Ihh min mave er ved at vende vrangen ud.. Jeg begyndte at pletbløde i går aftes og i morges vågnede jeg op til en egentlig blødning, dvs min første menstruationsdag
. Jeg fik skrevet til fertilitetsklinikken og jeg har nu tid til kontrolscanning og opstart af medicin først på ugen
!! Jeg troede ikke der ville være så mange sommerfugle i maven som der er nu. Jeg spurgte helt perpleks min kæreste igår, om han nu også var helt sikker på at vi var klar til børn
men det kommer så tæt på nu. Vi har forsøgt at blive gravide (jeg er egentlig modstander af
"vi er gravide", men jeg kan ikke komme på en bedre formulering) i over 1 år af naturlig vej men intet er sket, vi har været igennem statsforvaltningen for godkendelse grundet tidligere brug af antidepressiva, og står nu endelige er og klar til at komme i gang med behandlingen. Jeg tror jeg har været igennem hele følelsesregistret det sidste år, så den her spændte-"nervøse"-glæde-skræmmende følelse jeg har lige nu er self. en god ting, men den er meget dominerende og tanken om, om vi nu også virkelig er klar til børn popper op
(til trods for at vi begge altså er rundet de 30
). Jeg er, når jeg tager min realistiske briller på, og lægger alle mine sommerfugle væk, ikke et sekund i tvivl om at vi er klar til at blive forældre, for vi ønsker os det begge brændende. Vi kan begge mærke et lille hul inden i ved tanken om, at behandlingen ikke lykkes, og vi er jo godt klar over at vi kan risikere at være blandt den procentdel hvor det aldrig lykkes at få et barn. Vi skal igennem ICSI behandling, og jeg er meget spændt på at komme i gang
- Det var lige lidt tanker herfra.
Håber det går godt for alle jer andre der måtte være i gang