Da jeg begyndte at planlægge, at blive gravid, var jeg igennem en del af de samme tanker som dig. Min kæreste er mega meget en drengerøv og følelsesmæssigt meget lukket. Han har dog vidst siden vi begyndte at date, at hvis han ville være sammen med mig, så skulle han være indstillet på, at skulle være far indenfor en overskuelig fremtid. Det var han indforstået med, på trods af at han ikke selv, har haft et brændende ønske om børn.
Da det blev aktuelt, og jeg smed p-pillerne, endte det med at vi skulle i fertilitetsbehandling. Og allerede dér, kunne jeg fornemme at det rigtig meget var mit projekt. Han gjorde sin del (hvilket vil sige- afleverede sin sæd i en kop), men alt andet var jeg mere eller mindre alene om. Og da jeg endelig blev gravid, manglede jeg virkelig også engagement fra hans side. Og jeg har været oprigtigt nervøs for, om han ville tø op overfor vores barn, når jeg tænker på, hvor svært han har ved at lukke folk helt ind.
Når jeg luftede min utilfredshed, over hans manglende entusiasme, sagde han hver gang at han ikke kunne forholde sig til det, og at det nok ville komme, når vores datter blev født. Men jeg havde stadig mange tanker om hvorvidt det nu også ville komme.
Nu hvor vores datter er 17 dage gammel, må jeg sige, at alle mine overvejelser og bange anelser er blevet gjort til skamme. Heldigvis. Han er så forelsket i hende, og har været det, siden han holdt hende første gang lige efter fødslen. Jeg ser en side af ham, som jeg aldrig har set før, og som jeg ikke troede fandtes.
Selvom jeg ikke tror vores kærester er ens, så lyder det som om, at de har nogle fællestræk. Fx det med en forsvarsmekanisme, hvor folk ikke får lov at komme helt tæt på, fordi de er blevet sårede af nogle, der stod dem nær. Men jeg tror, at de fleste mænd sænker barrikaderne, når de først står med deres barn i armene.
Stort set alle de kvinder jeg har talt med, om graviditet og mændenes engagement, har udtrykt skuffelse over hvor lidt deres mænd deltog og involverede sig. Så det skal du nok være forberedt på. Det ér bare noget andet, at være den som bærer barnet og kan mærke det bevæge sig osv. Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at din kæreste ikke kommer på banen, når barnet først er født.
Samtidig vil jeg dog også råde dig til, som de andre skriver, at overveje dine muligheder, hvis det rent faktisk viser sig at han simpelthen ikke KAN give sig hen til barnet. Kan du leve med, at faren til dit barn kun er med på sidelinjen, imens du klarer alt praktisk og følelsesmæssigt med barnet? Og vil du blive sammen med ham, hvis det skulle forholde sig sådan?
Og så tror jeg, at man skal huske at man godt både kan være en drengerøv OG farmand. Det kender jeg masser af mænd som er