin graviditet, men måske bare lige overveje hvad man siger eller hvordan man reagerer når de personer man ved har de svært er i nærheden - måske ikke lige løbe hen til dem med første scanningsbillede og sige: "SEEEEE en lille dreeeeeeeng:-D" osv.
2
primle
Indlæg: 1172
Tilmeldt: 16. aug 2015, 13:51
Kort karma: 141
Likede indlæg: 2235

Re: Om følelserne mellem gravide og dem, der ønsker at blive det

Indlægaf primle » 15. feb 2017, 09:49

Jeg tænker det er vigtigt at tænke på at det er kæmpestore følelser der er i spil. Og som FruDulle siger, så ved man ikke hvad andre kæmper med.

Rationelt ved man godt, at der ikke er et bestemt antal graviditeter der bliver fordelt og at der ikke er nogen, der tager noget fra én ved at blive gravid, men derfor kan det stadig gøre rockerondt.

Min veninde som kæmpede i over 4 år havde det utroligt svært med andres graviditeter - det var dét hun ikke kunne opnå og få, så snart babyen var der, var det overstået.

Min anden veninde, som fødte en dødfødt baby, kunne ikke se mit barn før hun selv havde fået en ny baby. Hun kunne ikke holde en anden baby end den hun havde mistet. Det fik ikke hendes baby tilbage og var ikke skide rationelt. Men det var hendes følelser. Og gjorde det nas, at hun ikke kom på barselsbesøg og ikke så min pige før hun var tre mdr? Ja. Men der var hendes følelser og sorg altså det vigtigste.
10

Tilbage til "Graviditet"