TakeAChanceOnMe skrev:godtnavn skrev:Jeg synes ikke du har mindre ret til at presse på end ham selvom han er "den gamle". Her er manden 10 år ældre end mig, og jeg har et ønske om at mine børn ikke får for gamle forældre, så selvom jeg ikke selv er gammel så presser det ret meget på hvis vi skal nå at få de børn vi vil. Vi har en datter på 1½, hun tog 2 år at lave, mistede i første graviditet som kom efter 2 måneder, derefter tog det næsten et år at få det til at lykkes igen, og så er der der der 9 måneders graviditet Det kan jo sagtens gå nemt, men det kan også tage tid og ønsker man flere børn og ikke gamle forældre er det jo sent at starte når den ene er 35.
Jeg er under uddannelse og jeg elsker virkelig at jeg har fået børn nu, jeg råder alle til at lave børn under uddannelse Det er sindssyg hårdt, men al den fælles barsel vi har fået pga det er det hele værd. Så skal du igang med en uddannelse så siger jeg gooooo!
Nu fik jeg snakket med ham - og spurgte om han virkelig mente 5 år. Han sagde "I'm not arsed", "I don't care" og da jeg spurgte om han reelt set var røv ligeglad eller han mente fem år og bare ikke ville skuffe mig, sagde han at det var når jeg var klar - så var han også. Jeg kan ikke helt finde ud af det ...
Det er bare også der jeg er - jeg vil ikke være gammel og jeg vil ikke at han er gammel. Han er afslappet med det, det er englænderne faktisk ret meget. Hans søster er 35 og ikke engang småstresset over at der ikke er børn på tapetet inden for det næste år, selvom de gerne vil have børn.
Jeg voksede op med at børn ikke bare var noget man fik (eller, min mor er super fertil - min bonusmor er ikke), så det spiller også bare en del i at jeg gerne vil i gang når jeg er omkring de 25 senest. For hvis det så ikke vil lykkedes, så er tiden ikke SÅ stor en faktor som hvis man nærmer sig 30 eller 35.
Tror ikke økonomien ville kunne holde til at skulle på barsel under studie herovre. Det er meget anderledes end Danmark og hvis jeg skal læse en Masters vil jeg ikke kunne få SU, da det mere er en suppleringsuddannelse set med danske øjne. Dog ville det rent praktisk med tid og arbejdsmarkedet nok være en fordel. For at være ærlig, så kan jeg ikke helt greje den fordi jeg under alle omstændigheder mangler den (skide!) Masters for at få drømmejobbet.
Jeg tror det ender med at blive sådan noget 'så kan det sgu også være lige meget, nu gør vi det' og så er det sådan det er. Da jeg ikke kom ind på uni med start Jan 2019 sagde jeg til ham at det udskød projekt baby i et år (hvis jeg kommer ind næste år) og det var han faktisk skuffet over.
Har tænkt om jeg bare skulle blive i en therapy assistant stilling i to års tid og så satse på at få baby der, inden jeg søger ind på masters igen. Men jeg aner det ikke. Jeg føler mig virkelig modløs når jeg tænker over det hele og så hjælper det ikke at jeg pludselig ikke ved hvor jeg har min kæreste - eller at min krop åbenbart får et fysisk behov for at få en baby. Altså, slap af biologiske ur! Lige nu ville jeg ønske jeg kunne være mere ligeglad
Havde glemt du ikke boede i Danmark, så er det måske ikke den bedste idé Jeg var bare så lykkelig for at få et helt år OG min kæreste fik 34 uger, men dine muligheder er jo ikke de samme.
Hvor lang tid tager din uddannelse? Jeg tænker hvis det f.eks. er 2 år så er det måske værd at tage den først, og altså, måske er det også nemmere at holde skrukheden væk hvis du ved at om 2 år så begynder I?