Fra drengerøv til farmand

Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 7465
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 1761
Likede indlæg: 24403

Fra drengerøv til farmand

Indlægaf Moxy-lady » 30. maj 2016, 22:21

Ja, ikke DR-serien, men min egen drengerøv :)

Jeg skal smide p-pillerne til januar, efter (til den tid) 8 år sammen med min kæreste. På det tidspunkt er jeg 34 og han er 29.

Da vi mødte hinanden (som b-venner) havde han slet ikke lyst til børn, hvorimod jeg vidste at jeg skulle have dem på et tidspunkt - men det var jo ikke et problem når vi bare sås for sjov.... Lige indtil det blev alvor.
Problematikken er blevet skubbet foran os langt hen af vejen, med undtagelse af perioder hvor jeg havde det rigtig skidt med det. For nogle år siden var vi ved at gå fra hinanden, udelukkende af den årsag. Men min kæreste har (gudskelov!) rykket sig. Nu er planen som sagt til januar.

For et halvt år siden var vi på fertilitetsklinik for at blive testet. Jeg ligger overordnet meget pænt, ift. alder og ift at jeg har taget p-piller i mange (mange!) år. Hans sædceller er derimod ikke særlig imponerende. Der er egentlig okay mange af dem, men de er ikke "hurtigsvømmere" som hun sagde. Det at vi er blevet testet betyder dog at vi vil kunne søge hjælp hurtigere, mente de. Så i stedet for at prøve i et helt år, så burde vi kunne få hjælp efter et halvt. Så det er jo alt i alt meget godt. Jeg kan godt mærke at jeg er kommet dertil hvor det ikke er et valg mere. Jeg skal have et barn, med eller uden min kæreste. Jeg er klar nu.

Min kæreste er afklaret.... Men mildest talt ikke spændt. Han har arbejdet meget med sine følelser omkring det hele, og er helt sikkert begyndt at være mere positiv end han har været. Han tænker ikke kun i de negative ændringer, men også positive. Men han har svært ved at forestille sig at han kommer til at have følelser for det her barn. Han er bare "along for the ride" - som man siger. Han skal nok hjælpe til og alt det der, men han tror ikke (/er bange for) at han kommer til at knytte sig til ham/hende)

Jeg spekulerer meget over det hele. Og jeg er lidt bange for at komme til at føle mig lidt alene undervejs. Jeg føler mig overbevist om at han kommer til at elske vores barn. Han har et kæmpe hjerte, er omsorgsfuld og har en kæmpe ansvarsfølelse overfor en lille gruppe af mennesker. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig at han ikke knytter sig til sådan et lille væsen. Vi har snakket om det med kommunikation, fordi han først nu er begyndt at interagere rigtigt med min 3-årige niece, og han siger at det først er nu, hvor han kan kommunikere med hende at han sådan rigtig er interesseret, men at han jo nok lærer vores barns signaler så kommunikationen kommer tidligere, selvom den ikke er verbal. Så han reflekterer over det, men han har ingen erfaringer at trække på. De mænd han kender er enten unge og ikke klar til at stifte familie, eller også er de fædre med stort F, og har altid ønsket at bygge rede - og han føler sig ikke rigtig hjemme i nogle af de grupper. Vi har snakket en del om det og jeg ved både fra debatten, blogs, artikler og den virkelige verden at der findes en del mænd der ikke er klar før de står i situationen, og jeg tror at det er det samme for min kæreste.
Men som sagt er jeg bange for at hele projekt baby og min (forhåbentlig) eventuelle graviditet bliver ensom for mig. Vi snakkede om det i går i forbindelse med at han har snakket om at han er bange for at vores sexliv går i stå og at hans lyst bliver mindre af at jeg er gravid (av!) Han ved godt og er indforstået med at det kommer til at køre på lavt blus i en længere periode, men frygter at vi snakker 1½-2 år. Men da vi snakkede om de her ting, fortalte jeg om mine følelser omkring at føle mig alene, og vi blev enige om at vi måtte tage det som det kom og at vi måtte prøve at trække vejret dybt inden vi reagerede på det den anden sagde (feks. mine sårede følelser over at han evt. mister lysten til mig og hans følelse af at blive presset til at skulle være entusiastisk omkring noget han ikke helt er.)
Jeg er måske naiv, men jeg håber og tror simpelthen ikke på at han taber lysten til mig. Jeg har taget en del på i vores forhold, og han ser det slet ikke. Han fortæller mig tit at han elsker min krop - selvom den ikke er specielt lækker. Vi dyrker en del speciel sex som han tænder meget påog jeg er sikker på at jeg kan nogle "tricks" der lader graviditet være graviditet. Jeg tror vitterligt på at det nok skal gå. Men igen er jeg bange for at jeg kommer til at føle mig usexet og ulækker og at han ikke kan støtte mig omkring det.

Åh, jeg synes at det er hårdt. Vi forsøger at snakke os igennem de ting der opstår, men jeg kan mærke at jeg har behov for at vende det med udefrakommende.
Vi har et rigtig godt og stabilt forhold og de eneste kriser der har været i vores forhold har været omkring børn. Jeg troede egentlig at det værste var overstået nu :/

(er godt klar over at det er noget rodet, men har prøvet at få det hele med)

Jeg er godt klar over at jeg sikkert får en del negativ respons, men jeg kunne egentlig rigtig godt tænke mig også at høre om succeshistorierne. Drengerøvene der blev farmænd, selvom de ikke troede at de havde det i sig.
0
My world 12-10-18 :lun:
Brugeravatar
Rapfisk
Indlæg: 7067
Tilmeldt: 20. aug 2015, 16:27
Kort karma: 1430
Likede indlæg: 13276

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf Rapfisk » 30. maj 2016, 22:32

Jeg har ikke noget klogt at bidrage med, men vil lige nævne, at der er mange måder at blive forældre på, og der er ingen, der siger, at man skal have haft børnenavne klar, siden man var otte, for af blive gode forældre. Derudover vil jeg nævne, at mænd også kan få fødselsdepressioner, så hvis det bliver mere end almindeligt svært for din kæreste, skal I søge hjælp. Det er ikke for at male Fanden på væggen, men for at sige, at der er muligheder, hvis det ender med at blive svært at klare alene.
1
Livslinjen: 70 201 201
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 7465
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 1761
Likede indlæg: 24403

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf Moxy-lady » 30. maj 2016, 22:40

Rapfisk skrev:Jeg har ikke noget klogt at bidrage med, men vil lige nævne, at der er mange måder at blive forældre på, og der er ingen, der siger, at man skal have haft børnenavne klar, siden man var otte, for af blive gode forældre. Derudover vil jeg nævne, at mænd også kan få fødselsdepressioner, så hvis det bliver mere end almindeligt svært for din kæreste, skal I søge hjælp. Det er ikke for at male Fanden på væggen, men for at sige, at der er muligheder, hvis det ender med at blive svært at klare alene.


Det tror jeg at vi begge godt ved. Ikke sådan konkret fødselsdepression, men sådan generelt hvis det hele bliver lidt for meget. Han går i terapi nu, af andre årsager og er generelt (blevet) god til at reflektere over sit eget følelsesliv og mærke efter når det hele bliver lidt for meget. Han reflekterer også meget over de ting jeg kommer til ham med, og vi er rigtig gode til at sparre med hinanden eller at drage omsorg hvis det hele bliver for meget en dag. Personligt synes jeg at det er en af styrkerne ved vores forhold :) Vi har hinandens rygge.
1
My world 12-10-18 :lun:
Brugeravatar
Bøtte
Indlæg: 5917
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:04
Kort karma: 1206
Likede indlæg: 10937

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf Bøtte » 31. maj 2016, 05:34

Jeg tænker at, når den tid kommer, så skal du melde dig storketråden herinde. Den er faktisk rigtig god. Der er i øvrigt også nogle af pigerne i den, der ved en masse om kosttilskud, der forbedrer sædcellerne :)
Jeg er sikker på at storketråden gennem tiden har reddet mange mænd fra at få hældt en masse frustrationer ud over sig og at de på den måde er sluppet for en masse snak om ægløsning, menstrstionen og pligtsex osv. Og jeg tror, de fleste kvinder, der prøver at blive gravide til tider har følt dog alene om 'projektet' (i mangel af bedre ord), især hvis det trækker ud.

Da jeg blev gravid første gang, nævnte min kæreste dengang at han ikke lige vidste om han ville med til fødslen. Jeg havde mest at af alt lyst til at råbe 'det er fandme ikke et valg du har makker', men i stedet trak jeg vejret dybt og lod det ligge. Og da vi nærmede os fødslen, tog jeg snakken igen. Og selv om han ikke ligefrem hoppede op og ned af begejstring, så ville han faktisk gerne med. Og jeg er sikker på at havd elev presset ham, var det ikke endt godt.
Hans entusiasme under graviditeten var også til at tage og føle på. Han var kun med til scanningerne, læge- og jmbesøg + fødselsforberedelse var jeg alene om (fødselsforberedelse ville han gerne have deltaget i men kunne ikke).
Og da jeg i denne graviditet, skulle til en tidlig scanning for at se om det sad rigtigt, synes han faktisk det var lidt overflødigt at han skulle med :rulle:
Men fra min veninder og herinde kan jeg se at mange mænd har det sådan, man kan som kvinde nemt føle sig alene om alt det her og det er helt almindeligt.

Jeg er ikke så vild med klichéen om at kvinder bliver mødre, når de står med to streger og mændene bliver fædre, når står med barnet. Men den er ikke opstået ud af den blå luft. Der sker noget med kvinder, allerede når de planlægger at blive gravide, og mændene kan nok ikke følge helt med før de kan se en voksende mave og mærke spark derindefra.

Og jeg tænker ikke din kæreste, er så meget anderledes end andre mænd.
Og når babyen kommer, så skal det også nok gå.
Min mand har heller aldrig vist den store interesse for babyer. Men da jeg fødte endte det med at jeg mistede meget blod, og slet ikke var i stand til at stå ud af sengen i 2 døgn fordi jeg var så svimmel, så min mand skiftede den første ble og gav den første mad (mens jeg blev opereret). Han blev jo nødt til det. Og han overraskede virkelig positivt, jeg havde slet kunne regnet med at han ville reagere sådan.

Jeg tænker så længe i er opmærksomme på det, og ved at det ligger og lurer, så behøver I måske ikke tale så meget om det sammen. Så det ikke bliver talt ihjel. Så tænker det er rigtig fint, du får stillet dit behov for at snakke om det her :kys:
Senest rettet af Bøtte 31. maj 2016, 05:40, rettet i alt 1 gang.
5
Brugeravatar
Bøtte
Indlæg: 5917
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:04
Kort karma: 1206
Likede indlæg: 10937

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf Bøtte » 31. maj 2016, 05:38

Mht. sex kan det gå begge veje.

Første gang havde vi ikke sex i 5 måneder pga alverdens gener, der ramte mig. Her anden gang har vi næsten mere sex end før jeg blev gravid. Ikke lige de første uger, da jeg fik noget hormon, der gjorde at sex ikke lige var øverst på listen, men da jeg var færdig med det, og den værste kvalme og træthed havde lagt sig.
0
Brugeravatar
Bøtte
Indlæg: 5917
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:04
Kort karma: 1206
Likede indlæg: 10937

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf Bøtte » 31. maj 2016, 06:11

Samano skrev:
Bøtte skrev:Jeg tænker at, når den tid kommer, så skal du melde dig storketråden herinde. Den er faktisk rigtig god. Der er i øvrigt også nogle af pigerne i den, der ved en masse om kosttilskud, der forbedrer sædcellerne :)
Jeg er sikker på at storketråden gennem tiden har reddet mange mænd fra at få hældt en masse frustrationer ud over sig og at de på den måde er sluppet for en masse snak om ægløsning, menstrstionen og pligtsex osv. Og jeg tror, de fleste kvinder, der prøver at blive gravide til tider har følt dog alene om 'projektet' (i mangel af bedre ord), især hvis det trækker ud.

Da jeg blev gravid første gang, nævnte min kæreste dengang at han ikke lige vidste om han ville med til fødslen. Jeg havde mest at af alt lyst til at råbe 'det er fandme ikke et valg du har makker', men i stedet trak jeg vejret dybt og lod det ligge. Og da vi nærmede os fødslen, tog jeg snakken igen. Og selv om han ikke ligefrem hoppede op og ned af begejstring, så ville han faktisk gerne med. Og jeg er sikker på at havd elev presset ham, var det ikke endt godt.
Hans entusiasme under graviditeten var også til at tage og føle på. Han var kun med til scanningerne, læge- og jmbesøg + fødselsforberedelse var jeg alene om (fødselsforberedelse ville han gerne have deltaget i men kunne ikke).
Og da jeg i denne graviditet, skulle til en tidlig scanning for at se om det sad rigtigt, synes han faktisk det var lidt overflødigt at han skulle med :rulle:
Men fra min veninder og herinde kan jeg se at mange mænd har det sådan, man kan som kvinde nemt føle sig alene om alt det her og det er helt almindeligt.

Jeg er ikke så vild med klichéen om at kvinder bliver mødre, når de står med to streger og mændene bliver fædre, når står med barnet. Men den er ikke opstået ud af den blå luft. Der sker noget med kvinder, allerede når de planlægger at blive gravide, og mændene kan nok ikke følge helt med før de kan se en voksende mave og mærke spark derindefra.

Og jeg tænker ikke din kæreste, er så meget anderledes end andre mænd.
Og når babyen kommer, så skal det også nok gå.
Min mand har heller aldrig vist den store interesse for babyer. Men da jeg fødte endte det med at jeg mistede meget blod, og slet ikke var i stand til at stå ud af sengen i 2 døgn fordi jeg var så svimmel, så min mand skiftede den første ble og gav den første mad (mens jeg blev opereret). Han blev jo nødt til det. Og han overraskede virkelig positivt, jeg havde slet kunne regnet med at han ville reagere sådan.

Jeg tænker så længe i er opmærksomme på det, og ved at det ligger og lurer, så behøver I måske ikke tale så meget om det sammen. Så det ikke bliver talt ihjel. Så tænker det er rigtig fint, du får stillet dit behov for at snakke om det her :kys:


Nu synes jeg du skyder mændene noget i skoene jeg slet ikke kan genkende.
Jeg kender mange mænd, der nærmest er mere entusiastiske omkring projekt baby end deres partner og som ligeså ivrigt skal ud at købe babyudstyr og jeg ved ikke hvad. Jeg tror bare der forskel på folk. Tror ingen måde det handler om køn, men om personlighed.



Nå, men det var ikke min hensigt. :)

Jeg skriver jo ikke at alle mænd er sådan :) Blot at det jeg oplevede med min kæreste også er det jeg har hørt fra mine veninder og læste i min terminstråd på den gamle debat.

Det var egentlig blot for at understrege for Moxy at hendes mand ikke er et enestående tilfælde, men at det (for nogle mænd) er helt almindeligt at have det sådan.
Og jeg kan da godt forstå, det er svært for mænd at forholde sig til sådan en lille spire, som man på ingen måde, kan se der er der.
7
Brugeravatar
HappyPaww
Indlæg: 5624
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:08
Kort karma: 794
Likede indlæg: 15465

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf HappyPaww » 31. maj 2016, 06:12

Min kæreste var 24, da jeg blev relativt uplanlagt gravid som 31-årig - og han var mildest talt en drengerøv. Det er han sådan set stadig, nu hvor vores søn er snart 3 år, og vi har da et par issues i dem forbindelse. Det er hovedsageligt vedrørende at han jo har venner der er jævnaldrende og absolut ikke "satte" - og dermed vil i byen hele tiden, og at han stadig er fattig studerende og lidt dovent anlagt oveni...

MEN han er en fantastisk far for vores dreng :love: Han trækker en stor del af læsset ift at hente og bringe i institutionen fx, og han har virkelig være engageret altid.

Så jeg ville ikke være bekymret - der er meget mere i de kære mænd end biler og bajere :)
0
Brugeravatar
HappyPaww
Indlæg: 5624
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:08
Kort karma: 794
Likede indlæg: 15465

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf HappyPaww » 31. maj 2016, 06:15

Vi har i øvrigt jævnligt haft sex i graviditeten, og var i gang igen en uge efter fødsel (fik kejsersnit). Han var bare glad for de større babser :D Vi er blevet lidt dovne nu, men det ligger på i snit en gang om ugen - og der er vist vores begges fejl at det ikke er oftere... Men sexen ER der :)
0
Brugeravatar
HappyPaww
Indlæg: 5624
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:08
Kort karma: 794
Likede indlæg: 15465

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf HappyPaww » 31. maj 2016, 07:14

Skumfidusen skrev:I stedet for at kigge efter succeshistorier, så tror jeg du skal overveje ret seriøst om det er vanvittig klogt at få et barn med, der ikke som udgangspunkt er virkelig entusiastisk omkring det. Jeg går ud fra der er noget spidsvinkling i det du skriver, men hvis han vitterligt bare er med som passager og har svært ved at se sig selv rigtig komme til at elske barnet, så bimler og bamler mine alarmklokker i hvert fald. Det er en monumental opgave at få et barn og at løbe an på at det jo nok skal lykkes, selv om udgangspunktet er noget vaklende, synes jeg er halsløs gerning.

Ja, jeg ved godt det ikke er det svar du leder efter og det ville være så dejligt hvis man bare sagde at det nok skal komme og alle elsker deres børn, jo, men jeg har set uansvarlige forældre tæt på...skilt fra ansvarlige forældre, typisk. Det er ikke særlig festligt for nogen parter. Det kan være nok så gode og velmenende mennesker, men det er ikke en misundelsesværdig tilværelse for nogen parter.


Argh - er der ikke rimelig mange par og børn, der har klaret fx uplanlagte graviditeter rigtig godt, også selvom man er gået i panik, og ikke har kunne glæde sig over det?

Jeg tror til gengæld derkan være alt for meget pres i det store "projekt baby", og at det er dét, der sætter en dæmper på stemningen, og ikke selve det at få et barn. Vi er fx enige om, at vi egentlig er glade for, at vi ikke planlagde vores første, fordi det så ikke blev netop et stort forkromet projekt med en masse forventninger til sig selv og hinanden...
2
primle
Indlæg: 1172
Tilmeldt: 16. aug 2015, 13:51
Kort karma: 141
Likede indlæg: 2235

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf primle » 31. maj 2016, 07:43

Skumfidusen skrev:
HappyPaww skrev:Argh - er der ikke rimelig mange par og børn, der har klaret fx uplanlagte graviditeter rigtig godt, også selvom man er gået i panik, og ikke har kunne glæde sig over det?

Jeg tror til gengæld derkan være alt for meget pres i det store "projekt baby", og at det er dét, der sætter en dæmper på stemningen, og ikke selve det at få et barn. Vi er fx enige om, at vi egentlig er glade for, at vi ikke planlagde vores første, fordi det så ikke blev netop et stort forkromet projekt med en masse forventninger til sig selv og hinanden...


Jo, det er der da. Men derfra til at planlægge at få et barn, med en der er noget loren ved det med fuldt overlæg er der jo også et spring, ikke? Jeg har også overlevet at komme ud i rabatten med bilen flere gange, men jeg kører dælme ikke ud i den med vilje alligevel.

Men jeg er enig med dig i at der sagtens kan gå alt for meget forkromet og vildt overdrevne forventninger i hvor fantastisk det bliver at få børn. Par er aldrig lykkeligere end når barnet er på vej...og meget tit virkeligt ulykkelige når det først er kommet. Det er en belastning for et parforhold at få børn. At blive skilt når børnene er 2-4 år gamle er virkelig, virkelig almindeligt (sådan som det også skete for mig, selv om vi begge ønskede vores børn rigtig meget).

Det er skønt at have børn. Jeg elsker alt ved at have børn og det er uden konkurrence det bedste jeg har gjort og jeg ville gennemgå 1.000 skilsmisser og søvnløse nætter i årtier for mine piger. Jeg synes bestemt man skal få børn og få dem tidligt og gerne få dem før man har malet børneværelserne og læst alle bøgerne og ophøjet dem til selve ens tilværelses guddommelige mål. Men jeg er stadig overordentlig skeptisk ved tanken om at få dem med en som ikke er entusiastisk omkring det. Det kan gå godt. Det medgiver jeg. Men det kan godt nok også gå galt og blandt dem jeg kender, er der mange i sidste kategori.


Fuldstændig enig. I min verden er der stor forskel på at få et barn uplanlagt og så planlægge børn med én der som udgangspunkt kun er 'along for the ride'.
0
Brugeravatar
musel
Indlæg: 168
Tilmeldt: 10. jan 2016, 19:43
Kort karma: 37
Likede indlæg: 352

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf musel » 31. maj 2016, 08:49

Jeg er en kæmpe pragmatiker, så det jeg siger nu, kan sikkert for mange lyde utrolig kynisk, men: Er du klar til evt. at blive alene-mor? For mig lyder det nemlig som om, at det er en risiko du må løbe - det kan man måske sige at det altid er - men det her er en kalkuleret risiko. Han lyder ikke som om han ønsker sig børn, og at han faktisk kun gør det for din skyld. Og selvfølgelig kan det da vise sig, at han kommer til at vokse med opgaven, og det tror jeg da heldigvis også er det man ser mest. Men nu hvor du, inden I sætter børn i verden, ER klar over hvordan han har det, og han virker sådan lidt so-so omkring det, så synes jeg du bør overveje risikoen for, at han ikke magter opgaven og du ender med at stå alene med det. Jeg ved godt, det ikke var det du efterspurgte.

Jeg har da set eksempler på succeshistorier i min omgangskreds, eller, succeshistorier ud fra målestokken, at fædrene da elsker deres børn. Jeg har desværre ikke selv set eksempler på, at faderen ved uplanlagte børn bidrager med ligeså meget i hjemmet, i forhold til opdragelsen af børnene osv., men det ser jeg nu også ved planlagte børn. Altså at det generelt er kvinden der tager det største læs.
6
Brugeravatar
Torn
Indlæg: 2824
Tilmeldt: 29. dec 2015, 10:21
Kort karma: 169
Likede indlæg: 3451

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf Torn » 31. maj 2016, 10:33

For pokker, det lyder hårdt. Jeg kan virkelig godt forstå dine og din kærestes følelser. Jeg har intet fornuftigt at sige, men vil lige sende dig denne: :kram:
0
Karkluden
Indlæg: 1684
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 256
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2441

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf Karkluden » 31. maj 2016, 13:34

Jeg har set stort set den historie gå begge veje:

Min far skred fra min mor, da hun var 7 måneder henne. Han kunne bare ikke alligevel være med "along the ride", da det kom til stykket. Han mandede sig så op, da jeg blev 5, men døde desværre kort tid efter. Men min mor blev alenemor, før jeg overhovedet var født, for han gjorde det kun for hendes skyld, og kunne slet ikke være med, da det så var tæt på.

En venindes mand blev bare KLAR da barnet var der. Han skulle simpelthen have hende i armene osv.

Det kan jo gå fuldkommen begge veje, og det er jo svært at vide, hvor din kæreste ender. Jeg håber I får en god løsning frem :ae:
1
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 7465
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 1761
Likede indlæg: 24403

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf Moxy-lady » 31. maj 2016, 14:48

Tusind tak for alle jeres indlæg, både de positive og de mere kritiske. Jeg havde forventet begge dele og det er også helt fint at få den side med, også fordi der er en masse betragtninger med.

Ift. At blive alene med et barn, så ja, jeg ved at det er en risiko som jeg er indforstået med.

Jeg tror at min kærestes nøleri stammer til dels fra at han synes at vi har det godt som vi har det nu. Det er der ingen grund til at lave om på, jo! ;) dét, og så fordi han har en mor som han af forskellige årsager ikke snakker med i dag. Han havde en vanskelig opvækst, og det præger ham stadig.
Men andre gange så kommer han med nogle ting som gør at jeg virkelig tror på at han kommer til at være en god far. For eksempel har han snakket om at vi skal læse lektier sammen med vores barn. Altså at mens den ene laver mad så sidder den anden og hjælper barnet. Han snakker om at have en computer stående sammen med legetøjet så han er tæt på når barnet leger. Sådan noget.
1
My world 12-10-18 :lun:
JoyNips
Indlæg: 12053
Tilmeldt: 21. dec 2015, 12:25
Kort karma: 1386
Likede indlæg: 33895

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf JoyNips » 31. maj 2016, 16:27

Jeg tror altså nok, at det skal gå. Jeg har også været pænt skeptisk overfor det her med børn, jeg kan lide vores forhold som det er og har ikke lyst til at opgive en masse rejsedrømme og sportslige ambitioner og karrieremæssige ambitioner og alt muligt... Men nu er jeg så gravid og det går sgu da nok altsammen alligevel. Også selvom det ikke var et megaprojekteret altoverskyggende ønske før undfangelsen.

Min far syntes i øvrigt, at jeg var jævnt uinteressant til jeg begyndte at tale. Så blev jeg fars pige og 31 år senere er han stadig snoet om min lillefinger.
Bevares, der er sikkert nogen mænd, der aldrig bliver voldsomt begejstrede for konceptet, men de fleste er vist helt solgt når først de ser deres egen arving...
5
“Man kan blive taget på røven. Og man kan blive taget røven på. Begge dele kan være dejligt. Men begge dele kan også være det modsatte. Sådan er livet.”
- Onkel Reje

Tilbage til "Graviditet"