Side 372 af 446

Re: Vi der venter på storken!

: 7. okt 2019, 06:47
af Zombie
milisa skrev:
Mædem skrev:
Vildt nok, at det kan være så forskelligt for den samme person, men det er måske slet ikke så usædvanligt. Uanset så er det, som du selv skriver, heldigt og godt, at du har din datter, det må da gøre det hele lidt lettere at bære.


Dét tænker jeg bestemt, det er. Jeg har jo prøvet at være gravid, føde og have en baby. Så jeg har jo ikke det samme savn som barnløse. Antager jeg.

Men jeg har fået børn sent, min kæreste er ryger og også "gammel", så det hele er ikke så mærkeligt.


Men stadig hårdt, hvis man ville have en flok (mere end én).

Min mand vil gerne have flere børn. Jeg siger, vi starter med én og ser, hvor hårdt det er.

Og er savn er altid legitimt. Du ved, hvad du går glip af .. Det må også være benhårdt. <3

Re: Vi der venter på storken!

: 7. okt 2019, 18:57
af milisa
Min seneste frustration er faktisk, at jeg stadig ikke har fået min periode efter den sidste udskrabning i starten af juli. Jeg er ved at blive ædt op af bitterhed og misundelse. Faktisk forstår jeg ikke, hvorfor jeg stadig bevæger mig ind i terminstråden. Det gør i hvert fald intet godt for mig.

Skal snakke med læge i morgen. Håber på at få perioden i gang igen. Min mand nægter fertilitetsbehandling.

Re: Vi der venter på storken!

: 8. okt 2019, 05:40
af LaMariposa
milisa skrev:Min seneste frustration er faktisk, at jeg stadig ikke har fået min periode efter den sidste udskrabning i starten af juli. Jeg er ved at blive ædt op af bitterhed og misundelse. Faktisk forstår jeg ikke, hvorfor jeg stadig bevæger mig ind i terminstråden. Det gør i hvert fald intet godt for mig.

Skal snakke med læge i morgen. Håber på at få perioden i gang igen. Min mand nægter fertilitetsbehandling.


Det lyder helt vildt frustrerende :ae:

Hvorfor vil din mand ikke i behandling? Det kan han jo have alle mulige gode grunde til, så jeg spørger ikke for at hænge ham ud, men fordi jeg ved, at det kan være en svær diskussion. Vil du selv gerne i behandling?

Re: Vi der venter på storken!

: 8. okt 2019, 10:42
af FormerlyKnownAs
Bouje skrev:Sekundær barnløshed er også lidt et tabu. Os, som har været igennem det, ved, at det faktisk er en rigtig stor sorg, men folk, som ikke har prøvet det, forstår det ikke, for vi kan jo bare være glade for det barn, som vi har. Og jo, jeg er så ufattelig glad og taknemmelig for min søn, men derfor er det stadig en stor sorg for mig, at jeg ikke har kunne give ham en søskende, mens han har kunne få noget ud af det i sin barndom. Nu er løbet ved at være kørt, for han er 10 år, så selv hvis jeg får et barn mere, så vil de ikke opleve den samme barndom. De vil så kunne få glæde af hinanden i deres voksenliv og det trøster jeg mig med. Jeg er selv glad for at have min bror i mit voksenliv, selvom vi heller ikke har haft så meget gavn af hinanden i barndommen (6 års forskel), for det er da bedre end ingenting. Men det vil for altid sidde i mig, at jeg er ked af, at jeg ikke kunne give min søn en søskende tæt i alder.


Meget rammende og jeg er enig.

Re: Vi der venter på storken!

: 8. okt 2019, 11:26
af LaMariposa
Bouje skrev:Sekundær barnløshed er også lidt et tabu. Os, som har været igennem det, ved, at det faktisk er en rigtig stor sorg, men folk, som ikke har prøvet det, forstår det ikke, for vi kan jo bare være glade for det barn, som vi har. Og jo, jeg er så ufattelig glad og taknemmelig for min søn, men derfor er det stadig en stor sorg for mig, at jeg ikke har kunne give ham en søskende, mens han har kunne få noget ud af det i sin barndom. Nu er løbet ved at være kørt, for han er 10 år, så selv hvis jeg får et barn mere, så vil de ikke opleve den samme barndom. De vil så kunne få glæde af hinanden i deres voksenliv og det trøster jeg mig med. Jeg er selv glad for at have min bror i mit voksenliv, selvom vi heller ikke har haft så meget gavn af hinanden i barndommen (6 års forskel), for det er da bedre end ingenting. Men det vil for altid sidde i mig, at jeg er ked af, at jeg ikke kunne give min søn en søskende tæt i alder.


Helt enig. Barnløshed handler jo ikke kun om at få børn i det hele taget, men også om, om man kan få det antal børn, som man ønsker sig. Det tror jeg er vigtigt at have for øje, når man taler om ufrivillig barnløshed.

I øvrigt, så synes jeg, at det er enormt vigtigt at italesætte problemer med barnløshed i alle dens afskygninger. Det er et stort problem for mange, men efter min mening taler man alt for lidt om det.

Re: Vi der venter på storken!

: 8. okt 2019, 12:47
af milisa
Bouje skrev:Sekundær barnløshed er også lidt et tabu. Os, som har været igennem det, ved, at det faktisk er en rigtig stor sorg, men folk, som ikke har prøvet det, forstår det ikke, for vi kan jo bare være glade for det barn, som vi har. Og jo, jeg er så ufattelig glad og taknemmelig for min søn, men derfor er det stadig en stor sorg for mig, at jeg ikke har kunne give ham en søskende, mens han har kunne få noget ud af det i sin barndom. Nu er løbet ved at være kørt, for han er 10 år, så selv hvis jeg får et barn mere, så vil de ikke opleve den samme barndom. De vil så kunne få glæde af hinanden i deres voksenliv og det trøster jeg mig med. Jeg er selv glad for at have min bror i mit voksenliv, selvom vi heller ikke har haft så meget gavn af hinanden i barndommen (6 års forskel), for det er da bedre end ingenting. Men det vil for altid sidde i mig, at jeg er ked af, at jeg ikke kunne give min søn en søskende tæt i alder.


Det er så spot on det hele.

Som Mariposa er inde på, så bør man jo kunne tale om det, men jeg har været i tvivl om forummet. Jeg kan huske, at nogen engang fik "skældud" over at poste positive test her i tråden, for det var for hårdt for dem, der ikke havde fået gevinst endnu. Den ramte mig meget, for jeg har hverken brug for eller lyst til at skulle ud i en hvem-er-det-mest-synd-for-konkurrence.

Der er også 6 år ml min søster og mig, men jeg havde godt nok håbet på mindre for min datter. Det gør så ondt at tænke på, at hun er helt alene - og som det ser ud nu vil være helt alene altid. Jeg kan slet ikke have det.

Re: Vi der venter på storken!

: 8. okt 2019, 12:52
af milisa
LaMariposa skrev:
milisa skrev:Min seneste frustration er faktisk, at jeg stadig ikke har fået min periode efter den sidste udskrabning i starten af juli. Jeg er ved at blive ædt op af bitterhed og misundelse. Faktisk forstår jeg ikke, hvorfor jeg stadig bevæger mig ind i terminstråden. Det gør i hvert fald intet godt for mig.

Skal snakke med læge i morgen. Håber på at få perioden i gang igen. Min mand nægter fertilitetsbehandling.


Det lyder helt vildt frustrerende :ae:

Hvorfor vil din mand ikke i behandling? Det kan han jo have alle mulige gode grunde til, så jeg spørger ikke for at hænge ham ud, men fordi jeg ved, at det kan være en svær diskussion. Vil du selv gerne i behandling?


Han har været 100% ærlig om det altid, så der er heller ikke noget at hænge ham ud for! Jeg tror, det handler om, at så meget vil han ikke have nr 2. Han (og jeg for den sags skyld) ville oprindeligt slet ikke have børn, men fik alligevel skruktendenser og blev enige om at lade naturen råde: Skete det, var det nok meningen, skete det ikke, var det det, der var meningen. Den holdning har han stadig. Og det var i øvrigt en klokkeklar aftale, vi indgik begge to, at behandling ikke var for os. Det var for meget og for kunstigt (tøhø). Så det er mig, der har skiftet mening, fordi mit ønske om et barn mere er så stort.

Re: Vi der venter på storken!

: 9. okt 2019, 07:54
af Zombie
milisa skrev:
Bouje skrev:Sekundær barnløshed er også lidt et tabu. Os, som har været igennem det, ved, at det faktisk er en rigtig stor sorg, men folk, som ikke har prøvet det, forstår det ikke, for vi kan jo bare være glade for det barn, som vi har. Og jo, jeg er så ufattelig glad og taknemmelig for min søn, men derfor er det stadig en stor sorg for mig, at jeg ikke har kunne give ham en søskende, mens han har kunne få noget ud af det i sin barndom. Nu er løbet ved at være kørt, for han er 10 år, så selv hvis jeg får et barn mere, så vil de ikke opleve den samme barndom. De vil så kunne få glæde af hinanden i deres voksenliv og det trøster jeg mig med. Jeg er selv glad for at have min bror i mit voksenliv, selvom vi heller ikke har haft så meget gavn af hinanden i barndommen (6 års forskel), for det er da bedre end ingenting. Men det vil for altid sidde i mig, at jeg er ked af, at jeg ikke kunne give min søn en søskende tæt i alder.


Det er så spot on det hele.

Som Mariposa er inde på, så bør man jo kunne tale om det, men jeg har været i tvivl om forummet. Jeg kan huske, at nogen engang fik "skældud" over at poste positive test her i tråden, for det var for hårdt for dem, der ikke havde fået gevinst endnu. Den ramte mig meget, for jeg har hverken brug for eller lyst til at skulle ud i en hvem-er-det-mest-synd-for-konkurrence.

Der er også 6 år ml min søster og mig, men jeg havde godt nok håbet på mindre for min datter. Det gør så ondt at tænke på, at hun er helt alene - og som det ser ud nu vil være helt alene altid. Jeg kan slet ikke have det.


Min søster har en veninde, der er enebarn. De har kendt hinanden siden børnehaveklassen.

Hun er ikke *min* veninde, men alligevel var hun med til bryllup. Hun er med til de fleste store begivenheder i familien, og hende og min søster snakker sammen hver dag, ses mindst 1 gang om ugen og hjælper hinanden. Vi er også involveret ift hinandens forældre, der bliver gamle. Vores mødre bortilfældigvis i samme bygning, så når hun beder mig om det, tjekker jeg op på hendes mor, medicin og hjemmepleje osv. (Hun bor selv i en anden landsdel end sin mor)

Hun har status af at være en slags bonussøster for min søster.

Så hun er enebarn, men hun er bestemt ikke alene.

Re: Vi der venter på storken!

: 9. okt 2019, 15:52
af milisa
Tak, Zombie. Jeg ved sådanne historier findes, men jeg sidder stadig tilbage med følelsen af, at jeg ikke gør det nemt/nemmere for hende med livet. Hun skal SELV skaffe sig sine relationer, hun får intet foræret.

Min far er lige død efter en lang opslidende dødskamp. Min mor havde ham hjemme, og heldigvis var vi min søster og jeg til at hjælpe til og aflaste hinanden ikke mindst. Jeg kan ikke bære, at når min mand og jeg en dag dør, så står hun med det hele alene.

Re: Vi der venter på storken!

: 9. okt 2019, 17:42
af Zonta
milisa skrev:Tak, Zombie. Jeg ved sådanne historier findes, men jeg sidder stadig tilbage med følelsen af, at jeg ikke gør det nemt/nemmere for hende med livet. Hun skal SELV skaffe sig sine relationer, hun får intet foræret.

Min far er lige død efter en lang opslidende dødskamp. Min mor havde ham hjemme, og heldigvis var vi min søster og jeg til at hjælpe til og aflaste hinanden ikke mindst. Jeg kan ikke bære, at når min mand og jeg en dag dør, så står hun med det hele alene.

Lige et pip fra et enebarn - det skal nok gå for hende, hvis ikke hun får søskende. Jeg tror enebørn i høj grad bliver gode til at vedligeholde venskaber, fordi der ikke er det naturlige fællesskab i en eller flere søskende.

Når det så er sagt, så ville jeg gerne have haft en søskende. Jeg bebrejder ikke mine forældre noget og det er ikke noget jeg tænker over ofte. Det påvirker ikke min hverdag, og det er ikke synd for mig at være enebarn :) Du gør ikke livet svært for hende - det må du endelig ikke tænke om dig selv. I øvrigt er der mange eksempler på søskende, der lige så godt kunne være fremmede for hinanden, så det er ikke en garanti for noget godt.

Re: Vi der venter på storken!

: 10. okt 2019, 07:45
af Charly
milisa skrev:Tak, Zombie. Jeg ved sådanne historier findes, men jeg sidder stadig tilbage med følelsen af, at jeg ikke gør det nemt/nemmere for hende med livet. Hun skal SELV skaffe sig sine relationer, hun får intet foræret.

Min far er lige død efter en lang opslidende dødskamp. Min mor havde ham hjemme, og heldigvis var vi min søster og jeg til at hjælpe til og aflaste hinanden ikke mindst. Jeg kan ikke bære, at når min mand og jeg en dag dør, så står hun med det hele alene.

Jeg er også enebarn, og lige den der problematik vil jeg gerne knytte en kommentar til.

Søskende er jo ikke en garanti for at det bliver nemmere i sådan en situation. Jeg er ret sikker på, at man ikke følte at det var en fordel at have en søster, da deres mor døde.

Når mine forældre en gang dør, så vil jeg i princippet være alene om at håndtere det - men i praksis vil jeg jo have min mand og en eller to af mine allernærmeste veninder, som jeg ved vil være der - måske ikke lige til det praktiske men som mental støtte for mig.

Når det så er sagt, kan jeg godt forstå, at ønsket om endnu et barn kan fylde så meget, og jeg håber inderlig for dig, at det går i opfyldelse :kram:

Re: Vi der venter på storken!

: 11. okt 2019, 12:15
af Zombie
milisa skrev:Tak, Zombie. Jeg ved sådanne historier findes, men jeg sidder stadig tilbage med følelsen af, at jeg ikke gør det nemt/nemmere for hende med livet. Hun skal SELV skaffe sig sine relationer, hun får intet foræret.

Min far er lige død efter en lang opslidende dødskamp. Min mor havde ham hjemme, og heldigvis var vi min søster og jeg til at hjælpe til og aflaste hinanden ikke mindst. Jeg kan ikke bære, at når min mand og jeg en dag dør, så står hun med det hele alene.


Men, det fik hende her. Hun skaffede sig ikke en relation, det skete bare. Det har ikke været hverken svært eller hårdt.

Vi har en aftale om, at vi alle hjælper hinanden, når vores tilsammen 4 forældre bliver gamle og skal dø. Det sker allerede.

Da min morfar døde, var min moster uduelig. Så det er ikke givet med en søskende. (Min moster er ikke engang en del af vores liv mere)


Min pointe er bare, at det er al rigeligt med din egen sorg. Du behøver ikke tærske dig selv for dit barns skyld.

Re: Vi der venter på storken!

: 17. okt 2019, 05:56
af Sof
Jeg havde glemt hvor frustreret jeg kan blive af det store mix ventetid, tvivl, håb og kedafdethed jeg føler, når der ligesom ikke rigtig sker noget.

Er i 8. cyklus siden vi besluttede at prøve på en 2’er (har dog ikke brugt prævention efter søn, som er 2,5 år, prøvede bare at undgå at have sex omkring ægløsning).

De sidste 3 omgange har jeg prøvet at fange ægløsning på testere, men det er ikke lykkedes endnu. Har prøvet forskellige mærker, så jeg tror mere det må være timingen der er off :gruble: Det giver bare ikke rigtig mening i mit hovede heller.


Det hjælper heller ikke at der er helt vildt babyboom i vennegruppe lige pt. Føler at alle skal føde til forår :genert:


Er lidt whiny omkring det lige i øjeblikket. Sorry.

Re: Vi der venter på storken!

: 22. okt 2019, 10:11
af Mædem
Sof skrev:Jeg havde glemt hvor frustreret jeg kan blive af det store mix ventetid, tvivl, håb og kedafdethed jeg føler, når der ligesom ikke rigtig sker noget.

Er i 8. cyklus siden vi besluttede at prøve på en 2’er (har dog ikke brugt prævention efter søn, som er 2,5 år, prøvede bare at undgå at have sex omkring ægløsning).

De sidste 3 omgange har jeg prøvet at fange ægløsning på testere, men det er ikke lykkedes endnu. Har prøvet forskellige mærker, så jeg tror mere det må være timingen der er off :gruble: Det giver bare ikke rigtig mening i mit hovede heller.


Det hjælper heller ikke at der er helt vildt babyboom i vennegruppe lige pt. Føler at alle skal føde til forår :genert:


Er lidt whiny omkring det lige i øjeblikket. Sorry.


Jeg bruger jo sådan en Lady computer, der ved hjælp af min temperatur hver dag regner sig frem til, hvornår jeg har ægløsning, menstruation osv (jeg har brugt den som prævention indtil omkring nu). Jeg havde min menstruation i sidste uge, så jeg regnede ikke med, at jeg ville have ægløsning før omkring 10 - 14 dage, men så i går mente min computer, at jeg havde ægløsning (altså kun ca. 3-4 dage efter min menstruation), hvilket overraskede mig. Jeg slog det op på nettet, og selvom ægløsningen oftest falder omkring 14 dage efter endt mens, så er det åbenbart ikke unormalt, at den falder noget tidligere - i visse tilfælde kan det faktisk også ske under selve mens. :stoned: Så måske skal du eksperimentere med at starte lidt tidligere med at teste?

Uanset, så kan jeg sagtens forstå, at du er lidt whiny omkring det, jeg håber snart det lykkes for jer. :kys:

Re: Vi der venter på storken!

: 22. okt 2019, 10:57
af Urtekussen
Mædem skrev:
Sof skrev:Jeg havde glemt hvor frustreret jeg kan blive af det store mix ventetid, tvivl, håb og kedafdethed jeg føler, når der ligesom ikke rigtig sker noget.

Er i 8. cyklus siden vi besluttede at prøve på en 2’er (har dog ikke brugt prævention efter søn, som er 2,5 år, prøvede bare at undgå at have sex omkring ægløsning).

De sidste 3 omgange har jeg prøvet at fange ægløsning på testere, men det er ikke lykkedes endnu. Har prøvet forskellige mærker, så jeg tror mere det må være timingen der er off :gruble: Det giver bare ikke rigtig mening i mit hovede heller.


Det hjælper heller ikke at der er helt vildt babyboom i vennegruppe lige pt. Føler at alle skal føde til forår :genert:


Er lidt whiny omkring det lige i øjeblikket. Sorry.


Jeg bruger jo sådan en Lady computer, der ved hjælp af min temperatur hver dag regner sig frem til, hvornår jeg har ægløsning, menstruation osv (jeg har brugt den som prævention indtil omkring nu). Jeg havde min menstruation i sidste uge, så jeg regnede ikke med, at jeg ville have ægløsning før omkring 10 - 14 dage, men så i går mente min computer, at jeg havde ægløsning (altså kun ca. 3-4 dage efter min menstruation), hvilket overraskede mig. Jeg slog det op på nettet, og selvom ægløsningen oftest falder omkring 14 dage efter endt mens, så er det åbenbart ikke unormalt, at den falder noget tidligere - i visse tilfælde kan det faktisk også ske under selve mens. :stoned: Så måske skal du eksperimentere med at starte lidt tidligere med at teste?

Uanset, så kan jeg sagtens forstå, at du er lidt whiny omkring det, jeg håber snart det lykkes for jer. :kys:

ÆL falder ikke 14 dage efter endt menstruation, men 14 dage efter første dag i menstruationen.

Så hvis du bløder længe, kan de godt passe med 4 dage efter endt blødning :)

Jeg har haft ÆL alt fra på 10.dagen og 24.dagen. Det har svinget en del, hvilket ikke har gjort babymaking nemmere :D