Fødselsberetninger

Brugeravatar
DenBlødeJyde
Indlæg: 1596
Tilmeldt: 3. nov 2015, 09:59
Kort karma: 436
Likede indlæg: 5663

Fødselsberetninger

Indlægaf DenBlødeJyde » 9. dec 2015, 08:05

Jeg er hverken forælder, eller gravid.

Men jeg ELSKER, at læse fødselsberetninger, og derfor synes jeg, at vi skal have en tråd til lige præcis det.

Så del gerne jeres beretninger :klap:
4
Kakro05
Indlæg: 536
Tilmeldt: 7. sep 2015, 19:24
Kort karma: 71
Likede indlæg: 449

Re: Fødselsberetning

Indlægaf Kakro05 » 17. dec 2015, 16:05

Fredag morgen kl ca. 6.00 gik mit vand. Min mand var på toilettet, hvilket jeg fik sat en stopper for. Vi ringer til fg og får en tid til frokost. Vi tager bussen derud.....mig de et håndklæde mellem benene. Jeg bliver undersøgt og der er ikke sket noget som helst. Vi aftaler at vi ser tiden an til om eftermiddagen, da de fleste får veer indenfor 24 timer. Da vi kommer derud er der stadig ikke sket noget. Så jeg får piller og antibiotika og en ny tid næste morgen til middag. Der sker ingen ting!
Så næste dag, bliver vi indlagt. Jeg får en sidste omgang piller i håb om at undgå ve drop. Desværrer virker pillerne ikke og jeg har åbnet mig ca, 1-2 cm siden fredag morgen.
Lørdag kl ca. 17, får jeg ve drop. Maskinen der. Måler veer virker ikke og jordemoderen mener min mand bare skal trykke når jeg har en ve......det får hun dog lov til at fikse. Jeg får ret hurtigt meget ondt og heldigvis har narkose lægen tid til at give mig en epidural, ellers ved jeg ikke hvad jeg havde gjort.
Jeg kommer ind på fødestuen og efter epiduralen er lagt får jeg sovet lidt. Jeg bliver løbende undersøgt, men der sker ikke så meget. I løbet af natten finder jordemoderen ud af at hans hoved sidder forkerrt, så jeg får rebozo og vi får hans hoved til at sidde rigtigt. Jeg er helt udvidet og og livmoderhalsen er udslettet, men han kommer ikke rigtig ned i mit bækken. Det er nu søndag morgen og de vil ikke give mig mere bedøvelse. De vil have jeg skal presse ham ned i bækkenet, uden presseveer,
Det kan jeg slet ikke. De vil have mig om på ryggen.....jeg siger nej. Da det skulle være enormt svært at føde på ryggen. De snakker om at ville trække ham ned i mit bækken med sugekop......igen siger jeg nej. Dette forløb varer ca seks timer og det er over to døgn siden mit vand gik. Jeg tuder mig igennem de seks timer, da jeg ikke kan mere og jeg begynder at blive bange......bange for at de vil flænse mit underliv fordi det er sundest at føde vaginalt for mor og baby. Heldigvis kommer der en læge ind som vurderer at sugekop og min manglende evne til at presse er en dårlig kombination og jeg får et kejsersnit. Babyen har det fint under hele forløbet. Så jeg bliver stille og roligt kørt på operations stuen og søndag kl ca. 13, kommer vores dreng ud ved Ks.

Lægen sagde bagefter at jeg aldrig havde født ham vaginalt. Jeg havde et godt forløb.....lige indtil søndag morgen. Der følte jeg ikke at de lyttede til mig længere......hvilket de burde. Jeg endte jo med at have ret. De første to døgn var rigtig gode.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
12
TomKah
Indlæg: 4188
Tilmeldt: 25. aug 2015, 12:57
Kort karma: 311
Likede indlæg: 4307

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf TomKah » 17. dec 2015, 20:11

Han ser godt nok dejlig ud. Tillykke med ham.
1
TomKah
Indlæg: 4188
Tilmeldt: 25. aug 2015, 12:57
Kort karma: 311
Likede indlæg: 4307

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf TomKah » 17. dec 2015, 20:19

Jeg fødte mit tredje barn for et halvt år siden, og jeg kan lave verdens korteste fødselsberetning, selvom man tager alle detaljerne med. Det var faktisk en ok fødsel, men jeg gør det aldrig nogensinde igen. Jeg ville simpelt hen ikke turde.

Mine veer startede som et inferno af smerter kl 19.35. Ej det var faktisk ikke så slemt de første ti minutter, men det udviklede sig ret hurtigt. Jeg prøvede at få samlet vores nye kamera som manden havde hentet på vej hjem fra arbejde. Kl 19.50 ringede jeg til min mor og i det jeg satte mig på hug gik vandet i en skylle - og der tænkte jeg altså SHIT!
Min mor kom meget meget hurtigt, manden prøver at assisterer mig med at skifte tøj og pakke bilen ind i håndklæder og kl 20.20 er vi afsted. Jeg er ret meget fokuseret på veerne undervejs, men da vi drejer af motorvejen kører min mand alt for stærkt og jeg RÅBER at han skal sætte farten ned. Og så råber jeg "SHIIIT nu kommer barnet" og det gjorde han så... med 100 km/h i ordets helt bogstavligste forstand.
Heldigvis gik alt godt og jeg fik ham op og vi ankom på hospitalet 20.45.
16
Kakro05
Indlæg: 536
Tilmeldt: 7. sep 2015, 19:24
Kort karma: 71
Likede indlæg: 449

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Kakro05 » 18. dec 2015, 10:13

TomKah skrev:Jeg fødte mit tredje barn for et halvt år siden, og jeg kan lave verdens korteste fødselsberetning, selvom man tager alle detaljerne med. Det var faktisk en ok fødsel, men jeg gør det aldrig nogensinde igen. Jeg ville simpelt hen ikke turde.

Mine veer startede som et inferno af smerter kl 19.35. Ej det var faktisk ikke så slemt de første ti minutter, men det udviklede sig ret hurtigt. Jeg prøvede at få samlet vores nye kamera som manden havde hentet på vej hjem fra arbejde. Kl 19.50 ringede jeg til min mor og i det jeg satte mig på hug gik vandet i en skylle - og der tænkte jeg altså SHIT!
Min mor kom meget meget hurtigt, manden prøver at assisterer mig med at skifte tøj og pakke bilen ind i håndklæder og kl 20.20 er vi afsted. Jeg er ret meget fokuseret på veerne undervejs, men da vi drejer af motorvejen kører min mand alt for stærkt og jeg RÅBER at han skal sætte farten ned. Og så råber jeg "SHIIIT nu kommer barnet" og det gjorde han så... med 100 km/h i ordets helt bogstavligste forstand.
Heldigvis gik alt godt og jeg fik ham op og vi ankom på hospitalet 20.45.


Hold da op for en vild fødsel og tak.....jeg er også ret vild med ham :love:
0
Dr_bp
Indlæg: 274
Tilmeldt: 16. sep 2015, 13:53
Kort karma: 58
Likede indlæg: 551

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Dr_bp » 18. dec 2015, 11:06

Åh, jeg elsker også fødselsberetninger!
Her kommer min, selvom den efterhånden har 1, 5 år på bagen;
Jeg var 39 + 4 da vandet gik med mit 2. barn. Jeg vågnede kl 3 om natten ved at der om en meget lille skylle og straks derefter fik jeg de første små veer. Jeg ringede til fødegangen hvor jeg fik en tid til kl 8, hvis ikke der var sket noget inden. Bagefter ringede jeg til mine forældre som skulle passe vores ældste. De bor 300 km herfra, så det tog lige nogle timer inden de kom. Veerne kom og gik og varierede MEGET i styrke, og der skete ikke rigtigt noget. Vi tog til tjek på hospitalet hvor de målte veer, men endnu ingen åbning. Sådan gik det meste af lørdag - veer uden udvikling og sivende vand. Jordemoderen tilbød at sætte fødslen i gang med vepiller, men jeg ville godt lige vente og se om det ikke kom af sig selv. Om eftermiddagen tog vi i Ikea for at købe en ny seng til den ældste, og jeg havde håbet at turen derud ville sætte gang i noget, men der skete nada.
Da jeg vågnede søndag, var mine veer væk. Vi tog igen på fødegangen hvor jeg skulle tage stilling til piller eller vedrop. Jeg valgte det sidste, da jeg ikke orkede tanken om at pillerne måske ikke ville virke, og jeg så bare skulle gå og vente.
Jeg var stadig ikke så meget som en milimeter åben da vedroppet kørte ind, men holy crap! Det blev der hurtigt lavet om på. Den første halve time var egentlig meget nådig, men så startede en regulær vestorm. Det gjorde helt ubeskriveligt ondt, og jeg er glad for, at jeg på forhånd havde givet udtryk for at jeg gerne ville undgå smertestillende, for havde jordemodren tilbudt mig noget, havde jeg fraveget alle mine principper og takket ja til hvad som helst :D
Efter 2,5 time i vestormshelvede fik jeg pressetrang. Det havde jeg virkeligt frygtet, for med mit første barn pressede jeg i næsten 2 timer, og det gjorde så fandens ondt. Denne gang forsvandt smerterne med presseveerne. Det var som at tænde for en kontakt; Jeg blev klar i hovedet og min krop vidste præcis hvad den skulle.
10 minutter med gode presseveer og ud kom vores lille pige. <3
Jeg fik en 2 grads bristning, men jeg lagde hverken mærke til den eller de sting, jordemoderen satte. Jeg var bare så høj og lykkelig for at det hele var gået så godt.
Selvom det var en god og udramatisk fødsel, havde jeg altså lige 14 dage hvor jeg tænkte, at jeg aldrig nogensinde ville igennem en fødsel igen. Heldigvis har man jo kun eet standpunkt til man tager et nyt, og til maj kommer vores 3. :)
3
Dr_bp
Indlæg: 274
Tilmeldt: 16. sep 2015, 13:53
Kort karma: 58
Likede indlæg: 551

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Dr_bp » 18. dec 2015, 11:08

TomKah skrev:Jeg fødte mit tredje barn for et halvt år siden, og jeg kan lave verdens korteste fødselsberetning, selvom man tager alle detaljerne med. Det var faktisk en ok fødsel, men jeg gør det aldrig nogensinde igen. Jeg ville simpelt hen ikke turde.

Mine veer startede som et inferno af smerter kl 19.35. Ej det var faktisk ikke så slemt de første ti minutter, men det udviklede sig ret hurtigt. Jeg prøvede at få samlet vores nye kamera som manden havde hentet på vej hjem fra arbejde. Kl 19.50 ringede jeg til min mor og i det jeg satte mig på hug gik vandet i en skylle - og der tænkte jeg altså SHIT!
Min mor kom meget meget hurtigt, manden prøver at assisterer mig med at skifte tøj og pakke bilen ind i håndklæder og kl 20.20 er vi afsted. Jeg er ret meget fokuseret på veerne undervejs, men da vi drejer af motorvejen kører min mand alt for stærkt og jeg RÅBER at han skal sætte farten ned. Og så råber jeg "SHIIIT nu kommer barnet" og det gjorde han så... med 100 km/h i ordets helt bogstavligste forstand.
Heldigvis gik alt godt og jeg fik ham op og vi ankom på hospitalet 20.45.

Det er sejt nok at føde med 100 km/t :klap:
0
Brugeravatar
Bøtte
Indlæg: 5917
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:04
Kort karma: 1206
Likede indlæg: 10937

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Bøtte » 18. dec 2015, 13:44

TomKah skrev:Jeg fødte mit tredje barn for et halvt år siden, og jeg kan lave verdens korteste fødselsberetning, selvom man tager alle detaljerne med. Det var faktisk en ok fødsel, men jeg gør det aldrig nogensinde igen. Jeg ville simpelt hen ikke turde.

Mine veer startede som et inferno af smerter kl 19.35. Ej det var faktisk ikke så slemt de første ti minutter, men det udviklede sig ret hurtigt. Jeg prøvede at få samlet vores nye kamera som manden havde hentet på vej hjem fra arbejde. Kl 19.50 ringede jeg til min mor og i det jeg satte mig på hug gik vandet i en skylle - og der tænkte jeg altså SHIT!
Min mor kom meget meget hurtigt, manden prøver at assisterer mig med at skifte tøj og pakke bilen ind i håndklæder og kl 20.20 er vi afsted. Jeg er ret meget fokuseret på veerne undervejs, men da vi drejer af motorvejen kører min mand alt for stærkt og jeg RÅBER at han skal sætte farten ned. Og så råber jeg "SHIIIT nu kommer barnet" og det gjorde han så... med 100 km/h i ordets helt bogstavligste forstand.
Heldigvis gik alt godt og jeg fik ham op og vi ankom på hospitalet 20.45.


Shit hvor vildt. :8: :lun:

Efter at have født barn nummer to på bagsædet af bilen foran en grillbar, valgte min veninde og mand en planlagt hjemmefødsel med nummer 3. Og heldigvis for det da. For det tog 35 min og jm nåede ikke engang ankomme.
1
TomKah
Indlæg: 4188
Tilmeldt: 25. aug 2015, 12:57
Kort karma: 311
Likede indlæg: 4307

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf TomKah » 18. dec 2015, 18:07

Bøtte skrev:
TomKah skrev:Jeg fødte mit tredje barn for et halvt år siden, og jeg kan lave verdens korteste fødselsberetning, selvom man tager alle detaljerne med. Det var faktisk en ok fødsel, men jeg gør det aldrig nogensinde igen. Jeg ville simpelt hen ikke turde.

Mine veer startede som et inferno af smerter kl 19.35. Ej det var faktisk ikke så slemt de første ti minutter, men det udviklede sig ret hurtigt. Jeg prøvede at få samlet vores nye kamera som manden havde hentet på vej hjem fra arbejde. Kl 19.50 ringede jeg til min mor og i det jeg satte mig på hug gik vandet i en skylle - og der tænkte jeg altså SHIT!
Min mor kom meget meget hurtigt, manden prøver at assisterer mig med at skifte tøj og pakke bilen ind i håndklæder og kl 20.20 er vi afsted. Jeg er ret meget fokuseret på veerne undervejs, men da vi drejer af motorvejen kører min mand alt for stærkt og jeg RÅBER at han skal sætte farten ned. Og så råber jeg "SHIIIT nu kommer barnet" og det gjorde han så... med 100 km/h i ordets helt bogstavligste forstand.
Heldigvis gik alt godt og jeg fik ham op og vi ankom på hospitalet 20.45.


Shit hvor vildt. :8: :lun:

Efter at have født barn nummer to på bagsædet af bilen foran en grillbar, valgte min veninde og mand en planlagt hjemmefødsel med nummer 3. Og heldigvis for det da. For det tog 35 min og jm nåede ikke engang ankomme.


Det lyder måske underligt, men det ville jeg heller ikke turde, for jeg ville føle der gik for lang tid før hjælpen ville nå frem. Jeg synes det værste var lige de minutter efter fødslen hvor han skiftede farve og skreg og man ligesom skulle vurdere at alt var ok og det hele var mit ansvar alene. Jeg var glad for at vi kun var ca fem minutters kørsel fra hospitalet og ikke helt derhjemme.
0
Brugeravatar
Bøtte
Indlæg: 5917
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:04
Kort karma: 1206
Likede indlæg: 10937

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Bøtte » 18. dec 2015, 18:56

TomKah skrev:
Bøtte skrev:
TomKah skrev:Jeg fødte mit tredje barn for et halvt år siden, og jeg kan lave verdens korteste fødselsberetning, selvom man tager alle detaljerne med. Det var faktisk en ok fødsel, men jeg gør det aldrig nogensinde igen. Jeg ville simpelt hen ikke turde.

Mine veer startede som et inferno af smerter kl 19.35. Ej det var faktisk ikke så slemt de første ti minutter, men det udviklede sig ret hurtigt. Jeg prøvede at få samlet vores nye kamera som manden havde hentet på vej hjem fra arbejde. Kl 19.50 ringede jeg til min mor og i det jeg satte mig på hug gik vandet i en skylle - og der tænkte jeg altså SHIT!
Min mor kom meget meget hurtigt, manden prøver at assisterer mig med at skifte tøj og pakke bilen ind i håndklæder og kl 20.20 er vi afsted. Jeg er ret meget fokuseret på veerne undervejs, men da vi drejer af motorvejen kører min mand alt for stærkt og jeg RÅBER at han skal sætte farten ned. Og så råber jeg "SHIIIT nu kommer barnet" og det gjorde han så... med 100 km/h i ordets helt bogstavligste forstand.
Heldigvis gik alt godt og jeg fik ham op og vi ankom på hospitalet 20.45.


Shit hvor vildt. :8: :lun:

Efter at have født barn nummer to på bagsædet af bilen foran en grillbar, valgte min veninde og mand en planlagt hjemmefødsel med nummer 3. Og heldigvis for det da. For det tog 35 min og jm nåede ikke engang ankomme.


Det lyder måske underligt, men det ville jeg heller ikke turde, for jeg ville føle der gik for lang tid før hjælpen ville nå frem. Jeg synes det værste var lige de minutter efter fødslen hvor han skiftede farve og skreg og man ligesom skulle vurdere at alt var ok og det hele var mit ansvar alene. Jeg var glad for at vi kun var ca fem minutters kørsel fra hospitalet og ikke helt derhjemme.


Det kan jeg helt sikkert godt sætte mig ind i. Jeg ville heller ikke turde stå med det ansvar, og med tanke på at jeg selv mistede 4 liter blod og røg direkte til operation skulle jeg slet ikke nyde noget. Men de havde ikke rigtigt et valg med 45 km til nærmeste fødeafdeling, så trods alt hellere planlagt hjemme end uplanlagt i bilen.
0
Brugeravatar
Urtekussen
Indlæg: 6165
Tilmeldt: 11. aug 2015, 06:12
Kort karma: 1449
Likede indlæg: 16109

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Urtekussen » 18. dec 2015, 19:14

Kopieret direkte fra dd:

Jeg havde termin 30/12, men alle mente at jeg nok fødte før tid, så jeg var allerede utålmodig inden jeg nåede termin.

Fredag 2/1 (40+3) ringede jeg til jm og aftalte at komme ind til hindeløsning mandag, for jeg ville ikke vente helt til næste fredag med igangsættelse.

Det viste sig at det var effektivt nok bare at aftale tiden 

Vågnede kl 5 lørdag morgen med noget der lignede veer. Kl 5.30 ringede jeg efter min mor (som skulle passe Mini imens) og gik i bad.

Kl 6 ringede jeg til fødegangen, og aftalte at komme ind til tjek kl 8 (de lød som om de syntes det var lige tidligt nok, men jeg ville godt afsted før trafikken blev for slem).

Min mor kom, og veerne var stadig korte (under et minut) og lidt uregelmæssige.

Kl 8 var vi på fødegangen, og da var de taget lidt til i intensitet.

4 cm åben kl 8, så vi kom på fødestue. 

Fik lagt et drop klar i hånden pga blødningen ved Minis fødsel (sådan at de hurtigt kunne give mig medicin, hvis det blev nødvendigt). Baby blev skønnet til 4 kg.

Kl 9 skulle jm til noget "stuemøde" pga vagtskifte (vi havde kendt jm-ordning, så den samme jm blev ved os under hele forløbet).

Fra kl 9 og til hun var tilbage ca 9.45 blev veerne kraftigere og hyppigere. Havde tre-fire stykker på ca ti minutter, og de bed godt.

Da jm kom tilbage bad jeg om at blive undersøgt, for at vide om det gik fremad. 6-7 cm åben, og vi begyndte at fylde badekarret.

Jeg tror jeg kom i det 10.10 ca, men jeg nåede nærmest ikke at have nogen veer deri, før jeg fik vild pressetrang og var nødt til at gispe.

Jm undersøgte mig, for at tage vandet, og nu var det 9 cm.

Hun tog vandet, men var i tvivl om det var grønt (eller om det var mig, der havde skidt i det  ).

Jeg skulle derfor op umiddelbart efter, for jm så helst at jeg ikke fødte i vandet, hvis der nu skulle opstå blødning igen.

Jeg nåede lige at komme op af karret (blev nærmest hevet op af jm og kæreste), så fik jeg endnu en presseve og måtte presse stående. Syntes godt nok at det pludselig gik stærkt!

Det tog vist også fusen på jm, som næsten ikke nåede at tilkalde sin hjælper (igen, sikkerhedsforanstaltning i tilfælde af blødning)

Kom over på sengen og i sideleje, da jeg gerne ville føde i den stilling, for at undgå at ødelægge halebenet igen.

Det gjorde voldsomt meget mere ondt end jeg husker med Mini, og jeg troede aldrig jeg skulle være sådan en skrigende føder, men det var jeg altså. Kan næsten se for mig, hvordan mågerne må have lettet på havnen 

Jeg tror jeg havde fem-seks presseveer, så var hovedet (endeligt) født.

Jm sagde bagefter, at hun troede det ville gå hurtigere, men der var "meget hoved". 

Jeg blev bedt om at gispe ved tre veer, fordi hun var sikker på at nu kom hovedet. Da hun så bagefter veen sagde "vi tager lige en mere", kunne jeg have slået ihjel :lol:

Da kroppen skulle ud vrikkede jm næsten mere med kroppen end jeg pressede. Og så var lillesøster ude.

Og jeg var glad  :-D

Vurderingen på fire kilo baby var lidt ved siden af. 56.cm og 4828 gram. En god basse.

En overfladisk bristning som fik et lille sting og ca 600 ml blødning i alt.

Pga hendes størrelse skulle de måle blodsukkeret før vi måtte komme hjem, men det var fint
5
2011
2015
2018
2020
2023
Brugeravatar
Urtekussen
Indlæg: 6165
Tilmeldt: 11. aug 2015, 06:12
Kort karma: 1449
Likede indlæg: 16109

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Urtekussen » 18. dec 2015, 19:19

Og her; to dage efter Minis fødsel.
Håber det kan læses på trods af de mærkelige tegn.


Ja, puha, jeg får skrivekrampe bare ved tanken.

Er nu endelig kommet hjem fra barselsgangen, og har sådan glædet mig til at få skrevet min FB ned. Både for at I kan læse den, men også fordi jeg tror jeg har brug for at få forløbet ned på skrift.

Det har kværnet rundt i hovedet på mig siden jeg fødte, og jeg tror ikke helt det er feset ind endnu, at jeg rent faktisk har født. Det føles som om det er noget jeg har drømt. Hvis det ikke var for vanvittigt ondt i røven og patterne, så ville jeg nok også tro at jeg havde drømt det.

NÃ¥, jetzt geht's los.

Jeg havde termin 17/11, og som I nok har opdaget, var jeg pææææænt utålmodig da. Jeg var hos JM og vi blev enige om, at hun prøvede at lave hindeløsning, også selv om det kan resultere i en masse smerter og ubehag uden nogen egentlig fødsel.

Jeg var til mine bedsteforældres diamantbryllup om eftermiddagen, og hele familien var jo utålmodig, og mente at jeg måtte se at få Mini ud snart.

"På søndag, tror jeg det bliver", var mit svar.

Jeg blev ved NF sat tre dage frem, men min "rigtige" termin (regnet fra sidste mens første dag) var 20/11, så jeg har hele tiden sagt, at det nok ikke blev før da.

Fredag kedede jeg mig igen bravt. Var rigtig vittig (både her og på fjæsbog), da det varme vand var gået i vores bygning. Da vandet kom igen og jeg kom i bad, gik slimproppen.

Jeg elsker slim  og kunne naturligvis ikke gå glip af chancen for at studere den.

Så mig, kæmpefede, nøgen og utroligt nærsynet, stod med den her klat slim i hånden, heeeeelt oppe under næsen og rodede rundt i den.

Var helt skuffet, da jeg endelig slap den ud i afløbet, og håbede at der ville komme mere.

Fredag var vi hos svigerforældrene og spise og svigermor spurgte, om der var optræk til noget. Løj lidt, og sagde "ikke det fjerneste".

Der skete ikke mere fredag, andet end at der kom slim igen om aftenen.

Lørdag morgen var der igen en klat slim  Jeg begyndte nu at være ekstra utÃ¥lmodig. Ville vandet mon snart gÃ¥?

Jeg vidste jo, at jeg havde plukveer, som jeg ikek kunne mærke. I løbet af lørdag begyndte jeg dog at kunne mærke at det spændte lidt, men regnede det ikke for det store.

Skrev en sms til min mor om eftermiddagen, og aflyste at komme ud til dem søndag, da jeg havde sådan på fornemmelsen at der snart ville ske noget. Fortalte hende at slimproppen var gået og hun mente også, at der snart ville ske noget.

Lørdag aften hyggede kæresten og jeg med god mad (de sagnomspundne flødekartofler) og så serier på sofaen. Jeg fik et lille blund mellem 22 og 22.15, men havde ellers været overraskende frisk hele dagen fra kl 9.

Kæresten ville i seng, men jeg overtalte (tvang ) ham til at se eet afsnit til.

Da det var overstået og han gik ud på toilettet for at gøre sig klar til natten (kl. 23.45 ca) mærkede jeg det første ubehag, som godt kunne føles som "noget".

Det er svært, når man ikke aner hvordan det skal føles.

Jeg gik dog i seng, men ubehaget tog til og det nev altså ret godt i lænden og maven. Først var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skulle have taget den sidste portion flødekartofler, men til sidst blev jeg enig med mig selv om, at det måtte være veer.

Sendte kæresten ind på sofaen og så lå jeg og prøvede at bide det i mig i sengen. Ringede til FG og spurgte, om jeg måtte tage pamol'er, for at se om jeg kunne få et par timers søvn.

Tog to piller, men de hjalp ikke en dyt.

Besluttede mig for at tage et bad, og det varme vand hjalp ret godt på det. Bagefter gik jeg gulvet i soveværelset tyndt, for det var værst at ligge eller sidde ned.

Ventede bare på at kunne ringe til FG igen, uden at kunne kaldes "pylret" 

Ringede kl 3.30 ca. og vi blev enige om, at jeg godt kunne prøve at komme ind til tjek, selv om veerne ikke var så lange. De kom dog ret hurtigt efter hinanden.

Jeg fik vækket manden og ringet efter vores falck-bil.

Den burde komme efter max en halv time, men der gik næsten tre kvarter.

Der var rigtig god varme i bilen, så på turen aftog veerne faktisk lidt, hvilket fik mig til at tænke:

"Ã…h nej, nu bliver vi sendt hjem igen".

Kom ind på FG og blev tjekket. 2 cm åben ca. Sagde til kæresten "Så kan vi godt tage hjem igen", men JM lod os blive, da der ikke var ret travlt. Kl var 5.40.

Kom pÃ¥ stue og fik klyx. Var svært glad for det, da jeg jo havde spist en ordentlig omgang flødekartofler 

Veerne aftog lidt i styrke, og der blev længere imellem dem. Min kæreste fik sovet lidt på gulvet på stuen og jeg fik faktisk også blundet af og til mellem et par veer.

Kl syv var der afløsning af JM. Fik en JM-studerende, som hed Malene, hun var rigtig rigtig sød og dygtig og god til at fortælle hvad/hvorfor/hvornår og støttende. Da hun stadig var studerende var der også en "ældre" JM til stede. Hun var heldigvis lidt i baggrunden, for jeg synes hun var lidt "spids" eller sådan.

Jeg var stadig kun 3 cm åben, men de tilbød at tage vandet. Jeg takkede ja og umiddelbart efter var jeg så pludselig 4-5 cm. Kl var 7.45.

Nu tog veerne til og jeg begyndte at skulle koncentrere mig om det med vejrtrækningen. Imellem veerne har jeg dog masser af overskud til at joke og fÃ¥r fortalt den nye JM, at vi fik flødekartofler til aften og mÃ¥ske var hun heldig og fÃ¥ en portion senere 

Fik ogsÃ¥ forklaret kæresten nogle af de termer JM'ene brugte, de var meget imponerede over hvor meget jeg vidste  (Tak debat:worship: )

Havde sagt til dem, at jeg helst ville undgå epidural. Så fik en varmepude og nogle nåle i lænden. Syntes dog ikke nålene hjalp ret længe.

9.45 var jeg 6-7 cm åben og de fyldte vand i karret, som jeg gerne ville prøve.

Det hjalp virkelig godt, især at blive spulet over lænden mens der var veer 

10.25 begyndte jeg (ifølge journal) at få lidt pressetrang.

Tyve minutter senere kom jeg op af karret og var 9 cm åben.

Gik rundt pÃ¥ stuen og lænede mig op af en væg, nÃ¥r der kom en ve. Efter veen havde jeg det sÃ¥ fint, at jeg kunne synge med pÃ¥ en sang der var i radioen 

Kl. 11.15 har JM noteret at jeg klarer veerne rigtig flot med vejrtrækningen.  Jeg var begyndt at gispe med pÃ¥ veerne, da jeg virkelig følte at det pressede.

12.30 havde jeg virkelig pressetrang og mÃ¥tte kæmpe for ikke at presse. Hovedet stod endnu for højt til, at de mente jeg mÃ¥tte presse, sÃ¥ jeg gispede rigtig meget. Kom dog af og til til at presse med og lave nogle frygtelige lyde 

Bagefter veen undskyldte jeg fordi jeg larmede sådan 

Jeg var nu RET træt i min krop, som jo havde været i gang siden lørdag morgen. Når jeg ikke havde en ve, rystede mine ben ret kraftigt af træthed og jeg fik også sagt et par gange, at nu ville jeg godt snart tjekkes igen, for jeg kunne snart ikke mere.

Kom op på lejet og fik benene i bøjlerne, da jeg slet ikke kunne holde dem selv mere. Havde indtil nu gået rundt på stuen, for at få hovedet til at glide længere ned.

12.45

Den ældre JM kom til og mente, at jeg godt måtte prøve at presse med på veerne, for måske ville hovedet så komme det ned der manglede.

Det var SKØNT at få lov til at GØRE noget, også selv om det gjorde allerhelvedes ondt og sved.

Jeg bed tænderne så hårdt sammen når jeg pressede, at jeg dagen efter fødslen havde vildt ondt i kindtænderne.

Først kunne jeg ikke rigtigt få presset mere end 1-2 gange på hver ve, men til sidst blev jeg stædig (jeg hørte JM tale om pudendus-blokade og den ville jeg bare ikke have - spørg ikke hvorfor, men jeg blev bare stædig og tænkte "fandme nej, nu er jeg kommet så vidt uden medikamenter) og pressede 2-3 gange på hver ve. Også selv om der ikke var mere ve, så pressede jeg bare. Kunne ikke rigtig mærke hvornår de sluttede.

JM mærkede efter hovedet og kunne fortælle at der var hår. Det gik jeg af en eller anden grund meget op i.

Kunne tydeligt mærke hvordan det kom mere og mere frem, men puha, det var ærgeligt de gange hvor det "smuttede" tilbage. Heldigvis gik det stærkt fremad.

De kom med spejl og spurgte, om jeg ville se. Det ville jeg ikke. De spurgte også, om jeg havde lyst til at mærke. Nej tak. Til sidst blev jeg næsten gal over, at de blev ved med at spørge (de spurgte vist kun tre gange i alt), så jeg fik sagt ret surt "NEJ".

Min kæreste kiggede dog både og mærkede med, selv om vi egentlig på forhånd havde talt om, at det ville jeg helst ikke have. I situationen var jeg dog totalt ligeglad.

13.22 blev hovedet født. Jeg bristede lidt (lille 2.grads), men har faktisk ikke haft kunnet mærke det, før to uger efter fødslen, hvor mit haleben (som jeg mistænker at være forstuvet) ikke længere gør så ondt. Smerten fra halebenet har nærmest overdøvet syningen. Nu kan det dog godt mærkes!

13.24 blev kroppen født og kom straks op til mig. Jeg havde ikke linser/briller på, men kunne alligevel se og udbryde "Det er en dreng".

Der kom rigtig meget fostervand, kæresten siger at JM nærmest fik styrtebad.

Det tog lidt tid med at få moderkagen født, mest fordi jeg ikke rigtigt kunne registrere hvornår der var veer og bare var helt optaget af det lille pus. Jeg sagde til dem "nu presser jeg altså bare" og de trykkede godt på min mave og ud kom den da.

Blødte ret meget bagefter, så fik noget drop og nogle piller for at standse det. Jeg troede det var mere fostervand, så blev ved med at sige, at det var da utroligt så meget.

Det var lige knap en liter blod, har jeg bagefter kunnet læse mig til.

Af samme grund skulle jeg blive til mandag. Valgte så at blive til tirsdag, da hæleprøven skulle tages da.

Knægten er sund og rask, vejede 4300 (skønnet til 3600/3700 før fødslen) og er 53 cm.

Vi lå på fødestuen til omkring kl 17.30, hvor vi så blev kørt på barselsgangen. Var rigtig fint, for vi fik vores egen stue med eget toilet og bad, så vi var helt os selv.

De første gæster kom kl 19 og selv om jeg var vildt træt, så var der stadig masser af overskud. Kørte virkelig på adrenalin lige bagefter. Sov næsten heller ikke om natten, da mit hovede bare skulle kapere alle de indtryk.
2
2011
2015
2018
2020
2023
Dr_bp
Indlæg: 274
Tilmeldt: 16. sep 2015, 13:53
Kort karma: 58
Likede indlæg: 551

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Dr_bp » 18. dec 2015, 19:46

Hey Urt, vil du afsløre hvad lillesøster kom til at hedde?
0
Brugeravatar
Xeen-ia
Indlæg: 115
Tilmeldt: 14. aug 2015, 09:17
Kort karma: 24
Likede indlæg: 265

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Xeen-ia » 23. dec 2015, 12:28

Vil da lige udvide tråden med en lille "gammel" beretning mere, fra ældstens fødsel for 8½ år siden...

Torsdag den 16. august, 5 dage efter terminen, går jeg ud for at tisse om morgenen og der går noget af slimproppen og de første småveer begynder. Det gør ikke synderlig ondt, men jeg er super glad, for nu må der da endelig ske noget og jeg er ved at være rigtig godt træt af at være gravid.

Hele dagen går med disse småveer, der egentlig ikke gør ondt. De kommer meget uregelmæssigt og jeg er fint i stand til at lave alt mulig andet mens de er der, men jeg kan godt mærke at der sker noget med kroppen.

Om aftenen vælger vi at ringe til fødegangen, og de synes at vi lige skal komme ind og blive tjekket. Som sagt, så gjort.

Vi kommer ind og bliver undersøgt indvendigt af en smaddersød JM (som jeg desværre ikke kan huske navnet på) og hun konstaterer uregelmæssige veer og at jeg har åbnet mig 3 cm. Jeg begynder dog at bløde ret kraftigt så snart jordemoderen hiver hånden ud, så hun vil gerne beholde os lidt.

I mellemtiden får jeg det berømte lavement "for så kan vi se om ikke det kan sætte lidt skub i tingene" som jordemoderen siger.

En time senere er jeg stadig kun 3 cm. åben og veerne er de samme. Blødningen er taget lidt af, så jordemoderen konstaterer at jeg nok bare har en meget følsom livmoder.

Vi bliver sendt hjem, men får at vide at vi nok skal regne med at knægten kigger ud, inden for de næste 24 timer.

Vi får to pinex med hjem så vi kan få en god lang nats søvn.

Den 17. august 2007 vågner vi alle begge friske og udhvilede. Manden bliver hjemme fra arbejde, da vi jo ikke rigtig ved hvornår der sker noget.

Vi har en rigtig dejlig dag hvor vi tager på osetur i nærområdet. En af butikkerne har en stor massagestol stående, som jeg da lige må prøve, og efter 15 min. i den, er jeg parat til at slæbe skrummelet med hjem med det samme.

Manden får mig dog fra den ide igen og vi tager hjem hvor jeg tager mig en lur på sofaen.

Omkring 17:15 vågner jeg fordi jeg kan mærke et lille smæld i maven, og idet jeg rejser mig kan jeg mærke noget varmt der løber ud. Jeg kigger over på manden og siger at jeg tror vandet er gået.

Ganske rigtigt, da jeg tjekker efter ude på badeværelset kan jeg se, at det er vandet.

Da jeg kommer ind i stuen igen kommer den første ve - og for pokker den bider. Jeg må holde fast i dørkarmen og trække vejret godt igennem. Disse veer er helt anderledes og kommer regelmæssigt med det samme. Nu er der rigtig gang i kroppen og jeg følger egentlig bare med.

Vi ringer til fødegangen og siger at vi kommer ind nu, får pakket de sidste småting og kører af sted.

18:30 kommer vi ind på en stue og bliver undersøgt. Det er en anden, men også rigtig sød JM (som jeg heller ikke kan navnet på) der tager imod os. Der er stadig en smule vand som kommer ud, og JM skriver at det er klart og med tegnblødning. Veerne er regelmæssige og med 3 min. interval. JM fortæller at hun er bagvagt, så det er ikke sikkert at det er hende der følger os gennem hele fødslen.

Hun skønner mig til 37-3800 g.

Ved den indvendige undersøgelse skriver hun at jeg stadig kun er 3 cm. åben. og knægtens hoved står dybt i bækkenet, så der er sådan set kun at vente på at kroppen får gjort arbejdet færdigt. Nu bliver jeg til gengæld registreret som aktivt fødende.

Vi får kørt en strimmel og vi snakker om det videre forløb. Jeg får sagt at jeg gerne vil i kar og evt. gerne vil have en epidural senere, men lige nu kan jeg godt klare veerne med dybe vejrtrækninger. Jordemoderen roser i øvrigt min vejrtrækning med ordene "man kan godt høre at du har øvet dig" - jeg nænner ikke at fortælle hende at jeg ikke har gået til fødselsforberedelse.

Inden hun går beder jeg om to pinex'er (de hjalp jo så godt dagen før) og jordemoderen kigger på mig som om jeg er fuldstændig åndssvag, men hun lover dog at komme med dem.

Mine forældre kommer ind og hilser på, og de kigger på strimlen der kører. Hvis ikke jeg havde haft veer, så havde jeg nok sagt noget grimt til min mor lige der. Hun brugte ganske god tid på at fortælle mig hvornår der kom en ve og hvor kraftig den var for det kunne hun se på strimlen.

Jeg og manden bliver enige om, at sige til dem, at vi gerne vil klare det alene, men at vi nok skal sige til, når knægten er blevet født.

19:40 kommer vi ind på en fødestue med badekar og manden begynder at fylde karret. Jeg har stadig ikke fået mine pinex'er, men orker ikke at spørge efter dem. Jeg er nu ved at være fuldstændig lullet ind i min egen lille verden hvor jeg bare koncentrerer sig om at få trukket vejret dybt mens veerne er der. Jeg og manden beder om lidt mad, da vi kom hjemmefra uden at få aftensmad.

20:00 kommer JM ind med nogle sandwiches til os og fortæller at vi nu overgår til en anden, da hendes vagt er slut.

Jeg får spist en enkelt sandwich, men får en helt enorm kvalme af dem. Jeg vil bare gerne ned i det kar og sidde i min egen verden. Vi har fået at vide tidligere at det godt kan tage rigtig mange timer, og det synes jeg slet ikke at jeg kan overskue ret mange andre steder, end i et kar fyldt med varmt vand.

20:30 kommer jeg i karret, og vores nye JM (Nynne) kommer ind og ser til os. Veerne bider rigtig grimt til efterhånden, men det er en hel drøm for mig bare at ligge i det kar og arbejde med kroppen. Manden sidder bagved os og nusser, holder i hånd og snakker mellem veerne. Det er så skønt for mig at høre og mærke at han er der, og hans rolige facon får os begge til at slappe rigtig godt af.

Nynne kommer nu ind engang imellem og lytter til hjertelyden mens jeg ligger i karret - den er helt fin hele vejen igennem.

21:20 kommer hun igen ind for at lytte, og jeg siger at jeg er begyndt at få pressetrang. Nu synes jeg faktisk at det gør rigtig rigtig ondt, og jeg siger at jeg gerne vil have den epidural nu. Nynne undersøger mig indvendigt og ser op på mig med ordene "du kan altså ikke få den epidural, for du er 9 cm. åben, så den vil ikke hjælpe på smerterne. Du føder lige om lidt"

Lige der, føler jeg bare at min verden braser sammen og jeg udbryder halvynkeligt "det kan du ikke mene". Jeg kan slet ikke tænke andet end at man da umuligt kan føde uden bedøvelse - det kan man jo ikke!

Nynne siger at jeg skal beslutte mig for, om jeg vil føde i karret eller om jeg vil over på fødelejet. Jeg kan slet ikke overskue at skulle bevæge mig, så jeg klynker bare at jeg gerne vil blive i karret.

21:30: nu har jeg meget kraftig pressetrang. Nynne giver mig lov til at presse med og siger til mig at jeg skal gispe når jeg ikke kan presse mere.

Jeg bliver overrasket over følelsen af hovedet der arbejder sig nedad og skriger så højt at det runger i hovedet på mig selv i flere minutter bagefter. Mine forældre der befandt sig nede for enden af gangen omkring 30 meter væk fortalte at de kunne høre mig skrige tydeligt, på trods af afstanden og flere lukkede døre mellem os.

Det er egentlig ikke fordi det gør ondt, det svier bare på en helt speciel og ganske ubehagelig måde.

Jeg presser med på de næste par veer, og slutter af med et lille skrig, og Nynne siger med et smil at jeg nok vil få mere ud af det hvis jeg ikke skriger. Det resulterer i at jeg ved slutningen af næste ve, desværre får proppet mandens finger i munden og bider til. Jeg bed heldigvis ikke hul, men han holdt hænderne væk fra min mund resten af tiden.

21:58 smutter knægten ud i vandet og bliver ganske kort efter lagt op på brystet af mig. 3575 gram og 51 cm. Vi er fuldstændig omtumlede, og jeg kan ikke rigtig forholde mig til andet end bare at messe "jamen lille skat dog" til knægten, i de næste par minutter.
Han scorerede 9/1 og 10/5 i apgar da han havde navlestrengen en enkelt gang løst om halsen.

Jeg og manden får derefter et øjeblik til lige at kysse hinanden, manden klipper navlestrengen og så er det op af karret og over på fødelejet.

22:10 kommer moderkagen ud i hel tilstand og jeg bliver undersøgt. En lille flænge er det blevet til, så jeg bliver syet med 3 sting.

Nynne roser os over den gode fødsel, og siger at vi nok skal huske ikke at vente for længe med at komme ind næste gang da jeg nu er stemplet som en lynføder.



Nu er der så lidt over 4 måneder til vi tager turen én gang til :nerve: Jeg er dog blevet lovet at jeg ikke bliver henvist til Hillerød fremfor Hvidovre når fødslen først er gået i gang. Det ene ligger 15 minutter væk, det andet knapt en time. Selvom det er lang tid siden sidst, så turde min JM ikke andet end at notere at jeg bare skal ind med det samme ved første ve. "Vi skulle nødigt have at du føder i bilen" :D
2
Brugeravatar
Evapeva
Indlæg: 1098
Tilmeldt: 20. aug 2015, 10:45
Kort karma: 223
Likede indlæg: 2166

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Evapeva » 10. jan 2016, 20:35

Jeg havde lige en fødselsberetning liggende, som jeg da gerne vil dele med de interesserede. :)

Aksel <3
Søndag morgen den 21. september 2014 (39+5) vågner jeg kl. 6 om morgenen og skal ned at tisse. Da jeg kommer op under dynen igen, har jeg en sær smerte fortil og i lænden samtidigt og tænker straks ”hmmm? :slem: ”, men falder i søvn igen. Allerede 6.20 vågner jeg igen ved samme smerte, og er straks klar over, at det er (endnu) en ve. Jeg vækker min mand og siger, at der nok sker noget nu, og vi springer begge op af sengen. Vi er ikke jordens mest organiserede mennesker, så selvfølgelig har vi ikke fået pakket tasker til sygehuset, og derfor pisker min mand rundt og smider tilfældige beklædningsdele ned i et par rygsække. Kl. 6.30 har jeg allerede haft fire veer, selvom der var 20 minutter mellem de to første, så jeg er godt klar over, at dette her går stærkt. Jeg går ud under bruseren, og det hjælper ligesom før min første fødsel ikke en skid på veerne, men det er da rart at stå og varme sig. Kl. 6.45 ringer jeg til fødegangen og melder min ankomst, og det er jordemoderen da også helt med på, eftersom jeg er andengangsfødende og det første gang tog 8 timer fra første ve, til storebror var født.

Vi får storebror Asger på 2½ op og i tøjet og får ringet til svigerforældrene og aftalt afhentning af ham udenfor sygehuset. Mellem kl. 6 og 7 har jeg 10 veer, så jeg tør simpelthen ikke tage chancen og ”spilde tid” på at aflevere hjemme hos dem. Jeg frygter den ca. 20 minutter lange køretur ind til sygehuset, men den går faktisk helt okay. Faktisk er der 10 minutter mellem to veer i starten af turen, så jeg frygter lidt, om det er på vej til at gå i stå – men så kommer der 8 veer på de sidste 10 minutter! Yiiikes, jeg begynder at blive nervøs for, om det her bliver et meget hurtigt forløb. Min første fødsel gik jo som sagt relativt hurtigt – men altså. Der er nedre grænser for, hvad jeg føler mig klar til. :genert:

Vi møder svigerforældrene foran fødeindgangen, og jeg venter liiige til en ve er ovre, før jeg stavrer ud. Jeg synes, det er enormt privat med veer, så jeg orker ikke at stå og puste foran dem. Men meget kort tid efter kommer der en ny, så det bliver jeg ligesom bare nødt til, hvis jeg vil indenfor på et tidspunkt. :genert: Jeg krammer min søn og dem og går mod indgangen; manden skal lige sætte storebrors autostol ind i deres bil osv., mens jeg går ind. Klokken er nu 7.15. Står på et tidspunkt og krummer sammen og puster ved ankomstklokken på fødegangen, da en overlæge kommer forbi og dæmpet siger ”Der er vist ikke langt i mål! ;)”, mens han går forbi. Høhø, no shit. Jeg har samme fornemmelse, men nu må vi se, når jeg bliver undersøgt om lidt.

Min mand kommer nu ind til mig, og jeg hamrer endelig på klokken. Hurtigt kommer en JM hen til os og vi kommer ind i et undersøgelsesrum. Hun beder mig lægge mig op på briksen for derefter at skride med ordene ”jeg skal liiige hente et remedie, det varer et kort øjeblik”…
Netop dette – at de smutter uden varsel og ofte i meget længere tid, end de lover – gjorde min første fødsel stressende, så efter et par minutter går jeg ud på gangen og ser efter hende, for jeg kan slet ikke holde ud til at vente – og så endda liggende på briksen, som er en frygtelig stilling at ha’ veer i!
JM står og snakker med førnævnte overlæge, og jeg står med hænderne i siden ud for undersøgelsesrummet, så hun dapper ned mod os igen med en caught in the act-agtig mine på. Ja, heeej! Jeg vil såmænd bare gerne ind på en fødestue, kvindemenneske! Hun undersøger mig og jeg er 6-7 cm åben. Pyh, så var jeg ikke hysterisk – der ER rent faktisk en grund til, at de gør ondt, veerne.

Vi kommer ind på en fødestue og jeg konstaterer glad, at der er fødekar! Det var et stort ønske ved første fødsel, men der var ingen ledige kar. Meget hurtigt får jeg bedt om at komme i karret, og JM tænder for vandet – og går igen. Denne gang får jeg en glædelig overraskelse, for min velkendte konsultations-JM kommer i stedet ind til mig og siger, at jeg er hendes de næste timer. Hende har jeg stor respekt for, og vi svinger rigtig godt, så jeg er lykkelig! Hun sender mig ud at tisse, mens karret fyldes – og det er bestemt ingen fest. Her kan jeg konstatere, at jeg har tegnblødning, og jeg får derfor nettrusser og ble på. Jeg går rundt i en døs og griber fat i kanten på badekarret ved hver ve. De kommer meget hyppigt, og er efterhånden meget kraftige. Klokken er 8 på dette tidspunkt.

Pludselig får jeg pressetrang, og det går op for mig, at jeg ikke har fået klyx, men det er der ikke noget at gøre ved så sent i processen. JM trækker proppen op af karret og beder mig lægge mig på fødelejet. Jeg spørger, om ikke der er andre muligheder, for jeg hader virkelig at ligge på ryggen med veer, men det er der ikke (?!). Nå, men så er det jo i gang med at arbejde med veerne. Jeg bruger en del tid på at få vejrtrækningen til at passe med veerne; det vil sige trække vejret laaangsooomt og heeelt ned i lungerne. Jeg presser desuden lidt med undervejs, for jeg kan slet ikke lade være – og det er også helt ok med JM. Pludselig går vandet i en kæmpe skylle. Også lidt ud over JM. :D Og til min skræk – på grund af manglende klyx – så får jeg også lavet noget pøls, når jeg småpresser lidt med, hvilket jeg er meget forfærdet over, men både min mand og JM ryster på skuldrene. Nøjj, det er flovt at ligge dér og pølle, altså!!! Op til flere gange. :genert: Klokken er nu 8.30. JM konstaterer, at han ikke står fast i bækkenet, så en stor del af tiden herefter går med at få has på veerne og samtidig afvente, at han skruer sig nedad i bækkenet.

Fra kl. 9 begynder han at blive påvirket derinde; ifølge JM måske, fordi hans hoved nu er godt på vej ned, hvor der er snævert med plads. Jeg er nu 10 cm åben, og må presse med alt det, jeg orker. Og jeg giver den gas, men synes det er svært at trækket vejret helt ned i lungerne undervejs, så ham i maven kan få noget luft også. Jeg får derfor en ilt-maske til hjælp. Det er ikke videre behageligt, og jeg har samme ”kvælnings-fornemmelse”, som under første fødsel, men efterhånden bliver jeg lidt bedre venner med masken.
Den lille er temmelig træt af det derinde, da klokken er 9.15, og hans hjertelyd ligger på 68-70(!) under mine pres, og kommer ikke rigtigt længere op end 95 i pauserne. Jeg bliver virkelig bange, men det er ikke noget, jeg hverken kan eller tør snakke om. Jeg tror også, min kære mand ved min side er ret påvirket af tallene undervejs, men vi tør ligesom ikke sætte ord på det. Gjorde vi det, ville jeg ikke længere kunne finde kræfterne til at presse af bare frygt. Sådan tænker jeg virkelig; jeg er SÅ bange. Den lille kommer rigtig godt med ned, mens jeg presser, men det er to skridt frem og ét tilbage ved hvert pres, hvilket altså er for langsomt i forhold til hans almene tilstand.

JM og de par læger, som nu er stødt til, beslutter, at det er nødvendigt at bruge blød sugekop, fordi den lille meget gerne vil hurtigt ud nu. Jeg er virkelig ked af, at det skal sættes i værk – for det blev det også ved første fødsel, og udover at gøre ondt, så virker det altså også, som om det er lidt traumatisk for barnet, men ud skal han jo selvfølgelig! De to læger på stuen er henholdsvis en erfaren kvinde og en ung, mandlig kollega. Han skal foretage suget (hedder det dét? :lol:). I mellemtiden er der kommet en børnelæge ind på stuen, da den lille jo ikke har det ret godt. De siger det ikke, men hverken min mand eller jeg er i tvivl om, at kommer han ikke ud indenfor 2 sug-agtigt, så bliver det AKS. Jeg har lyst til at skrige. Både af ren og skær skræk, men også af smerter, for det gør så vanvittigt ondt. Det svier virkelig, når hovedet er godt på vej til at blive født dernede – det ved alle, der har født. Men den skide sugekop er jo også bare enormt stor og svier i æh… kanten.

Heldigvis lykkes det os ved fælles hjælp (faktisk mest min!) at få hovedet ud ved 1 sug. Derefter fjerner de lynhurtigt koppen, og i næste ve føder jeg kroppen. Klaphatten af en læge forsøger dog at rotere ham den gale vej ud, så JM fjerner ninja-agtigt hans hænder og overtager med et stramt ”NEJ!”. Da han er ude, holder vi vejret, mens han lynhurtigt vendes, drejes af JM og vurderes af børnelægen nede ved fødelejet. Han kigger op på os, smiler og siger ”tillykke!” og går. <3 Juhuu, vores dreng er født 9.57 (4 timer efter første ve) og har det godt!! :love2: Et splitsekund inden lægen går, begynder han at knirke, og så får jeg en dejlig, lyserød, knirkende baby op til mig. Følelsen af lettelse, glæde over barnet og stolthed er enormt stor og meget overvældende! Jeg er stolt over, at han er så fin - og over, at jeg klarede det uden smertestillende overhovedet. Det havde jeg aldrig troet, jeg kunne.

Moderkagen fødes, mens jeg ligger med vores søn, og der er ingen komplikationer herved, kun lettelse – til gengæld er jeg dog bristet rigtig, rigtig meget. En kategori 4A, hvis det skulle sige nogen noget. Det er en fjerdegradsbristning, dog ikke den allerværste af dem. Men slemt er det. Det vil sige, at jeg er bristet helt om bagtil, og lukkemusklen er delvist revet over. Så snart jeg hører dette, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at bristningen skyldes koppen og rookie-lægens håndtering af den. Han havde i hvert fald vanskeligheder med at lægge den korrekt, for det sved fuldstændig vanvittigt – jeg har jo en tidligere fødsel at sammenligne med – og den ældre læge tog straks over med en sigende mine. Så mit underliv har været et eksperiment for en ny i job, og det er jeg faktisk harm over indvendigt! Samtidig med, at jeg jo godt forstår, at han jo skal lære. Men så kunne han fandeme øve sig på noget dødt væv først!

Klaphatten er selvfølgelig også den, der skal sy mig. Her får han assistance af en overlæge. Først bliver jeg bedøvet, og det er en meget smertefuld omgang (sjovt nok). Jeg kommer med diverse udbrud, men der er ingen udvej. Enten skal jeg sys via bedøvelse nu, eller også skal jeg i narkose og dermed undvære ham den lille lyserøde på brystet. Så jeg går igennem det. Det tager hele 5 kvarter (!) og er virkelig smertefuldt og frustrerende, fordi vi bare gerne vil nyde baby, og fordi man ligesom forventer, at de værste smerter forsvinder med fødslen. Dette var en anden smerte, men den var altså oppe at ringe tæt på! Det hele er pisse træls, så jeg tuder lidt, og baby bliver faktisk bange, når jeg kommer til at råbe for højt, hvilket sker et par gange. Da de 5 kvarter fra helvede er overstået, er alt til gengæld fryd og gammen. Vi er helt oppe at ringe over det her lækre vidunder, som lige er kommet ud til os. Vi bliver et døgn på barselsafsnittet, da de gerne vil holde øje med min bristning.

(PS: For historiens – og eventuelle skrækslagne gravides – skyld, vil jeg tilføje, at helingen efterfølgende gik over al forventning, og med panodiler var jeg smertedækket. Efter blot én dag så jeg min frygt i øjnene og lavede stort uden problemer. Efter 9 dage følte jeg, at jeg var ”mig selv” igen. Og det har ikke givet mig nogle komplikationer.)

Han vejede 4144 gram (skønnet til 3700) og målte 53 cm. Fantastisk lille fyr! <3
1621685_10154606828620065_5437162546108753218_n.jpg
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
7
Kom lad os gå. Kom lad os se. Gennem tusind verdner venter vægtløs kærlighed.

Et fyrtårn af fornuft i et hav af vrøvl. :engel:

Tilbage til "Graviditet"