Grissebassen skrev:Jeg ved ikke rigtigt om jeg føler jeg hører hjemme i den her tråd.... Men pip
Vi flyttede i hus i efteråret og det føles lidt underligt at skulle indrette et værelse, som vi på sigt har bestemt skal være børneværelse. Jeg er lige fyldt 33 og selvom jeg ikke føler mig 100% klar til at prøve endnu, så føler jeg også at jeg er ved at blive gammel. Og vi vil jo gerne nå at have mere end et barn. De der tanker om, at hvad nu hvis det tager lang tid, kan vi så nå at få flere, og hvad nu hvis vi ikke kan osv er begyndt at fylde en del.
Men især fylder mit arbejdsliv en del i forhold til ønsket om børn. Jeg er ikke fastansat, så et barn ville koste hårdt på økonomien og i karrieren. Jeg kan ikke tage barsel, og ville være nødt til både at arbejde og være jobsøgende under graviditet og efter fødsel. Og det er i sig selv hårdt nok uden børn i ligningen. Og det er bare ikke den start på livet jeg ønsker for mine børn, at mor skal stresse over job.
Af mindre bekymringer havde jeg ideelt set ønsket at nå en rejse inden vi gik i gang med projekt baby. Jeg har pga min jobsituation ikke holdt ferie i 5-6 år. Men corona... På en måde er det også en lettelse at være nødsaget til at vinke farvel til drømmen om en ferie. For så kan vi spare de penge og på den måde fjerne noget af det økonomiske pres og have lidt på kistebunden til at håndtere usikkerhederne. Vi har fint råd til at leve for min kærestes indkomst alene. Men fuck, hvor jeg ikke bryder mig om tanken om ikke at tjene/have mine egne penge. Det er virkelig en kamel, jeg kan mærke jeg skal sluge for at blive 100% klar til at gå i gang med projekt baby.
Uh, jeg forstår godt mange af dine tanker.
Jeg er "kun" 28, men har da også tankerne omkring alderen. Både ift. At det kan tage tid overhovedet at blive gravid, når jeg så bliver gravid, så er varer det også 3/4 år, og vi vil også gerne have mere end et barn. Når vi begynder at "tælle" sammen, så løber årene pludselig stærk.
Vi havde også bestemt os for at få rejst inden, vi kastede os ud i "baby-projektet", men corona har ødelagt både en måneds rundrejse i USA og et par Europature på Michelinrestauranter.
Vi har tidligere snakket meget om, hvornår vi følte, vi var rigtig klar og klar til at "opgive" den frihed, vi har nu uden børn.
Til sidst blev vi enige om "bare" at kaste os ud i det, da ønsket om et barn/børn overskyggede alle andre tanker og bekymringer. Ting har det med at løse sig i sidste ende.
Held og lykke med hvad end I beslutter jer for. Hvis I beslutter jeg for at kaste jer ud i det, så skal du være hjertelig velkommen i storke-tråden