Det er sjovt, for min kæreste var hundeangst for det med at jeg skulle være gravid, og var sikker på at det blev døden for vores sexliv. I det hele taget fyldte skrækscenarierne meget hos ham før det overhovedet blev aktuelt, og vi snakkede en del om det. Blandt andet også om at jeg var bange for at det ville ramme mig hårdt psykisk hvis han trak sig fysisk fra mig. Han har altid været nærmest frastødt af gravide kvinder, eller, det var i hvert fald noget af en boner-killer. Det har været en forsvindende lille problem indtil videre. Altså frekvensen er gået lidt ned, men vi lander vist på ca 1 gang om ugen/hver halvanden uge med reelt samleje, lidt mere hvis vi tæller andre former for sex med - hvilket imo ikke er helt skidt når vi har været smmen i 10 år snart. Nu kan jeg så godt mærke at det begynder at blive besværliggjort en del, men er bare glad for at han stadig har lyst til mig, og så går det nok at frekvensen går nedad herfra.
Min kæreste har ikke gjort forløbet specielt nemt for mig, det er ingen hemmelighed, og det hele er stadig mit projekt hvor han ligesom følger lidt med som det tynde øl. Han er konstant bekymret for os og for fremtiden, men vi snakker meget om det, ligesom vi gjorde det før jeg blev gravid, og jeg tror faktisk at det har hjulpet os til at vi sjældent står i en situation der virker uoverstigelig eller som kommer bag på os. Nu har det været en rigtig fin oplevelse ift min graviditet at det er gået sådan riiiimelig problemfrit og jeg bare har været bubdstabil følelsesmæssigt, hvilket betyder at jeg godt kan rumme at min kæreste har det sværere ved det, uden at tage det personligt. Det kan sagtens ærge mig meget at han ikke er på ift baby, på samme måde som jeres mænd, men det var jeg forberedt på, og det betyder at min kæreste har tid og plads til at falde til i rollen i sit eget tempo. Jeg håber virkelig at vi kan gentage processen når først lillepigen er kommet til. Jeg véd at han har det i sig, det skal bare ikke være noget han presses til (mere end det pres man ikke kan komme udenom ift at der rimelig meget er en deadline på hvornår hun dukker op
)
Vi har haft 7/8 år uden store konflikter og pretty much ret honeymoon agtig kærlighed. Så blev min kæreste syg med depression og angst, og blev nødt til at stoppe på sit studie. Midt i det hele bliver jeg så gravid. Hvis vi klarer os igennem dette, så skal vi sgu egentlig nok klare det. Hvis ikke, så bliver jeg forfærdelig trist, men det skal jeg nok også klare. Jeg har virkelig fundet en kæmpe ro og formål i mig selv det sidste halve år. Det er en fed fornemmelse.
Sorry for romanen, det er bare nogle ting jeg har gået og tygget på de sidste par dage som jeg gerne villehave ned på skrift.