Vixen skrev:Det er længe siden, jeg har været aktiv på debatten. Mit liv har simpelthen været så vanvittigt siden juni, at jeg nærmest ikke ved, hvor jeg skal starte.
Jeg gik fra min kæreste gennem 10 år, fordi jeg forelskede mig hovedkuls i en anden. Pludselig var jeg gravid. Vi var i tvivl. Mega forelskede, men jeg følte mig ikke klar, da min datter kun var halvandet på det tidspunkt og alt var fuldstændig kaotisk. Så viste det sig, at det var tvillinger. Tilbage til start... Tvillinger! Shit. Vi endte med at beslutte at beholde dem. Vi var overvældede, i panik, helt ude at skide, men også glade og indstillede på, at nogle gange tager livet en uventet drejning, og så kan man enten ride med på bølgen eller lade være. Ny kæreste syntes, det var fantastisk, da chokket først havde lagt sig.
Men jeg tabte dem. I uge 18. To drenge.
Så... ja. Jeg ved ikke, om vi som sådan venter på storken. Min kæreste vil helt vildt gerne - ligesom jeg, er han i sorg over tabet - men jeg er stadig i tvivl. Vi er jo stadig nye, og måske man lige burde tage den med ro og give det tid.
Jeg ved det ikke, mine tanker er usammenhængende og jeg er træt, grådlabil og stresset. Havde bare lige brug for at dele lidt af det.
Smuglæser herinde og kunne ikke forlade tråden uden et stort virtuelt kram i din retning
Er ked af at høre, at I mistede jeres drenge
